Måned: august 2017

Relancering af Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav i 1955 en serie emaljerede stålgryder. De blev markedsført af Dansk Designs og kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne er et godt eksempel på genial nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på låget med flere berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig. Samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer også som bordskåner. Man stiller gryden oven på låget, mens der øses op på tallerkenerne, så varmen fra gryden ikke bliver ledt ned i bordpladen.

Det skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Selv sagde Quistgaard, at gryden blev formgivet som var den slået op i hånden, ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Mellem 1955 og 1965 blev Kobenstyle gryderne sammen med de tilhørende pander og kander i serien fremstillet i Danmark hos Glud og Marstrand. Farvevarianterne var limegrøn, gul, rød og turkis, men den limegrønne solgte ikke godt og gled ud allerede i 1956. I dag er den sjælden på brugtmarkederne og koster i god stand meget mere end de øvrige farver.

I 1965 flytter produktionen til Frankrig og nogle af farverne udgår, mens  andre kommer til. Klik på skemaet herunder og se detaljerne om de forskellige farver.I 1985 er det slut med Kobenstyle. I hvert fald indtil videre. Dansk designs, som i mellemtiden skiftede navn til Dansk International Designs, kom i hænderne på spekulationsbanken Goldman Sachs og solgt til en kapitalfond. Efter endnu en handel ejes Brandet Dansk i dag af selskabet Lennox Corporation, som i 2012 relancerede Kobenstyle. Denne gang produceret i Thailand.

Af de originale farver fra Glud og Marstrand tiden fås igen den røde. Den forhandles i Danmark af Lyngbyvasen. Ellers er der eksperimenteret med farver som grå, lavendel og en særlig udgave i limegrøn, som kun sælges i MOMAs museumsshop, men som er anderledes og ikke helt rammer nuancen på den oprindelige fra 1955.

Lennox Corporation fik i 2014 designeren Paul Thonis til at videreudvikle Kobenstyle serien. Han tog patent på et nyt greb. Resultatet er en kasserolle fremstillet i rustfrit stål med udgangspunkt i det oprindelige formsprog fra Quistgaards hånd, men ændret radikalt i sit udtryk. Alligevel bærer den signaturen JHQ.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3 ; Dansk Designs ; LenoxLyngbyvasenshopUSD patent no. US D712,194S .

Forf: JM

Reklamer

Snedkermestrenes møbler.

Grete Jalk udgav i 1987 et firebindsværk om dansk møbelkunst. Det er nu blevet genoptrykt i en ny udgave til langt billigere pris, end hvad den oprindelige udgave koster antikvarisk eller på auktion.

Dansk Møbelkunst har været svær at få fat på. Antikvariaterne har taget sig rasende godt betalt for brugte eksemplarer. Et prisleje på mellem 8000-12.000 kr. har ikke været ualmindeligt. Det nye genoptryk koster kun 2500 kr. Du sparer altså rigtig mange penge, men medaljen har også en bagside. Billedekvaliteten er ikke helt i orden.

Illustrationerne mangler skarphed og enkelte detaljer er gået tabt. Det var Teknisk Forlag, som udgav værket første gang. Genoptrykket står Lindhardt og Ringhof for. De har formentlig ikke haft adgang til de oprindelige billeder fra samtidige kataloger og tidsskrifter og har derfor måtte ty til at scanne eller kopiere siderne på grundlag af udgaven fra 1987.

Forskellen ses mere eller mindre tydeligt. Her er det Finn Juhls NV-53 stol med billedet fra 2017 udgaven til venstre.

Billederne er dog langt fra så dårlige, at man ikke sagtens kan bruge dem til identifikation. Jeg vil også meget hellere bruge mine penge på et møbel, end hælde dem i et grådigt antikvariat.

Snedkermestrenes årlige udstillinger fandt sted mellem 1927 og 1966. I 30’erne begynder nye unge arkitekter at komme på banen, og udstillingerne udviklede sig snart til en slags modeshows for moderne møbler.

Kvaliteten og den faglige stolthed var i top. En del snedkermestre dannede fast makkerskab med bestemte arkitekter. Finn Juhl tegnede f.eks. i mange år for Arne Vodder.

Men arkitekter skal også have smør på brødet. De færreste kunne leve af alene at formgive for mestrene. Så sideløbende tegnede de for møbelindustrien. Fabriksmøblerne falder dog uden for emnet. I Grete Jalks bogværk er der kun fokus på snedkermestrene. Det var jo dem, der stod for de årlige udstillinger.

Du kan læse værket kronologisk eller bruge det som opslagsværk. Forrest i første bind er der registre med opslag på snedkermestre og arkitekter.

Alle bind er ens disponeret. Billeder på højresiderne og beskrivelse i form af anmeldelser til venstre. Kritikken kunne til tider være hård.

Om arkitekt Brockmann Petersens stol fra 1953 for snedkerfirmaet Louis G. Thiersen lød det i Social-Demokraten: “Den eneste hage ved den mærkværdige stol er den, at små mennesker bliver rundryggede af at sidde i den”.

Skudsmålet fra Erik Vørts i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk var lige så nådesløst: “En udvikling indenfor dansk møbelhåndværk, som man ikke gerne vil se på Snedkerlaugets udstilling, en kvasi modernistisk formgivning, som direkte modarbejder de ideer, der gennem mange år er arbejdet for”.

Alligevel fik stolen første præmie i laugets konkurrence.

“Dansk Møbelkunst gennem 40 aar – Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger 1927-1966, Bind 1-4. Lindhardt og Ringhof 2017, isbn. 978-87-11-56631-2. Pris 2500 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM