Forfatter: loppefund

Glas som kan stables.

Stableglas, der kan stå oveni hinanden, er en praktisk opfindelse. De fylder ikke meget i skabet.

Jacob Bang tegnede i 1935 til Holmegaard en serie pressede vandglas i forskellige kulører. Da glassene blev lanceret, kunne de købes enkeltvis i forskellige farver, men kunderne kunne også købe et helt sæt på otte med en tilhørende kande og en rund picnickurv af flettet bast. Måske er det grunden til, at glassene ofte kaldes picnicglas, mens den officielle betegnelse er stableglas eller blot vandglas. I Holmegaards kataloger har de nummer 7311.

Stableglassene var i produktion over en længere årrække. Formen peger bagud til ældre slebne krystalglas med efterligning af fin skærslibning og facetter. Et stableglas ligger perfekt i hånden. De lodrette riller sikrer et godt greb med pege- og tommelfingeren, mens de andre fingre støtter behageligt på de ni facetter.

Datidens formgivere fik ofte ideer fra andre glasværker. Måske har Jacob Bang hentet inspiration ved at tage et kig henover Øresund. Eda Glasbruk havde nemlig siden 1929 i sit sortiment haft et presset vandglas formet efter samme princip med facetter under kummen. Eda’s glas dateres til engang i 20’erne og ses første gang i kataloget fra 1929, hvor det hedder Facett og har nummer 2598. I senere kataloger fra Eda har det nummer 6.

Modsat Holmegaards stableglas har det svenske ingen lodrette riller og kun otte facetter. Eda glasset var ikke mønsterbeskyttet og derfor udsat for kopiering. Tilsvarende glas blev i 40’erne produceret af Kosta og Elme, hvor de hed Göta dricksglas, og i 1953 ses de i Glimma Glasbruks katalog.

Nogle kopier havde afvigende mål eller tykkelse til stor frustration for de forbrugere, som ville blande glas fra de forskellige glasværker. De lignede hinanden, men passede ikke sammen, når de skulle stables.

Referencer: “Dansk presset glas 1850-1950” af Michael Bloch, Sesam 2003, isbn. 87-11-13228-8 samt “Funkisglas – Pressat och blåst” af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011, isbn. 978-91-86221-14-0.

Billederne af de danske glas er mine egne, bortset fra sættet med bastkurven. Det er hentet fra Næstved Museums registrant af Holmegaard glas (7311/picnicsæt).

Billederne af de svenske glas er affotograferet fra bogen Funkisglas, bortset fra billedet med stabler. Det er fra butikken Karlstad Kultur & Kuriosa.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Designeren med de sublime detaljer.

En halvdød hvalros. Kritikken var hård, da Finn Juhl viste sin Pelikan stol i 1941 på Snedkerlaugets udstilling.

Pelikanen var en nyfortolkning af tidens overpolstrede sidemøbler. En leg med organiske former. Kun kort tid var stolen i produktion, men den blev relanceret i 2001 og er efter sigende en af de bedst sælgende Finn Juhl stole. Få år senere lagde Finn Juhl stilen om og tegnede møbler med adskillelse af det bærende og det bårne. Stole hvor sæder og ryg er frigjort fra det bærende stel.

Her sidder Finn Juhl i sin Høvdingestol. Den er fra 1949, er et af hans hovedværker og et godt eksempel på adskillelsen af det bærende og det bårne. En stor stol med lethed i kraft af de rum der dannes mellem stellet og de polstrede dele. Heller ikke Høvdingestolen blev særlig godt modtaget af alle. En kritiker karakteriserede den som mislykkede omeletter hængt op på et stativ.

Nogle af Finn Juhls møbler var kontroversielle. I dag er de moderne klassikere. Han var en af de første danske designere, som fik international succes, og han var med til at bane vejen for dansk møbeldesign som internationalt brand.

Der er skrevet flere bøger om Finn Juhl, og i november 2018 udkom endnu en fra Strandberg Publishing skrevet af Christian Bundegaard. Bogen præsenteres som den første monografi om Finn Juhl. Er det ikke at tilsidesætte Esbjørn Hiorts bog fra 1990? Den tilstræber nemlig også at komme hele vejen rundt om Finn Juhls møbler, arkitektur og brugskunst, og er man til Finn Juhl, vil begge bøger være et must, der fint supplerer hinanden.

Christian Bundegaard fortæller historien om Finn Juhl i 5 kapitler set i lyset af periodens design- og arkitekturhistorie. Værkerne sættes altså ind i en større sammenhæng. Det er et af bogens store fortrin. Mellem kapitlerne er der en stor sektion med præsentation og analyse af nogle af Finn Juhls vigtigste arbejder. Flest møbler, men også lamper og brugskunst.

Bagerst i bogen er der en kronologisk fortegnelse på 15 sider over designerens værker. Den er nyttig, og det må have været et stort arbejde at samle alle data.

Fortegnelsen bygger på design- og arkitekturtidsskrifter, kataloger fra producenter, udstillinger og auktioner, desuden arkivmateriale og tidligere udgivet litteratur. For møblerne synes den komplet, men der mangler nogle få ting under brugskunst. Finn Juhl tegnede skåle og fade for Kay Bojesen og udført af drejeren Magne Monsen. Kun fire skåle i teak er med. Mit eget fad i wengé er ikke nævnt.

Illustrationerne er af høj klasse. Nogle billeder, skitser og tegninger har været vist før i andre værker om Finn Juhl, men ingen steder gengivet så sublimt som her. Sektionen med præsentation af Finn Juhls vigtigste arbejder er trykt på papir med blank højglans. Det giver en uforlignelig fornemmelse af stoflighed.

Analyser og fortællinger er formidlet i letlæst sprog uden på nogen måde at blive banalt. Hermed adskiller bogen om Finn Juhl sig fra forlagets tidligere udgivelse om Verner Panton fra 2017, som er tung og skrevet i et snørklet indforstået sprog.

Strandberg Publishing har de senere år udgivet en lang række bøger om møbelkunst og design. Nogle er gode, de fleste er fremragende. Man kan håbe, at forlaget fortsætter de fine takter. Der mangler en monografi om Jens Harald Quistgaard. Det kunne også være interessant med bøger om alle de spændende møbeldesignere, som ligger i laget lige under de store ikoner og koryfæer. Hans Olsen, Ejnar Larsen og Bender Madsen, Kurt Østervig, Johannes Andersen, Illum Wikkelsø.

Der er nok at gå i gang med.

“Finn Juhl – Liv, værk, verden” af Christian Bundegaard, Strandberg Publishing 2018, isbn 978-87-92949-90-5. Pris 399,95 kr.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Spisa Ribb og Terma.

Makkerparret Spisa Ribb og Terma fra Gustavsberg var nytænkning, da de blev lanceret som et banebrydende anderledes koncept i 1955.

Delene blev første gang vist på H55, den store internationale udstilling for moderne kunstindustri i Helsingborg. De to stel er tegnet af Stig Lindberg og er beregnet til at fungere sammen. Hver enkelt del er udført i netop det materiale, som bedst tjener dets funktion.

Chokoladebrune Terma er fremstillet i et særlig bestandigt ovnfast materiale, som ingeniørerne på Gustavsberg selv havde udviklet og fik patent på under navnet Novalit. Ideen er, at den varme mad i Terma skal gå direkte fra ovnen eller komfuret og ind på bordet.

Spisa Ribb med de håndmalede striber er først og fremmest de dele, man drikker eller spiser af. Der er brugt forskellige materialer. Kopperne skal tåle høje temperaturer. De er af jernporcelæn, mens tallerkenerne er fremstillet i fajance, der forholdsmæssigt er billigere end porcelæn. Som supplement kunne fås fade og skåle lavet af ovnporcelæn. Altså findes Spisa Ribb i 3 forskellige materialer.

