Måned: januar 2016

Signaturen HK.

Humlebæk, Hedehusene eller …?

“Der diskuteres af og til i “loppeland”om, hvor især de riflede fade, som dem på de vedhæftede fotos kommer fra. Nogle mener Humlebæk; Andre er lodret uenige. Kan I hjælpe og finde ud af hvor de vedhæftede ting kommer fra? På forhånd tak / Gitte”

Sign HK col1

Flere keramikværksteder hed noget med H og så keramik. Hedebo, Haunsø og Holbæk brugte altid det fulde navn, så de kan udelukkes. Tilbage er så Humlebæk Keramik og Hedehus Keramik. Begge brugte signaturen HK.

I Vingedals bog om porcelæns- og keramikmærker er vist nogle eksempler på Humlebæks signatur. Her står H over K med en vandret streg imellem. Humlebæks signatur skifter dog flere gange og har flere variationer end dem i Vingedals bog. På hjemmesiden strandrokeramik.dk ses et nyere mærke med HK ved siden af hinanden omkranset af Humlebæk i en cirkel.

Søger du på Nettet, får du hits på både Hedehusene Keramik og Hedehus Keramik, men jeg tror, at det må være det samme værksted, og at den korrekte betegnelse er Hedehus Keramik. Kun Hedehus Keramik kan lokaliseres i Kraks provinsregister. Jeg har søgt i forskellige årgange.

Humlebæk og Hedehus col2

Dit fad ligner ikke umiddelbart de andre ting fra Humlebæks produktion. Derfor er jeg næsten sikker på, at det stammer fra Hedehus Keramik, og at det er lavet i 60’erne.

Værkstedet Hedehus Keramik blev dannet af tre brødre: Gunnar, Evald og Ivar Jensen. Det eksisterede i perioden 1946-1989. De havde i 60’erne en stor produktion af støbte keramikvarer. Lervælling hældtes ned i gipsforme. Efter et stykke tid hældte de den overskydende lermasse ud igen. Tilbage var en skal på gipsvæggen, som efter nogle timer kunne tages ud. Næste dag blev skallen så overtrukket med en ny lervælling, f.eks med chamotte, altså ler blandet med brændte knuste ildfaste sten. Teknikken gav overfladen en varieret struktur.

Senere rafinerede værkstedet teknikken og erstattede støbningen med en pressemaskine. Den byggede de selv af dele hentet fra landingsstellet til et gammel tysk Heinkel-fly fundet hos en ophugger i Værløse.

Ruth Jensen viser i en lokalhistorisk artikel et eksempel på et presset reklameaskebæger, der er lavet hos Hedehus Keramik. Det minder en del om dit fad.

Referencer: Porslinsmärken” af S. E. Vingedal, Forlaget Forum 6. udgave 2001, isbn. 91-37-07996-4. Hedehus Keramikaf Ruth Jensen. Trykt i Årsskrift – Byhistorisk Samling og Arkiv i Høje-Taastrup Kommune 1992, side 74-84 . Kraks Provinsregister. Årgang 1962.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Identifikation af finsk glas.

Designlasi.com er en nyttig portal med viden om finsk glas.

Det meste foregår på finsk, men danske læsere kan vælge at få noget af indholdet oversat til engelsk. Læser du ikke finsk, går du desværre glip af de fleste spørgsmål og svar i de forskellige fora. Et enkelt forum er med engelske tekster, men det dækker kun sølle 123 af det samlede indhold på næsten 7000 emner.

Databasen hvor du kan lede efter glaskunst rummer 1166 billeder, og her kan du vælge engelsk. Fritekst søgning er en mulighed, men de forskellige søgeparametre med rullemenuer er i de fleste tilfælde et langt bedre og mere sikkert valg. Designlasi skriver, at basen dækker kunstglas fra perioden ca. 1930 til 1989, men du kan også finde nyere ting, f.eks nogle af Oiva Toikka’s fugle fra Nuutajärvi (senere Iittala).

Oiva Toikka

Billederne er gode og skarpe, og du kan vælge at få dem forstørret. Niveauet for data svinger en del. Nogle emner er mere detaljeret beskrevet end andre. De fleste har oplysning om designer, glasværk, varianter, størrelser samt hvornår emnet er designet og hvor længe det var i produktion.

søgning Stromboli

1166 billeder lyder af en del, men man opdager hurtigt, at der er temmelig mange mangler. Aimo Okkolin’s vaser i serien Stromboli findes i et utal varianter. Designlasi viser kun 3.

Som det meste finske kunstglas er Stromboli serien signeret. Det gør det nemt at søge i databasen, men står du med et stykke usigneret glas, tager det lang tid at finde det rigtige. Søger du f.eks. på kategorien vaser, skal du igennem 20 sider med hver 21 billeder.

Link til Designlasi’s database.

Forf: JM

Loftslampe af træ.

En læser har fundet en sjov lampe af træ. Han har sendt et billede og vil gerne vide, hvornår den er fra og hvem der har lavet den?

Coll Conus A

Din lampe hedder Conus. Den er designet af Jørgen Wolff og er også fremstillet hos ham. Træet er orgeon pine.

Jørgen Wolff var snedkermester med forretning i Hellerup. Nogle af lamperne var stemplet indvendigt med et brændmærke som det øverst til højre.

Dateringen er jeg lidt usikker på, men Jørgen Wolff’s Møbelsnedkeri deltog flere gange i 50’erne og 60’erne på Københavns Snedkerlaugs udstillinger på Kunstindustrimuseet. I 1959 og 1960 hang der lamper magen til din over møblerne på hans stand. Billedet nederst til venstre er fra 1959 og er affotograferet fra Grete Jalk’s bog om dansk møbelkunst.

Ophænget ser ud til at mangle. Er du fiks på fingrene, kan du måske selv lave et, som skal hvile på de tre små tapper, der sidder inde i lampen. Du kan se, hvordan det originale ophæng er konstrueret nederst til højre.

Coll Conus C

Alternativt kan du tænke omvendt og bygge en montering i den anden ende, så din lampe kan stå på gulvet.

Svenske Modernity viser på deres hjemmeside en udgave af Conus som standerlampe. De mener, at Jørgen Wolff har fået den fremstillet hos Torben Ørskov, men deres oplysning kan jeg ikke verificere andre steder.

Referencer: “Dansk Møbelkunst gennem 40 aar” af Grete Jalk. Bind 4 1957-1966 side 106-107, Teknologisk Instituts Forlag 1987, isbn. 87-7511-714-2. Eureka Premium Vintage Collection, græsk hjemmeside hvorfra billedet af ophænget er hentet. Modernity, forretning i Stockholm med high-end skandinavisk design, hvorfra billederne af brændmærket og gulvlampen er hentet.

Forf: JM