Måned: marts 2017

Krom, lak og fælge.

Drenge i alle aldre med benzin i blodet tager til Fredericia for at kaste sultne blikke efter gamle biler. To gange om året holder de vintage bilmesse. Næste gang den 25 og 26 marts 2017.

Her kan man få det meste, som har med gamle biler og motorcykler at gøre. Reservedele, skilte og en masse forskellige samlerting. I en af hallerne er der desuden traditionelt loppemarked med antikviteter og retro ting.

Når de er kørt hjem, kan de drømme videre og lade nostalgiske billeder fra 50’erne og 60’erne tone frem. Bogen “Dengang vi fik bil” er en slags bilernes kulturhistorie med minder fra bilismens guldalder. Forfatteren har samlet gamle postkort og brugt private billedsamlinger. Han tager dig med ud på landet og rundt i byerne, holder hvil på rastepladser og kører på tankstation for at få fyldt op.

I dag er der selvbetjening på tanken, men dengang var det personale, som ordnede påfyldning og service. Der var tid til betjening. Konkurrencen mellem benzinselskaberne var hård, og prisen var ikke det eneste parameter. Nogle reklamerede med tørre saglige facts og lange udredninger om oktantal. Andre brugte populære iøjnefaldende brands.

Esso var især god til den slags. Dråbemanden blev lanceret under besættelsen og blev brugt til information om rationeringer. Han blev skabt af den danske tegner Vilhelm Hansen og vandt senere international udbredelse. I midten af 60’erne gled han lidt i baggrunden og blev afløst af kampagnen “Put en tiger i tanken” om øget energiindhold i benzinen og dermed længere på literen.

Forskellige gæsteskribenter har også leveret bidrag og fortæller om deres oplevelser som barn på bagsædet og senere også bag rattet i deres første bil. Personlige anekdoter fortalt lige ud ad landevejen i en humoristisk tone og ofte med nogle sjove skarpe pointer.

Undervejs er der lidt nørderi, som når forfatteren går i gang med at opremse hvilke køretøjer, han kan spotte på gader og parkeringspladser. Det bliver til adskillige Folkevogne, Ford Taunus’er og Opel Rekord’er.

Bilmessen i Fredercia holdes i Messe C (Dronning Margrethe hallerne) og har en hjemmeside med oplysninger om åbningstider. Billederne i den øverste collage er hentet herfra.

“Dengang vi fik bil” af Flemming Søeborg, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-21087-3. Pris 399,95 kr.

Forf: JM

Reklamer

Tag fleksibiliteten til bords.

De er praktiske, mobile og funktionelle. Indskudsborde er populære igen. Det var de også i 60’erne og 70’erne. Ligesom i dag skulle de dengang helst være i teak eller palisander.

Birgitte har sendt et par billeder af et sæt på tre borde, som hun gerne vil have identificeret.

col-thi-4

Dine borde er fremstillet hos Thisted Trævareindustri. Modellen hedder nr. 54 og kan dateres til ca. 1964. Fabrikken viste dem på Møbelmessen i Fredericia samme år. Kunderne kunne vælge mellem træsorterne eg, teak eller palisander.

thisted-1964-r

Bordene kan sagtens være tegnet nogle år før 1964, og de har med sikkerhed været i produktion hele vejen op gennem 60’erne, idet de igen blev vist i en annonce i et eksportkatalog fra 1970-71.

Kvalitet og forarbejdning ser ud til at være god. Thisted Trævareindustri var også nødt til at gøre sig umage. De var medlem af foreningen Danish Furniture Makers Control, som grundigt testede møblernes holdbarhed og konstruktion.

Referencer: Katalog fra Møbelmessen Danmark, Fredericia 28-31. maj 1964, udgivet af Møbelfabrikant foreningen i Danmark samt Export Directory of Denmark 1970-71, udgivet af Krak.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM