Måned: januar 2010

Dahl-Jensen på bogudsalg 2010.

Søndag den 31. marts 2010 går startskuddet til årets bogudsalg.

De store boghandlerkæder har også i år hver deres egne kataloger. Nogle af de nedsatte titler går igen fra kæde til kæde, mens andre kun gælder hos nogle boghandlere.

For samlerfolket er der denne gang et rent kanontilbud hos kæden Bog&Ide: Bolette Bramsens velskrevne lille bog fra 2007 om Dahl-Jensens porcelænsfabrik er nedsat til 69,95 kr – der er tale om en gevaldig reduktion på 230 kr. i forhold til den oprindelige pris.

Bogen har en forholdsvis kort gennemgang af fabrikkens historie, men hovedvægten er lagt på en fotopræsentation af de mange porcelænsfigurer. I bogens sidste del gennemgås samtlige fabriks- og malermærker og figur- og modelnumre. Ligeledes er der en komplet figur- og kunstnerliste.

Derfor fungerer bogen perfekt som opslagsværk – dejlig overskuelig og nem at orientere sig i.

dahl-jensen

“Dahl-Jensen – en dansk porcelænsfabrik 1925-1985” af Bolette Bramsen, Aschehoug, Antikvitetsserien 2007, isbn. 978-87-11-22026-9. Nedsat til 69,95 kr.

Forf: JM

Reklamer

Designeren Inger Waage.

Hendes arbejder dukker jævnligt op på loppemarkeder og antikmesser. Stregerne er let genkendelige, naivistiske stiliserede. Motiverne er dyr eller vilde planter eller ofte helt abstrakte.

Den norske keramiker Inger Waage (1923-1995) har længe hittet i Norge, men også i Danmark er interessen for hendes ting stigende. Hun var oprindelig tilknyttet Stavangerflint som kunstnerisk leder og fortsatte hos Figgjo Fajanse efter de to virksomheders fusion i 1968. Hendes produktion var enorm, hun har tegnet dekorationer til flere stel og hun er især kendt for sine håndmalede studioproduktioner, hvoraf nogle var unika arbejder , mens andre blev fremstillet i mindre serier.

Forfatteren og grafikeren Jan Gjerde har sat sig for at samle og dokumentere Stavangerflints produktion og især Inger Waages arbejder. Det kan du læse om på hans hjemmeside, hvor der som pdf-filer er artikler, billeder samt oversigter over stempler og signaturer: http://stavangerflinthistorie.gratisnettside.no/?&mid=424

En anden hjemmeside om Stavangerflint og Inger Waage har Ole Gustavsen lavet. Der er ikke så megen tekst, men mest billeder,. Til gengæld udstiller han hele sin samling på nettet – og den er gevaldig! Også her er der stempler og oversigter samt en anvisning på, hvordan man (måske!) kan datere produktionen fra Stavangerflint. Det hele er rubriceret i forskellige kategorier i en frame til venstre. Under kategorien “Serviser” er der mange eksempler på Stel fra Stavangerflint og Figgjo, nogle af dem i form af  illustrationer fra gamle varekataloger. Vær opmærksom på at få det hele med: Nogle gange ligger der meget mere, hvis du klikker på “Les hele saken” nederst på siderne: http://stavangerflint.gratisnettside.no/?&mid=41

Begge hjemmesider er hosted hos den norske webudbyder “gratisnettside.no”. Når du klikker på nogle links, kan der opstå “not-found” fejlmeddelelser i din browser. Det skyldes kompatilitetsproblemer med visningen, fordi “gratisnett.no” er designet til nogle ældre udgaver af Firefox og Internet Explorer. Det er temmelig irriterende , men problemet kan nemt løses ved at genindlæse siden (tast F5).

Forf: JM

Onkel Haralds Tog.

En mand begynder i 1941 at samle trætog i kælderen under sit eget hus.

Onkel Haralds Tog ekspreslok, 700 MDen lokale snedker fabrikerer de forskellige dele, den lokale farvehandler sælger malingen, hjulene kommer fra en drejer og leveres i store kartoffelsække – og nede i mandens kælder bliver det hele samlet og malet til færdige lokomotiver og vogne under varemærket “Onkel Haralds Tog”. Manden hed Harald Ahlman-Ohlsen og han havde selv tegnet togene efter forlæg fra DSB’s kørende materiel i 40’erne. Det var solidt kram, som blev markedsført under sloganet “det holder mens det kører”.

