Loppefund – om at finde og samle på ting.

Historien om danske lommelærker.

Posted in Glas, SamlerTips bøger & magasiner by loppefund on januar 5, 2012

Glashistorie er en svær disciplin, især når der sættes fokus på værkernes tidlige produktion. Kilderne er få og med mangler, så dokumentationen bliver ofte usikker. En ny bog om lommelærker giver sig alligevel i kast med opgaven.

Forfatterne har valgt at fokusere på perioden indtil 1917. Det år blev afgifterne på spiritus lagt om. Prisen på brændevin steg voldsomt. Nu begyndte folk i stigende grad at trøste sig med bajersk øl, og grundlaget for de danske glasværkers produktion af brændevinsflasker forsvandt næsten helt.

Bogen er et regulært forskningsprojekt. Det tilgængelige kildemateriale vejes og analyseres, og der drages ingen hurtige konklusioner. Opgaven er at få dokumenteret glasværkernes produktion ud fra de tilgængelige skriftlige kilder (f.eks. prislister og lagerfortegnelser) eller ud fra fund af skår fra især tomterne, hvor de nordjyske værker lå. Forfatterne opstiller typologier baseret på analyse af former og stiltræk. De foretager også en del spekulationer, men det er altid kvalificerede gæt. En af bogens store styrker er, at du som læser kan kigge forfatterne i kortene. De fortæller, hvad de bygger deres antagelser på, og der er ordentlige kildehenvisninger.

Selvom bogen på sin vis er meget akademisk, er den bestemt ikke kedelig. Teksten er velformuleret, og der er tale om et gedigent stykke detektivarbejde. Den slags er altid spændende. Du bliver hurtigt fanget ind i bogens agenda. Nogle gange knytter lommelærkernes dekorationer sig til aktuelle samfundsforhold. Her bliver der fortalt nogle gode historier. F.eks. om studene på hærvejen eller om den tapre landsoldat og dansk nationalromantisk selvforståelse i tiden under de slesviske krige. Der er også fortællingen om datidens berømte spanske danserinde Pepita de Oliva, som er afbildet på nogle lommelærker. Historien om Pepita er interessant, og den bliver brugt til at sandsynliggøre lærkernes proveniens.

For samlere af brændevinsflasker er bogen selvsagt et must, men den er også interessant for samlere med en bredere og mere almen glashistorisk interesse. Auktionshuse og antikvitetshandlere kan også have stor gavn af bogen og bør anskaffe den som referenceværk til deres håndbibliotek.

“Danske lommelærker” af Niels Andersen og Torben Errboe, Forlaget Kle-art 2011, isbn. 978-87-92750-04-4. Pris 298 kr.

Det er ikke forfatternes første forsøg på at lave glashistorisk research. I 2008 udkom deres ligeledes fremragende bog om dekorerede danske glas.

Forf: JM

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.