Spisa Ribb er i sit formsprog inspireret af Kaj Francks Kilta fra 1952. Gustavsberg ville gerne med på bølgen af den succes, som Arabia havde med Kilta. Og det lykkedes med Spisa Ribb og Terma. Kontrasterne i farvesætningen ramte plet i forhold til, hvad der var smart og moderne i 50’erne.

Terma omfattede fra begyndelsen 14 dele, men der kom hurtigt flere til. Serien blev produceret til 1979. Spisa Ribb udgik i 1974, men fik et comeback i 1987, gik så atter ud af sortimentet i 1997, og blev relanceret igen for 2. gang i 2003.

Det seneste nummer af svenske Scandinavian Retro har en stor guide med alle delene til Spisa Ribb og Terma.

Magasinet redegør for forskellene mellem de ældre og de senere dele af Spisa Ribb. Nye Spisa Ribb fra 2003 er nemlig lidt anderledes i form, og dekorationen er ikke håndmalet, men trykt.

I begyndelsen var det tanken, at man skulle bruge en tallerken som låg til de ovnfaste Spisa Ribb skåle. Men den ide købte kunderne ikke. De ville have rigtige låg, og Gustavsberg måtte i hast designe låg med greb, som passede til skålene.

Referencer: Scandinavian Retro nr. 1, 2019. Stora boken om Stig Lindberg af Magnus Palm m.fl., Egmont Publishing 2017, retromania.se.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Tam Tam og Combi-Sit.

En dansker og en franskmand opfandt på samme tid hver sin taburet i formstøbt plast. De ligner hinanden til forveksling.

Henry Massonnet havde en mindre plastfabrik i Nurieux med produktion af kølebokse. I 1968 opfandt han en taburet. Egentlig var den bare tænkt til ham selv. Han var lystfisker og havde brug for noget at sidde på, mens han ventede på, at fiskene skulle bide på krogen.

Taburetten var nem at skille ad og kunne samtidig bruges til at tranportere eller opbevare ting, når man tog sædet af. Den opfyldte til fulde sit formål. Massonnet kaldte den Tam Tam og startede en produktion i beskeden skala.

Det første år levede Tam Tam et stille liv, men så en dag i 1970 blev den eksponeret for hele Frankrig, da Brigit Bardot sad på Tam Tam under en foto-shooting i hendes St. Tropez hjem.

Nu steg interessen eksplosivt. På fire år blev der fremstillet 12 millioner Tam Tam, og i dag er den udstillet på Museum of Modern Art som et ikon og eksponent for 70’ernes popmøbler.

På et tidspunkt før 1969 starter produktionen i Danmark af en taburet, som ligner Tam Tam. Manden bag hed Knud M. Andersen. Også hans taburet blev en stor succes under navnet Combi-Sit. Den blev eksporteret til flere lande – også til Sverige, men her blev den dog markedsført som Scilla.

Ligheden er aldeles slående. Som Tam Tam er også Combit-Sit sammensat af to identiske dele, som tappes sammen på midten, men Knud M. Andersen udvidede konceptet til et et helt system af fleksible møbler med rygstøtter, bordplader og mellemstykker, så der kunne bygges i højden. Variationerne var mange. Systemet kunne også bruges som rumdelere.

Design tidsskriftet Mobilia fortæller i en artikel fra september 1969, at produktionen har været i gang i et år, og at Knud Andersen fik Combi-Sit fremstillet på Farum Savværk og Papkassefabrik. Virksomheden var oprindelig storproducent af øl- og sodavandskasser. Altså ikke umiddelbart noget, der peger i retning af plastmøbler.

Skiller man en Combit-Sit ad, finder man et støbemærke med teksten Farusa Denmark. Farusa er i dag en virksomhed, som producerer plastemballage og ligger i Farum.

Da bryggerierne i 1965 gik over til at bruge plastkasser, lægger Farum Savværk produktionen om, og i 1973 skifter virksomheden navn til Farusa.