Historien om Onkel Harald og hans tog er spændende, og den kan du læse meget mere om på en hjemmeside, der er et fint eksempel på, hvor vellykket resultatet kan blive, når en engageret samler driver sober research og sætter sig for at komme hele vejen rundt om sit emne.

Der er bl.a en detaljeret oversigt over de forskellige modeller med angivelse af virkelighedens forlæg, grundige tips til restaurering og en omfattende oversigt over litteratur og kilder. Det hele er rigt illustreret med billeder af god kvalitet og fine gengivelser af samtidige annoncer og reklamer. Et virkeligt scoop er beretningen om, hvordan togene blev fremstillet – f.eks. med hjælp fra modstandsfolk og strandende søfolk, der ikke kunne komme til søs under besættelsen.

Eksprestogslokomotivet på det lille billede er mit eget. Det store billede, der viser en reklame fra bunden af en vogn, er lånt og publiceret efter tilladelse fra udgiveren af  Onkel Haralds Tog. Du kan klikke på de to billeder og se flere detaljer.

http://www.onkelharaldstog.dk/index.htm

Forf: JM

Hyacintglas med hætter.

Gamle hyacintglas kan være vældig dekorative i sig selv, men det sjovest er, hvis de også bruges til deres oprindelige formål.

Hos gartneren i “Den Gamle By” i Århus fandt jeg nogle reproduktioner af gamle hætter fra frøfirmaet Dæhnfeldt. De er beregnet til at sætte over glassene. Du sætter løgene sådan, at de lige akkurat ikke rører vandet, så på med hætten, og hyacinterne stilles køligt, mens du væbner dig med tålmodighed – og den skal du have megen af, det kan tage uger!

hyacint 014 M

Utålmodige som mig kan snyde og købe hyacintløg i potter, som allerede har udviklet rødder og en spæd spire. Du fjerner omhyggeligt jorden og presser forsigtig rødderne ned i vandet. Hætten på – og så skulle det gå meget hurtigere.

Nu er der gået næsten 20 dage. Endnu er der ikke rigtig sket noget, men jeg tror alligevel stadig på det og venter håbefuldt på den dag, hvor hyacinterne begynder at røre på sig og skyder hætterne af.

Prøv selv. Hætterne koster 20 kr. De fås hos gartneren på Købstadsmuseet “Den Gamle By”:

http://www.dengamleby.dk/

Forf: JM

En samling VW modelbiler.

Folkevognen har altid fascineret mange mennesker. Billig at købe, enkel konstruktion og samtidig med sin helt egen uforlignelige charme.

Da jeg var barn i 70’erne var Folkevogen ikke noget særsyn i gadebilledet, i 80’erne var der stadig nogle tilbage – og i dag vender jeg mig om og sender nostalgiske blikke, hvis der kommer én kørende. Faktisk er jeg selv ejer af en gammel VW 1200 fra 1958, men den er ikke fra Wolfsburg; Den er fra Billund, 12 cm. lang og  i plastik. Lego lavede andet end kun klodser!

Så er der mere format over den mand, som med en samling på 3444 modelbiler, har lavet en fantastisk hjemmeside om sin lidenskab. Hvor de fleste modelbilsamlere typisk koncentrerer sig om et bestemt fabrikat, f.eks. Tekno, går han i en anden retning, nemlig alverdens modeller af den klassiske “boble”.

På hans side udstilles modeller og legetøjsudgaver. Der vises 2110 forskellige fotos fra 438 forskellige producenter. Samtidig er der en tabeloversigt over fabrikater og modeller med beskrivelse af materialer, farver, mål og produktionsår. Der er også vurderingspriser på nogle af de ældste eller mest sjældne. Priserne er fundet ud fra studier af  Internetauktioner. Det må have været et kæmpe projekt at lave research til alt det!

Noget af det allersjoveste er en samling gamle salgsreklamer. De ældste er fra 1938 med Ferdinand Porsches førkrigsmodel, der var en del af nazisternes “Kraft durch Freude” program. Reklamerne er i særklasse flot gengivet og du kan bladre i de fleste af dem direkte fra siden og uden brug af pdf. Reklamebilledet herover er dansk og fra 1959. Det er hentet fra vw-model.dk, mens den blå Folkevogn forestiller min egen Legobil. (Begge billeder kan klikkes større)

http://www.vw-model.dk/index.htm

Forf: JM