Forfatter: loppefund

Designbog skrevet til børn.

Tun dine børn ind på interessen for ikoniske samleobjekter og godt design.

Den lille bog om dansk design er skrevet for børn, men kan også nydes af voksne med en barnlig sjæl.

Ret usædvanligt for en designbog er der ingen fotos. Alle illustrationerne er akvareller tegnet af Kitt Stuart Schwenn. Hun er designer fra Kunstakademiets Designskole og hendes tegninger fungerer rigtigt godt. Mange af dem med et strejf af humor eller underfundighed. Teksterne er skrevet af tekstildesigneren Marie Hugsted, også designer fra Kunstakademiets Designskole.Hvad kom først hønen eller ægget? Vidste du, at Arne Jacobsen om sin stol engang har sagt, at den er så enkel, at man kan tisse formen i sneen. I 2007 indrettede McDonald’s nogle af sine restauranter med Ægget. Fast food indtaget i ikonisk design. Stolene blev dog fjernet igen, fordi det viste sig, at McDonald’s nogle steder havde blandet ægte Æg med kopier.

Provenceskålen blev formgivet af Per Lütken i 1955. Dengang hed den Arne skålen. Opkaldt efter direktøren på Holmegaard Glasværk. Skålen slog ikke rigtig an og gik ud af sortimentet, men blev igen sat i produktion i 1983 under det nuværende navn Provence. Om det nye navn var grunden til skålens succes i 2. forsøg er uvist, men den er stadig i produktion.

Bogen fortæller historien om 50 danske ting fra hverdagen. Kendte klassikere og samleobjekter samt nogle, som måske er på vej til at blive det. Formålet er at gøre begrebet design tilgængeligt for børn og samtidig fortælle historien om, hvordan ideer er blevet testet og tingene er blevet til. Bogen er god underholdning – også for den voksne læser.

“Den lille bog om dansk design – for børn og barnlige sjæle” af Marie Hugsted og Kitt Stuart Schwenn, Strandberg Publishing 2918, isbn. 978-87-93604-34-6.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reoler fra Søborg Møbelfabrik.

Marie har arvet nogle reoler fra Søborg Møbelfabrik og vil gerne vide hvem, der har tegnet dem.

Reolerne er formgivet af arkitekterne Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen. De er vist i Søborg Møbelfabriks katalog fra 1964, men er ifølge Design Museum Danmarks møbeldatabase lanceret allerede i 1952.

Massiv teak med en kvalitet helt i top. Kabinetternes sammenføjninger er tappet uden brug af skruer. Fronterne er elegant profilerede. Det er sublimt håndværk. Reolernes udtryk er meget klassisk og tydeligt inspireret af Kaare Klints formgivning.

Serien består af moduler, som kan kombineres på forskellige måder. Boghylderne hedder 300. Som undersektion er der forskellige varianter. Dine er model 301 og 302 med jalousi. Andre varianter har faste låger eller skuffer. Skufferne kunne kombineres med skriveklap eller barskab.

Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen havde i en årrække fælles tegnestue. De er især kendt for deres møbler til Søborg Møbelfabrik og Fritz Hansen, men parret spændte vidt og har også tegnet bygningsværker. Orla Mølgaard-Nielsen er arkitekten bag Lillebæltsbroen fra 1970 og broen over Vejle Fjord fra 1980.

Søborg Møbler ophørte i 2017. På deres hjemmeside havde de publiceret historiske kataloger. Et super initiativ og et nyttigt redskab for samlere og handlere med interesse for dansk møbelkultur.

Nu er siden lukket og katalogerne væk. Carl Hansen og Søn, der har købt rettighederne til Søborg Møblers kollektion og designarkiv, har valgt ikke at flytte dem over på deres hjemmeside. Firmaet har ikke svaret på henvendelser om de gamle kataloger.

Et enkelt af Søborg Møblers kataloger kan imidlertid findes på nettet. Det er kataloget fra 1964, som er publiceret på en norsk hjemmeside.

