Måned: april 2011

Kolossen som blev et salgshit.

Lampen fra Ateljé Lyktan med det sjove navn “Bumling” er formgivet af Anders Pehrson og den blev lanceret i 1968 på en stor belysningsmesse i Göteborg.

Fabrikken havde arbejdet på lampen lige indtil dagen før messen åbnede. Da den blev båret ind, var malingen endnu ikke helt tør, og de havde stort besvær med at få fjernet små papstykker fra emballagen, der havde sat sig fast på den våde maling. Den første kommentar fra en bekendt til Anders Pehrson var: “Det där var mig en stor bumling, du Anders”.

Bumling betyder klump eller kolos, men alligevel blev lampen et kæmpe salgshit, og den regnes i dag for den mest solgte lampe i Skandinavien. Successen var så stor, at fabrikken i begyndelsen slet ikke kunne følge med. I det første år blev kunderne skrevet på venteliste, og der var mange måneders leveringstid.

Senere kom der en lang række søstermodeller til i form af forskellige gulv- og bordlamper. Historien om Bumlingen kan du læse i en bog om Ateljé Lyktans vej fra lille lampefabrik til stor virksomhed med international succes.

Forfatteren er reklamefotograf og som kildegrundlag har han brugt fabrikkens omfattende arkiv og interviews med gamle medarbejdere. Hovedvægten er lagt på at skildre designudvikling og salgshistorie, og de fleste lamper er dokumenteret med billeder fra gamle kataloger, ligesom der er korte biografier over de væsentligste designere. Bogen er fin til nostalgi for designentusiaster og samlere.

I Danmark kan du på loppemarkeder og antikmesser jævnligt finde de originale Bumling lamper fra 60’erne og 70’erne til mellem 400-2000 kr. – afhængig af størrelse, farve og stand. Det hvide gitter af plastik er lampernes svage punkt, så vær opmærksom på, at det ikke er knækket eller helt mangler. I Sverige blev Bumlingen som loftslampe relanceret for nogle år siden. Som ny koster den ca. 3400 sv.kr.

“Ljuset ska vara vitt och lysa fritt” af Johan Jansson, Arvinius Förlag 2009, isbn. 978-91-85689-25-5. Pris 238 Sv.Kr.

Forf: JM

Reklamer

Inspiration til at samle og indrette med shabby chic.

Det sker, at du får en bog i hånden, som du ikke rigtig ved, hvad du skal stille op med. Honning og Flora er sådan en bog. På sin vis utrolig flot, men samtidig også lidt ligegyldig.

Forfatteren har siden hun var 16 år interesseret sig for loppeting, og i dag driver hun en landbutik med gamle ting og sager. Bogen er et kalejdoskopisk kig ind i forretningen og hendes hjem. Stilen er nok nærmest contryside – eller hvidt og slidt også kaldet shabby chic.

Billederne er i særklasse lækre. Store, klare og skarpe og meget stemningsfyldte, men der er ingen linje i bogen. Den driver tilfældigt frem og tilbage. Ud og ind: Billeder af kurve, zinkbaljer, jordbær, spækbrætter, stencil og pensler, glade sommerbørn, crocketspil, gamle glas og tallerkener og opskrifter på bulgursalat og urtete – og sådan bliver den ved.

Meningen er at vise, hvordan du kan skabe stemning og indrette dig med gamle ting, og så er bogen selvfølgelig også udgivet for at fremme forretningens salg. Det er sådan set også okay, og flot er det, men hvorfor får vi dog ikke nogle sjove personlige historier fra alle de loppemarkeder i Italien, Frankrig og Belgien, hvor mange af indkøbene er gjort.

Forfatteren har en fortid i den grafiske branche. Der er en nogle billeder af gamle trykforme og andre ting fra det grafiske erhverv – jamen så fortæl dog lidt mere om tingenes historie og funktion. I stedet for bliver det til en gang selvfed “se hvad jeg har” sat op som en boligreportage fra Femina ganget op til 269 sider.

“Honning og Flora” af Rikke Larsen, eget forlag [2010], isbn. 978-87-994188-0-0. Pris 350 kr. Kan købes via saxo.com

Forf: JM