Måned: august 2016

Sofabord med flere funktioner.

Jesper har sendt nogle billeder af et sofabord med skuffe, udtræksplade og underliggende hylde.

“Jeg har et sofabord i teak, som jeg godt kunne tænke mig at kende fabrikanten på. Der står noget ret utydeligt under bunden. 32 vistnok og så et tegn med noget tekst, jeg ikke kan tyde”.

Coll 1 teakbord

FDB’s Møbelfabrik har fremstillet sofabordet, som er tegnet i 1955 af Ejvind A. Johansson.

Arkitekten Ejvind A. Johansson blev først udlært som møbelsnedker i 1942. Derefter kom han på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra han tog afgang i 1949. Fra 1955 til 1958 var han leder af FDB’s møbeltegnestue.

Det er et super praktisk sofabord med flere funktioner. I skuffen har der nok oprindelig været en indsats med forskellige rum til garnnøgler, sytråd og nåle. Mens husmoderen sad og nørklede med sit sytøj, kunne manden i den anden ende slappe af og nyde en kold pilsner. Udtrækspladen af formica er beregnet til flasker og glas. Her kunne den slags anbringes, så den fine bordplade blev skånet for rande og mærker.

Der var to udgaver D 32 og D 33. Begge udført enten helt i eg eller i eg med plade af teak. Jeg har fundet bordet i en gammel møbelannonce fra 1956. Her præsenteres D 32 som udgaven uden skuffe. Lidt sært for dit bord er jo stemplet 32 og har skuffe. Pladerne er helt ens, så måske har fabrikken kludret i det og er kommet til at montere en “forkert” plade.

DaKu 56-10

Endnu mere sært er det, at dit bord har det røde runde bomærke, som jeg heller ikke kan tyde, men det er ihvertfald ikke FDB Møblers mærke. De brugte altid deres logo. Det kunne være som et brændemærke eller især på de senere møbler som en etiket.

Næsten alle FDB møblerne blev fremstillet på Tarm Stole- og Møbelfabrik, som FDB havde købt i 1947 og omdøbt til FDB’s Møbelfabrik. I begyndelsen af 60’erne kunne fabrikken slet ikke følge med. De blev nødt til at udvide, men indtil det skete, trådte andre møblelfabrikker med ledig kapacitet til som underleverandører. Det kan være forklaringen på det ukendte bomærke, men det er meget usandsynligt, at der ikke også engang har været et FDB mærke. Formentlig en etiket der senere er faldet af.

Historien om FDB møbler er dokumenteret i Per H. Hansens bog: En lys og lykkelig fremtid fra 2014. Annoncen fra 1956 stammer fra tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk 1956 nummer 10.

D 32 og D 33 er også vist i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Find det ved at skrive 32 i feltet “Model/Description” og johansson i feltet “Designer”.

Forf: JM

Guide til tyske porcelænsmærker.

Før 2003 var han totalt uinteresseret i porcelæn. Så døde en slægtning, og de stod med en stor samling, der skulle vurderes og sælges. Det blev begyndelsen til en registrant over tyske porcelænsmærker.

13 år senere er registranten vokset og lagt online. Manden bag hedder Christopher. Han indså, at det ikke gav mening blot at publicere alle mærkerne uden også at kende til fabrikkernes historie. Det var nemlig forudsætningen for at kunne lave tidslinjer over mærkerne.

Indgangen fra hovedsiden er geografisk. Du vælger en region i ruden til venstre, f.eks. Sachsen-Anhalt. Til højre kommer der en liste over alle regionens porcelænsfabrikker samt en historisk præsentation.

Hver fabrik har et hovednummer. Hvis der er billeder af mærker, finde du dem længere nede under samme hovednummer. Er der flere billeder, er der flere løbenumre efter hovednummeret. Nogle fabrikker skifter navn, selvom det er samme virksomhed. De får så et nyt hovednummer som i eksemplet med Annaburg. I DDR tiden hed fabrikken V.E.B. Annaburg Porzellan. Før krigen var navnet Annaburger Steingutfabrik A.G.

AB 8 rev

Du opdager hurtigt, at registranten er meget grundig og kompetent. I starten er der meget lange loadtider, men det retter sig efterhånden, som du klikker rundt, og undersiderne får lagt cookies i din browser.

At registranten er geografisk opbygget betyder, at du ikke kan liste alle billederne på én gang. Står du i hånden med et stykke tysk porcelæn, hvis mærke du slet ikke kan identificere, har du altså ingen nytte af registranten, med mindre du selvfølgelig begynder fra en ende af og klikker på samtlige områder og fabrikker. Et uoverskueligt og tidkrævende projekt.

Men der er en søgemaskine, som måske kan hjælpe. I billedeeksemplet ovenover kan du bruge den til 6 af de 8 mærker. Søgemaskinen understøtter wildcards, så du kan trunkere din søgning med * og finde fabrikkerne ved at skrive anna*.

Langt det meste er der fri adgang til. Enkelte fabrikker er dog markeret med rødt og er ikke klikbare. Så skal du oprette dig som medlem på siden for at få adgang.

Verdenshistorien har rykket på Tysklands grænser. Derfor finder du også data om fabrikker fra Schlesien, Mähren, Böhmen og Lothringen, selvom disse regioner ikke i dag ligger i Tyskland.

PM&M: Porcelain Marks and More

Forf: JM

Kataloger fra Den Permanente.

Den Permanente var en forretning i København med kunsthåndværk og møbler oprettet i 1931 som et kooperativt foretagende.

col2

I 1950’erne og 1960’erne havde Den Permanente på Vesterbrogade status som et internationalt kendt mekka for dansk design. Chicago Herald Tribune anbefalede i 1971 i en rejseguide sine amerikanske læsere at bruge mindst 2 timer i forretningen. Turister kunne bestille direkte fra udstillingen, få ordnet betalingen med det samme og få tingene pakket og sendt hjem.

Hvert år udgav Den Permanente et omfattende katalog. De er alle bevaret i Det Kongelige Biblioteks småtrykssamling, og nogle af dem er blevet digitaliseret og kan læses på Nettet.

col1

Ikke alle producenter blev lukket ind. Den Permanente var en censureret udstilling. Tingene skulle have kvalitet. Små værksteder fik på den måde chancen for at markedsføre sig til et internationalt publikum.

Snedkeren Alfred Klitgaard er repræsenteret i flere af katalogerne med sine sublime trææsker, som i dag er samleobjekter. Du kan også finde keramik, tekstilkunst, smykker og glas.

Siderne i collagen er skærmdumps fra 1967 kataloget. På Det Kongelige Biblioteks hjemmeside. kan du finde kataloger med kunsthåndværk fra årene 1967, 1972, 1979 og 1982. Der er også et enkelt møbelkatalog fra 1965.

Hvis du vil læse mere om Den Permanentes historie, skal du have fat i Per Hansens bog om dansk møbeldesigns storhedstid.

“Da danske møbler blev moderne” af Per H. Hansen, Aschehoug 2006, isbn. 87-11-23196-3.

Forf: JM