Ny bog om Kay Bojesen – Linjen skal smile.

Aben Kay er opkaldt efter sin far. Han har fulgt mig trofast, siden jeg var lille. Lidt patina har han fået med årene, og selvom han engang faldt ned og brækkede sin ene fod, er han stadig fuld af spilopper.

Der skulle være humør i sagerne, mente Kay Bojesen, og det venlige blev et gennemgående træk i hans formsprog. Smil og humor er også en slags rød tråd hele vejen igennem en ny bog om Kay Bojesen og hans brugskunst.

KB abe rez A

Bogens forfatter er Lars Hedebo Olsen, og han skriver formidabelt. Det er et underholdende værk, som bærer præg af grundig research. En vigtig del af kildematerialet har været Kay Bojesens mange scrapbøger med avisudklip til inspiration for mulige modeller og skitser til de forskellige figurer. Desuden er bogen baseret på en lang række interviews, bl.a med Kay Bojesens børnebørn.

Aben blev oprindelig tegnet som en knage, fortæller Kay Bojesen i et interview til en norsk avis. Det tog 4 timer at tegne den. Om det passer eller er en underdrivelse er et åbent spørgsmål, for Kay Bojesen var lidt af en spøgefugl, der kunne drive gæk med sine omgivelser.

Selvom Kay Bojesen havde eget værksted bag forretningen i Bredgade, blev mange af tingene lavet hos andre. Delene til aben blev drejet af Magne Monsen, som havde værksted i nærheden, og Langeskov Legetøjsfabrik på Fyn var storproducent af de mange forskellige legesager i bøg.

Kay Bojesen arbejdede også i flere tilfælde sammen med andre om at udforme sit design. Ole Wanscher tegnede f.eks. nogle af bilerne, Finn Juhl stod bag mange af skålene i teak, Knud Kyhn lavede en sæl i papmaché og teatermaleren Svend Johansen hjalp med at fastlægge dekorationer.

KB col 1 A

Forfatteren kommer hele vejen rundt om Kay Bojesens kæmpe produktion. Ikke bare legetøjet, men også alle brugsgenstandene i sølv, stål, træ og porcelæn. Omkring 2000 ting nåede han at designe, enten selv eller i samarbejde med andre.

Bogen er flot og righoldigt illustreret. Nogle af billederne er næsten nye og stammer fra Bruun-Rasmussens auktioner, men der er også mange ældre samtidige illustrationer. Det er de sjoveste.

Dispositionen er kronologisk. Meget naturligt i en biografi, men det betyder samtidig, at der tematisk hoppes en del rundt. Det er altså ikke sådan, at afsnittene om legtøj, sølvtøj eller bestik er samlet. På den måde bliver bogen temmelig svær at bruge som opslagsværk. Et lille plaster på såret er dog et okay register.

Et stort savn er fraværet af en egentlig værkfortegnelse. Sådan en ville have været guld værd for samlere eller folk, der handler med brugt kunsthåndværk. Bagerst i bogen er forfatteren selv inde på det samme, når han skriver, at det kunne være forjættende, hvis man kunne skabe et helt katalog over Kay Bojesens samlede arbejde. Registrere dem og sætte dem i system. “Men det er umuligt, for hans værker er spredt for alle vinde, og mange blev kun lavet i få eksemplarer enten som prøvekaniner eller i udstillingsøjemed”.

“Kay Bojesen – Linjen skal smile” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2014, isbn. 978-87-02-15839-7. Pris 299,95 kr.

Forf: JM

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s