Måned: december 2016

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Wiinblad biografi.

Er han mormor eller moderne? Måske begge dele. Bjørn Wiinblads unikke univers er efter at have været dømt ude i 90’erne og 00’erne igen populært. Nu har han fået en biografi.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus viste i 2012 en stor udstilling med hovedvægt lagt på Wiinblads keramiske unika produktion. I 2015 var det blevet Kunstmuseet Arkens tur med en kæmpe udstilling, som kom hele vejen rundt om hans mangfoldige univers.

Wiinblad har altid delt vandene. Sådan er det idag, hvor Rosendahl har fået ret til at relancere og nyfortolke Wiinblad produkter, og hvor de gamle originale Nymølle ting igen har fået et publikum på loppemarkeder og i retroshops. Sådan var det også i Wiinblads samtid. Nogle finder hans stil fabulerende og romantisk, andre er ved at få kvalme af kvinderne med trekantede næser eller de orientalske dekorationer.

wi-1

Da Den Permanente i København i 1954 åbnede en stor udstilling med Wiinblads fajancer med kobbertryksteknik fra Nymølle, kaldte en anmelder hans dekorationer kælne og overlæssede med præg af sødlig boudoirraffinement.

Wiinblad havde svært ved enkelhed og ved at begrænse sig. Både i sin kunstneriske stil og som person. Hans ting er ekstremt ornamentale. Formen er kun til for dekorationens skyld.

wi-4-1

Viggo Steen Møller skulle til Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk i 1948 udvælge dansk kunsthåndværk til designmuseet Victoria and Albert i London. Wiinblad blev bedt om at komme med tre ting, som de så ville overveje til udstillingen, men hver ting måtte ikke være større end en underkop. Næste dag leverede Wiinblad et helt flyttelæs. Hele Møllers kontor var fyldt med tingene og var det et par timer, indtil han ringede til Wiinblad og sagde: “Det skal ud. Og de skal ikke mere komme og besøge mig, når de ikke kan forstå en ganske almindelig besked”.

Historien fortælles i Lars Hedebo Olsens bog om Bjørn Wiinblad. Det er en biografi, der kommer rigtig flot rundt om Wiinblads liv og karriere. Ligesom forfatterens biografi om Kay Bojesen er kildematerialet også her i orden med grundig research. Artikler fra aviser, blade og tidskrifter samt ikke mindst interviews med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Bjørn Wiinblad er brugt.

Men modsat Kay Bojesen bogen, så kommer du ikke helt ind under huden på Wiinblad. Måske fordi han i virkeligheden var et overfladisk og lukket menneske. Hvad er det, han vil fortælle med sin kunst udover, som han selv formulerede det, at dele sin skaberglæde med sit publikum.

Som læser bliver du efterladt med et billede af en lidt frastødende person. En flamboyant og generøs festabe og samtidig et menneske, der veg tilbage for livets mørke sider. Han ville ikke forholde sig til problemer. Når man var sammen med ham, var det for at have det sjovt. Da en af hans nære venner bliver alvorlig syg af aids, ønsker han ikke at høre om det og besøger slet ikke vennen mere.

wi-6

Spændvidden i Wiinblads univers er stor og hans energi var enorm. Hele tiden på farten og hele tiden produktiv. Han havde boliger i flere lande og var i en periode udenlandsdansker for at undgå at betale skat i Danmark.

Selv tegnede han kun forelæg, mens den daglige produktion blev varetaget af drejere, malere og assistenter. Øjnene ville han dog selv stå for. Når han kom hjem fra udlandet stod der tit en stribe keramikhoveder klar på værkstedet. Wiinblad malede så øjne og gik op og tog sig en lur. De nymalede hoveder blev derefter byttet ud med en ny række, som han igen kom ned og malede færdige.

Køber du bogen får du ikke en værkfortegnelse. Sikkert heller ikke nemt at lave, fordi Wiinblads produktion er så stor og mangfoldig. Derimod får du en spændende og fint illustreret biografi i et velskrevet sprog. Let at gå til. Der fortælles levende lige ud ad landevejen og med mange sjove anekdoter.

“Bjørn Wiinblad – en livskunstner” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-16445-9. Pris 299,95 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Ægte julehjerter – og de falske.

Man skal vogte sig for kopier. Det måtte en læser af bloggen sande, da hun fandt to hjertestager.

“Jeg har aldrig ejet en ægte hjertestage fra Aluminia, så jeg greb dem bare hurtigt og tænkte: Yes Yes”. Men da hun kom hjem og fik pakket ud, meldte tvivlen sig, fortæller hun.

hj-kopier

Og ganske rigtigt. Hendes stager til venstre er desværre hjertesuk. Kopier fremstillet ca. 2005 for firmaet Lisbeth Dahl. De er ikke signeret, ligesom farve og dekoration også er helt anderledes. De originale stager fra Aluminia har heller ikke guldkanter ved foden eller på manchetten, men har en bølgekant omkring hjertet.

Stagen til højre er også en kopi. Her har man ikke anstrengt sig for at plagiere originalen. Foden og manchetten er riflet. Der er ingen huller til grankviste. På sin vis er den mere ærlig i sit udtryk, fordi den ikke kan forveksles. På Nettet kan den købes som ny til omkring 50 kr. Den importeres af engrosvirksomheden Ib Laursen.

De originale hjertestager blev lanceret i 1940 i farverne blå, rød, grøn og gul og er tegnet af Hans Henrik Hansen, uofficielt kaldt “Stakit-Hansen” på grund af initialerne HHH.

hj-col-n-g

I 1969 gik Aluminianavnet ud og blev ændret til Royal Copenhagen Fajance, og model-nummeret 2231 bliver trykt i bunden. Samtidig ændres bemalingen, idet kontraststriberne forsvinder fra fod og manchet. Farverne er som udgangspunkt de samme gennem årene. Alligevel kan der være forskelle i nuancerne både på de gamle og de senere udgaver.

Om der har været flere grundfarver end de fire oprindelige er et interessant spørgsmål, der rejses på bloggen brenneke.dk, som viser en næsten brun variant. Måske har malerne på fabrikken fusket og malet særlige farver til sig selv? Kun farverne blå, rød, grøn og gul er dog omtalt i E. W. Flensborgs store bogværk om Aluminia.

Hjertestagerne har i mange år været et populært samleobjekt. De er svære at opstøve, så priserne er derefter. De blå og røde er de mest almindelige. Gule og grønne er mere sjældne og kan koste op til 800-900 kr.

Billederne af de originale hjertestager er hentet på lauritz.com, hvor du af og til kan være heldig at finde mange stykker i et lot.

“Aluminia” af E. W. Flensborg, Bind 1-2, Rhodos 2008, isbn. 87-7245-970-0.

Forf: JM