Måned: oktober 2016

Kuglelampe i Panton stil.

Hvad er det for en lampe, vil Jonna gerne vide. Hun har sendt et billede af en standerlampe med rød kugleformet skærm.

ml-2

Din lampe hedder Mooon Light. Den er produceret af danske Quality System og er tegnet af Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

Dateringen er jeg lidt usikker på. Mit gæt er omkring 1969-1970. Moon Light var en serie lamper, der blev produceret i forskellige versioner. Mest almindelig er den lille bordlampe. Den kan også monteres med vægophæng som lampet. Derudover er der en stor bordlampe, en pendel samt en standerlampe.

Quality Systems Moon Light er futuristisk i sit formsprog og kan minde lidt om astronauternes hjelme.

Da Neil Armstrong i juli 1969 som det første menneske satte sine fødder på Månen var det en teknologisk bedrift. En trumf for USA i rumkapløbet med Sovjetunionen. Begivenheden var i flere måneder før omgivet af et gigantiske hype, som kulminerede med selve landingen den 21. juli, og som blev transmitteret til milliarder af TV-seere verden over. Alle talte om det. Sikkert også Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

qs-3

Annoncen er fra Bo Bedres juni nummer i 1970. Altså kort tid før månelandingen. Standerlampen er ikke vist. Måske er den først kommet til på et senere tidspunkt.

Quality System var ellers mest kendt for nogle helt andre lamper fremstillet i plast og baseret på et gør-det-selv princip, hvor forbrugerne selv skulle samle lamperne. Formerne spænder fra det helt enkle udtryk til det meget sofistikerede og skulpturelle.

De første plastlamper kom i 1965, firmaet lukkede i 1985, men genopstod atter i 2010 under medvirken af de oprindelige stiftere Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

lampesamlerens hjemmeside finder du en kort præsentation af Quality System, og i tidsskriftet Mobilia nr. 215 fra juni 1973 har Klaus Meedom skrevet en artikel om Quality System og deres produktionsfilosofi.

Forf: JM

Danske møblers storhed og fald.

Fortællingen om hvordan dansk møbeldesign blev en eksportsucces udkom første gang i bogform i 2006. Nu er der kommet en ny udgave.

Hverken den gamle eller den nye udgave giver en gennemgang af møbler fra perioden. Det er historien om interne magtkampe mellem netværket af møbelsnedkere, arkitekter, fabrikanter og designkritikere, men også om iscenesættelsen af den gode kvalitet og smag samt en forståelse af, hvorfor Danish Modern i 50’erne blev en stor succes hos bestemte kunder. En fortælling om hvordan netværket dygtigt lykkedes med at markedsføre dansk møbeldesign til storhed, men mod slutningen af 60’erne også forsømte at forny sig.

forsider-da-dk-moe

Forfatteren Per H. Hansen har lavet enkelte opdateringer og indraget ny litteratur fra efter 2006. Nogle pointer er strammet op og uddybet, men bogens kapitler er grundlæggende uændrede. Billederne er også de samme, men flere af de sort-hvide er trykt i bedre gengivelse og fremstår skarpere. Nogle af dem er desuden forstørret.

Alligevel er der sket en væsentlig tilføjelse. Den nye udgave er vokset med 52 sider til 696 sider. En tung sag at sidde med i hånden. Kapitel 21 er stærkt udvidet, og sammen med et helt nyt kapitel 22 tages der fat på det, som var den første udgaves lidt svage punkt, nemlig den nyeste historie.

Dansk Møbeldesign i dag har tre spor. Markedet for de originale gamle danske møbelklassikere, der nu er blevet vintage. Markedet for de samme møbelklassikere, blot som nyproducerede. Dem betegner forfatteren lidt misvisende som retromøbler. Og endelig er der markedet for en helt ny generation af danske møbelarkitekters design.

En original Finn Juhl høvdingestol produceret i 50’erne hos snedkermester Niels Vodder kunne i 1999 ikke sælges på auktion hos Christies for vurderingen på £ 8-10.000, men i 2013 fik en tilsvarende stol hammerslag ved £ 422.500. Eksemplet illustrerer hvad der er sket med danske vintage møbler i løbet af de 14 år.

hoevdingestol-2

Per H. Hansen afdækker, hvordan et nyt netværk af medier, store internationale auktionshuse og ikke mindst gallerier er aktører på markedet for danske vintage møbler. Gallerierne prøver benhårdt at styre udbuddet, og netværket er lykkes med at opfinde en ny branding omkring de danske møbelklassikere, hvor man systematisk i fællesskab opbygger viden og skaber behov.

En branding som har paralleller til den gamle fortælling fra møblernes storhedstid i 50’erne, men nu løftet om på et højere og endnu mere eksklusivt niveau. Igen er det den gamle fortælling om kvalitet og samarbejdet mellem snedkere og arkitekter, der trækkes frem.

De bedste kulturværdier handles ud af landet til priser, som de færreste danskere kan følge med til. Noget der kan lade sig gøre, fordi en kreds af internationale feinschmeckere bruger dem til at iscenesætte deres identitet og livsstil.

“Da danske møbler blev moderne” af Per H. Hansen, Lindhardt og Ringhof 2. udgave 2016, isbn. 978-87-11-54154-8.

Vejledende pris fra forlaget er 499,95 kr. Men du skal se dig for. På Nettet svinger prisen inkl. fragt på anden udgaven mellem 406-532 kr. med Bogreolen som den billigste og Bog & Ide som den dyreste.

Det kan absolut anbefales at investere i den nye udgave. Den gamle fra 2006 har i længere tid været udsolgt fra forlaget. Noget der ofte afspejles i ublu priser i landets antikvariater. Rekorden har et århusiansk antikvariat, som i skrivende stund på antikvariat.net tilbyder den gamle udgave til 1250 kr, men så skulle det også være et velholdt eksemplar.

Forf: JM

Svensk porcelæn.

Med en ambition om at lave den største fortegnelse af svensk porcelæn på Nettet gik Charlotte i gang med at samle billeder sammen fra private og webshops.

Ideen er fremragende og et godt eksempel på, hvordan Nettet kan bruges på en smart måde, når flere slår sig sammen. Desværre er projektet gået i stå og har ikke været opdateret i mange år.

svenskt-porslin-dump3

Alligevel rummer siden svenskt-porslin.net rigtig mange stel. Du kan finde billeder af stel fra 1900-tallets tre store svenske porcelænsfabrikker: Rörstrand, Gustavsberg og Gefle.

Du vælger først fabrik. Derefter er indgangen til billederne alfabetisk. Altså er det en fordel på forhånd at kende navnet. Det meste svenske porcelæn er mærket med producent og ofte også stellets navn, så det bør ikke være noget problem. Ellers må man bladre rundt på siderne. Det er nemt, men lidt mere tidskrævende.

svenskt-pors-dump1

Billederne på svenskt-porslin,net er af vekslende kvalitet. De fleste er rimelige, nogle er rigtig gode og kan forstørres op. Sådan må det nødvendigvis være, når der er flere fotoleverandører.

I en særlig sektion er der bogtips. Her mangler der rigtig mange af de senere års udgivelser om emnet. Vil du fordybe dig i svensk porcelæn og få flere data om stellene, kommer du f.eks. ikke udenom nyere bøger som Svenska serviser 1950-1975, Svenska kaffeserviser 1920-1980 eller Keramik & porslin gennem 700 år.

Forf: JM