Måned: december 2014

Håndgranater i Den Gamle By.

I Den Gamle By i Århus er nogle af husene indrettet med lejligheder og butikker fra 1974.

I juni måned åbnede et minimarked med delvis selvbetjening. På hylderne findes lange rækker med Jakabov, lys grundsovs, romessens, pulverpiskeskum, mokkaispulver og minutcreme uden kogning. I 1974 kunne man også få Marie Kiks. Dengang kostede en dåse 1 krone og 98 øre. I dag koster den samme dåse typisk 200 kroner uden indhold, men så er det som retro ikon på et loppemarked.

Gl By købmand 1 M

Inventaret stammer fra købmand Folmer Rahbek i Gedved. Han åbnede sit minimarked i 1962. Da forretningen senere lukkede, blev tingene gemt og er derefter endt på Købstadsmuseet i Århus.

Folmer Rahbek har haft sans for design. På det store billede til højre skimtes over disken det underste af en sort Alvar Alto pendel. Den kan være lidt svær at se. Klik på billedet, så det åbner i en ny rude i større format.

Modellen hedder A110. Den er tegnet i 1952 til den finske ingeniørforenings hus i Helsinki. Lampen kunne fås i sort eller hvid og har også kælenavnet “The Hand Grenade Pendel”, fordi inspirationen til designet er fundet i datidens tyske håndgranater, som havde næsten samme form.

A110 er indvendig beklædt med matpoleret messing, og på den nederste store cylinder er der en reflektor af blankpoleret messing. Besøger du minimarkedet i Den Gamle By og ser rigtig godt efter, så mangler begge lamper reflektoren. Har købmanden i sin tid pillet dem af?

Forklaringen er nok en anden. Lamperne blev nemlig i en kort periode omkring 1967 produceret i Danmark i to forskellige størrelser hos Louis Poulsen.

Den originale finske A110 fra Valaistustyö Ky /Artek var 15 cm i diameter, men Louis Poulsen fremstillede også en anden mindre udgave uden reflektor med en diameter på kun 12,5 cm, som havde betegnelsen Dobbeltcylinder nr. 16530. Det er den, der hænger hos købmanden.

De to pendler på det lille billede til venstre er fra Louis Poulsen, mens den til højre er en original fra Artek.

Finske Artek har genoptaget produktionen af A110. Som ny koster den 2960 kroner hos Paustian, mens en brugt kan løbe op i en vurdering hos Bukowskis i Stockholm på 6700 kroner.

Du kan læse mere om 1974 kvarteret på Den Gamle Bys hjemmeside.

Forf: JM

En sofa fra Randers.

Henrik har arvet en sofa og vil gerne vide, hvem der har designet den?

Komfort sofa

Det er en super flot sofa, enkel og tidløs. Desværre kan jeg ikke finde ud af, hvem der har formgivet den, men den er lavet på Komfort Møbelfabrik A/S, som lå i Vorup.

Dateringen er lidt upræcis, men sofaen kan være fremstillet mellem 1967 og 1972. Jeg har fundet den i et gammelt møbeleksportkatalog, som er udateret, men som ikke er ældre end 1967 og ikke er senere end 1972.

Ud over sofaen kunne man også få lænestole. Der var både en lav model svarende til en af sofaens sektioner samt en højrygget model med øreklapper og tilhørende skammel.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra december 2014.

Historier om designklassikere og loppefund. Konceptet har været det samme siden det første nummer udkom i sommeren 2011 under navnet Hus och Hem Retro.

Artikler og guider om møbler, lamper, porcelæn, keramik, glas og tekstiler fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Ingen hemmelighed at jeg selv er ret begejstret for Scandinavian Retro, og noget tyder på, at jeg ikke er den eneste. Oplagstallet er stigende. Det er nu oppe omkring 47.000 eksemplarer. Det er næsten 17.000 flere end i foråret 2013. Artiklerne bygger på grundig research, og i hvert nummer er der gamle autentiske billeder ledsaget af små anekdoter.

19 numre er det blevet til og næsten 150 guider. Efterhånden er det svært at lede og finde rundt i alle de gamle artikler. Derfor er det en super nyttig ide med et samlet emneregistre. Sådan et har redaktionen nu lavet med mulighed for at slå op på emner, formgivere og fremstillere.

I bladet fra december er der historier om industrilamper, juletekstiler, hvordan du kan datere en Dalahest, Inger Perssons pop design for Rörstrand fra 1968 og om glasserien Isi fra slutningen af 50’erne.

Scandinavian Retro 2014-6

Lennart Andersson har designet Isi. Han var driftsingeniør på Gulaskruf, da serien blev lanceret. Der blevet både lavet drikkeglas og vaser. Et fælles træk ved Isi er de tynde riller i glasset.

Måske var der tale om en rationel måde at bruge sekunda glasmasse på. Til Isi kunne man nemlig genanvende den glasmasse, som var bearbejdet en hel dag til et andet formål, men som var blevet uren og tilovers. Rillerne camouflerede urenheder og bobler i glasmassen.

Vaserne var cubeformede og blev solgt under navnet Isi-kub eller Minikub. De kunne fås i utrolig mange farvevarianter, hvilket også understøtter teorien om genbrug af glasmasse som egentlig var til overs efter en anden produktion.

Prisen på vaserne i retroforretninger, hos antikhandlere eller på netauktion svinger typisk mellem 150 og 750 kroner afhængig af, hvor sjælden farven er.

Billdet af Isi glassene er hentet fra hjemmesiden Sankt Olofs Antik och Retro blogg.

Forf: JM