Måned: april 2010

Terracottafabrikken P. Ipsens Enke.

Historien om P. Ipsens Enke Kgl. Hof Terracottafabrik er i løbet af de senere år blevet ganske grundigt dokumenteret.

I 2001 udkom det fremragende hovedværk “Et keramisk eventyr: P. Ipsens Enke, Kgl. Hof Terracottafabrik 1843-1955 af Kathrine Jørgensen og Bente Holst”, som fortæller om udviklingen fra lille pottemagerværksted til stor kunstindustriel virksomhed og som indeholder et katalog over samtlige produkter og en oversigt over alle kunstnerne. I 2007 kom desuden Kathrine Jørgensens bog “P. Ipsens Enke: Kgl. Hof Terracottafabrik”, hvor en række udvalgte arbejder gennemgås.

Nu har de to forfattere så udgivet Georgine Ipsens erindringer, som er nedskrevet omkring 1940. Som barnebarn af fabrikkens grundlægger har Georgine boet på og har haft sin gang på virksomheden. I bogens forord og på bagomslaget præsenteres hendes erindringer som et vigtigt dokument i historien om den tidlige danske kunstindustri. Det er nok at oversælge bogen en kende!

Erindringerne handler selvfølgelig om livet omkring fabrikken og om Georgines oplevelser på forskellige internationale udstillinger og i fabrikkens forretning i København, men hovedvægten er lagt på skildringer af lokalhistoriske forhold i Brønshøj, hvor fabrikken lå, og på rent private forhold som f.eks. skolegang, konfirmation, sommerudflugter og den slags familiebegivenheder.

Bogen er således primært en kilde til livet i det bedre borgerskab i København i perioden fra sidste halvdel af 1800-tallet indtil 1917, og hvis du som samler eller antikvitetshandler skal vælge mellem nyere litteratur om P. Ipsens Enke, så er det helt klart bøgerne fra 2001 og 2007, der bør stå øverst på ønskesedlen.

“Georgine Ipsens erindringer” ved Kathrine Jørgensen og Bente Holst, Nyt Nordisk Forlag 2010, isbn. 978-87-17-04078-6. Pris 299 kr.

“Et keramisk eventyr: P. Ipsens Enke, Kgl. Hof Terracottafabrik, 1843-1955” af Kathrine Jørgensen og Bente Holst, Poul Kristensens Forlag 2001, isbn. 87-7851-135-6. Pris 460 kr. (udsolgt fra forlaget, men fås antikvarisk)

“P. Ipsens Enke: Kgl. Hof Terracottafabrik” af Kathrine Jørgensen, Borgen 2007, isbn. 978-87-21-03047-6. Pris 349 kr.

Forf: JM

Bog om Knabstrup Keramikfabrik.

Når museumsfolk udgiver bøger, går de tit grundigt til værks. Holbæk Museums bog om Knabstrup Keramikfabrik er absolut ingen undtagelse.

Museet har igennem en årrække indsamlet arkivmateriale, keramiske genstande og beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte.

Bogens intention er at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Det er i høj grad lykkedes, men problemet med den slags bøger er, at de nemt kommer til at sætte sig mellem flere stole med hensyn til hvilke målgrupper, de retter sig mod.

Det mærker du typisk i disponeringen, når der skal afgrænses og indholdet skal skæres til. Bogen om Knabstrup rummer meget stof om egnen – primært for de lokalhistorisk interesserede læsere. Det er også flere kapitler for de produktionsteknisk interesserede med lange redegørelser, f.eks. om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver i indledningen, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen i høj grad, og det er ikke så godt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

Men er bogen så i det hele taget noget værd for samlere eller folk, der handler med antikviteter?

Det er den bestemt! Der er nogle gode kunstnerbiografier og et fint lille kapitel om stempler. Et andet spændende kapitel handler om fabrikkens salg og distribution og en fremragende ting er gengivelsen af for- og bagsider fra flere af fabrikkens varekataloger fra perioden 1966-1982. Der er i det hele taget et godt billedmateriale, men desværre er store dele af fabrikkens meget omfattende produktion ikke kommet med i bogen, så er det straks lettere at lægge  en masse billeder ud på Internettet, hvor pladsen er uendelig.

Et godt eksempel kan ses på hjemmesiden Knabstrup-specialisten . Her er Storm P platterne dokumenteret med hele 92 forskellige eksempler, mens bogen kun medtager 8. Loppefund har tidligere omtalt Knabstrup-specialistens og Holbæk Museums hjemmesider om Knabstrup.

“Keramik & tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler. Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 295 kr.

Forf: JM