Måned: marts 2013

Rörstrands kunstnere.

På Rörstrand Museums website præsenteres nogle af de designere, der har været tilknyttet foretagendet gennem tidens løb.

Hertha Bengtsson, som tegnede stellene Blå Eld i 1952 og Koka i 1955 samt Marianne Westman med Picknick fra 1956 er to af dem.

På billedet er det Marianne til højre med to forskellige tepotter fra stellet Mon Amie, som blev introduceret i 1952. På et tidspunkt stod hendes produktion for næsten 45 % af Rörstrands samlede omsætning.

Rörstrand kunstnere1

Desværre er der på Rörstrand Museum kun blevet plads til at præsentere 66 designere. Der mangler altså en betydelig del, og de 66, som trods alt er medtaget, er meget summarisk beskrevet.

Hvis du vil vide mere om dem, kan du slå op i det svenske online kunstnerleksikon Amanda eller i Wikipedias svenske udgave. Her finder du ganske vist langt fra dem alle, men dem de er, er mere udførligt biograferet.

Hvis du er særskilt interesseret i de forskellige middags- og kaffestel, som er fremstillet på Rörstrand, er bogen Svenske serviser et absolut must.

Forf: JM

Reklamer

SAS på postkort.

Postkortsamlere finder hurtigt ud af at begrænse sig til bestemte motiver og temaer. Barbro og Leif Gustafsson samler på postkort med flyvemaskiner. De har lagt hele deres imponerende samling på Nettet. Der er flest med SAS.

Du kan vælge to veje ind i SAS-samlingen. Enten via flytype eller via postkort producent. Postkortene dækker hele SAS perioden, og især de ældste er sjove. Der er tale om reklamepostkort, som er et interessant stykke reklame- og kulturhistorie.

fly-service 1

Fra samlingens hovedside er der links til andre luftfartsselskaber end SAS, og der er sektioner med postkort fra destinationer eller med reklamer for maden ombord.

Søger du i Google på ordene aviation og postcards kommer der en masse andre sites om flypostkort. De fleste er amerikanske eller engelsk, men ikke alle er lige gode. Mange bærer præg af ikke at være opdateret i lang tid og har en skov af døde links.

Et af de bedre og mest omfattende tilhører englænderen Mike Charlton. Samlingen er overvældende. Det er lidt svært at orientere sig systematisk i den, men går du ind i hans arkiv, får du et indtryk af samlingens omfang.

Forf: JM

Husmoderens køkken.

Bogudsalget blev skudt i gang den 27. februar. Et hurtigt kig i kataloget afslører, at der i år ikke er noget særlig interessant for samlerfolket – måske lige bortset fra én enkelt titel.

Husmoderens køkken er egentlig en kogebog med opskrifter fra 50’erne og 60’erne. Her finder du opskrifter som kødrand, sprængt tunge, bygvandgrød og diplomatbudding. Retter de fleste i dag nok vil betakke sig for. Men bogen indeholder meget mere end gamle opskrifter.

7619 M

For samlere af retroting er bogen især morsom i kraft af de mange autentiske illustrationer. Det er sjovt at se vor tids samlerobjekter – som krenit skålene, Quistgaards gryder eller Aluminias og Rörstrands stel – sat i sammenhæng med datidens madbilleder. Husmoderens køkken er desuden spækket med en masse herlige gamle reklamer, som fortæller et stykke kulturhistorie om danskernes kønsroller og madvaner.

Byhusmoderens rolle forandrede sig i 60’erne. Selvom mange var kommet ud på arbejdsmarkedet, stod de stadig for den hjemlige husholdning. Samtidig blev flere og flere dagligvarer industrielt fremstillet. Færdigretterne i form af konserves og dybfrost holdt sit indtog. Så nemt det hele blev. Det indebar en mindre arbejdeindsats i køkkenet, og det kom den udearbejdende husmoder til gode – om ikke andet så i hvert fald i reklamerne.

“Husmoderens køkken i 50’erne og 60’erne” af Claes Benthien, Forlaget Vandkunsten 2009, isbn. 978-87-7695-145-0. Nedsat fra 249,95 til 49,95 kr.

Forf:JM

En samlers gener.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus har af to omgange erhvervet sig en imponerende samling dansk samtidskeramik. I alt mere end 1000 stykker. Flere af dem præsenteres på en udstilling og i en pragtbog.

Samlingen spænder over moderne keramik fra slutningen af 1800-tallet og op til i dag. Både værksteds- og studiokeramik er repræsenteret. Der er tale er tale om high-end arbejder, hvoraf mange er unika værker.

Manden, der har skænket sin samling, hedder Erik Veistrup, og bogen er primært en billedbog.

collage M

En af dens store styrker er, at Erik Veistrup løbende kommenterer sin samling. På den måde får bogen en charmerende personlig vinkel, og du kommer ind under huden på samleren. Man kan egentlig godt sige, at samlergenet afdækkes.

Billederne i collagen er alle klippet fra bogen og viser Søren Kongstrands vaser, John Kørners redningskrans fra 2006, og nederst Per Ahllmanns Respector Lux i glaseret lertøj fra 2006. Om den siger Veistrup: “Først køber jeg to-tre stykker og så sker det nogle gange, at jeg går lidt amok og køber en masse, simpelthen fordi jeg bliver grebet af hans stil, glasurerne, eller hvad det nu kan være. Så forsvinder jeg helt ind i Per Ahlmanns verden et stykke tid”

Bogens udstyr er absolut ikke fedtet. Tværtimod – der er intet sparet. Sjældent har man set så flotte illustrationer. At fange noget så intenst og stofligt som glasur på et stykke papir er en rigtig stor udfordring, men det lykkes. Det er næsten som at sidde med genstandene i hånden.

Udstillingen på Grimmerhus løber til den 1. april 2013.

“Fra sans til samling – Ny donation fra samleren Erik Veistrup” af Pia Wirnfeldt m. fl., Danmarks Keramikmuseum – Grimmerhus 2012, isbn. 978-87-91135-37-8. Pris 375 kr.

Forf: JM