Måned: april 2015

Lænestol med skammel.

Peter har sendt nogle billeder af en sjælden stol, som han gerne vil vide lidt mere om. Han har søgt i Designmuseum Danmarks møbeldatabase, men har ikke kunne finde den.

FS BM col1 M 1200 X

Stolen og den tilhørende fodskammel er designet af Børge Mogensen og er fremstillet hos Fredericia Stolefabrik.

Firmaet eksisterer stadig, men nu hedder det Fredericia Furniture.

Jeg kan heller ikke finde stolen i Furnitureindex, men papiretiketten med model- og serienummer er karakteristisk for Fredericia Stolefabrik. Derimod er blækstemplet usædvanligt. Normalt brugte Fredericia Stolefabrik klisteretiketter som ophavsmærkning. Selvom teksten på stemplet er svær at læse, så er den alligevel nemt at tyde, når man altså ved, hvad der skal stå.

Teksten skal være: Aktieselskabet – Fredericia Stolefabrik – Made in Denmark – Børge Mogensen.

Prøv at sammenligne blækstemplet med den mere almindelige klisteretiket fra Fredericia Stolefabrik på billedet herunder, hvor teksten er den samme. Etiketten sidder under Børge Mogensens øreklapstol med modelnummeret 2204.

FS labels

Papiretiketten fortæller også, at fabrikken er medlem af sammenslutningen Danish Furniture Makers Control. Det er et kvalitetsmærke.

Dateringen er jeg temmelig usikker på, men eftersom Børge Mogensen døde i oktober 1972, må stolen og skamlen naturligvis være tegnet før dette tidspunkt. Mit gæt er sidste halvdel af 60’erne. Flere af Fredericia Stolefabriks Børge Mogensen møbler fra netop denne periode har modelnumre med fire cifre.

Forf: JM

Politiske plakater.

Litografiske vintage plakater er i høj kurs og originale eksemplarer kan være svære at opdrive. Filmplakater og kommercielle plakater er mest almindelige. En niche er de politiske plakater. Dem er der nu udkommet en bog om.

Den stiller skarpt på danske valgplakaters kulturhistorie, og hvordan de har skiftet udtryksform gennem tiden.

Nutidens valgplaktater er stereotype og kedelige. Et portræt, et navn, et kryds og måske et kort slogan. For nogle generationer siden var det derimod meget almindeligt, at partierne hyrede en kunstner til at fortolke de politiske budskaber.

VP 3-1 M

Socialdemokraterne vandt magten i 1924. Ved det efterfølgende valg i 1926 gjaldt det om at fastholde den. Arbejderbevægelsen var ung symboliseret ved en energisk og stærk arbejder, der råber direkte til de andre arbejdere for at få dem op af sofaen og hen til valglokalet.

Efter besættelsen var et tema i dansk politik, hvordan man kom væk fra rationeringer og restriktioner og frem mod normale tider. Den konservative plakat er grafisk velordnet og rummer optimistiske budskaber og slogans. De osende skorstene opfattes ikke som en kilde til forurening, men som et symbol på vækst og fremgang.

Kommunisternes valgplakat spiller på de mange faglige arbejdskampe i 70’erne og begyndelsen af 80’erne. Arbejdsgiverne argumenterede dengang med “at der ikke var råd”. Et argument som plakaten gendriver ved at pege på uligheden i samfundet og overklassens luksusforbrug.

En del valgplakater er tegnet af samtidens kendte tegnere og kunstnere. Anton Hansen, Svend Henriksen, Herluf Jensenius og Arne Ungermann er nogle af dem. Thor Bøgelund tegnede rigtig mange plakater både for de konservative og for socialdemokraterne. I bogen er også vist en plakat af Asger Jorn. Den er lavet til kommunisterne ved valget i 1945, men blev aldrig brugt. Partiet mente ikke den havde tilstrækkelig folkelig appel. Jorn donerede samtidig et maleri til partiets julelotteri, hvor førstepræmien var en flaske rød Aalborg. Andenpræmien var Jorns maleri.

Bogen er først og fremmest en billedbog og kan stærkt anbefales. Valgplakaterne er superflot fotograferet og gengivet i stort format med en på hver side. De ledsagende tekster er relativt korte, men perspektiverer plakaterne på en spændende måde i forhold til deres politisk sammenhæng.

