Frokosttallerkener til stellet Hank.
Hvor kan man få fat på Hank ? Jeg mangler frokosttallerkener med en diameter på 23 cm.
“Hank” er tegnet af Erik Magnussen for Bing & Grøndahl og blev lanceret i 1970. Det blev især brugt på restauranter og i kantiner, og nogen kan måske huske det fra DSB’s storebæltsfærger i slutningen af 70′erne. Kanden havde en speciel hank af sort plast, som gav stellet sit navn.

Desværre har jeg ikke noget billede af en frokosttallerken, men herunder ses en kaffekop med kagetallerken. Kanten på en frokosttallerken er lidt anderledes: Fanen er knap så høj og med en fals, sådan at flere tallerkener kan stables!

Læg en kommentar – eller send en e-mail til noh@statsbiblioteket.dk
Forf: NOH
Plastic Fantastic.
I Helsingborg vises indtil den 19. oktober en udstilling om brugsting i plastik fra perioden 1945-1975. Udstillingen omfatter ca. 5000 genstande, hvoraf en stor del er fra Danmark.
De danske virksomheder Rosti og Torben Ørskov var i 50érne, 60érne og 70′erne banebrydende og knyttede designere som Sigvard Bernadotte, Acton Björn, Bjørn Christensen, Kristian Vedel og Henning Koppel til sig. Udstillingen vises i Dunkers Kulturhus, Kungsgatan 11, Helsingborg.
Forfatteren Thomas Lindblad, som har været med til at tilrettelægge udstillingen, har udgivet en bog om nordisk plastik design, hvor hovedvægten dog er lagt på Sverige:
“Bruksföremål av plast – materialen, formgivarna, fabrikerna” af Thomas Lindblad, Bokförlaget Signum 2004, isbn. 91-87896-61-3.
Forf: JM
Pudse messing.
Brasso er et velkendt og meget brugt pudsemiddel til bla. messing, men måske bør man overveje at bruge et alternativ.
For nylig besøgte jeg forretningen “Gørtleriet” i M. P. Bruunsgade i Århus med en knækket messingstage under armen. Da indehaveren hørte hvilket pudsemiddel, jeg havde brugt, advarede hun mod Brasso: “Det er alt for hårdt og man risikerer ætsningsskader”.
I stedet for anbefaler “Gørtleriet” at bruge et præparat fra Autosol, som hedder Metal Polish/Chrom Glans.
Det skulle være langt mere skånsomt og samtidig effektivt og drøjt i brug.
Forf: JM
Bog om gamle dekorerede glas.
Danske glas fra 1800-tallet med blomstermotiver, som enten er slebne eller bemalet med emalje, behandles i en ny bog af Niels Andersen og Torben Errboe.
Bogen, der udkom i maj 2008, giver en grundig og detaljeret indføring i emnet og er rigt illustreret med tegninger og fotos i usædvanlig høj kvalitet.
Fremstillingen er meget forskningspræget og forfatterne bygger på et omfattende kildemateriale. Målgruppen er nok især samlere med glashistorisk forudsætning, som har brug for et opslagsværk til identifikation af dekorerede drikkeglas og karafler, men også mere all-round glasinteresserede kan sikkert hive nyttige informationer ud af den.
“Dekorerede danske glas – blomsterslebne og emaljemalede glas fra 1800-tallet” af Niels Andersen og Torben Errboe, Kle-art 2008, isbn: 978-87-99-14857-8. Pris 298 kr.
Forf: JM


leave a comment