Hvem har designet Copco gryderne fra Morsø?

Morsø Jernstøberi havde i 1960erne stor succes med en omfattende serie af emaljerede køkkenting af støbejern.

Gryderne har en sjov detalje. Håndtagene nærmest gror ud af korpus og spejler sig omvendt mod hinanden. Det giver et sikkert greb om den samlede enhed, som er meget tung.

Serien hedder Copco og tilskrives ofte den amerikanske designer Michael Lax. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er ham alene, som har formgivet alle tingene?

På Nettet er det nemt at finde billeder af gryderne, som i bunden er stemplet “Copco, Michael Lax, Denmark”. I andre tilfælde er de blot mærket med et nummer samt “Copco, Denmark”. Billeder lyver som bekendt sjældent, men begynder du at grave lidt dybere, dukker der alligevel oplysninger frem, som peger i andre retninger.

Morsø Jernstøberi havde flere gange i løbet af 1965-66 indrykket nogle helsides annoncer i Bo Bedre, f.eks. var der én i april nummeret fra 1966. Her vises gryderne under navnet Nacco, og Morsø skriver, at serien er designet af Bernadotte og Bjørn.

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 af N. A. Christensen og aktieselskabet bag jernstøberiet hed på et tidspunkt “N. A. Christensen og CO”. Det er ret oplagt, at navnet Nacco må være afledt heraf. Hvorfor og hvornår serien skifter navn står hen i det uvisse, men da designtidsskriftet Mobilia bringer en artikel om Morsø Jernstøberi i nummer 183 fra oktober 1970 hedder grydeserien nu Copco.

Måske har der ligefrem været slagsmål om ophavsretten til de forskellige brands. I august 1966 registreres Nacco i USA som et varemærke under et amerikansk selskab i New York ved navn Copco Inc. Selskabet fremstillede ildfaste emaljerede produkter. Alligevel fortsætter Morsø i 1970 med at forny sine rettigheder til navnet Copco i Danmark. Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Det er noget værre rod, men det kan være forklaringen på, at der udover de danske ting også findes emaljerede Copco køkkenting fra lande som Holland, Spanien og USA.

Tilbage til spørgsmålet om hvem, der har designet Nacco/Copco gryderne?

Acton Bjørn og Sigvard Bernadotte havde i 1950 startet et designstudio i København med en lille filial i Stockholm i 1958. Begge afdelinger blevet drevet som en slags kreative væksthuse, hvor unge designere var mere eller mindre fast tilknyttet. Især Bernadotte udstak retningslinjerne for de forskellige opgaver, men ofte var det nogle andre, som tegnede videre på projekterne.

I Thomas Lindblads bog om Sigvard Bernadotte omtales også Copco gryderne fra Morsø. Lindblad mener, at det i virkeligehden er Jan Trägårdh, som skal have æren for gryderne. Trägårdh var en af de ledende designere i Bernadottes designstudio.

Til gengæld nævner Lindblad slet ikke Michael Lax, men kreative folk gik nærmest ind og ud ad døren hos Bernadotte, og Michael Lax foretog flere studierejser til Skandinavien netop i 60’erne, så en teori kunne være, at han også har været forbi og har slået nogle streger på køkkentingene til Morsø

Forf: JM

Vigtig opdatering om navnet Nacco/Copco: Se kommentaren herunder fra den.16. september 2014.

Historien om Syberg Keramik.

Det karakteristiske Syberg stel havde sin storhedstid i 40’erne og 50’erne. De første dele blev lanceret i 1928, men stellet voksede hurtigt.

Et komplet stel består af næsten 1000 dele. Nogle af dem var i produktion indtil 1988, og form og dekoration holdt sig stort set uforandret igennem hele perioden.

Både Hans Syberg, som startede virksomheden i 1928, og broderen Lars Syberg, som kom til i 1931, var inspireret af moderen Anna Sybergs akvareller med blomster og planter.

Blomsterne blev tegnet over på pergamentpapir. Derefter kunne motivet ridses op i leret, mens det stadig var fugtigt. Improvisation var ikke tilladt. Malerne måtte holde sigt strengt til forlægget, og hvis de kom i tvivl, kunne de kigge efter på nogle store fliser, som hang på væggen i værkstedet med alle buketterne malet op.

Især produktionen fra 30’erne og begyndelsen af 40’erne er i høj kurs blandt samlere. I de år anvendte værkstedet Lars Sybergs egen glasur. Den fremtræder mere mættet og bleg sammenlignet med den senere fabriksglasur, der er hvid og skinnende. I slutningen af 40’erne og i 50’erne var det svært at skaffe tin og bly, så en færdig glasur måtte importeres fra Tjekkoslovakiet.

Faaborg Museum viste i 2003 en stor udstilling om Sybergs keramiske produktion. Michael Blædel skrev dengang et omfattende og rigt illustreret katalog på næsten 60 sider. Det er i dag meget svært at opdrive antikvarisk, men museet har senere udgivet hele katalogets tekstdel på Nettet. Et fremragende initiativ, bortset fra at illustrationerne på nær ganske få desværre ikke er kommet med.

