Bøger om danske og svenske emaljeskilte.

De hang rundt omkring i gadebilledet på butiksfacader, benzintanke, jernbanestationer og ved beværtninger. Et virvar af farvestrålende emaljeskilte med reklamer for datidens varemærker.

Smagsdommere og æstetikere hadede dem og skældte ud over, hvad de kaldte “facadernes vandalisering”. Og i Horsens opfordrede sammenslutningen af købmænd deres medlemmer til at få renset facaderne for alle de sammenbragte emaljeplakater.

Col A

I dag er de fleste skilte gået tabt og endt som skrot, mens de få overlevende er i høj kurs og skattet som eftertragtede samleobjekter. For samlere er det vigtigt at kunne dokumentere skiltenes alder og historie.

Hovedværket om danske emaljeskilte er John Juhler Jensens bog “Gadens blikfang” fra 2002. Den udkom i forbindelse med en stor udstilling på Danmarks Industrimuseum i Horsens. I Sverige udgav Peter Pluntky i 2009 “Tunga Varumärken”, som er en slags pendent til den danske bog.

Begge bøger har mange lighedstræk, men der er også forskelle. Både den danske og den svenske bog behandler skiltene i deres historisk kontekst med kapitler om producenter, distributører og skiltenes brug. Især den svenske bog gør også meget ud af fortællinger om stilhistorie, typografi og symbolik. Fælles for begge bøger er, at illustrationerne i de historiske kapitler er i topklasse. Store og knivskarpe.

Med hensyn til bøgernes katalogdele er der væsentlige forskelle. Begge sætter sig for at registrere alle kendte seriefremstillede kommercielle skilte brugt i henholdsvis Danmark og Sverige. Ikke ordens- og forbudsskilte eller skilte fremstillet til et helt specielt formål i et enkelt eksemplar. I den svenske bog har forfatteren desuden fravalgt forsikrings- og lotteriskilte. Til gengæld omfatter hans bog også skilte af blik.

Når du sidder med bøgerne ved siden af hinanden, finder du med det samme ud af, at de er meget forskelige at arbejde med, og at de som opslagsværker fungerer ret forskelligt.

Col B 2

Den svenske bog har en komplet alfabetisk billedefortegnelse over samtlige 1100 emalje- og 800 blikskilte. I den danske er fortegnelsen også komplet og omfatter 1380 emaljeskilte. Men den er ikke alfabetisk ordnet. Her er skiltene i stedet for inddelt efter varegrupper.

Desværre viser fortegnelsen i den danske bog langt fra billeder af alle skiltene. Nogle er dog med som illustrationer i de historiske kapitler. Til gengæld er beskrivelserne detaljerede og også mere relevante for en samler, f.eks. får du i den danske bog – hvis muligt – oplysning om de enkelte skiltes oplag.

At finde rundt i den svenske bog er nemt. Alle skilte er illustreret, og det er et kæmpe plus. Den danske bog forekommer derimod lidt rodet med mange krydshenvisninger og noter. Her skal der bladres en del frem og tilbage. Til gengæld får du mange nyttige oplysninger.

Fysisk er der også stor forskel. Du kan holde den danske bog i hånden uden at blive træt. Den svenske vejer lidt mere end 3 kilo, så den skal ligge på et bord, men du skal være forsigtig. Den er indbundet i zink, og omslaget er fastgjort til bogblokken med nitter. Risiko for ridser i din bordplade, hvis du ikke passer på.

“Gadens Blikfang – Danske emaljeplakater gennem 100 år” af John Juhler Hansen, Forlaget Jelling 2002. Isbn. 87-88444-98-8. Pris 348 kr.

Udsolgt fra forlaget, men kan fås på Danmarks Industrimuseum. En ny revideret udgave med samme titel er på vej og forventes klar til april 2016.

“Tunga Varumärken – Svenska reklamskyltar i plåt och emalj 1890-1960” af Peter Pluntky, Pangea design 2009. Isbn. 978-91-633-5708-4. Pris 828 sv. kr.

Kan bestilles på Nettet f.eks. hos adlibris.com. Kan også fås gennem en dansk boghandel. Her skal du dog være opmærksom på, hvordan boghandlen vælger at skaffe bogen hjem. Bruger de leverandøren Skanvik, kommer den til at koste ca. 1600 d.kr.

Se også bogen omtalt på forfatterens hjemmeside.

Forf: JM

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s