Måned: februar 2012

Bogudsalg 2012.

Der er rigtig mange gode tilbud for samlerfolket på årets bogudsalg, men du skal se dig godt for.

For ikke alle boghandlere har de samme tilbud. De store kæder laver nemlig individuelle aftaler med forlagene. Kun startdatoen den 29. februar er fælles.

Kæden Bog & Ide nedsætter alle Lars Topgaards bøger om hollandsk fajance. Der er tale om nogle virkelig gevaldige prisreduktioner. Hovedværket om fajancerne fra Delft i to bind er f.eks. nedsat med 530 kr. Bog & Ide nedsætter også bøgerne Design-stolen af Lars Dybdahl m.fl.med 200 kr. og Antikguiden med 300 kr.

I Aschehougs serie om danske designere er bogen om Jacob Jensen hos kæden Boghandleren nedsat med 200 kr.

Og hos Arnold Busck kan du få storværket om Rusland ikoner med en rabat på 300 kr. Desuden er en komplet fortegnelse over Hans Scherfigs billedkunst nedsat med 149 kr.

Forf: JM

Reklamer

En gammel fængselslampe.

Horsens Museum fik i januar 2010 en stor samling af genstande fra byens gamle statsfængsel. De er nu i gang med at registere tingene. Loppefund har fået et spørgsmål fra museet:

“Jeg sidder på Horsens Museum og skal registrere gamle ting fra fængslet i Horsens. Jeg har fundet en lampe lavet af porcelæn??  og med metalskærm. Selve soklen er hvidlakeret porcelæn med et nummer ”1000”. Kan I evt fortælle lidt om materialet og hvad ”1000” står for. Jeg har vedhæftet et foto. Mvh KH/Horsens Museum”

Tugthuset i Horsens blev bygget i 1853, men byens kommunale elektricitetsværk åbnede først i 1906, så lampen er sikkert fra årene lige derefter.

Den minder meget om de såkaldte “skomagerlamper”, som blev brugt på mange værksteder. Materialerne er – som du selv er inde på – porcelæn og emaljeret metal. Emaljeringen består af en slags glas, der er smeltet og brændt fast på metallet. Hvad tallet 1000 står for, ved jeg ikke med sikkerhed, men det er sandsynligvis et formnummer. Bloggens læsere er velkomne til at lægge en kommentar, hvis I kan biddrage til en opklaring. Klik på “leave a comment” herunder.

Der har nok været et tilhørende lampeglas, altså en kuppel i klart glas, som har siddet omkring glødelampen. Måske er der et gevind på undersiden af porcelænssoklen? Et eksempel på en skomagerlampe med sådan et lampeglas kan ses hos antikvitetsforretningen Lampekælderen.

Ophavsret til lampebillederne har Horsens Museum. Du kan læse mere om Statsfængslet på Horsens Museums hjemmeside. Museet modtager også meget gerne andre ting eller fotos med relation til Statsfængslets historie:

http://www.institutioner.horsenskom.dk/HorsensMuseum/Faengslet/HarDu.aspx

Forf: KM  & JM

Online Glass Encyclopedia.

20th Century Glass Shop med base i England har specialiseret sig i moderne kunstglas.

De synes, det er synd bare at kassere alle billederne af deres solgte glas. I stedet for har de arkiveret dem i en database og skabt et stort glasleksikon på Nettet.

Engelsk glas er selvfølgelig veldokumenteret, men også italiensk Murano glas og flere af de skandinaviske glasværkers kunstglas er godt repræsenteret. Det meste er rubriceret efter lande og glasværker, men der er også tematiske kategorier, f.eks. brevpressere.

Alle glasværker får en ultrakort præsentation, derefter kommer gallerierne med billeder, som er super skarpe og professionelt fotograferet, og som kan klikkes større, så du bedre kan studere detaljerne. Under nogle gallerier er der desuden referencer til litteratur eller til eksterne sider med yderligere informationer.

Et par store plus er de selvstændige kategorier med glasmærker og glasetiketter. Der er også links til originale kataloger fra nogle af de engelsk, tyske og tjekkiske glasværker.

Det er umiddelbart nemt at orientere sig i gallerierne, men for at få det fulde udbytte er du nødt til også at tjekke i fanebladet “shop”. Her er der en søgeboks, men den dækker desværre ikke glassene i encyklopædien. Det er en klar mangel, og du bliver derfor nødt til hele tiden at krydstjekke mellem fanebladene “shop” og “encyclopedia” for at fange alle emnerne.

Men det værste er, at søgeboksen i shoppen tilsyneladende ikke er særlig konsekvent indekseret. Leder du f.eks. efter opalineglas, er det ikke ligegyldigt, hvordan du søger. Hvis du skriver “opalescent”, får du 12 emner, men hvis du skriver “opal”, får du 43. Der er flere tilsvarende eksempler, som vidner om sjusk med de bagvedliggende metadata. En skam – for ellers er Glass Encyclopedia et flot initiativ og et fint redskab til at identificere moderne kunstglas.

http://www.20thcenturyglass.com/glass_encyclopedia_home.htm

Forf: JM

Hvad mon det er?

Måske er det en navneplade fra en kiste eller en gitterlåge eller måske har den siddet over en dør?

img_5459 re1

Materialet er bemalet pladejern. Den måler 9,5 x 22 cm. Dekorationen leder tankerne i retning af empire, men vi ved ikke noget om dens proveniens, kun at den er fundet i en genbrugsforretning.

Teksten synes umiddelbart lidt volapyk. Navnet Olle Christensøn kan være norsk eller måske dansk, men hvad “spor” og “magf” betyder, forekommer uklart.

Hvis nogen har en ide til tydning eller kan bringe lys over funktionen, så er I meget velkomne til at lægge en kommentar ved at klikke på “leave a comment” under indlægget her.

Forf: JJJ & JM