Den socialdemokratiske plakat ovenfor til venstre er fotograferet af Pernille Kemp, mens den konservative og den kommunistiske plakat er fotograferet af Thomas Lindblad.

“Valget er dit – den danske valgplakat i 100 år” af Peter Nedergaard og Elsebeth Aasted Schanz, Gads Forlag og Dansk Plakatmuseum 2015, isbn. 978-87-93229-06-8. Pris: 299,95 kr. (hos en boghandel); 409,95 kr. (hos Den Gamle By i Århus).

Hvis du er på jagt efter originale gamle politiske plakater, er forretningen Danish Design Posters på Søborg Hovedgade et godt sted at starte.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra april 2015.

I aprilnummeret er der en stor retroguide til Stockholm, og du kan også læse om Gustavsbergs Berså og Thomas Dams trolde.

Der er også et par boligreportager og artikler om stumtjenere, Bjørn Borg, Timo Sarpanevas drikkeglas samt tekstiler af Hans Krondahl og Katja of Sweden.

Retro col 2015-2

De danske trolde fra Gjøl blev introduceret i slutningen af 50’erne. Dengang brugtes latex med halm og savsmuld som indmad. Senere gik man over til PVC. De tidlige figurer har meget grove ansigtstræk, tåler dårligt sollys og er i det hele taget skrøbelige. Så mange er gået til, og prisen på et gammel eksemplar ligger gerne omkring 1000-3000 kr.

Troldene udtrykker varme og venlighed. Det fortælles, at skaberen Thomas Dam var inspireret af sit eget spejlbillede. Han betragtede ikke sig selv som særlig smuk, men som en rar person.

Dam troldene med tøj af filt og et vildt og ofte farvestålende hår blev hurtigt en succes. En del blev lavet på licens i udlandet, men der var juridiske problemer med mønsterbeskyttelsen af varemærket. Det er årsagen til, at der i dag findes et væld af plagiater.

En original Dam trold bærer stemplet DAM og efter 1964 også et copyright mærke. Stempelt er placeret i nakken, på ryggen eller under en fod.

Forf: JM

Prishåndboka.

Den legendariske norske guide med priser på antikviteter, design og samlerobjekter er kommet i en 2015 udgave.

Bogen er udgivet hvert andet år siden 2003. Den nye udgave omfatter hammerslagspriser fra auktioner inklusiv salær samt priser på ting sat til salg hos marskandisere og i antikforretninger.

Ligesom de tidligere årgange er alle genstande ordnet i forskellige kategorier. Der er 54, og nogle af dem er forsynet med underkategorier. Der er ikke noget register, men indholdsfortegnelsen fylder 4 sider, og det er den, du bruger som indgang til håndbogen. Det fungerer. Med så detaljeret et indholdsfortegnelse bliver det nemt at orientere sig i bogens næsten 300 sider.

PH 2015 col2 M

En del genstande er nok mest interessante for et norsk publikum, men der er også mange danske, svenske eller internationale genstande.

Meningen med bogen er, at den skal kunne bruges af samlere og handlende, som vil tage pulsen på trends og ændringer i markedet for køb og salg af brugte ting. Pris er naturligvis et vigtig parameter. Et andet er i hvilke retninger købernes interesser flytter sig. Et eksempel kan være julepynt. I de tidligere årgange fylder den slags kun ganske få sider, men i 2015 udgaven er kapitlet med jul vokset betragteligt.

Øget fokus på stand er en af de tendenser, som de senere år er blevet mere udtalt. Det kan aflæses i, at køberne i stigende grad vender ryggen til ting, der ikke er 100 % i orden. Samlere vil hellere vente længe på det perfekte eksemplar fremfor hurtigt at få fyldt et hul i samlingen.

Ikke alle sælgere forstår den mekanisme. Derfor ser man nogle gange vanvittige eksempler på ting, som fremstår i elendig stand, men hvor sælgeren alligevel har en skyhøj prisforventning med reference til priser, som er baseret på den samme ting i usædvanlig god stand.

“Prishåndboka 2015”, Samler- og Antikkbørsen, isbn. 978-82-999730-0-7. Pris 498 n.kr. 

Forf: JM