Måned: marts 2015

Loppemarked på Bispetorv i Århus 2015.

Lørdag den 28 marts er der premiere på årets første store bagagerums-marked på Bispetorv i hjertet af Århus.

Bisp 2015 col 2M Ret

Et hjørne af Bispetorv er optaget af containere i forbindelse med et nærliggende byggeprojekt. Derfor rykker den ene halvdel af markedet over på det tilstødende Store Torv, som ligger i forlængelse af Bispetorv. Billederne stammer fra juli 2013, hvor man under en jazzfestival også delte markedet mellem de to torve.

Det er 5. sæson, og bagagerumsmarkedet på Bispetorv har ry for at være blandt de absolut bedste i byen. Her kan du finde alt fra kitsch til antik og design samt mindre møbler.

I alt holdes der 9 markedsdage i løbet af foråret, sommeren og efteråret 2015. Der er gode toiletforhold og et stort parkeringsområde på Havnen få skridt fra Bispetorv.

Du kan læse mere om datoerne på arrangørens hjemmeside og holde dig opdateret om senest nyt på deres Facebook.

Forf: JM

Reklamer

Håndbog om tysk keramik fra 50’erne.

Interessen for tysk keramik har de senere år været rettet mod Fat Lava fra 60’erne og 70’erne med grove former og tæt løbeglasur. Før den tid var det anderledes. I 50’erne eksperimenterede man med slanke former og tynde glasurer. Det har Horst Makus skrevet en bog om.

Bogen er ikke helt ny. Den udkom første gang for 9 år siden, men den fortjener stor opmærksomhed, dels fordi det ser ud til, at interessen for tysk keramik nu begynder at flytte sig bagud til 50’erne, og dels fordi bogen simpelthen er et godt eksempel på, hvordan man skriver en fremragende håndbog for samlere.

Collage 6 R M

Tysk keramik er kendetegnet ved genstandenes modelnumre, som næsten altid er præget i bunden. Bogen indeholder en meget detaljeret modelnummerfortegnelse på 87 sider, hvor du ved at slå op på et nummer får data om objektet, værkstedet og året. Der er også en fortegnelse med mærker og signaturer samt et stort leksikon på 174 sider med opslag på navne og begreber. Til sidst er der en omfattende bibliografi og et stort register. Elementerne i opslagsdelen er udstyret med sider i forskellige farver. Det er rigtig godt disponeret, for det betyder, at du trods bogens omfang, hurtigt kan manøvrere rundt.

Der er selvfølgelig også en masse illustrationer. De fleste er samlet i en objektfortegnelse på 246 sider. Så selvom langt fra alle modelnumre er repræsenteret med billeder, så er der altså rigtig mange eksempler. Mest vaser, kander og vægrelieffer, til gengæld ikke så mange figurer. Alle illustrationer er knivskarpe og trykt på papir af høj kvalitet. Farverne er autentiske. Dejligt at der ikke er sparet på den visuelle præsentation.

Bogen starter med at skildre periodens stiltræk. De første kapitler er disponeret som overordnede essays om former, farver og dekorationer. Derefter går forfatteren i dybden med særlige mønstre, teknikker og glasurer.

Det hele er udført med tysk akkuratesse og grundighed. Et eksempel er de mange indsatte tabeller og statistiske udregninger. I essayet om former har forfatteren sammentalt og udregnet procenttal for hvor mange af i alt 6592 forskellige vaser, der har asymmetrisk, axialsymmetrisk og rotationssymmetriske facon.

Der er tale om et digert og stærkt anbefalelsesværdigt værk på 671 sider. Eneste minus er tyngden. Håndbogen vejer mere end 2 kg og føles som en mursten. Du kan faktisk ikke sidde med den i hånden, men skal arbejde med den på et fast underlag, ellers begynder armene at strejke.

“Keramik der 50er Jahre, Formen, Farben und Dekore: Ein Handbuch” af Horst Makus, Arnoldsche 2005, isbn. 3897902206.

Fås lige nu til nedsat pris 456 kr. via onlineboghandlen saxo.com.

Forf: JM

Stole med gult betræk.

Marskandiseren Madame Butterfly i Borggade i Århus har fået fire retro stole med gult betræk, men hun er lidt usikker på, hvem der har lavet dem?

stole med gult betræk

Stolene er fra slutningen af 50’erne og er fremstillet på Nordfyn hos Farstrup Savværk og Stolefabrik, som stadig producerer møbler. Modellen hedder nr. 205 og er tegnet af Th. Harlev.

Stellet synes at være eg, men modellen blev også lavet i teak. Designmuseum Denmark har registreret den i deres møbeldatabase. Søg på harlev i feltet “Designer” og farstrup i feltet “Maker.

På denne blogs sider med “Retro Reklamer – Møbler” kan du også se stolen vist i en gammel annonce fra 1958.

Forf: JM

Bog om ting og sager fra loppemarkeder.

Mariette Tiedemann har tidligere udgivet fire bøger om antikviteter, samlerobjekter og fund fra loppemarkeder. Nu har hun skrevet en femte.

Den nye bog følger konceptet fra de forrige. Små essays om udvalgte emner med historien bag tingene og med nyttige tips for samlere.

MT forside xM

Nogle af emnerne er hentet fra de forrige bøger. Det gælder 13 af de i alt 35 kapitler. Her er historierne og tipsene stort set de samme, selvom teksterne er skrevet om.

Bogen kan først og fremmest bruges til underholdning og inspiration. Det er en flot hyggebog, som du kan sidde med i toget som tidsfordriv, eller som du kan bruge til godnatlæsning. Til bunds i emnerne kommer den ikke, og det har sikkert heller ikke været hensigten.

De forskellige tips svinger mellem ligegyldige almindeligheder og nogle som faktisk er ganske brugbare. Du sidder lidt med en fornemmelse af, at stoffets prioritering har været tilfældig.

Et af de bedre afsnit handler om orientalske tæpper. Her er guiden kompetent og nyttig og vil sikkert være praktisk, hvis du er nybegynder og skal have overblik over emnet. Afsnittet om perler er også godt. Her er tipsene koncentreret om, hvordan du skal rengøre og opbevare dem.

I afsnittet om glas til rødvin er der kun et eneste tip, og det er lidt pjattet. Det handler om, at du kan afsløre små skår, hvis du lader fingeren glide hele vejen rundt langs glassets kant. Mildest talt et banalt og ret overflødigt tip, som alle der går på loppemarked med en smule sund fornuft selvfølgelig allerede godt ved.

Bagest i bogen er der en litteraturliste med kompetente forslag til videre læsning om nogle af emnerne. Også en fortegnelse over danske og udenlandske loppemarkeder er der. Den er dog meget sporadisk.

Flere væsentlige bedre danske markeder – især vest for Storebælt – mangler. Listen over udenlandske markeder er fuldstændig ligegyldig. Der henvises kun til i alt 4 markeder fordelt på byerne Bordeaux, Paris, London og Beijing. Kommer du til et af de steder og vil på loppemarked, skal du selvfølgelig have fat i en ordentlig guide eller forinden have gjort grundig research på Nettet.

“Antik og loppefund” af Mariette Tiedemann, Gyldendal 2014, isbn. 978-87-02-15390-3. Pris 299,95 kr.

Forf: JM