Kongeligt dessertstel.
Porcelænssamlere kommer aldrig i nærheden af at eje det stel, som er portrætteret i en ny bog.
Det findes nemlig kun i ét sæt. Til gengæld kan alle nu få det at se.
Der er tale om Frederik den VII’s dessertstel fra 1833-35. Et højdepunkt i dansk kulturarv på linje med Flora Danica. Stellet blev skabt til repræsentative formål for hoffet.
Bogen, som er en antologi, gennemgår alle stellets dele i detaljer, men der er også artikler, som kommer ind på dekorationsmaleriet som genre, empirens stiltræk og den Kongelige Porcelænsfabriks tidlige historie.
Udgivelsen sker i anledning af en særudstilling på Christiansborg Slot i perioden fra 17. september til 11. december 2012. Du kan læse nærmere om udstillingen på Slots- og Ejendomsstyrelsens website.
“Frederik VII’s Dessertstel”, Slots- og Ejendomsstyrelsen 2011, isbn. 978-87-17-04179-0. Pris 299,95 kr.
Forf: JM
Svenske stel 1950-1975.
Designeren Marianne Westman, som tegnede Picknick og Pomona stellene til Rörstrand, blev engang spurgt, om det så ikke også var hende, der lavede stellet Eden. “Nej”, svarede hun: “Det er lavet af en af Rörstrands malerpiger”.
Historien om skabelsen af Eden kan du læse i en ny bog om nogle af efterkrigstidens mest populære svenske spise- og kaffestel.
Eden blev lanceret i 1960, og malerpigen hed Sigrid Richter. Den store stjerne på Rörstrand var dengang Marianne Westman, men hun opholdt sig i USA på et længere stipendium, og fabrikken var i bekneb for ideer til nye steldekorationer. Derfor fik Sigrid Richter chancen. Hun menes at være ophav til flere af 60′ernes anonyme Rörstrand stel.
Bogen Svenske Serviser giver en fyldig karakteristik af ca.140 stel fra 1950-1975. Perioden bliver tit kaldt guldalderen indenfor svensk porcelæns- og fajanceindustri. Mange af stellene er i dag eftertragtede samlerobjekter, men bogen beskæftiger sig ikke kun med de kendte og udbredte stel og de mest fremtrædende formgivere. Der er også mange hverdagsstel, som blev solgt år efter år uden at de fik ikonstatus, og sjældne stel med kort levetid, fordi de var alt for dyre at fremstille. Lidt mere banale stel, som egentlig bare var imitationer af billige udenlandske importstel, er også kommet med.
Det hele præsenteres kronologisk, så du kan følge, hvordan mode og stil forandres i løbet af årene. Der er også blevet plads til nogle korte afsnit om de mest toneangivende fabrikker (Rörstrand, Gustavsberg, Gefle og Karlskrona) og 10 af de mest markante designere. Bogen har et okay register, den er let at orientere sig i og egner sig fint som opslagsværk.
Målgruppen er samlere og nostalgikere, og bagerst i bogen er der en prisguide med typiske brugtpriser på de forskellige stel. Guiden er baseret på hammerslagspriser på middagstallerkener hentet fra auktionssitet Tradera. Hvor pålidelig og sikker sådan en guide er kan diskuteres, og forfatterne indrømmer også, at mange faktorer – først og fremmest brugsstand – spiller helt afgørende ind. Flere af de anslåede priser strækker sig da også over så stort et prisspænd, at det ikke rigtig giver nogen mening.
“Svenske serviser 1950-1975″ af Michél Carlsson og Urban Orzolek, ICA Bokförlag 2010, isbn. 978-91-534-3474-0. Pris 199 sv. kr.
Forf: JM
Børnehjælpsfigurer af Herluf Jensenius.
Tegneren Herluf Jensenius var lidt af en multikunstner. Nok mest kendt som karikaturtegner og illustrator, og for mig er hans karakteristiske streg synonym med min barndoms “Peters Jul”.
Men Jensenius lavede andet end tegninger. Sammen med overmodellør Hans Henrik Hansen skabte han for Aluminia hvert år i perioden 1941 til 1965 en figur til børnehjælpsdagen. Alle figurene er stemplet “JUS” for Jensenius og nogle af dem bærer også mærket “HHH”. Blandt kollegerne på Aluminia fabrikken blev Hans Henrik Hansen kaldt “Stakit-Hansen” på grund af den signatur!
Du kan finde en komplet oversigt over alle børnehjælpsfigurene i Erhard W. Flensborgs storværk om fajancefabrikken Aluminia (se side 330 i bind 1 og tabel 103 med angivelse af formnumre i bind 2).
Har du ikke bogen, kan du i stedet for hurtigt finde en kronologisk oversigt på antik-blog’s website, og hvor du også kan læse, at især figurerne fra de seneste år er i høj kurs. Nogle af årgangene er nemlig kun udkommet i mindre oplag, og de er særlig eftertragtede for dem, der går efter en komplet samling.
Forf: JM
Datering af Hummel figurer fra Goebel.
Den tyske porcelænsfabrik Goebel indledte i 1935 et samarbejde med tegneren og franciskaner søsteren Maria Innocentia Hummel. Det blev begyndelsen på en gigantisk kommerciel succes og en omfattende produktion af porcelænsfigurer.
Under nazismen lænede flere af figurerne sig op ad et forbud og modtog hård kritik som “entartete kunst”, men selvom flere af dem blev beskrevet som børn med vandfyldte hoveder og klumpfødder, fortsatte produktionen alligevel. Det siges, at der på et tidspunkt stod en Hummel figur i mindst hvert andet tyske hjem.
Efter krigen blev de endnu mere populære, og mange amerikanske soldater bragte figurerne med sig hjem som souvenir. Det har sikkert været en medvirkende årsag til, at Hummel i dag er et stort samlerobjekt i USA. Og på nettet har mange amerikanske samlere været aktive med hensyn til at beskrive og dokumentere Hummel figurerne.
Et af de bedre websites er http://www.icollecthummel.com/learn-about/ hvor samlere kan finde en masse artikler med nyttig viden. Hvis du klikker på Hummel Trademark Age Identification Guide finder du f.eks. en komplet gennemgang med datering af de forskellige stempler.
Forf: JM
Stellet Frijsenborg fra Royal Copenhagen.
Det svejfede Frijsenborgstel med rokoko blomster fra den danske flora var et af de mere sejlivede stel fra Den Kongelige Porcelænsfabrik. Dekorationerne er tegnet i 1935 af Thorkild Olsen og stellet blev fremstillet indtil 1994.
En samler har sat sig for at dokumentere alle steldelene på sit website. Der er også close-up fotos af samtlige dekorationer med henvisninger til på hvilke steldele, de er anvendt. Sitet går helt ned i den slags detaljer, som kun inkarnerede samlere har styr på, f.eks. steldele med fejlanbragte dekorationer. Der er tilsyneladende ikke sket opdateringer siden november 2008, men der er en gæstebog, som stadig er åben for kommentarer.
http://www.frijsenborg-910.dk/mainpage/index.htm
Forf: JM
Svenske porcelæns- og keramikmærker.
Et rigtig nyttigt værktøj til at identificere svensk keramik, porcelæn eller fajance finder du på Ronnie Gustavssons website med indekset: “Porslin og keramik – stämpler och signaturer”.
Der er to måder at lave opslag på: Du kender fabrikken eller formgiveren og vil vide mere, så tager du den alfabetisk indgang, eller du står med en genstand i hånden og har signaturen at arbejde ud fra, så vælger du signatur- og monogramfortegnelsen.
I nogle tilfælde er der kun korte oversigter med få data som f.eks JIE Gantofta; Andre gange er der gjort en del mere ud af at vise fabriksstemplernes udvikling og datering samt kunstnernes signaturer som f.eks. Gefle Porslinsfabrik. Alle informationerne er indsamlet fra flere forskellige kilder; Fra fabrikker, værksteder, museer, faglitteratur og Internettet. Udover svenske mærker er der også et indeks over mærker fra enkelte større europæiske porcelænsfabrikker.
Et hovedværk til at afkode svensk porcelæn og keramik i 1900-tallet er stadig Bengt Nyströms opslagsværk om svensk keramik. Den kommer du ikke udenom, men Ronnie Gustavssons indeks dækker også flot. Du skal faktisk lave mange parallelle opslag i bogen og på websitet, før du finder et mærke fra bogen, som ikke er med på sitet.
http://www.signaturer.se/index.htm
Loppefund har tidligere omtalt Bengt Nyströms bog. Se anmeldelsen fra den 1. april 2009 her:
http://loppefund.wordpress.com/2009/04/01/ny-bog-om-svenske-keramik-og-porcel%C3%A6nsm%C3%A6rker/
Forf: JM
Bog om Gefle Porslinsfabrik.
Gefle Porslinsfabrik eksisterede mellem 1910-1979 og er især kendt for en lang række hverdagsstel i flintgods. Ellers er Rörstrand og Gustavsberg nok de mest kendte svenske porcelænsfabrikker udenfor Sverige. Begge har satset internationalt og navnlig Rörstrand har eksporteret rigtig meget til det danske marked, men porcelænsfabrikken Gefles produktion har også været solgt i Danmark.
For et par år siden udkom en fin lille bog om Gefle. Den er et eminent eksempel på, hvordan det på begrænset plads (ca. 100 sider) kan lade sig gøre at lave et fyldestgørende opslagsværk. Knap halvdelen af bogen er disponeret med forskellige søgeregistre. De tjener som en fremragende indgang til identifikation og research. Du kan bl.a. søge på dekorationer og modeller med oplysninger om modelbetegnelser, navne på designere samt produktionsteknik og -periode.
Bogen har også en kort biografi over nogle af fabrikkens designere. En af dem er Arthur Percy, et af Sveriges ikoner indenfor kunsthåndværk, han var virksom ved fabrikken mellem 1923-1959. En anden designer er Eugen Trost, han var ophavsmand til “Zebra stellet”, en designklassiker som der er utrolig hype om øst for Øresund. En Zebra kop koster nemt mere end 500 sv.kr., og stellets virkelig sjældne tekande er set solgt for over 10.000 sv.kr. Du kan læse mere om Zebra stellet og se billeder på “Porslinsbloggen”:
http://porslinsbloggen.blogspot.com/2008/06/zebra-en-svenska-designklassiker.html
“Gefle Porslinsfabrik – vardagsporslin med färggläde och stil” af Tord Gyllenhammar og Björn Holm, Albinsson & Sjöbergs Bokförlag 2008, isbn. 91-86560-90-5. (Kan skaffes via bokus.com til 227 sv.kr.)
Forf: JM
Marmeladekrukker fra Arabia.
Arabias marmeladekrukker med de farvestrålende dekorationer af frugter og bær har længe været jagtede samlerobjekter. Krukkerne hedder Pomona, de blev produceret i perioden 1965-1975, og de er et typisk udtryk for “Happy-Finland-stilen”, som også de mønstrede Marimekko tekstiler fra samme tid er et godt eksempel på.



Pomona findes i mange forskellige varianter. Nogle få har dekorationer af Esteri Tomula, men de fleste er tegnet af designeren Raija Uosikkinen. I begyndelse kom Pomona krukkerne i en model med fladt låg, der var formgivet af Ulla Procopé, og som kunne fås i to størrelser.

Senere lancerede Arabia en høj model med skehul og et lidt anderledes låg, der har en omsluttende fals. En tredje – og vistnok – temmelig sjælden model er buttet og med små ørehanke.
På Arabias museumsside præsenterer fabrikkens nogle af sine historiske designere og deres modeller. Siden er under løbende udbygning. En del er endnu temmelig kortfattet, men er du interesseret i Arabia, så er det et godt sted at hente viden.
Forf: JM
En historie om Gustavsberg.
Rigtig mange danskere og endnu flere svenskere sætter sig hver dag på det, andre spiser eller drikker af det… for porcelæn fra Gustavsberg kan jo være meget andet end lige saniteten ude på badeværelset !
I 50′erne var Gustavsberg banebrydende indenfor svensk kunsthåndværk og fabrikken havde en lang række af Sveriges førende formgivere knyttet til sig. Nogle af dem, f.eks. Lisa Larson og Stig Lindberg, fik på det særlige Studio-værksted med kunstnerisk frihed og højt til loftet lov til at eksperimentere med unikke genstande i begrænset oplag. Tingene fra Gustavsbergs Studio er i dag blevet eftertragtede samlerobjekter, og især i Sverige trækker de høje priser, hvis de kommer på auktion.

I sommer var jeg selv super heldig på et loppemarked at finde en fin lille lågkrukke af Stig Lindberg for en slik. Studio-tingene kan kendes på deres særlige mærke, nemlig et G og en hånd, som lige kan anes bag den blå etiket på billedet til venstre.
Du kan læse mere om Gustavsberg Studio og om hele den almindelige serieproduktion af porcelæn, fajance og keramik i et stort bogværk om Gustavsberg. Det er rigt illustreret og udmærker sig med et omfattende faktaafsnit, b.la. med kunstner- og malersignaturer og med oversigter over alle Gustavsbergs steldekorationer. Bogen har allerede et par år på bagen, men kan stadig købes fra forlaget via bokus.com, hvor den endda er noget billigere, end hvis den skal skaffes antikvarisk !
“Gustavsberg: Porslinet, fabriken, konstnärerna” af Gösta Arvidsson, Nordstedts 2007, isbn. 978-91-1-301639-9. Pris 379, – sv.kr.
Forf: JM
Arabia porcelænsdatabase.
En samler har ambition om at lave et katalog over hele Arabias produktion af porcelæn. Det er et gigantisk projekt – alene i perioden 1874-1999 drejer det sig om 192.000 genstande. Langt fra alt er endnu kommet med, men kataloget, som du kan søge i via en database, opdateres jævnligt.
Indgang til kataloget sker ved hjælp af forskellige søgeregistre. Du kan bl.a. søge på designer, modelnummer, varenavn, produktionsår og endelig er der mulighed for at lede ud fra en beskrivelse af farver og mønstre. Det hele er overordentligt velstruktureret – næsten lidt for meget, for det kan godt virke lidt tungt at manøvrere på kryds og tværs i databasens mange hyperlinks.
Baggrunden for det enorme arbejde har været et ønske om at få luget ud i en masse fejlinformationer om Arabia, som tidligere er trykt eller offentliggjort på Internettet. Samleren lægger derfor afgørende vægt på grundig og seriøs research.
Kruset med Mummi-trolden på billedet er et eksempel på, hvad databasen kan bruges til. Stelformen hedder BA og er designet af Kaj Franck i 1980. Den indgår i en lang række porcelænsserier, bl.a. Teema, som er et af Arabias mest kendte stel, men dekorationen med Mummi-troldene er overført til porcelæn af Tove Slotte-Elevant i 1990 efter Tove Janssons oprindelige tegning.
http://www.finlandporcelain.info/index1.html
Forf. JM
Dahl-Jensen på bogudsalg 2010.
Søndag den 31. marts 2010 går startskuddet til årets bogudsalg. De store boghandlerkæder har også i år hver deres egne kataloger. Nogle af de nedsatte titler går igen fra kæde til kæde, mens andre kun gælder hos nogle boghandlere.
For samlerfolket er der denne gang et rent kanontilbud hos kæden Bog&Ide: Bolette Bramsens velskrevne lille bog fra 2007 om Dahl-Jensens porcelænsfabrik er nedsat til 69,95 kr – der er tale om en gevaldig reduktion på 230 kr. i forhold til den oprindelige pris.
Bogen har en forholdsvis kort gennemgang af fabrikkens historie, men hovedvægten er lagt på en fotopræsentation af de mange porcelænsfigurer. I bogens sidste del gennemgås samtlige fabriks- og malermærker og figur- og modelnumre. Ligeledes er der en komplet figur- og kunstnerliste. Derfor fungerer bogen perfekt som opslagsværk – dejlig overskuelig og nem at orientere sig i.
“Dahl-Jensen – en dansk porcelænsfabrik 1925-1985″ af Bolette Bramsen, Aschehoug, Antikvitetsserien 2007, isbn. 978-87-11-22026-9. Nedsat til 69,95 kr.
Forf: JM
Designeren Inger Waage.
Hendes arbejder dukker jævnligt op på loppemarkeder og antikmesser. Hendes streger er let genkendelige, naivistiske og særegne – og meget stiliserede. Hendes motiver er dyr eller vilde planter – eller ofte helt abstrakte.
Den norske keramiker Inger Waage (1923-1995) har længe hittet i Norge, men også i Danmark er interessen for hendes ting stigende. Hun var oprindelig tilknyttet Stavangerflint som kunstnerisk leder og fortsatte hos Figgjo Fajanse efter de to virksomheders fusion i 1968. Hendes produktion var enorm, hun har tegnet dekorationer til flere stel og hun er især kendt for sine håndmalede studioproduktioner, hvoraf nogle var unika arbejder , mens andre blev fremstillet i mindre serier.
Forfatteren og grafikeren Jan Gjerde har sat sig for at samle og dokumentere Stavangerflints produktion og især Inger Waages arbejder. Det kan du læse om på hans website, hvor der som pdf-filer er artikler, billeder samt oversigter over stempler og signaturer: http://stavangerflinthistorie.gratisnettside.no/?&mid=424
Et andet website om Stavangerflint og Inger Waage har Ole Gustavsen lavet. Der er ikke så megen tekst, men mest billeder,. Til gengæld udstiller han hele sin samling på nettet – og den er gevaldig! Også her er der stempler og oversigter samt en anvisning på, hvordan man (måske!) kan datere produktionen fra Stavangerflint. Det hele er rubriceret i forskellige kategorier i en frame til venstre. Under kategorien “Serviser” er der mange eksempler på Stel fra Stavangerflint og Figgjo, nogle af dem i form af illustrationer fra gamle varekataloger. Vær opmærksom på at få det hele med: Nogle gange ligger der meget mere, hvis du klikker på “Les hele saken” nederst på siderne: http://stavangerflint.gratisnettside.no/?&mid=41
Begge websites er hosted hos den norske webudbyder “gratisnettside.no”. Når du klikker på nogle links, kan der opstå “not-found” fejlmeddelelser i din browser. Det skyldes kompatilitetsproblemer med visningen, fordi “gratisnett.no” er designet til nogle ældre udgaver af Firefox og Internet Explorer. Det er temmelig irriterende , men problemet kan nemt løses ved at genindlæse siden (tast F5).
Forf: JM


leave a comment