Måned: august 2011

Svenske stel 1950-1975.

Designeren Marianne Westman, som tegnede Picknick og Pomona stellene til Rörstrand, blev engang spurgt, om det så ikke også var hende, der lavede stellet Eden.

“Nej”, svarede hun: “Det er lavet af en af Rörstrands malerpiger”. Historien om skabelsen af Eden kan du læse i en ny bog om nogle af efterkrigstidens mest populære svenske spise- og kaffestel.

Eden blev lanceret i 1960, og malerpigen hed Sigrid Richter. Den store stjerne på Rörstrand var dengang Marianne Westman, men hun opholdt sig i USA på et længere stipendium, og fabrikken var i bekneb for ideer til nye steldekorationer. Derfor fik Sigrid Richter chancen. Hun menes at være ophav til flere af 60’ernes anonyme Rörstrand stel.

Bogen Svenske Serviser giver en fyldig karakteristik af ca.140 stel fra 1950-1975. Perioden bliver tit kaldt guldalderen indenfor svensk porcelæns- og fajanceindustri. Mange af stellene er i dag eftertragtede samlerobjekter, men bogen beskæftiger sig ikke kun med de kendte og udbredte stel og de mest fremtrædende formgivere. Der er også mange hverdagsstel, som blev solgt år efter år uden at de fik ikonstatus, og sjældne stel med kort levetid, fordi de var alt for dyre at fremstille. Lidt mere banale stel, som egentlig bare var imitationer af billige udenlandske importstel, er også kommet med.

Det hele præsenteres kronologisk, så du kan følge, hvordan mode og stil forandres i løbet af årene. Der er også blevet plads til nogle korte afsnit om de mest toneangivende fabrikker (Rörstrand, Gustavsberg, Gefle og Karlskrona) og 10 af de mest markante designere. Bogen har et okay register, den er let at orientere sig i og egner sig fint som opslagsværk.

Målgruppen er samlere og nostalgikere, og bagerst i bogen er der en prisguide med typiske brugtpriser på de forskellige stel. Guiden er baseret på hammerslagspriser på middagstallerkener hentet fra auktionssitet Tradera. Hvor pålidelig og sikker sådan en guide er kan diskuteres, og forfatterne indrømmer også, at mange faktorer – først og fremmest brugsstand – spiller helt afgørende ind. Flere af de anslåede priser strækker sig da også over så stort et prisspænd, at det ikke rigtig giver nogen mening.

“Svenska serviser 1950-1975” af Michél Carlsson og Urban Orzolek, ICA Bokförlag 2010, isbn. 978-91-534-3474-0. Pris 199 sv. kr.

Forf: JM

Reklamer

Nyt tidsskrift om retro design.

Det er svensk og hedder Hus & Hem Retro. Første nummer udkom 20. juli. Næste nummer kommer til oktober.

Stofområdet er vintage, retro og designklassikere. Den slags bliver også af og til dækket i andre nordiske tidsskrifter som f.eks. det danske Antik & Auktion, det norske Samler & Antikkbørsen eller det svenske Antikvärlden, men med Hus & Hem Retro har design fra 1900-tallet fået sit helt eget magasin.

Bestilte det første nummer over Nettet til introprisen 49 svenske kroner. Det kom i går, sendt fra Stockholm, og med fragt og gebyr for bankoverførsel løber de samlede omkostninger lige op over 300 danske kroner. Ret vild pris! Får jeg så noget for pengene? Det gør jeg helt klart. Det er faktisk svært at få armene ned af begejstring. Det første nummer lægger flot ud. Her er tale om et simpelthen fantastisk tidsskrift. God journalistik og meget inspirerende.

I løbet af de ca. 100 sider er der blandt meget andet et interview med ejeren af Bacchus Antik (en trendy Stockholm forretning med designklassikere), mini-præsentationer af 7 svenske retrobloggere, flere boligreportager og artikler om bla. vintage solbriller og genproduktion af populære svenske retrostel. Derudover er der 3 temaafsnit, som går ekstra i dybden og sætter fokus på emner som Lisa Larsons dyrefigurer, pindestole og Ikeas lampedesign fra 70’erne.

Historien om Ikeas lamper i 70’erne har flere vinkler. Der er billeder af alle loftslamperne fra 70’erne (dog med undtagelse af de mere traditionelle stillamper som f.eks. lysekroner). Derudover er der en analyse af Ikeas lampefilosofi, og der er små portrætter af et par af de vigtigste formgivere. Der er også en kritisk artikel om plagiatinsinuationer i forhold til koncernens lampedesign.

Under rubrikken “nostalgichok” er der ABBA revival med gamle 70’er-billeder fra Björn, Benny, Agnetha og Anni-Frids hjem og et kig ind i Bruno Mathssons sommerhus i 1961. En anden rubrik er “retro perspektiv”, som strækker sig over flere sider. Her er der små spots på nyheder, udstillinger og trends. Det er mange år siden platter var in, men nu ser redaktionen en ny trend storme frem i internationale boligblade, hvor det er blevet hipt at hænge tallerkener med blomster, mønstre og motiver op på væggene. Skal de kongelige juleplatter nu pludselig til at rykke?

Hus & Hem Retro har en Facebook-profil. Gå ind på væggen og find links til nogle sjove You tube videoer med oplæsninger fra bladet. De har også et hjemmeside , hvor du kan se, hvordan du bestiller bladet. Pas på ikke at forveksle med det almindelige tidsskrift Hus & Hem, som nok nærmest svarer til det danske Bo Bedre.

Forf: JM

Børnehjælpsfigurer af Herluf Jensenius.

Tegneren Herluf Jensenius var lidt af en multikunstner.

Nok mest kendt som karikaturtegner og illustrator, og for mig er hans karakteristiske streg synonym med min barndoms “Peters Jul”.

Men Jensenius lavede andet end tegninger. Sammen med overmodellør Hans Henrik Hansen skabte han for Aluminia hvert år i perioden 1941 til 1965 en figur til børnehjælpsdagen. Alle figurene er stemplet “JUS” for Jensenius og nogle af dem bærer også mærket “HHH”. Blandt kollegerne på Aluminia fabrikken blev Hans Henrik Hansen kaldt “Stakit-Hansen” på grund af den signatur!

Du kan finde en komplet oversigt over alle børnehjælpsfigurene i Erhard W. Flensborgs storværk om fajancefabrikken Aluminia (se side 330 i bind 1 og tabel 103 med angivelse af formnumre i bind 2).

Har du ikke bogen, kan du i stedet for hurtigt finde en kronologisk oversigt på antik-blog’s hjemmeside, og hvor du også kan læse, at især figurerne fra de seneste år er i høj kurs. Nogle af årgangene er nemlig kun udkommet i mindre oplag, og de er særlig eftertragtede for dem, der går efter en komplet samling.

Forf: JM