Referencer: matslinder.no, furnitureindex.dk, woodsupply.dk, da.wikipedia.org

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Gamle blikskilte.

Emaljeskilte har længe været et stort samlerobjekt. Blikskiltene har stået lidt i skyggen, men nu er der kommet en bog om dem.

Bogen handler om reklameskilte af blik. Materialet kunne være aluminium, messing, jern eller kobber. Et blikskilt var fremstillet af tyndt metal med grafisk tryk. Trykket kunne være direkte på metallet eller udstanset. En tredje måde at lave trykket på var at lægge det på en overflade af celluloid.

Forfatteren har fotograferet blikskilte, når han kom forbi dem på loppemarkeder, hos private eller på museer. Han har haft professionelt udstyr. Det kan man se, for billederne i bogen er i sublim kvalitet. Trykt på blankt papir med høj glans, så farverne komme til sin ret.

Desværre har den tekniske producent – Books on Demand – skåret siderne alt for tæt. Man savner en ordentlig margen ind mod bogens ryg. Læseren må flere steder presse sider fra hinanden for at kunne se billeder og tekst. Det holder limen i ryggen næppe til ret længe, heller ikke selvom der er påsyet et forstærkningbånd  bag limen i bogblokken. Uprofessionelt sjusk som ikke må forekomme i en bog til næsten 400 kr.

Forfatteren fortæller, at han har brugt flere år til at lave research. Derfor er det ærgerligt, at læseren ikke får noget at vide om de fabrikker, der har fremstillet skiltene. Sammenlignet med John Juhler Hansens bog om danske emaljeskilte eller Peter Pluntkys bog om de svenske skilte mangler der i det hele taget rigtig mange oplysninger, som ville have været relevante for en samler.

Ud for hvert skilt er angivet mål samt materiale, f.eks. jernblik eller celluloid. Det er det. Der er intet om skiltenes anvendelse – og endnu værre – heller ingen datering.

I afsnittet om øl og mineralvand optræder begrebet kasseskilt uden nærmere forklaring. I de første butikker med delvis selvbetjening hængte købmanden et skilt på siden af trækasserne, så kunderne kunne se hvilken sodavand eller øl, der var i kassen. En interessant historie, som bogen sagtens kunne have fortalt, men ikke gør.

Få steder er der små spotartikler om de produkter, der reklameres for, f.eks Bryggeriet Stjernen, Rønbjerg Is eller Sadolin & Holmblad. Spotsene fungerer fint, men de er sporadisk, og valget af dem virker lidt tilfældigt.

Bogen om blikskilte bygger ikke på grundig forskning som i de danske og svenske bøger om emaljeskilte. Samlere med behov for baggrundsviden lades i stikken. Til gengæld har bogen kvalitet som en lækker fotobog, der egner sig fint til at hyggebladre i.

“Blikskilte – Danske reklameskilte” af Tommy Richard Fogh Andersen, Books on Demand, isbn. 978-87-7188-458-6. Vejledende pris 499 kr.

Bestiller du bogen på Nettet, skal du være omhyggelig med at tjekke prisen. Den svinger. Jeg fik mit eksemplar fra wiliamdam.dk til 331 kr. (356 kr. med GLS levering).

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Den danske stol – bog om stoledesign og formtradition.

Ny bog giver en visuel introduktion til den danske stols udvikling.

Danmark er et land uden dramatiske revolutioner. Det samme gælder for stoledesign. Den gamle bondekulturs tradition for sparsommelighed og optimal materialeudnyttelse afspejler sig også i moderne dansk møbelkunst.

Snusfornuftig tilgang til nye internationale tendenser forfinet med fokus på brugsværdi og lokale materialer. Sådan lyder bogens bærende tese, og den passer som fod i hose med arkitekter som Børge Mogensen og Hans J. Wegner. Begge elever af Kaare Klint, der satte sine studerende til at opmåle historiske møbeltyper. Bogens 113 stole er kategoriseret ud fra 10 grundtyper.

