Måned: februar 2013

Hus och Hem Retro fra februar 2013.

Første nummer i 2013 af det svenske magasin om retro design er udkommet.

Temaartiklerne handler denne gang om tysk Fat Lava keramik, safaristole, retro tapet, Brio legetøj på hjul og glasservice designet af Bengt Edenfalk.

Der er også en stor guide med loppemarkeder, retrobutikker og retro cafeer i København. Og som sædvanlig er bladet rigt udstyret med gamle autentiske fotos.

Retro 2013, 1, 3m

I en artikel om nylonstrømper ses et herligt ét fra USA i begyndelsen af 40’erne. Nylonstrømper kom på markedet i 1940 og blev en enorm succes, men på grund af krigen havde hæren brug for al nylon til faldskærme. Et alternativ var at få strømperne malet direkte på benene: “No more Ladders – We paint your Stockings on your legs”.

Brio temaet strækker sig over 9 sider. Blandt samlere er nogle af modellerne særdeles eftertragtede og i høj kurs. En Volvo PV 444 fra perioden 1946-49 kan godt snige sig helt op omkring 6000 kroner.

Artiklen om Brio bærer præg af god og grundig research. De fleste modeller blev lavet i bøg, men enkelte er af fyrretræ. Legetøjets stilhistorie gennemgås, og du får hints til at kunne tidsbestemme de forskellige ting ud fra materiale- og farvevalg.

Legetøjet blev i 50’erne udviklet i samarbejde med børnehavepædagoger. Farveskalaen er konsekvent holdt i rene klare kulører. Undtagen nogle af de ting, som er lavet under 2. verdenskrig, hvor det var umuligt at importere farvepigment fra de tyske fabrikker. Så måtte man nøjes med blot at male med klar lak eller tage til takke med de farver, som nu engang kunne skaffes.

Børn som fløj med SAS eller sejlede med rederiet Svenska Amerikalinjen kunne på rejsen underholde sig med trælegetøj. SAS udgav i 60’erne nogle reklamepostkort med stewardesser og børn som leger med Brio.

Her finder du et link til Hus och Hem Retro’s hjemmeside.

Forf: JM

Tupperware på museum.

Tupperware produkterne er et ikon og en verdensomspændende succes. De er udstillet på Museum of Modern Art i New York. Nu er der også åbnet et dansk Tupperware museum.

Earl S. Tupper lancerede den første Tupperware serie i 1946. Året efter kom det praktiske non-snap lid, så maden kunne opbevares lufttæt og frisk i køleskabet.

Det siges, at der holdes et Tupperware party næsten hvert 3 sekund verden over. Ideen til home parties blev fostret uden for Tupperware koncernen. Brownie Wise var en almindelig husmor, som havde svært ved at skaffe penge til sin syge søns medicin. Hun købte et parti Tupperware og gik fra dør til dør. Hurtigt fandt hun på at organisere salget ved at invitere nabolagets husmødre hjem til sig selv.

TW-tegn

Det greb om sig, Earl S. Tupper fik øje på hende, hun blev ansat og sat i spidsen for udviklingen af Home Party konceptet. Brownie Wise er et klassisk symbol på “The American Dream”. Startede fra ingenting og endte med at blive vicepræsident i Tupperware koncernen.

I 1962 kom Tupperware til Danmark. Ulla Abilgaard fra Odense har en næsten komplet samling af alt, hvad der har været solgt i Danmark. Næsten 3900 stykker. De er samlet på loppemarkeder, hos veninder og fra genbrugsforretninger. Hver gang en ny ting er kommet i hus, har Ulla krydset den af i sin samling af kataloger fra Tupperware.

“Det er så unikt et produkt, så jeg synes, at vores efterkommere skal se, hvad vi brugte i starten af 60’erne”, siger hun. Hendes Tupperware museum hedder Plast Palads. Det ligger i Odense. Museet har sin egen Facebook profil, hvor du kan læse mere om det.

Historien om Tupperwares første år kan læses i:

“Tupperware – The Promise of Plastic in 1950s America” af Alison J. Clarke, Smithsonian Institution Press 1999, isbn. 1-56098-827-4

Forf: JM