Ole Hammer stod for produktionen på Farum Savværk i slutningen af 60’erne. Han husker godt Combit-Sit, som virksomheden ordre-producerede fra starten. Efter nogle år overtog Knud M. Andersen selv produktionen, der blev flyttet til Saga Møbler. Efter kort tid gik salget dog i stå, og Ole Hammer mener, at Combit-Sit formene derefter blev solgt til Ægypten.

Referencer: The Secret History af Tam Tam by Kate Burt i Independent 5 nov. 2010, Plastic News Europe 12 aug. 2009, Mobilia september 1969, farusa.dk samt privat mail-korrespondence med fabrikant Arne Hammer, Farusa.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Dansk design på udsalg.

Lige op til julesalget i december 2006 udkom to bøger om dansk design. Den ene er nu sat på bogudssalg til stærkt nedsat pris.

Begge bøger ligner hinanden i format, omfang, udstyr og opbygning. De to forfattere har grebet ud efter præcis den samme ide: At præsentere kendte danske klassiske designs indenfor møbler, lamper, plakater, legetøj, bestik og køkkentøj. Mange tingene er idag ikoner og eftertragtede samleobjekter på loppemarkeder og i retroshops.

Den ene bog er skrevet af Thomas Dickson, den anden af Lars Dybdahl. Det er sidstnævnte, der nu er på udsalg.

I Dybdahls bog er illustrationerne flotte, og det er de også hos Dickson. En forskel er derimod sproget. Dicksons tekster er nemme at læse uden at blive banale. Dybdahls sprog er tungt, præget af lange sætninger og mange steder fyldt med kryptiske elitære formuleringer som denne:

“Verner Pantons arbejde med lys var en integral dimension af hans totaldesignerede rum-udformninger. Ofte ophængt i formationer, hvor en visuel redundans blev en effektfuld kvalitet, har både hans industrielle lamper og de andre, manuelt tilvirkede, været de rumdefinerende lyskilder i hans exceptionelle række af artificielle interiører”

I begge bøger får du en lang række interessante historier, men ikke nødvendigvis de samme. En af Dybdahls fortællinger handler om, hvordan det danske emaljerede køkkentøj fra begyndelsen af 60’erne taber terræn til udenlandske produkter samt nye materialer som aluminium og stål.

Hvor det bar hen havde længe været til at få øje på. Producenterne forsøgte ellers at forny sig med nye serier som Glud & Marstrands Dankok med sort dekorativ frise af små kongekroner, og Jan Trägårds Copco gryder for Morsø Jernstøberi. Begge fra 1959. Også virksomheden Rafa havde allerede i 1956 lanceret en serie gryder med greb af rustfrit stål tegnet af Nanna og Jørgen Ditzel.

Ingen af serierne slog for alvor an og gav den forventede salgssucces.

Dankok serien var primært en fornyelse af det designmæssige udtryk uden teknisk-funktionelle nyskabelser, og da Glud & Marstrand i 1963 udviklede Proxy-Let serien med ny patenteret bund, der kunne bruges både til gas, el-spiral eller el-massivplader, var det for sent. Fremstillingen af emaljeret køkkentøj stoppede i 1966. Omkostninger ved at producere var for høje sammenlignet med de konkurrerende varer i aluminium og stål.

“Dansk Design 1945-1975” af Lars Dybdahl, Borgens Forlag 2006, isbn 978-87-21-02702-5. Pris ved udgivelsen 550 kr. På bogudsalg hos Arnold Busck til 149,95 kr.

“Dansk Design” af Thomas Dickson udkom oprindelig i 2006, men er siden blevet opdateret i en nye reviderede udgaver. Den seneste 3. udgave fra Gyldendal kom i 2017, isbn 978-87-02-19390-9. Prisen svinger mellem 443-600 kr. Brugte 1. eller 2. udgaver fås til mellem 150-295 kr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Nyt stort bogværk om Upsala-Ekeby.

Hvorfor er der i grunden sådan et hype omkring keramik fra svenske Upsala-Ekeby? Svaret finder du i en ny bog.