Kunstakademiets klassiske engelske Winsor stol fra midten af 1800-tallet var standardpensum for møbelstuderende. Flere danske møbelarkitekter har prøvet kræfter med typen. Nogle endda flere gange.

Herunder ses den engelsk udgave til venstre. I midten øverst er det Børge Mogensens J52 stol til FDB fra 1944, og nederst Ole Wanschers Winsor stol til Fritz Hansen fra samme år. De to billeder til højre viser øverst Hans J. Wegners stol til Nyborg Bibliotek fra 1939 og nederst hans Winsor fortolkning fra 1949.

For at opnå et enkelt og moderne udtryk har Wegner forfinet stolene og fjernet nogle dekorative detaljer. “Der skal være træ dér, hvor der er brug for det, og kun dér”.

Frisvingeren er en anden stoletype. Et teknologisk gennembrud og eksponent for international modernisme. Svævende og uden bagben. Idealet var en næsten usynlig stol. Beskuerens blik måtte ikke forstyrres, når det vandrede gennem et åbent rumforløb.

Bauhaus designeren Marcel Breuers B64 fra 1928 er arketypen på en frisvinger-stol. Seks år efter lancerede Fritz Hansen deres bud. Den lægger sig tæt op af Breuers originale stol. Det er meget svært at se forskel. Det er Breuers stol til venstre herover.

Nemt var det ikke at sælge stålrørsmøbler i 30’erne. Danskerne brød sig ikke om den klinikagtige stil. Satirikeren Storm P lavede en tegning med to mænd siddende i hver sin stålrørsstol: “Rigtig hyggeligt bliver det først, når der kommer varmt vand i rørene”, siger den ene.

Poul Henningsen forsøgte sig også med en frisvinger. Hans slangestol fra 1934 er konstrueret med kun et rør. Det giver et let udtryk, men den var hverken stabil eller solid og havde svært ved at bære tunge personer.

Verner Panton tegnede også frisvinger-stole. S-stolen fra 1956 er i sin form inspireret af Arne Jacobsens skalstole, men Panton havde også tidligere været ansat på Jacobsens tegnestue og havde været med til at udvikle skalstolene. S-stolen kan ses som en forløber for plaststolen fra 1960.

Selvom nogle af frisvinger-stolene ikke passer særlig godt med bogens grundtese og fortællingen om snusfornuft, brugsværdi og lokale materialer, så kommer den med et anderledes bud og et nyt perspektiv på danske stoles formtradition og historie.

Bogens billedemateriale er i top. Alle stole er vist i helfigur ledsaget af et detaljebillede. Teksterne er kortfattede af leksikal karakter og skrevet i et tilgængeligt sprog. Formatet er handy. Man kan sidde med den i hånden. Dejligt for en gangs skyld at slippe for de murstenstunge værker af coffee-table typen, som de senere år har været det foretrukne format, når der skal udgives bøger om møbler og dansk design.

“Den danske stol – en international affære” af Christian Holmsted Olesen, Strandberg Publishing og Designmuseum Danmark, isbn. 978-87-93604-26-1. Pris 349,50 kr. Findes også i en udgave på engelsk.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Ikoniske retrolamper fra Fase.

De deler vandene. Nogle elsker dem, andre hader dem, men alle har en mening om dem. Spanske lamper fra Fase er i særklasse anderledes.

Fase lamperne med det futuristiske udtryk har en vis lighed med Enterprise skibet fra Star Trek og forestillingen om, hvordan en UFO fra en fjern galaxe kan se ud.

Nogle har et innovativt system med kugleled i soklen, så lampen kan rotere 360 grader hele vejen rund om sin egen base. Et andet kugleled tillader skærmen at dreje horisontalt eller vertikalt.

