Måned: juli 2014

App fra Scandinavian Retro.

Bladet Scandinavian Retro har lanceret en gratis app til iPhone og iPad.

Den kan bruges på to måder. Enten til at hente en scannet version af de tidligere udkomne blade eller til at hente en billedeguide om et tema.

Hvert blad koster 59 kroner (nummer 2 fra 2014 er dog gratis), mens specialnummeret Retroklassiker om Lisa Larson koster 69 kroner. Den trykte udgave af specialnummeret blev oprindelig kun solgt i Sverige, men via appstore kan den digitale udgave selvfølgelig hentes overalt.

Foreløbig er der to temaguider. Hele universet af Lisa Larsons dyrefigurer er emnet for den ene. Prisen er 25 kroner. Den anden er gratis og handler om Stig Lindbergs stentøjsserie Domino fra Gustavsberg.

Lynhurtigt lærer du at manøvrere rundt i guiderne. Jeg har hentet den med Lisa Larsons dyr, som er den mest omfattende, og den er en tand mere raffineret end Dominoguiden.

Retro app col 4M

Når guiden er hentet til appens bibliotek, kan du klikke dig frem eller svippe lodret og vandret. Nogle steder kan du få billedet til at rotere, så du kan se figuren fra alle sider. Andre steder kan du zoome eller panorere, eller du kan åbne et + for at få supplerende information. Prisoplysningerne som kendes fra artiklerne i de trykte blade er også med i billedguiden. Øverst i højre hjørne kan du kalde et overbliksymbol frem. Nyttigt til at lave hurtige hop i kategorierne.

Det hele foregår lynhurtigt og virker smart og gennemtænkt. Appen kører uden hak eller forsinkelse, og billederne er knivskarpe.

Men forlader du appen for en stund og vender tilbage til biblioteket, giver appen sig til at opdatere. Det kan tage temmelig lang tid og er møgirriterende. Virker som en bug der får appen til at hænge. Løsningen kan være at gå ud af appen og straks ind i den igen. Nu skal du så vælge mellem at “aktivere” eller “vise” det, du vil se. Hvad forskellen egentlig er synes uklart, men “vise” er klart det hurtigste.

Problemet er konstateret på en iPhone 4S med nyeste software iOS 7.1.2. På min iPad3 med samme software opdaterer appen også, men her går det hurtigt og er slet ikke noget problem.

Tip: Har du hentet en billedeguide eller et blad på din iPhone, er det rigtig smart, at du samtidig kan kigge med på din iPad, men for at kunne dele indholdet på begge enheder skal du huske at aktivere skyderen “opdateringer” under automatiske overførsler i iTunes og App Store – ellers virker det ikke.

Forf:JM

Reklamer

Armstol i egetræ.

Hvem har lavet stolen på billedet?

“Har fået disse gamle stole af et familiemedlem men aner ikke hvad de er for nogle. Kan I hjælpe? /Mvh Maia”

Erik Buck col M

Stolen er tegnet af Erik Buck, og den har en længere historie.

Først blevet den lavet af snedkermester Povl Dinesen, som i 1957 havde den med på Københavns Snedkerlaugs Møbeludstilling. Det blev sidste gang han udstillede. Povl Dinesen havde stadig sit værksted, men koncentrerede sig mest om handel med arkitekttegnede fabriksmøbler.

Efter 1957 kom Erik Bucks tegninger til den jyske møbelfabrik Oddense Maskinsnedkeri lidt nord for Skive, hvor stolen fik modelnummeret OD 49. Etiketten Danish furniture makers control fortæller, at din stol tilhører møbelfabrik udgaven.

Den nøjagtige datering er jeg lidt usikker på, men OD 49 er vist i møbelkataloget Domus Danica fra 1968. Ryglænet kan have forskellige størrelser. På din stol er det ret højt. Derfor gætter jeg på, at den nok er et lidt senere eksemplar fra 70’erne.

Træsorterne var palisander, teak eller egetræ, og som polstring kunne vælges mellem stof eller læder.

Du kan finde begge udgaver af Erik Bucks stol i Design Museum Danmarks Furnitureindex. Nemmest er det, hvis du skriver Erik Buck i feltet “Designer”, så kommer Povl Dinesen udgaven på side 1 som item nummer 9, mens din udgave fra Oddense Maskinsnedkeri er vist på side 2 som item nummer 35.

Forf: JM

Bemærk korrektionen til modelnummer i kommentarerne.

Udlærte guldsmede og sølvsmede.

Den seneste bog om udvalgte guldsmede er nummer fem i rækken fra forfatterens hånd.

Som de foregående bøger er også denne med til at bevare en dansk kulturarv, samtidig med at den fortæller personlige livsforløb.

Guldsmede sælger i dag for det meste kun maskinfremstillede genstande, og det er efterhånden meget få, der mestrer at lave tingene i hånden, sådan som man eller har gjort det i århundreder. Vibeke Maarssøs bøger kan måske være en inspiration til, at der kommer flere lærlinge til faget, som ellers er i fare for at forsvinde.

Maarssø 5 forsideBogen fortæller om 66 guld- og sølvsmede, hvis livsforløb strækker sig over en meget lang periode fra 1707-1975. Der er tydeligvis gjort et meget stort stykke arbejde for at få de forskellige oplysninger frem. Det har været en fordel, at der i bogen er flere biografier fra forrige århundrede, da der stadigvæk lever mennesker, der har kendt personerne. Når man betænker, hvor lang tid en enkelt oplysning kan tage at finde frem, så må man beundre den entusiasme, som er lagt for dagen. Det kan kun skyldes, at forfatteren har både glæde ved – og evne til at fuldføre værkerne.

Lidt malurt må jeg dog komme i bægeret. Man har blandet en masse biografier sammen og så anbragt dem i vilkårlig rækkefølge. Det betyder, at man kan starte med P. E. Boesen (1906-1991) og hans familie. Dernæst Ib Christiansen (f. 1930) og Carl Jürgens (1836-1921) og så springe tilbage til Niclas Lindenlöf (1719-1766), hvorefter kommer Samuel Prahl (1800-1885). Derefter følger der flere fra 1900-tallet og 1700-tallet osv.

En alternativ indgangsvinkel, som nogle museer er begyndt at anlægge, er at forske i et bestemt geografisk område – og så få alle de dér kendte guldsmede beskrevet. På den måde springer man ikke fra den ene egn til den anden og fra det ene århundrede til det andet.

Et minus ved bogen, som også gælder de foregående bøger, er manglen på mestermærker i form af tegninger eller fotos. Det er givetvis et spørgsmål om økonomi – ligesom bogen er trykt on demand på papir, der ikke lever op til en ønskelig standard.

Men alt i alt er her tale om et godt initiativ, som mange sølvinteresserede kan få glæde af.

“Udlærte guldsmede og sølvsmede – Rundt om udvalgte guldsmede og sølvsmede i Danmark og deres efterkommere med samme fag” af Vibeke Maarssø, Books on Demand GmbH, isbn. 978-87-7145-709-4. Pris 391,90 kr.

Forf: HSN