Leret fandt de lige udenfor døren. Lokal produktion, enkelt og billigt. Mange andre keramik-virksomheder måtte hente deres råvarer langvejs fra. Upsala-Ekeby blev grundlagt allerede i 1886, men bogen handler kun om keramikken fra 40’erne, 50’erne, 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Præcis den periode hvor en lang række kunstnere skabte et hav af modernistiske klassikere, som i dag er blevet samlerobjekter.

De første sider starter med at indfange stemningen med nogle sort-hvide fotosweeps. Miljøerne, kunstnerne og arbejderne. De næste mange sider er disponeret som biografier af 18 forskellige kunstnere og deres værker. Efter biografierne følger en oversigt på 26 sider med figurer. Derefter kommer et mindre afsnit om urtepotteskjulere.

Nogle kunstnere var hos Upsala-Ekeby i en lang årrække, andre kun i ganske få år.

Hyonsun Rhee kom til Sverige på et stipendium. I tre år arbejde han for Upsala-Ekeby, stiftede familie og fik en datter, men rejste så pludselig i 1965 til Nordkorea. Ingen vidste, hvad der blev af ham. Han gav ingen lyd fra sig. Først mange år senere fandt datteren ud af, at hendes far havde stiftet en ny familie i det lukkede land og stadig arbejdede med keramik. Rhee’s arbejder for Upsala-Ekeby regnes i dag blandt samlere til nogle af de mest eftertragtede.

Ingrid Atterberg kom til Upsala-Ekeby i 1944 og blev der i 20 år. Forfatteren kalder hende et keramisk fyrværkeri. Atterberg holdt af eksperimenter og gik ofte nye veje. I 50’erne arbejdede hun med det såkaldte sorte ler. Rødler tilsat mangan-oxid. Hendes på en gang rå og sofistikeret Negro serie med sgrafitti dekoration var den første af en lang række med etnisk inspiration.

Hver kunstners biografi har komplette kronologiske billede-oversigter. Det hele er med. Både serievarer, unikaarbejder og i nogle tilfælde også husholdningsartikler. Desuden alle de særlige serier der kun blev fremstillet eksklusivt til varehuse eller stormagasiner, typisk kæder som EPA eller Åhlens.

Spalter med faktatekst i sidernes margin redegør kort for serienavn, artikelnumre, mål og år for produktion. Små talsymboler angiver desuden den enkelte genstands anslåede prisniveau på antik- eller retromarkeder. En genial måde at organisere stoffet på. Let at orientere sig i og meget overskueligt. Bogen egner sig dermed perfekt som referenceværk. Bagerst er der desuden nogle gode registre, der også biddrager til at gøre den til et perfekt værktøj for samlere eller handlere.

Identifikation af keramik fra Upsala-Ekseby er ikke altid lige ud ad landevejen. Nogle numre optræder i flere serier, og i enkelte tilfælde er der forskellige serier med samme navn. Indtil 1962 brugtes et system med 4-cifre-numre. Fra 1963 kombineres numrene med bogstaver. Et mindre afsnit i bogen redegør for denne forvirring, men en mere udførlig information findes i UE-boken på Nettet.

Stora boken om Upsala-Ekeby er mesterlig. Simpelthen et skoleeksempel på, hvordan den slags skal laves.

“Stora boken om Upsala-Ekeby” af Magnus Palm, Scandinavian Retro og Egmont Publishing 2018, isbn. 978-91-88207-35-7. Pris 330 kr excl. fragt.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen, undtaget billederne af Negro skålen. Den tilhører forfatteren.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Julens kataloger.

Hvor kan man få en stor Finn Juhl bakke til 45 kr, en Kay Bojesen zebra til knap 7 kr eller en Quistgaard Kobenstyle kande til 17,50 kr?

Det kan man i stormagasinet Illum – men det var tilbage i 50’erne.

