Lad fantasien komme til magten.

Han satte sig for at bryde gængse normer og ville flytte grænserne for, hvad der kunne fungere som design. Ny dansk bog om Verner Panton sætter fokus på hans arbejde med farver, mønstre og totaldesign.

Flowerpot lampen fra 1968 vandt folkelig udbredelse. Som solist over et bord i stuen hænger den stadig i mange hjem. Men det var ikke sådan, den fra starten var tænkt. Flowerpot var designet til offentlige miljøer, hvor Panton eksperimenterede med ophæng i klynger. En stor gruppe på 64 lamper målte 172 cm i højden og vejede til sammen 48 kilo.

Panton arbejdede med syntetiske materialer som plastik, fiberglas, stål og skumgummi. Han var modernist, men adskilte sig radikalt fra samtidens andre danske designere. Relationen til det totale miljø er vigtigere end den enkelte genstand. Rummet med dets lys, farver, former, møbler og tekstiler skal i Pantons univers opleves sammen som en helhed.

Når fantasien rigtig blev sluppet løs, overdrev Panton for at få sine pointer tydeligt frem. Men publikum kunne ikke altid følge med. Nogle kritikere opfattede ham som en slags designernes pauseklovn.

I 1964 på møbelmessen i Køln lanceredes hans flyvende stole ophængt i snore i flere etager. Tog man plads i sådan en stol, tog man samtidig afsæt til en helt anderledes form for socialt samvær. Man kunne vælge mellem at sidde, ligge, vippe eller gynge rundt mellem hinanden. Tegneren Gerda Nystad gjorde samme år grin med Panton og hans flyvende miljø. I hendes streg fungerer miljøet stik mod hensigten om social interaktion. Her er folk adskilt fra hinanden. Ubekvemme og isolerede.

Bogen om Verner Panton sætter sig for at pege på hans geni og store kulturhistoriske indsats som avangardist. Samtidig stiller den store krav til læseren. Forfatterne jonglerer rundt med mange ide- og kulturhistoriske præmisser. Det fylder rigtig meget og præsenteres i et tungt og snørklet sprog med mange indforståede referencer. Som læser sidder du tilbage med en følelse af, at alle de teoretiske afsæt bare løber afsted og bliver en snak hen over hovedet på Panton.

Illustrationerne er righoldige, flotte og originale. De er bogens helt store fortrin.

Her er det Kræmmerhus-stolen, som i 1959 blev udstillet på Købestævnet i Fredericia. Den vakte opsigt. Kegleformen var usædvanlig. Det var udstillingen også. De årlige købestævner var altid et populært tilløbsstykke, så når folk i trængslen alligevel ikke kunne se møblerne på den overfyldte udstilling, kunne man jo lige så godt vende dem på hovedet og hænge dem op i loftet.

Bagerst er der en værkfortegnelse. En kæmpe skuffelse på kun 8 sider og næsten ingen billeder. Tyske Vitra Design Museum har derimod vist, hvordan den slags skal laves. De udgav i 2000 bogen “Verner Panton – Das Gesamtwerk” med en billedrig værkfortegnelse på hele 114 sider.

De glasartikler for Holmegaard Glasværk, som Panton formgav i 1984 illustrerer forskellen. Alle 6 objekter er vist og detaljeret beskrevet i Vitra bogen, mens de i den danske bogs værkfortegnelse blot er kogt ned til en enkelte linje med teksten: “Glas og lysestager: design/produktion: 1984: producent. Holmegaard, Danmark”.

“Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017, isbn. 978-87-92949-57-8. Pris 499 kr.

Referencer: Billederne af Flowerpot er hentet fra siden pantonworld.com; Tegningen af de to klynger samt billederne af Kræmmerhus-stolene er affotograferet fra bogen. Billedet af de flyvende stole kommer fra gizmodo.com, mens Gerda Nystads tegning er affotograferet fra tidsskriftet Mobilia januar 1964, nr. 103.

Forf: JM

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s