Måned: marts 2010

PH-5 lampen har problemer.

Man kan have den opfattelse, at fanden har skabt EU. En ting er under alle omstændigheder helt sikkert, og det er, at EU har skabt en fandens masse problemer for ejere af gamle designlamper.

EU har vedtaget, at fra september 2009 må der ikke længere produceres almindelige matte glødelamper over 60W – og i 2010 udfases de tilsvarende klare. Det forbistrede er, at et rigtig godt og brugbart alternativ endnu ikke er på markedet. PH-5 lampen er en af de lamper, der rammes.

I gamle modeller fra før 1994 sidder der et lille afstandstykke, som ikke tillader kraftige energisparepærer, fordi de fylder for meget. Der er simpelthen ikke plads. Du kan så enten vælge at leve med dunkel belysning, hvilket trætter dine øjne unødigt og iøvrigt også vil være en hån mod Poul Henningsens lys- og livssyn – eller du kan forsøge at bygge lidt om på lampen med risiko for at ændre på den geniale konstruktion, der bøjer lyset i nøje definerede indfalds- og udfaldsvinkler.

Nogle energisparepærer er trods alt bedre end andre, og på Louis Poulsens website er der en lyskildeoversigt (pdf) over hvilke energisparepærer, som i forskellige lamper bedst muligt kan erstatte de gamle glødelamper.

Dagbladet Politiken bragte i marts 2009 en artikel om problemet i forhold til PH-5 lamperne. Du kan finde artiklen på avisens hjemmeside. Læs også de mange læserkommentarer efter artiklen med erfaringer og gode råd.

http://www.bevarfatningen.dk/LaesMere.aspx

http://politiken.dk/tjek/bolig/design/article657206.ece

Forf: JM

Ericofon telefon.

LM Ericsson’s Ericofon har i en del år været et sejt retro samleobjekt. Den bliver også kaldt Cobra telefonen, fordi den ligner hovedet på en cobra slange.

Ericofonen blev mellem 1956-1982 fremstillet i mere end 2½ mill. eksemplarer, den kunne på et tidspunkt fås i hele 18 forskellige farver og den har været lavet i 2 forskellige størrelser. Da den blev lanceret, var den både i sin teknik og i sin formgivning fuldstændig banebrydende.

I starten satsede LM Ericsson kun på salg til virksomheder og institutioner, f.eks slog man på at den var velegnet til hospitalernes sengeliggende patienter, som nemt kunne række ud efter den.

Cobra LM Ericsson collM

I USA blev Ericofonen fremstillet på licens af North Electric i Ohio. En entusiastisk amerikansk samler har lavet en fantastisk flot og informativt hjemmeside, som kommer rigtig langt omkring emnet. Her kan du bla. læse om Ericofonens historie og se billeder af de forskellige prototyper og af alle farvevarianterne.

Der er også sjove eksempler på gamle reklamer og forhandlermateriale og så er der anvisninger på, hvordan du selv kan reparere din telefon (se under “working on your erico”).

Anvisningerne og diagrammerne på den amerikanske hjemmeside er meget grundige, så virker det også temmelig teknisk langhåret at kaste sig ud i. Derfor kan et alternativ måske være at sende telefonen til reparation i Sverige hos en samler, som handler med Ericofoner, og som har lavet et fint website, hvor han bla. tilbyder reparationsservice.

Begge illustrationer er hentet fra ericofon.com

Forf: JM

En historie om Gustavsberg.

Rigtig mange danskere og endnu flere svenskere sætter sig hver dag på det. Andre spiser eller drikker af det, for porcelæn fra Gustavsberg kan jo være meget andet end lige saniteten ude på badeværelset !

I 1950’erne var Gustavsberg banebrydende indenfor svensk design og kunsthåndværk. Fabrikken havde en lang række af Sveriges førende formgivere knyttet til sig. Nogle af dem, f.eks. Lisa Larson og Stig Lindberg, fik på det særlige Studio værksted med kunstnerisk frihed og højt til loftet lov til at eksperimentere med unikke genstande i begrænset oplag.

Tingene fra Gustavsbergs Studio er i dag blevet eftertragtede samlerobjekter, og især i Sverige trækker de høje priser, hvis de kommer på auktion.

Gustavsberg Studio col1

I sommer var jeg selv heldig på et loppemarked at finde en fin lille lågkrukke af Stig Lindberg for en slik. Studio-tingene kan kendes på deres særlige mærke, nemlig et G og en hånd, som lige kan anes bag den blå etiket.

Du kan læse mere om Gustavsberg Studio og om hele den almindelige serieproduktion af porcelæn, fajance og keramik i et stort bogværk om Gustavsberg.

Det er rigt illustreret og udmærker sig med et omfattende faktaafsnit, b.la. med kunstner- og malersignaturer og med oversigter over alle Gustavsbergs steldekorationer. Bogen har allerede et par år på bagen, men kan stadig købes fra forlaget via bokus.com, hvor den endda er billigere, end hvis den skal skaffes antikvarisk !

“Gustavsberg: Porslinet, fabriken, konstnärerna” af Gösta Arvidsson, Nordstedts 2007, isbn. 978-91-1-301639-9. Pris 379, – sv.kr.

Forf: JM