Det Kongelige Bibliotek har en stor samling af gamle varekataloger. En del er digitaliserede og ligger frit tilgængelige på Nettet. Man kan bladre i dem som sjovt tidfordriv eller til at genopfriske nostalgiske minder. For retrosamlere kan katalogerne også bruges til identifikation.

De gamle københavnske julekataloger er et fantastisk stykke kulturhistorie. Forsiderne afslører hvem målgruppen var. Daells Varehus lå i Nørregade, men havde postordresalg til hele landet. “Nu er kataloogern kommen”, blev der sagt på posthuset i Brovst, når de ankom bundet i store pakker med toget. Daells Varehus forsiderne er fortællinger om ren provinsidyl. I 1945 med sne, kirke og selvfølgelig postbudet på vej med alle de rare pakker.

Havemann solgte primært fra forretningen på Vesterbrogade. Forsiderne vender sig i motivvalget mod storbyens publikum. Illum og Magasin var de fine stormagasiner. Her er forsiderne stilistisk enkle og havde et anderledes grafisk og minimalistisk udtryk.

Varerne i de tidlige efterkrigstidkataloger præsenteres næsten altid som tegninger. Først senere kommer der fotografier, men det er en glidende overgang, der er flere år undervejs. Langt op i 60’erne er der stadig mange tegninger, navnlig i katalogerne fra Daells Varehus og Sommers Magasin.

Kønsrollerne ændrer sig ikke meget i løbet af 30’erne, 40’erne, 50’erne og de tidligere 60’ere. Manden slapper bedst af derhjemme, så lad os hygge om ham med en slåbrok eller hjemmejakke, mens han nyder en pibe tobak eller en cigaret. Husmoderen derimod ønsker sig praktiske gaver som viskestykker, en ny kittel eller måske en støvsuger.

Stormagasinet Messen i Købmagergade havde en stor belysningsafdeling. I katalogerne fra 1955 og 1959 ses mange af de stilnovo lamper, som i dag er populære og hitter på loppemarkeder og i retroforretninger. Formgiver og producent er ikke altid nævnt, men kendere kan nemt spotte lamper fra Svend Aage Holm Sørensen, Lyfa samt Fog og Mørup.

Sommers Magasiner i Toldbodgade solgte også lamper. I deres kataloger fra 1959 og 1961 bruges stadig tegninger, men modsat de sort-hvide fotografier hos Messen, er der kulør på hos Sommers. Det har taget lang tid at tegne alle katalogsiderne, men det har vel kunnet svare sig. En teknisk tegner fik dengang ikke særlig høj løn.

Lavpris var alfa omega i Sommers Magasiner og Daells Varehus. Der er ikke mange mærkevarer i deres sortiment. I nogle tilfælde var varerne specielt fremstillet. Andre gange var der tale om standardprodukter, hvor der blot var sat varehusets eget mærke på.

Elektronikgaver boomer i 70’erne og 80’erne. Gregory og Davatronic var Daells eget mærke, men kasettebåndoptagerne blev fremstillet i Asien. I 1982 holdt computerne sit indtog, og i Magasin kunne man købe en Commodore 64 med hele 60 kilobyte RAM til 4495 kr.

Referencer: Det Kongelige Bibliotek –varekataloger på Nettet, “Varehuset i Nørregade” af Torkil Adsersen, Arbejdermuseet 2000, isbn. 87-88626-23-7, “Varens tid” af Bjørn Hernes m. fl., Forlaget Amanda 1990, isbn. 87-89537-09-2.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En englænder i Berlin.

Sæson 1 af Babylon Berlin vises på DR fra oktober til december 2018. Den dyreste tyske TV-serie nogensinde, og den giver fuld valuta for pengene.

Bundløs armod og dekadent fest går hånd i hånd med intriger, korruption, drugs og våbenhandel. Babylon Berlin er fremragende og et fantastisk udstyrsstykke. Ikke mindst lampesamlere kan glæde sig over synet af de mange tidlige tyske Bauhaus lamper.

