Måned: december 2010

Carnaby vaser fra Holmegaard.

Holmegaard Glasværk fremstillede fra 1968 en række spektakulære vaser i serien Carnaby. Langt de fleste var formgivet af Per Lütken, men også andre designere har leveret bidrag til serien.

Vaserne med de stærke farver i popart stil er fremstillet i overfangsglas på hvidt opalglas. En ret vanskelig teknik, som de mestrede på Fyens Glasværk, der siden fusionen i 1965 var blevet en afdeling af Kastrup og Holmegaards Glasværker.

Carnaby coll M 1

På internettet og i flere bøger er der ofte forvirring med hensyn til hvilke genstande Carnaby serien egentlig omfatter. Nogle gange rodes Carnaby sammen med Michael Bangs Palet serie af husholdningsglas. Det sker i Forlaget Schiffers bog fra 2006 “Fire & Sea” om Scandinavian Glass 1930-2000.

Andre gange tilskrives Otto Brauers flaskeformede gulvvaser fejlagtigt Per Lütken. Det korrekte er, at Brauers vaser blev formgivet i 1962, og fra 1967 blev de relanceret i de samme farver og med den samme overfangsteknik som Carnaby vaserne, selvom de ellers intet har med dem at gøre.

OB gulvvase 1

Det samme gjorde man med én af Jacob Bangs Capri vaser fra 1961. Ni år senere i 1970 blev den også relanceret med overfangsteknik i Carnabys stærke farver.

På Internettet har glasinteresserede forsøgt at rede trådene ud og bla. brugt gamle kataloger til at dokumentere, hvordan tingene hænger sammen. Et vellykket eksempel er den engelske side “20th Century Forum”, hvor de forskellige varianter i serien Carnaby præsenteres.

http://www.20thcenturyforum.com/scandinavian-glass-f16/kastrup-holmegaard-carnaby-identification-guide-t3456.htm

Forf: JM

Bogen om Lego legetøjets historie.

Jeg har selv leget med dem, mine kammerater legede med dem, alverdens børn leger med dem. Mulighederne er nærmest uendelige og det er genialt. At lege med Lego klodser drejer sig om at udforske sine motoriske og kreative evner.

I dag sælges gamle brugte klodser også på loppe- og antikmarkeder. Især når der er tale om ældre æsker med komplet indhold eller de allerførste træ- og plastikbiler, kan priserne sagtens ryge i vejret. Lego er gået hen og er blevet et samlerobjekt.

Nu er der kommet en stor bog om Lego tingenes historie. Den starter ved begyndelsen i 30’erne og 40’erne med trælegetøjet og ender i vor tid med Lego Digital, Universe, Star Wars, Bionicle og Lego Harry Potter.

Er Lego historiebogen så noget værd for en samler? Svaret er et klart nej. Dertil er den alt for summarisk og præget af tilfældige nedslag i Lego’s omfattende sortiment.

Hovedvægten er lagt på de aktuelle varer, som er på markedet i dag. Trælegetøjet fra den tidlige periode overstås på 2-3 sider, mens Lego togene, der blev introduceret i 1966 og senere blev udviklet først med batterimotor og derefter med elektrisk 12 volts motor, også er ufuldstændigt beskrevet, selvom det var en af de helt store satsninger dengang. Koncepterne Mindstorms og Robotics må deles om hver 2 af bogens 199 sider. Sådan kan man blive ved, og det er simpelthen for ringe!

En samler vil savne nogle gode historier eller blot lidt mere informative tekster. Du sidder tilbage med en oplevelse af egentlig ikke at have fået noget som helst at vide. Bogens tone fremstår flere steder som en hybrid mellem hellig lovprisning og salgskatalog.

I en bog om Lego’s historie forventer du et seriøst tilbagekig: Det havde været fantastisk med nogle komplette oversigter over de forskellige æsker, men den vinkel er kun sporadisk anlagt i form af “æsker man husker”.

Af gode ting skal dog nævnes, at billederne er fremragende store og skarpe. Desuden er der en gennemgang af Lego logoets grafisk udvikling , som kan være et redskab til at tidsbestemme ældre æsker.

Legobogen er oversat fra engelsk og oprindelig udgivet af Forlaget Dorling Kindersley, som ellers især beskæftiger sig med børnebøger og lettilgængelig litteratur om f.eks. Afrikas vilde dyr, alverdens biler eller dinosaurer. Målgruppen er snarere børn og unge end voksne samlere.

“Lego Bogen” af Daniel Lipkowitz, Nyt Nordisk Forlag 2010, isbn. 978-87-17-04108-0. Pris 249 kr.

Forf: JM

Stellet Frijsenborg fra Royal Copenhagen.

Det svejfede Frijsenborgstel med rokoko blomster fra den danske flora var et af de mere sejlivede stel fra Den Kongelige Porcelænsfabrik.

Dekorationerne er tegnet i 1935 af Thorkild Olsen og stellet blev fremstillet indtil 1994.

En samler har sat sig for at dokumentere alle steldelene på sin hjemmeside. Der er også close-up fotos af samtlige dekorationer med henvisninger til på hvilke steldele, de er anvendt. Sitet går helt ned i den slags detaljer, som kun inkarnerede samlere har styr på, f.eks. steldele med fejlanbragte dekorationer.

Der er tilsyneladende ikke sket opdateringer siden november 2008, men der er en gæstebog, som stadig er åben for kommentarer.

http://www.frijsenborg-910.dk/mainpage/index.htm

Forf: JM