Måned: juli 2013

Ny bog om Søholm keramik.

Et ægtepar har gennem 20 år samlet på keramik fra Søholm. De har samlet omkring 1200 dele. Nu har de udgivet en bog.

Formålet er at vise samlingen frem og samtidig skabe interesse for det sublime ved Søholm keramikken.

Bogen starter med et kort forord, og så går det ellers løs. På de efterfølgende 262 sider præsenteres alle genstandene i tilstræbt kronologisk rækkefølge som et komplet katalog over samlingen. De fleste illustrationer er ledsaget af supplerende data som f.eks. signatur eller form- og dekorationsnummer. Af og til kommer forfatterne med små historier eller med biografier og uddybende forklaringer.

Desværre er bogens billeder af usædvanlig ringe kvalitet. De fleste er alt for små og alt for mørke. Mange af dem er desuden uskarpe og grove. Nogle gange flyder det hele fuldstændig sammen, og du kan simpelthen ikke se detaljerne ordentligt. Det er virkelig uheldigt i en bog, hvor intentionen har været at vise frem.

Ny bog Søholm col M

En anden slem ting er, at bogen er meget svær at orientere sig i. Strukturen er rodet og ikke særlig konsekvent. Årets sparemand var en serie sparebøsser formgivet af Arne Finne og fremstillet til Bikuben i perioden 1974-1983. De fleste sparebøsser er vist på et par temasider, bortset fra den første – Per Hækkerup – fra 1974. Ham skal man bladre 20 sider tilbage i bogen for at finde. Sådan er der en del hop frem og tilbage.

Layoutet er præget af sjusk. Flere steder mangler der ophold efter punktum inden næste sætning. Sproget er knudret, hvilket gør bogen anstrengende at læse, og med en skov af mærkelige bøjninger og stavefejl. Underglasurmaleren Bjørn Sators navn staves forkert, bortset fra bagerst i bogen. Begrebet funktionalisme anvendes fejlagtigt, og så er der altså en væsentlig betydningsforskel på ord som annal og anal.

På et tidspunkt mister du helt interessen for emnet, flytter fokus hen på alle fejlene og tænker, at det her simpelthen må være løgn.

Forlaget er et print-on-demand foretagende. På deres hjemmeside lægger de vægt på professionalisme, og de lover at hjælpe kunden gennem alle faser. Det inkluderer også hjælp til korrektur og layout! Hvad i al verden er det så lige, der er gået totalt galt i dette tilfælde?

Bogen udkom i juni 2013. Det vil være oplagt med en ny revideret 2. udgave. Start fuldstændig forfra med bedre billeder og som minimum med en grundig korrektur.

Som resultatet fremtræder nu, er bogen simpelthen ikke pengene værd. Og det er rigtig synd, for ideen med at vise sin samling frem er interessant, og der er heller ingen tvivl om, at forfatterne har noget på hjerte og har viden og indsigt.

Er du interesseret i Søholm keramik, så er Ann Vibeke Knudsens gamle bog fra 1992 et alternativ, eller du kan gå til siden s-holm.dk, som tidligere er omtalt på bloggen.

“Et blik i en keramiksamlers verden – Søholm keramik” af Ninna og Dennis Riber, Forlaget Historia 2013, isbn. 978-87-92892-34-8. Vejledende pris 229 kr.

Forf: JM

Populær stol fra 50’erne.

En læser har fundet nogle stole i et sommerhus. Hun vil gerne vide, hvad det er for nogle?

“Vi har købt min svigermors sommerhus sammen med et hold venner. Vi har været ved at rydde op og smide ud. Vi skulle til at smide disse stole ud, men så gik der kræmmer i min veninde, hun har åbenbart set nogen af de populære programmer der i øjeblikket er i fjernsynet. Og hun mente at de kunne være noget værd? / Mvh. MC.”

collage stol M

Jeres stole er tegnet af Børge Mogensen. Modellen hedder SM 122. Forkortelsen SM står for Søborg Møbelfabrik.

FDB havde efter krigen haft stor succes med billige arkitekttegnede møbler af blandt andre Hans Wegner og Børge Mogensen. Søborg Møbelfabrik lagde mærke til FDB Møblers succes, og i 1950 ringede de til Børge Mogensen for at høre, om han ikke også ville lave noget tilsvarende til dem.

Det blev til en større serie møbler. Spisestolen SM122 med stel af egetræ og med sæde og ryg af lamineret teak var en del af serien. Der var også et tilhørende spisebord SM121. Møblerne blev udstillet på Kunsthåndværkets forårsudstilling i 1952, de blev hurtigt populære og kom til at stå i mange hjem.

Værdien svinger meget afhængig af stolenes stand, men i maj 2011 blev der på lauritz.com solgt et par til 725 kr. Lidt under vurderingen på 1200 kr.

Historien om Børge Mogensens samarbejde med Søborg Møbelfabrik er beskrevet i Per Hansens bog fra 2006  “Da danske møbler blev moderne”.

Forf: JM

Gør det selv og lav dit genbrug om.

Genialt genbrug er titlen på en ny bog med ideer til anderledes brug af dine loppefund.

Ved første øjekast ligner bogen endnu en i rækken af mere eller mindre trivielle coffee table books. Altså bøger af typen som kan lægges frem på sofabordet, så gæsterne kan lade sig inspirere til underholdning eller bare til at afhjælpe kedsomhed. Men ved nærmere kig i bogen byder den faktisk på mere end det.

Bogen er nemlig spækket med skæve ideer til, hvordan du kan bruge tingene fra loppemarkedet på en anden måde end lige det formål, de oprindelig var beregnet til.

nøglering A

En gammel skål af presset glas kan monteres som loftslampe. En tallerken kan bruges som urskive. Knager lavet af gammelt bestik. Brødposer af gamle postsække eller gamle kartonplade fotografier genbrugt som nøgleringe. Ideerne i bogen er rigtig mange.

Interiørerne og alle bogens billeder er hvidt i hvidt tilsat lidt rustik træ og zink. Shabby chic og nostalgisk country style.

Personligt kan jeg ikke fordrage den stil, men det er der til gengæld mange andre, der kan. Det er forfatterens valg, og det må man respektere.

Inspirationerne og de mange originale ideer kan derimod sagtens føres med over i helt andre stilarter. Faktisk er det lige netop på det punkt, at bogen bliver genial. Fordi den animerer til, at du ikke tager tingene for givet, men bruger din fantasi og kreativitet.

Det er magasinet Jeanne d’Arc Living, der står bag udgivelsen og mange af ideerne stammer fra tidligere numre af bladet.

“Genialt genbrug” af Vibeke Christensen, Forlaget Jeanne d’Arc Living 2013, isbn. 978-87-92843-22-7. Pris 149 kr.

Forf: JM