Måned: februar 2014

To forskellige loftslamper.

Marianne har sendt billeder af to lamper, som hun godt vil vide noget mere om.

De to billeder til højre: “Jeg har købt denne pendel i den lokale retrobutik. Han sagde, at det var en Fog og Mørup. Det er desværre ikke lykkedes mig at finde den, da jeg gerne vil finde en mere, så de kan hænge over spisebordet.”

Billedet til venstre: “Endvidere fulgte denne lampe med huset, da vi købte det. Skærmen mener flere er fra Fog og Mørup, men den har jeg ligeledes ikke fundet navnet på. Vi ved, lampen er kombineret af tre lamper. Men skærmen kunne det være, I har set før.”

MY col 2 M

Lampen til højre er svensk, hedder Trava og er designet af Carl Thore for Granhaga Metal-lindustri. Den blev lavet som en slags byggesæt. Man kunne kombinere skærmene på flere forskellige måder.

Desværre mangler nogle skærme på din lampe. På billedet i midten ser det ud til, at afstanden mellem de to midterste skærme er lige lovlig stor. I et tidligere indlæg den 29. august 2013 har jeg skrevet om præcis den samme lampe. Her kan du også se en original vejledning med fire forskellige sammensætninger.

Lampen til venstre bliver et skud i tågen. Det er temmelig svært, fordi den jo er kombineret af tre lamper. Men jeg tror, at hvis den petroleumsfarvede skærm er dansk, så kunne netop den del godt stamme fra Lyfa. Den har et karakteristisk stiltræk fra slutningen af 50’erne eller starten af 60’erne, nemlig perforeringen i skærmens underkant.

Lyfa lavede nogle lamper med tilsvarende gennembrudt skærm. Nogle af disse lamper er muligvis designet af Knud Hjerting. Du kan se et eksempel på auktionshuset Pierre Bergé. Det er lot nr. 65 fra deres auktion den 27. maj 2013. En anden Lyfa lampe med samme stiltræk hedder keglen. Den er produceret over en længere periode. Siden danish-lights.com viser keglen og hævder, at den er med i Lyfa’s katalog så sent som i 1972!

Men jeg er meget usikker. Den petroleumsfarvede skærm kan også sagtens stamme fra en svensk lampe. Måske kan en læser af bloggen genkende den, lægge en kommentar herunder og fortælle mere?

Forf: JM

Reklamer

Telefon til bøgerne.

Find nogle gamle udrangerede fastnettelefoner, klip røret af og byg nogle sjove bogstøtter.

telefonbogstøtter

Fastnettelefonen er på vej ud. På loppemarkeder får du dem kylet i nakken til næsten ingen pris.

Selv LM Ericssons ikoniske Ericofon fra 60’erne og 70’erne – også kaldet Cobra telefonen – er begyndt at falde i pris, og den vil egne sig perfekt til formålet.

Ideen er hentet fra Elsie og Emmas blog A Beautifull Mess, hvor du kan finde en nem instruktion i 5 trin, så du selv kan gå i gang med at bygge bogstøtter.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra februar 2014.

Bladet har skiftet titel fra Hus och Hem Retro. Nu hedder det Scandinavian Retro, men konceptet er det samme.

Ændringen skyldes, at redaktionen gerne vil imødekomme udenlandske læsere med interesse for skandinavisk design. Derfor er der kommet et engelsk summary på 5 sider bagest i bladet. Spørgsmålet er, hvor meget det egentlig er værd? Måske vil det være en langt bedre ide at tage skridtet fuldt ud og udgive hele bladet på engelsk. Så vil mange flere få det fulde udbytte.

På en af de første sider bliver du nostalgisk lækkersulten. Her diskes der op med en gammel Twist konfektdåse fra 1962. Samme år vandt den et svensk Guldæg – en pris for godt design af emballage. Datidens konfekt- og karameldåser var som regel inspireret af klassisk engelsk stil. Twist dåsen var markant anderledes.

Twist PR A x

Navnet Twist skyldes , at cellofanet om chokoladen var vredet rundt i enderne. En begivenhed i starten af 60’erne var med til at få salget til at stige med raketfart. Dansen “Twist” gik sin sejrsgang med hits som “Let’s twist again” og “Twist and shout”. En ren foræring til folkene på chokoladefabrikkens markedsføringsafdeling.

Historien om Twist er ikke med i sammenfatningen på engelsk. Teksterne i de mange andre mindre artikler eller de mange små notitser og stemningsbilleder er det heller ikke.

Februar nummeret byder denne gang på London Calling. En guide over retrosteder og markeder. Kun en brøkdel kan naturligvis være med, men det er helt okay at vælge ud, især når det er sket i samarbejde med en lokal stedkendt.

Temaartiklerne handler om Lisa Larsons keramiske vægrelieffer, Hertha Bengtsons Blå Eld fra Rörstrand, 70’er stole fra Ikea, vintage bukser og gångehanddukar.

gånghandduka PR A x

“Gångehanddukar” er svært at oversætte til dansk, men det handler om lidt større og lange viskestykker, som samtidig kan bruges som forklæde. 50’ernes og 60’ernes mænd var ikke sådan at lokke ud i køkkenet. Slet ikke med et fornedrende forklæde. Så gik det straks lidt nemmere med en gångehandduk, der kunne fastgøres til buksernes livrem.

Du kan få fat på Hus och Hem Retro i enkelte danske bladkiosker eller du kan abonnere på det. Følg også med på deres Facebook.

Forf: JM