Scenerne fra politigården Rote Burg, hvor Charlotte Ritter, Gereon Rath og Bruno Wolter arbejder, vrimler med lamper fra Rondella, Molitor-Zweckleuchten, Vogel & Co samt Gebr. Kaiser. Her er det Kaiser Idell modellerne 6585 og 6621

Kaiser Idell lamperne er dog en anelse for tidligt på den. Christian Dell indledte sit samarbejde med Gebr. Kaiser i 1933, men seriens første seks afsnit foregår nogle år før i 1929.

Noget af Rote Burg belysningen er iøvrigt slet ikke tysk. Bakelit bordlampen med svanehals vises i flere scener. Den er tegnet af englænderen Eric Kirkman Cole og var spritny i 1929. Cole’s bakelit lamper blev i begyndelsen produceret af Ekco i England, men senere i Tjekkoslovakiet på licens.

Modellen hedder type 11105. Det er en solid konstruktion, idet basen under bakelit-soklen er støbt i beton. Lampen står derfor godt fast på sit underlag. Formsproget er funktionalistisk og klart inspireret af Bauhaus skolen.

Erik Kirkman Cole tegnede også en lidt større bordlampe uden svanehals. Den er også med på kontorene i Babylon Berlin, har type nummer 11126 og er lidt mere rustik og brutal i sit udtryk. Efter 2. verdenskrig forsatte produktionen af Cole lamperne i Tjekoslovakiet til ind i 50’erne. Begge modeller kunne leveres i enten sort eller rødbrun.

Lamperne blev betragtet som en sekundær niche. Hjemme i England koncentrerede Ekco sig om at fremstille radioer. Virksomheden var en af Englands største producenter. I 30’erne lancerede de radioer i bakelit, som fuldstændig brød med gængse normer for, hvordan en radio skulle se ud og som senere er blevet ikoniske samlerobjekter.

Selvom Ekco’s nye radioer i deres udtryk har klare lighedstræk med lamperne, så er de tegnet af andre designere end Cole.

Den runde model AD-65 kunne fås i sort, rødbrun, mintgrøn eller valnød-look og er formgivet af Wells Coates i 1932. Den enkle form er super funktionalistisk og radikalt anderledes end datidens andre radioer, der mest havde karakter af møbler overlæsset med overflødig ornamentering. Den firkantede model AC-74 er tegnet i 1934 af arkitekten Serge Ivan Chermayeff. Farverne var sort eller valnød-look.

Navnet Ekco er en sammentrækning af Eric Kirkman Cole. Han ikke bare tegnede lamperne, men grundlagde også virsomheden i 1924.

Referencer: Idee Christian Dell – Einfache, zweckmässige Arbeitsleuchten aus Neuheim, udgivet af Museum für Licht und Beleuchtung e. V. Arnsberg 1995, isbn 3-928394-13-4. Wikipedia, Vintageradio , Greatbritishrevievals samt babylonberlin.com

Billederne fra Babylon Berlin er skærmdumps fra afsnit 4, 5 og 6. De indsatte produkter er hentet fra Kaiser Idell Arbeitslampen-Katalog 1936/1937. Billedet af lampe model 11126 kommer fra en annonce på 1stdibs. Radio model  AD-65 er fra Victoria and Albert Museum. Reklamen for model AC-74 er fra Vintageradio. Lampe model 11105 på billederne i den tredje collage tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Rörstrands superstar.

Han kørte jævnligt med eksprestoget Göteborgaren og ærgrede sig hver gang over togets slingren og kaffen, der skvulpede over. En dag fik han nok og tegnede en skvulpefri kop til brug i jernbanevogne.

I 1951 blev koppen vist på triennalen i Milano og præmieret. Manden var Gunnar Nylund. Hans talent var mangesidet og bredden i hans kunstneriske indsats var stor og original.

