Den store bog om Stig Lindberg.

Hans energi og produktivitet var overvældende. Stig Lindberg var en af Sveriges mest berømte og folkekære formgivere. Der er skrevet utallige bøger og artikler om hans ting, men der har manglet en egentlig værk-fortegnelse.

Det er der nu rådet bod på. Folkene bag magasinet Scandinavian Retro har udgivet en bog, som i ord og billeder præsenterer hele Stig Lindbergs omfattende produktion. Med et hurtigt slag på tasken så drejer det sig om mere end 1800 genstande.

Især Stig Lindbergs mange porcelæns- og fajancestel for Gustavsberg samt hans arbejder i keramik fylder godt. Mere end halvdelen af bogens sider. Men han arbejdede også med grafik, tekstil, tegnede radio- og TV-apparater og formgav brugsting i plast.

Ting til køkkenerne var i starten af 50’erne holdt i meget diskrete farver. Ofte hvid, blå eller gul i blege nuancer. Stig Lindberg var pioner indenfor formgivning af industriel plast. Han skruede op for farverne. Citruspressen fra 1953 i pangfarverne gul eller rød vakte opsigt og blev en kæmpe succes og storsælger.

Comedia hed nogle spillekort fra 1958. Stig Lindberg havde arbejdet med skitserne i næsten to år og forsket grundigt i historiske kortspil. De var radikalt anderledes end tidens gængse spillekort, men blev desværre ikke den store eksportsucces, som producenten Öbergs ellers havde håbet på.

Den store bog om Stig Lindberg er et lækkert udstyrsstykke med knivskarpe billeder. Kapitlerne er skrevet af flere forskellige forfattere med hver deres speciale. Undervejs er der små historier og anekdoter. Spændende fortalt og godt disponeret.

Du kan bruge bogen som indføring til Stig Lindbergs univers eller som opslagsværk. Bagerst er den udstyret med model- og dekorationsoversigter samt registre. I kapitlet om fajance er der desuden en biografi over alle Studio produktionens dekorationsmalere med gengivelse af deres signaturer.

En nyttig feature er prisintervallerne markeret med små talsymboler, som indikerer prisniveauer for eksemplarer i perfekt stand på det svenske antikmarked.

“Stora boken om Stig Lindberg” af Magnus Palm m.fl. Scandinavian Retro 2016, isbn. 978-91-88207-14-2. Vejledende pris 597 dk.kr.

Billedet af citruspresserne er hentet fra Gustavsbergs Porslinsmuseums hjemmeside. De øvrige stammer fra bogen.

Forf: JM

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s