“Syberg – fra akvarel til keramik” af Michael Blædel, Faaborg Museum 2003, isbn. 87-88686-13-2

Du kan også læse om Syberg keramik i artiklen “Fynsk forår i fajancen” af Michael Blædel i Antik og Auktion nr. 1, 2001.

Forf: JM

Ny kunstdåse fra Irma.

Irmas kunstdåser fra perioden 1970 til 1991 er eftertragtede samlerobjekter. I 2010 genoptog Irma traditionen og lancerede 5 nye dåser med kunst. Nu kommer der igen en ny.

Dåserne fra 2010 var tegnet af Elmgreen & Dragset, Kirstine Roepstorff, Julie Nord og Tal R. I flere Irma butikker blev de lynhurtigt revet væk af samlere.

Irma Randi Katrine dåse M

Den nye dåse fra 2012 er dekoreret af Randi Jørgensen og Katrine Malinovski. De har sat nogle af deres kunstværker i en slags sættekasse og overført den til dåse. Irma skriver i en pressemeddelelse, at dåserne er i butikkerne fra uge 37-2012, og samlere skal sikkert igen skynde sig, hvis de vil have et eksemplar.

Randi Jørgensen og Katrine Malinovski er især kendt for at have vundet DR’s projekt “Vores Kunst” med et forslag til udvendig total udsmykning af færgen M/F Ærøskøbing. I oktober sejler færgen i dok for at blive malet, og den forventes færdig i begyndelsen af 2013.

Du kan læse mere om de “gamle” kunstdåser i et tidligere indlæg og se billeder af dem på Irmas facebook (perioden 1951-75), hvor du også kan se og læse om dåserne fra 2010.

Forf: JM

Bog om emaljevarer fra Kockums.

Kockums Emaljeverk i Blekinge var en af Nordens helt store producenter af emaljevarer. Værket havde en omfattende eksport, også til Danmark.

I efteråret 2011 udkom en bog om Kockums, hvor vægten er lagt på at dokumentere de forskellige brugsting.

Til grund for bogen ligger et kæmpe digitalt register med billeder af næsten 20.000 genstande. Lidt ærgerligt at der så kun er blevet plads til omkring 100 af dem, for et af bogens helt store plusser er netop billederne, som er flotte og skarpe. Det er også primært dem, der gør bogen rigtig interessant for samlere og antikhandlere.

Naturligvis er der grænser for hvor meget, der kan blive plads til i en bog, men det vil være oplagt på et tidspunkt at publicere registret eller dele af det på Internettet – lidt på samme måde som Næstved Museums kulturhistoriske projekt med at registrere og fotografere Holmegaard Glasværks prøvesamling

Som dansker kan du ikke lade være med at drage paralleller til Glud & Marstrand. Men i modsætning til den danske producent var Kockums lagt mere fremme i skoene med hensyn til hele tiden at tilpasse produktionen til tidernes skiftende behov og mode. Et eksempel er evnen til i vid udstrækning at bruge kunstnere til formgivning og produktudvikling.

Det starter allerede med den svenske tegner Einar Nermans grafiske illustrationer på Kockums storsælgende børneservice i midten af 20’erne. I 50’erne og 60’erne fortsætter Kockums det stærke fokus på kunstnerisk inspiration. Nu med et samarbejde med sølvsmedene Sigurd Persson og Arne Erkers samt Carl-Arne Breger, der var industriel formgiver.

Også den danske designer Jens Harald Quistgaard har haft tilknytning til Kockums. Hans Kobenstyle gryder er delvist lavet på Kockums. Oplysningen stammer fra Folke Peterson, som i næsten 50 år arbejdede på Kockums emaljelaboratorium. Grydernes korpus blev først fremstillet i Danmark og derefter fragtet til Sverige, hvor emaljen blev påført på Kockums afdeling i Kallinge.

Bogen om Kockums bygger på en lang række skriftlige kilder og interviews med et par centrale personer med tilknytning til Kockums. Det er tale om et stykke veldokumenteret research. Desværre er der også en enkelt lidt uheldig svipser. En karakteristisk dansk krenitskål med orange emalje og matsort yderside vises på side 79, men tilskrives fejlagtigt formgiveren Arne Erkers.

“Från bruksverk till konstverk i emaljens Ronneby” af Jane Betts og Hans Krohn (foto), Mixi Print 2011, isbn. 978-91-633-9497-3.

Forf: JM

Hvad er godt design?

Hvad er godt design? Nogle vil måske svare, at det er et spørgsmål om den enkeltes smag. Altså at der ikke er noget endegyldigt svar, men man kan jo i stedet for prøve at opstille nogle almene forudsætninger for, hvornår noget formgivning er godt design.

Et produkt skal være sanseligt og æstetisk tiltrækkende. Det må også gerne være innovativt, ærligt og holdbart – og så skal det være funktionelt. Arne Jacobsens “Ægget” opfylder de fleste af disse kriterier, men mange synes, at man faktisk ikke sidder særligt godt i stolen. Er den så dårligt design?