I 2017 udkom en bog, der bevæger sig ind under huden på Gunnar Nylunds virke som kunstner og industriel designer. Han arbejdede ad flere omgange i Danmark. For Bing & Grøndahl 1925-28 og senere igen som kunstnerisk leder mellem 1936-37. Sammen med Nathalie Krebs startede han værkstedet Saxbo i 1928 og var der til 1931. Senere vendte Nylund tilbage til Danmark og var kunstnerisk leder på Nymølle mellem 1959-63. Desværre er der kun et mindre kapitel på 9 sider om tiden i Danmark. Det er mest Rörstrand og Sverige, bogen fokuserer på.

Gunnar Nylunds hjerte bankede for keramik og stentøj. I 1943 introducerede Rörstrand en serie stengodsminiaturer. Ideen havde Nylund taget med fra Bing & Grøndahl. Kollektionen blev vist på udstillinger rundt omkring i Sverige og skulle udbrede interessen for stentøj til populære priser.

I 1946 fik Rörstrand en ny ung drejer den kun 17-årige Sven Wejsfelt. Hans mester var danskeren Julius Larsen, der nidkært vogtede over miniaturenes kvalitet. En dag var Larsen ikke tilfreds med Wejsfelts arbejde, stak en finger i og ødelagde dem. “Vad fan har du gjort, det där är inte brä”, sagde han, fordi Wejsfelts miniaturer var endnu mindre og tyndere end Larsens egne. Men Nylund havde allerede godkendt dem, og da han så de ødelagte miniaturer, sprang han hen til Larsen og gav ham en regulær skideballe. “Efter det kom han aldrig mer och sade något” fortæller Sven Wejsfelt.

I 30’erne, 40’erne og i begyndelsen af 50’erne var Gunnar Nylund Rörstrands absolutte superstar. I de næste årtier er kritikerne knap så begejstrede. Hans status som stjerne er ved at falme. Det er bogens påstand, at de serier, han skabte i 60’erne, er light udgaver af fordums storhed.

Serien Igloo fra 1965 hører til de senere arbejder fra Gunnar Nylunds hånd. Den var et forsøg på at matche tidens optimistiske farveglade popkultur, men dømmes til jorden som det modsatte: Et dystert minde og træt imitation af en stolt fortid.

Kommercielt var Nylund dog stadig vigtig for Rörstrand. Jule-tallerkenerne i perioden 1968-1999 blev et kæmpe hit. De fleste har motiver fra Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. I begyndelsen troede fabrikken ikke rigtig på projektet. Den første fra 1968 kostede 25 kroner og blev kun fremstillet i et mindre oplag. En smart amerikansk forretningsmand købte stort ind, og snart dukkede der annoncer op, hvor 68’eren nu blev solgt tilbage til Sverige for 400 kroner.

Bogen om Gunnar Nylund er en velskrevet biografi, som kronologisk skildrer hans liv og karriere. Undervejs er der mindre temaartikler om signaturer, glasurer og stengodsteknik.

Hovedvægten er lagt på keramik og stentøj, men der er også et spændende kapitel om Gunnar Nylunds fajance og porcelæns servicer. Andre kapitler handler om hans offentlige værker og hans dyrefigurer. Til sidst et kapitel om personen Gunnar Nylund. Det slutter lidt trist og patetisk med vilde projekter.

Efter tiden på Rörstrand giver han sig som pensionist i gang med ideer og opfindelser. Nogle af dem det rene vanvid som en bro over Øresund i gotisk metal med jernbane, vejbaner, cykel- og ridestier samt cafeer og butikker. Det hele skulle finansieres af reklamer. Et andet ambitiøst projekt handlede om at lede Golfstrømmen ind i Østersøen og derved hæve temperaturen om vinteren i Skåne med 10 grader.

“Gunnar Nylund – Konstnär och industriformgivare” af Petter Eklund, Historiska Media 2017, isbn 978-91-7545-571-6.  Pris 293 dk.kr.

Interiørbilledet fra motortoget Xoa5, der kørte som “Göteborgaren”, kommer fra Sveriges Järnvägs-museum og kan ses på siden jarnvag.net. Øvrige billeder er affotograferet fra bogen. Igloo vasen tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM