Måned: oktober 2009

Russiske ikoner.

Hellige billeder af religiøse begivenheder eller figurer fra den russiske ortodokse kirke er emnet for et nyt stort bogværk udgivet af Bruun-Rasmussen sammen med Gyldendal.

Bogen omhandler ikoner fra det offentlige rum, altså kirker eller klostre. Mange af disse handles i dag som samlerobjekter og er endt i private hjem, mens en anden slags ikoner, f.eks. små rejseikoner beregnet til personligt brug, stort set ikke er med i bogen.

ikonbog 2 004 M

Den absolutte hovedvægt (ca. 2/3) er lagt i en analyse – eller rettere en guide – til at tolke og forstå ikonernes motiver. Ikonerne blev malet udfra nogle “prototyper”. Derfor viser de ofte på forhånd fastlagte motiver, f.eks. Gudsmoder, helgener eller scener fra det gamle testamente. Der var simpelthen malerhåndbøger med korte anvisninger på, hvordan de forskellige motiver skulle udføres, og selvom stilarter og kulturelle påvirkninger skifter gennem tiden, så er prototypen altid genkendelig.

Bogen er tilrettelagt som et opslagsværk med en vurderingsnøgle og en kort vurderingsguide. De fleste illustrationer i kapitlet med motivguiden er derfor udstyret med forklarende piletekster i margen, hvor der også er ganske korte datanoteringer og en prisvurdering – lidt på samme måde som i et auktionskatalog. Det fungerer godt, for med den opsætning understøtter bogen netop forskellige måder at læse og bruge den på.

“Ruslands ikoner – fra brugskunst til billedekunst” af Annika Hvithamar, Bruun Rasmussen/Gyldendal 2009, isbn. 978-870208263-0. Pris 399 kr.

Forf: JM

Nyt samlermuseum med dansk design.

Danish Design Museum i Randers sætter sig for at vise eksempler på noget af det bedste indenfor nyere dansk kunsthåndværk og industrielt design.

Museet er startet af en lokal samler. Ideen er sympatisk. Samlingerne voksede på et tidspunkt ud af mandens private bolig. Hvorfor så ikke vise tingene frem og dele glæden og fascinationen med alle os andre?

UCI knive

Og der er også rigtig mange gode, spændende og sjældne ting. Som privat samling er den helt fantastisk, men som offentligt museum mangler der en del. Det hele er nydeligt opstillet på rad og række i store montrer. I nogle tilfælde er der vedlagt en lille seddel, men ofte er der ingen forklarende tekst. Hele den museumspædagogiske dimension mangler. Museumsgæsterne bliver overladt til sig selv og får ikke de faglige forudsætninger for at vurdere og opleve de udstillede genstande.

Måske er min kritik urimelig. Museet kører på frivilligt arbejde, og der er ikke involveret en eneste offentlig støttekrone, så det er vel i høj grad et spørgsmål om ressourcer, men alligevel!

Samlingens absolutte hovedvægt ligger på Kay Bojesen. Hvorfor så ikke starte med at fortælle om ham: Kom med nogle anekdoter, en forklaringsramme eller nogle uddybende plancher. Lav et samarbejde med andre Kay Bojesen samlere. Dem er der mange af, eller hvorfor ikke få et partnerskab i gang med Kunstindustrimuseet eller måske det lokal Kulturhistorisk Museum?

60 kr i entré er lidt pebret, men tag alligevel forbi museet i Randers, støt et godt initiativ og nyd de flotte ting. På museets hjemmeside, kan du læse mere om bla. adresse og åbningstider: http://www.danishdesignmuseum.dk/

Forf: JM

Opslagsbog for vinylsamlere.

Har hunden savlet og gnasket i coveret til din gamle LP, så kan du nu slå op i en ny prisguide med handelsværdien på gamle rockalbums for at finde ud af, om du skal ærgre dig gul og grøn og bagefter gi’ den et spark bagi.

Det første bind i en ny serie om sjældne skandinaviske LP-plader har som ambition at medtage samtlige “1. pressings” af danske rockalbums fra perioden 1958-1977 .

Første presninger kan være sjældne på grund af deres meget begrænsede oplag – typisk kun omkring 300-1000 eksemplarer.

SteppeU Hip 67

Guiden er rigt illustreret med billeder af covers og labels i flot kvalitet, og ud for hver LP er der anført pladeselskab og pladenummer, så du nemt kan se, om du ligger inde med en raritet. Markedspriserne er opgjort i Euro, fordi bogen retter sig mod et internationalt publikum.

Forfatteren er selv vinylsamler og han redegør omhyggeligt i bogens indledning for, hvordan han har estimeret pladernes værdi.

I guiden kan du finde sjældne stykker vinyl til en markedsværdi op mod 7000 d.kr. Steppeulvenes “Hip” i 1. pressning fra 1967 vurderes til mellem 2418 og 4093 d.kr, så kan du selv gætte på, om hunden slap for sit spark!

“Rare Danish Rock Albums 1958-1977” af Lars Rørbæk, Clemens Publishing 2009, isbn. 978-87-990945-2-3, pris 299, – kr.

Forf: JM