Magnus Stephensen formgav et salt og peber sæt for Georg Jensen i 1952. Til sættet hører også en sennepskrukke, og alle delene blev fremstillet i sølv eller rustfrit stål. Designet er helt enkelt og uprætentiøst og i mine øjne en æstetisk nydelse. Men modsat “Ægget”, som man dog trods alt kan sidde i, så fungerer salt og peber sættet nærmest slet ikke til sit formål.

Umiddelbart virker det ellers som om, der er tænkt over funktionen. De fleste kender bøvlet med at fylde nyt på en salt- eller peberbøsse, når den er tom. I bunden sidder en lille prop af kork, plastik eller gummi. Sådan en kan være svær at løsne, og med tiden kan proppen mørne eller knække.

Magnus Stephensen løste problemet ved at lave proppen i samme materiale som peberbøssen, altså i sølv eller stål som ikke går i stykker. Innovativt, men alligevel fungerer det dårligt. Det er nemlig stort set umuligt at finde ud af, om proppen befinder sig i lige præcis den position, som gør, at den kan løsnes. Du kan dreje og dreje og blive ved med at dreje – men der lyder ikke noget klik, og du kan heller ikke mærke, når proppen kan løsnes. Desuden er grebet så lille, at de fleste fingre har svært ved at holde om det.

Saltkarret fungerer heller ikke særlig godt. Skeens form gør, at den ligger skidt mellem fingrene, og den er så svær at balancere, at indholdet nemt ender på bordet, før det når tallerkenen.

Nu er Magnus Stephensen sendt på pension, og jeg har fundet frem et gammelt salt- og peber sæt i presset glas med låg af bakelit. Ikke specielt smukt, men det fungerer. Når der skal fyldes på, skrues lågene af og på helt uden besvær.

Forf: JM

At samle på frimærker.

Horsens Filatelistklub har fået den gode ide at udgive en bog om glæden ved at samle på frimærker. Den giver et indblik i et aldeles nørdet, men også meget engageret univers.

Der findes sikkert mange forstillinger om frimærkersamlere som et folkefærd, der med disciplin, orden og akkuratesse sidder ved et skrivebord i timer og arbejder med vandmærkesøgere, pincetter og taktællere. Men som bogens titel fortæller, er frimærker meget mere end takker og takster.

10 frimærkesamlere fortæller om deres samlinger, om anekdoter, gode køb og byttehandler. En mand rejste som ung rundt i England som rygsækturist. I Nottingham købte han for 10 £ en afrevet side fra et gammelt album med nogle danske skillingsmærker. Da han kom hjem, viste de sig at være overordentlig sjældne. De endte på auktion og indbragte en mindre formue, som blev omsat til en fire måneders ferie i Australien.

De bedste biddrag i bogen er dem, der får frimærkerne eller postkortene til at fortælle en historie, f.eks om breve som under 2. verdenskrig på trods af krigshandlinger alligevel ad kringlede omveje når frem, selvom ruten ikke var den mest direkte.

Bogen gør meget ud at argumentere for, hvorfor det er vigtigt at være medlem af en frimærkeklub. På det punkt er det lige før, den kammer over og bliver missionsk, men når du har læst den, har du fået nedbrudt nogle fordomme, og du sidder tilbage med et billede af en samlerinteresse, som kan have mange flere forskellige indfaldsvinkler, end du måske umiddelbart havde forestillet dig.

“Frimærker – meget mere end takker og takster”. Udgivet af Horsens Filatelistklub i anledning af den nationale frimærkeudstilling HOFI 2011, isbn. 978-87-994689-0-4. Pris 60 kr.

Forf: JM

Før Fanden får sko på.

Et af de helt store loppemarkeder i Jylland er Brørup Marked. Det foregår hver fredag, men du skal stå ekstremt tidligt op.

I højsæsonen om sommeren, hvis vejret er godt, går de handlende i gang med at stille op allerede klokken 5 om morgenen. Ved middagstid begynder nogle af dem så småt at pakke sammen igen.

Brørup4x

Brørup Marked har mange år på bagen. Der hersker en helt særlig jovial atmosfære. De fleste kender hinanden, og af og til handles der på ægte jysk facon med dialekter og håndslag. Udbuddet er en virkelig blandet landhandel. Skrammel, høns og hundehvalpe. Men også rigtig mange stande med designting og traditionelle antikviteter.

For nogle år tilbage var priserne generelt lave. Sådan er det ikke længere. Du kan sagtens være heldig og gøre et par super gode handler, men der skal løbes spidsrod. Tingene er blevet dyrere, og konkurrencen er intens. Der kommer mange opkøbere. Nogle helt fra Tyskland.

Som nabo ligger et stort svineslagteri. Når de skyller deres tanke, er stanken ubeskrivelig. Bliver det for meget, kan du gå indenfor i en af de 5 haller.

I de forreste er det dog mest skrammel og partivarer. Men går du helt ned i bunden af området længere mod vest, kommer der to haller i en vinkel, som absolut er et besøg værd. Her er der blandt andet en håndfuld faste stande med klassiske antikviteter, samlerobjekter og retro ting af høj kvalitet.

http://www.broerup-marked.dk/

Forf: JM