Måned: oktober 2008

Antikguiden.

Gyldendal og Bruun Rasmussen har opdateret Gorm Benzons gamle antikvitetshåndbog.

Den nye udgave er udvidet med en række fotos i farver, ca. 400 hammerslagspriser og nogle nye artikler om stilarter. Bogens hovedvægt er stadig de leksikalske opslag fra 1977, men der er også kommet enkelte helt nye til.

Fokus er især på traditionelle antikviteter, f.eks. kan du få at vide, hvad der gemmer sig bag begreber som olivslibninger, overfangsglas, lågpinde, damestole eller pærehjelme. Et eksempel på et nyt opslag er PH-lamper. Opslag på nyere samlerrobjekter som f.eks. Lyngby Porcelænsfabrik, krenit, Knud Kyhn eller Kay Bojesen savnes stadig, og det er en klar mangel.

Der er tale om en flot publikation med illustrationer af høj kvalitet. Har du allerede den gamle udgave, er der bortset fra artiklerne om stilarter og de nye fotos med hammerslagspriser dog ikke så meget nyt at hente, men bogens format er større, og det betyder, at man er sluppet af med de tidligere lidt gnidrede tekstfonte.

“Antikguiden” af Gorm Benzon, Gyldendal & Bruun Rasmussen 2008, isbn: 978-87-02-06898-6, pris 399 kr.

“Gyldendals antikvitetshåndbog” af Gorm Benzon, Gyldendal (1. udg. 1977), (2. udg. 1986), (3. udg. 2002, isbn: 87-02-01245-6).

Forf: JM

Reklamer

Lamper fra færge-vogndæk?

Disse lampeglas siges at stamme fra en gammel DSB jernbanefærge.

okt-08-020-kopi

De skal angiveligt have siddet på vogndækket. Når den grønne lampe lyste, var bovporten åben, mens den røde signalerede lukket bovport.

Ganske svagt mener jeg selv at kunne huske dem fra min barndoms sejlture i begyndelsen af 70’erne med de gamle “dobbelt-skorstens-jernbanefærger” på Storebælt, f.eks. MF Fyn eller MF Dronning Ingrid.

Kan nogen bringe lys over lampeglasene, f.eks. hvis du kan henvise til en publiceret illustration fra et vogndæk, så læg en kommentar.

Forf: JM