Måned: januar 2013

Fra knappernes verden.

Forfatteren til en ny bog er besat af knapper. Titlen er “At se en knap”, og det er også den indfaldsvinkel, bogen er bygget op omkring. Derfor er der tale om en billedbog uden særlig megen tekst.

Knapperne er fundet på loppemarkeder, og i bogen er de sorteret efter nogle fælles stiltræk. Det første afsnit handler om ansigter: “Jeg skal blot kaste et hurtigt kig på en flok knapper med to huller, før der dukker en række interessante ansigter op”, skriver forfatteren.

At se en knap forsideNogle afsnit handler om knapper med særlige farver, faconer eller motiver. Andre handler om knapper af bestemte materialer som træ, metal eller stof. Der vises i alt mere end 2500 knapper fordelt på 45 afsnit. Bagerst i bogen er der nogle praktiske råd til, hvordan man sorterer, vedligeholder og opbevarer sin samling.

Meningen med det hele er at åbne for et overset designområde, men også bare at se og nyde og lade knapperne fortælle sine historier. Måske et stykke kulturhistorie eller en historie du selv finder på ved at kigge på dem.

Da jeg første gang fik bogen i hånden, grinte jeg faktisk lidt. For hvordan i alverden kan man dog udgive en bog på 272 sider om sådan et emne? Men det kan man altså, og resultatet er rigtig vellykket. Du kan ikke undgå at blive fascineret. Det siger sig selv, at med sådan en sansebog, skal billedmaterialet være 100 % i orden. Og det er det. Alle illustrationer er flotte, knivskarpe og lækkert fotograferet.

Der findes mange andre bøger på dansk om knapper, men det er hækle- eller strikkebøger med anvisninger på, hvordan man selv kan lave dem. Med den nye bog præsenteres knapper for første gang i dansk sammenhæng som et samleobjekt.

I USA og England har knapper længe været et stort samlerområde. Prøv bare at søge på “button” i den engelsk udgave af Wikipedia, så kommer der en masse henvisninger til litteratur om emnet.

Udenlandske samlere har også længe været på banen. Amerikanske knapsamlere stiftede allerede i 1938 The National Button Society, og i England er samlerne aktive i The British Button Society.

“At se en knap” af Ilse Christensen, Forlaget Turbine 2012, isbn. 978-87-7090-961-7. Pris 249 kr.

Forf: JM

Reklamer

Historien om en kiks og en påklædningsdukke.

I september 2012 udkom en bog om Marie. Den handler om de nok allermest populære påklædningsdukker i 40’erne, 50’erne og frem til starten af 60’erne.

Marie-forside1reBogen er skrevet af Lise Rasmussen og Kirsten Nygaard Andersen. De to har samlet på påklædningsdukken Kikse-Marie og tilhørende tøj i mange år. Forfatterne fandt sammen i fælles fascination af påklædningsdukken, tegnerne og historien bag.

Bogen giver et overblik over kiksefabrikkens historie, om de forskellige kiks der blev lavet samt historien bag vaniljekiksens oprindelse. Samtidig får læseren eksempler på forskellige reklamer samt et nostalgisk tilbageblik på “Store-Marie-Klubben”, som rigtig mange samlere var medlem af som børn.

De første dukker udkom i Billedbladet den 9. april 1940, og den sidste dukke kom i 1964. Der var både Store Marie, Lille Marie og Sorte Marie. Forfatterne har tilsammen en komplet samling af dukker og tøj, og i bogen gengives de mange ark med dukker og kjoler. Alle illustrationer er i farve, og det gør bogen til et flot og brugbart opslagsværk.

Det er fornøjeligt at tage på nostalgitrip i bogens illustrationer. De samlere, som allerede har udklippede kjoler, kan få et fantastisk overblik over, hvilke kjoler de mangler, mens de samlere, der ikke har så mange kjoler, kan glædes over de smukke gengivelser og begynde at planlægge indkøbene på det næste træf.

Det er den rene nostalgi og nydelse at læse og bladre i bogen. Dejligt at de to forfattere vil dele deres kærlighed til Marie og deres samling med os andre. Bogen er i A4 format og er på i alt 54 sider med illustrationer i smukke farver.

“Marie – historien om en kiks og dens påklædningsdukker” af Lise Rasmussen og Kirsten Nygaard Andersen 2012, isbn. 978-87-995522-0-7. Pris 150 kr.

Bogen kan bestilles på websitet mosterlise.dk/

Forf: MSH

Engelske retrokrus.

Tekrus med grafiske motiver fra 60’erne og 70’erne har de senere år været et stort samlerobjekt i England.

Krusene har været masseproduceret, så det er let at finde dem rundt omkring på loppemarkeder og i retroshops. Priserne er stigende, men stadig indenfor rækkevidde.

Mange krus er endt udenfor England. De blev eksporteret i stor stil. Der var to dominerende producenter. Den ene var Staffordshire Potteries, som var en sammenslutning mellem flere af regionens lervarefabrikker. Den anden hed Hornsea og lå i Yorkshire.

Hos samlere rangerer krusene fra Hornsea en tand højere end dem fra Staffordshire, især dem med tryk tegnet af John Clappison, der var fabrikkens chefdesigner.

Clappison var uddannet kunsthåndværker og var i 50’erne på studietur i Danmark og Sverige, bla. til Kähler i Næstved og Royal Copenhagen, hvor han fik kontakt til Nils Thorsson. Senere samarbejdede han også med Gunnar Nylund og Stig Lindberg på Gustavsberg.

Efter sigende er der ikke rigtig nogen, som har eksakte tal for omfanget af den samlede produktion af krus, og der er heller ikke noget præcist overblik over de mange forskellige serier. Hornsea fremstillede af og til krus med specielle tryk til særlige begivenheder, og man havde også aftaler med stormagasiner som Harrods og Selfridges om at levere eksklusive krus.

Både Hornsea og Staffordshire Potteries har mærker under deres krus, men begge producenter skifter mærke flere gange i løbet af 60’erne og 70’erne. Krusene fra Staffordshire kan kendes på et lille trykt S i en firkant. Nogle af dem kan også være forsynet med signaturen “kiln craft”, mens Hornsea ofte brugte et tegn, som nærmest minder om et 6-tal i en lille firkant – eller blot navnet Hornsea præget i leret.

Det brune krus med den limegrønne dekoration er et typisk Staffordshire krus fra begyndelsen af 70’erne, mens de to turkise krus er fra Hornsea og tegnet af John Clappison i 1969. Der er mange flere eksempler på engelsk retrokrus på flickr.com. I søgeboksen skriver du “mugs hornsea” eller “mugs staffordshire”.

Du kan læse mere om John Clappison i bogen “20th Century Ceramic Designers in Britain” af Andrew Casey, Antique Collectors Club 2001, isbn. 1-851149-352-2.

Forf: JM

Norske auktionspriser.

Prishåndboka tager temperaturen på det norske auktionsmarked. Den udgives hvert andet år. Nu er 6. udgave for 2013 kommet.

prishåndboka2013redBogen gengiver med billeder og tekst et stort udvalg af antikviteter, samlerobjekter og retroting, der er solgte på norske auktioner i løbet af de seneste 2 år. Alle tingene er ordnet i forskellige kategorier, men i modsætning til de tidligere årgange er der ikke længere medtaget priser fra antikvitetsforretninger, marskandisere eller markeder.

Interessen for de klassiske antikviteter har de senere år stået lidt i stampe, mens særprægede samlerobjekter til gengæld har fået langt mere opmærksomhed.

Forfatteren fortæller i forordet, at prisen for et sjældent norsk postkort nogle gange sagtens kan overhale værdien af de traditionelle norske almueting, som ellers tidligere har været i meget høj kurs. Et hurtigt kig på priserne i bogens to kategorier bondeantikviteter og postkort ser nu ikke helt ud til at understøtte det synspunkt. Almuetingene er stadig i ret høj kurs.

Det er sjovt at sammenligne 2013 udgaven med en af de ældre årgange. Der er kommet meget mere fokus på retro og moderne design. I forhold til Prishåndboka fra 2005 er flere af kategorierne blevet splittet op i traditionelle og moderne afsnit. Det gælder f.eks. belysning. Den opsplitning er med til at lette overskueligheden. I de ældste udgaver var det ofte lidt svært at danne sig et hurtigt overblik.

“Prishåndboka 2013”, Samler & Antikkbørsen, isbn. 978-82-996412-7-2. Pris 498 nkr.

Her kan du finde tidligere indlæg om udgaverne fra 2009 og 2011.

Forf: JM