Måned: marts 2011

Cacao øjne.

En indkøbstur over sundet for at spare penge er ikke noget nyt fænomen, der er dukket op med Øresundsbroen.

Ældre københavnere kan fortælle, hvordan de i 60’erne og 70’erne tog til Malmö efter billig kaffe og cacao. Og måske er det grunden til, at du rundt omkring på danske loppemarkeder engang i mellem falder over de svenske Ögon cacaodåser.

Ögon cacao blev fremstillet af Mazetti i Malmø. I begyndelsen af 1900-tallet blev øjnene introduceret for at forhindre, at der blev svindlet med sekunda cacao, som i løs vægt blev hældt om i Mazetti’s poser. Som modtræk lancerede man fabrikspakket cacao og brandet: “Se med Edra egna ögon at ni får Mazettis ögon”. Senere blev Mazetti cacaoen solgt på dåser og øjnene fulgte med. I 1956 relanceredes øjnene med et nyt og mere stiliseret udtryk tegnet af designeren Olle Eksell.

Cacaodåserne var på markedet lige indtil 1975. Som dreng var jeg direkte bange for dem. Jeg kan huske, hvordan øjnene stirrede ondt ned fra den øverste køkkenhylde. Noget som omgående fik trangen til en lækker kop varm cacao til helt at forsvinde som dug for solen!

Fabrikskomplekset ligger stadig i Malmö. Nu rummer bygningerne kulturhuset Inkonst med teater, dans, film, og kunst – og øjnene, de er der stadig. På gitterporten ved indgangen og oppe på taget, hvor der sidder en stor pakke cacao som historisk reklame.

Du kan læse hele historien om Mazetti’s øjne på Malmö bys website og på bloggen Maria som sagt.

Forf: JM

Bog om gamle danske radioer.

For nogle år siden havde DR stor succes med TV-serien “Krøniken” om den stive enerådende Kaj Holger og hans radio- og TV-fabrik.

Men Bella Radio har aldrig eksisteret. Forlægget skulle efter sigende have været virkelighedens TO-R. Sådan hed fabrikken, fordi ejeren havde to R’er i sit navn: Rasmus Rudholt.

Danske radio- og TV-fabrikker boomede gevaldigt i 50’erne og 60’erne, hvorefter branchen kollapsede totalt i 70’erne, og i dag er der kun B&O tilbage.

Der er mange samlere til de gamle apparater. Nogle går efter retro-design som f.eks. B&O’s tidlige transistorradioer. Flotte eksemplarer kan nemt handles for op mod et par tusinde kroner. Andre leder efter historiske vrag, som de kan sidde og nørkle med og måske få til at fungere. For de sidstnævnte er bogen “Bella og alle de andre” om radio- og TV-fabrikker i Danmark ikke til at komme uden om. Den udkom i 2010 i en ny udgave.

Bog om gamle danske radioer collM

Forfatteren har baggrund som elektroniktekniker og radiofaglærer på en teknisk skole, så han ved, hvad han har med at gøre.Bogen bærer også præg af meget grundig research. Fabrikkerne præsenteres alfabetisk og produktionen er godt dokumenteret.

Layout er lidt særpræget, nærmest som en slags scrapbog, hvor teksten hopper ind og ud mellem illustrationerne. Det er ikke særlig kønt, men det fungerer alligevel meget godt. Du kan nemlig browse hen over siderne, og på den måde er det nemt at orientere sig og lede efter bestemte apparater.

Bogens store styrke er det omfattende billedmateriale, som er hentet fra gamle kataloger og reklamer. Forfatteren har også kigget i samtidige priskuranter. Kaj Holgers (altså To-R’s) allerførste transistor hed Superphone Trans-Weekend. Den kostede i 1958 hele 498 kr., og så kunne den endda ikke modtage signaler fra FM-båndet, men kun kort- mellem- og langbølge!

Først fra 1961 kunne de danske transistorer bruges til FM. Den senere model fra 1964 blev fremstillet i 60.000 eksemplarer og var én af de mest solgte transistorradioer i begyndelsen af 60’erne. Du kan finde flere transistorradioer på http://radio.gort.dk/ hvor der er mange billeder i superkvalitet fra en privat samling. Billedet af Superhone model 64 stammer herfra.

“Bella og alle de andre: Radio- og TV-fabrikker i Danmark 1925-1975” af Bjarne Dahlin Nielsen, eget forlag 2010. 3. udgave, isbn. 978-87-992102-0-6. Pris 325 kr.

I bogens kolofon er fejlagtigt anført 3. oplag, men der er tale om en ny udgave [i.e. 2. udgave] med udvidet indhold. Bogen kan bestilles her: http://www.radiohistorie.dk/

Forf: JM

IHQ Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav en serie emaljerede stålgryder i 1955. De blev kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked gerne ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne blev fremstillet af Glud & Marstrand. De er et godt eksempel på Quistgaards geniale nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på grydelåget med fire berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig og samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer nemlig også som bordskåner. Du kan stille gryden på låget, mens du øser op på tallerkenerne, og varmen fra gryden bliver ikke ledt ned i bordpladen. Selve gryden med dens skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Quistgaard brugte selv det udtryk, at den blev formgivet som om den er slået op i hånden – ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Du kan høre Quistgaard fortælle om Kobenstyle gryderne og en lang række af hans andre ting i Stig Guldbergs dokumentarfilm, som tidligere er blevet anmeldt på denne blog (februar 2010).

Mine egne Kobenstyle gryder er gået på pension. De kommer ikke længere på komfuret. De er nu blevet stablet op i et køkkenvindue, hvor de står som en slags tårnskulptur. Under lågene gemmer jeg alt tilbehøret til min stavblender. Så ved jeg altid, hvor det er, og skal ikke længere lede febrilsk nede i køkkenskuffernes rod.

“Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg”, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3. Pris 299,95 kr.

Forf: JM