Måned: august 2010

Gamle DSB plakater.

Plakatsamlere og folk der interesserer sig for jernbanenostalgi kan gøre et kanonkøb, hvis de er hurtige.

Jernbanemuseet i Odense sælger nemlig sit restoplag af bogen fra 2001 om DSB’s plakatkunst til stærkt nedsat pris.

Aage Rasmussens stilrene plakat fra 1937 med fremtidens lyntog, der suser gennem natten med fartnålen oppe på 120, mens fortidens damptoget forsvinder væk i mørket, er blevet en klassiker. Bogen fortæller historien om Aage Rasmussen og de tidligste plakater, men koncenterer sig ellers primært om perioden 1975 til 2000, hvor forskellige kunstnere hvert år tegnede 6 årsplakater til DSB. Det er en flot kavalkade over vidt forskellige fortolkninger af de associationer, som jernbanen kan rumme.

Idag er der blevet uendelig langt mellem de kunstneriske indslag på perronerne. De senere år har det været triste rullende reklamepromptere akkompagneret af fru Kjærsgaards “frisk pust over landet” plakater, der har mødt de rejsende på vej hjem fra en ellers behagelig togtur.

“Pas på toget – 25 års DSB plakatkunst” af Erik Steffensen, Arkitektens Forlag 2001, isbn. 87-7407-240-4. Nedsat fra 395 kr. til 98 kr.

http://jernbanemuseet.dk/da/netbutik/category/39-plakater

Forf: JM

Bog om Gefle Porslinsfabrik.

Gefle Porslinsfabrik eksisterede mellem 1910-1979 og er især kendt for en lang række hverdagsstel i flintgods.

Ellers er Rörstrand og Gustavsberg nok de mest kendte svenske porcelænsfabrikker udenfor Sverige. Begge har satset internationalt og navnlig Rörstrand har eksporteret rigtig meget til det danske marked, men porcelænsfabrikken Gefles produktion har også været solgt i Danmark.

For et par år siden udkom en fin lille bog om Gefle. Den er et eminent eksempel på, hvordan det på begrænset plads (ca. 100 sider) kan lade sig gøre at lave et fyldestgørende opslagsværk. Knap halvdelen af bogen er disponeret med forskellige søgeregistre. De tjener som en fremragende indgang til identifikation og research. Du kan bl.a. søge på dekorationer og modeller med oplysninger om modelbetegnelser, navne på designere samt produktionsteknik og -periode.

Bogen har også en kort biografi over nogle af fabrikkens designere. En af dem er Arthur Percy, et af Sveriges ikoner indenfor kunsthåndværk, han var virksom ved fabrikken mellem 1923-1959. En anden designer er Eugen Trost, han var ophavsmand til “Zebra stellet”, en designklassiker som der er utrolig hype om øst for Øresund. En Zebra kop koster nemt mere end 500 sv.kr., og stellets virkelig sjældne tekande er set solgt for over 10.000 sv.kr. Du kan læse mere om Zebra stellet og se billeder på “Porslinsbloggen”:

http://porslinsbloggen.blogspot.com/2008/06/zebra-en-svenska-designklassiker.html

“Gefle Porslinsfabrik – vardagsporslin med färggläde och stil” af Tord Gyllenhammar og Björn Holm, Albinsson & Sjöbergs Bokförlag 2008, isbn. 91-86560-90-5. (Kan skaffes via bokus.com til 227 sv.kr.)

Forf: JM

Danske vintage lamper.

“Man tager en finsk emaljeskål, vender den på hovedet og monterer så en fatning og en ledning”.

Vintage danish lights coll

Nej, helt så banalt er det næppe foregået, men tanken kan du nemt få, hvis du stiller en emaljeskål fra Arabia ved siden af en køkkenlampe fra Fog & Mørup: Ligheden er slående!

Begge er fra midten af 70’erne og dekoreret i præcis det samme karakteristiske “Troubadour” mønster med brune blomster og kvinder iført dragter i middelalderlignende stil. Forklaringen er, at Fog & Mørup havde tæt kontakt med finske Arabia. Historien om det samarbejde får du på en fantastisk engelsk blog om dansk lampedesign fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Screenshot.png

Bloggen er lavet af folkene bag Internetshoppen Classic Modern, som handler med dansk og nordisk retrodesign.

En mission har været at få udryddet en lang række misforståelser på nettet om hvem, der har designet hvad og for hvem. Der ligger sober og grundig research bag de forskellige indlæg, som for fleres vedkommende bygger på og er illustreret med originale reklamer og salgskataloger. Især Lyfa og Fog & Mørups lampedesign har fået en fremtrædende plads, hvorimod der er knap så meget om Louis Poulsen.

I tilknytning til bloggen er der en database med opslag på producenter og formgivere. Tilsammen udgør blog og database et virkelig nyttigt redskab til research, og de er et absolut must for folk, der interesserer sig for danske vintage lamper.

http://www.vintage-danish-lights.com/?p=531

Forf: JM

Loppemarkedsbøger – på svensk og dansk.

At gå på loppe-, bagagerums- og kræmmermarkeder er i de senere år blevet en livsstil, og især sommerhalvåret er højsæson for lopper. Det er sjovt at spotte noget unikt og finde en ny ting til samlingen.

loppemarkedsbøger col

Den bølge rider en ny svensk bog med på. “Loppisboken” har som intention at give tips og inspiration til hvordan du kan bruge dine loppemarkedsfund derhjemme. Forfatteren, der er journalist og stylist, er i Sverige kendt for reportager om indretning til ugeblade og magasiner. Desværre er bogen en skuffelse fyldt med ligegyldige og overfladiske banaliteter som disse: “Det er en god ide at bruge sine gamle vaser til blomster”, “En tehætte er en genial opfindelse til at holde tekanden varm” eller “til jul kan man lægge sine glaskugler i en opsats i stedet for at hænge dem på grantræet”. Bogens billeder fremstår matte – nogle steder overdrevent pastelagtige, nærmest trætte og uden dybde. Måske et forsøg på at matche den såkaldt “shabby-chick-stil”, som bogen primært beskæftiger sig med: Slidt blomsterromantik og en masse broderede tekstiler.

“Loppisboken” af Ida Magntorn, ICA Bokförlag 2010, isbn. 978-91-534-3336-1, pris 144 sv. kr.

Så er der til gengæld langt mere valuta for pengene i den efterhånden 5 år gamle danske loppemarkedsbog “Brugt er smukt”. Intentionen har også her været at lave en stemningsbog til inspiration for samlere. Det gribes an ved reportager fra meget forskellige samlerhjem, krydret med underfundige eller lærerige historier. Derudover er der flere artikler med praktiske og juridiske tips om at købe og sælge brugte ting samt gode råd til den entusiatiske begynder om at stille op og begå sig på et loppemarked. Billedmaterialet er blankt og lækkert og det understøtter rigtig fint bogens funktion som appetitvækker.

“Brugt er smukt – Den store loppemarkedsbog” af Tom Matz og Pernille Howalt, Jepsen & Co 2005, isbn. 87-91770-03-3, pris 249 kr. (kan stadig skaffes fra forlaget)

Forf: JM