De mest eksklusive er President serien, som findes i flere varianter. Alle er konstrueret med en kombination af træ og metal. President er tegnet af Luis Péres de la Oliva. Sammen med Pedro Martin står han også bag Boomerang 64, som var en af Fases første lamper. Boomerang 64 er en ganske heavy sag på 7,4 kg. Efter sigende findes der kopier af Boomerang, men en original Fase lampe er altid mærket flere steder.

Fabrikken blev grundlagt i Madrid af Pedro Martin i 1964. I begyndelsen leveredes lamperne kun til offentlige kontorer, hvor de stod i ministerier, styrelser og på politistationer rundt omkring i Spanien. Jo højere rang, jo finere model. President hos politidirektørene og Boomerang længere nede i hierarkiet. Navnet Fase er dannet som en sammentrækning af de første bogstaver i fabricaciones seridas.

Efter nogle år åbnede fabrikken for salg til private. Senere blev lamperne også solgt til andre lande. Den største eksport gik til USA. I 80’erne tabte fabrikken pusten, og salget faldt. Man satsede nu på halogen lamper. Bortset fra President og Boomerang blev de gamle spektakulære modeller droppet. I 1998 var det slut, og fabrikken lukkede. Nogle forklarer lukningen med, at mange spaniere opfattede lamperne som repræsentant for Franco-tiden, som de ønskede at distancere sig fra.

Der findes ikke megen litteratur om Fase lamperne. Et par samlere har derfor udgivet en bog. Den skulle være anmeldt her, men bestiller du den online fra hjemmesiden, får du besked om, at den ikke leveres til Danmark.

Til gengæld er det muligt at finde et par digitaliserede kataloger på Nettet. Originale trykte kataloger er sjældne og handles til skyhøje priser. Nogle gange til mere end hvad lamperne koster, og de er heller ikke billige.

I ruden herover ses fra venstre mod højre modellerne Falux, Torpedo, Apollo, Tharsis, Sauce og President. Perfekte eksemplarer hører til i brugtmarkedets dyre ende. Ved brugtkøb skal man være meget opmærksom. Modeller som Boomerang, President og Falux har alle en reflektor af glas eller acryl. Dem af glas er skrøbelige, og hvis sådan en mangler, er lampen ikke meget værd.

I dag – 20 år efter fabrikkens lukning – har Fase lamperne status som ikoner. Tunge og solide, men samtidig stiliserede med et moderne udtryk.

Referencer: fasethebook.com, gancemania.com (med links til 2 kataloger, det ene fra 1974), kunstbus.nl, condecorate.com

Billederne af Boomerang 64 viser forfatterens egen lampe. De øvrige billeder er hentet fra fasethebook.com, gancemania.com, condecorate.com samt etsy.com.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Bestik til natmad og cocktail-parties.

Vårens stora schlager i 1959 var ikke bare en sang på Svensktoppen, men også en vickningsgaffel. Et særligt spiseredskab som var gaffel, kniv og ske samlet i et stykke.

Producenten var Gense. Vickningsgaflen fik navnet Piruett. Den var designet til nattsexa – også kaldt vickning – et let måltid mad serveret efter kl. 18. Pressen tog med begejstring imod det nye redskab: “Vårens stora schlager”, skrev en avis.

Genses markedsføring var ikke kun rettet mod Sverige. De satsede også stort på det amerikanske marked, hvor vickningsgaflen solgtes som snacker sets i æsker med 4 dele. Perfekt til cocktail parties, når gæsterne stående skal balancere med tallerken, og hvor det samtidig er besværligt at jonglere med særskilt gaffel, kniv og ske.

Formgiveren Pierre Forssell havde i lang tid eksperimenteret med adskillige prototyper. Inden produktionen gik i gang, skulle de testes. Genses forretningsfører Lars Hedlund blev sat på opgaven. Hver dag til frokost måtte han med Piruett spise skinke og ærter. Det blev til mange portioner, før man lagde sig fast på den endelige version.

Graver man lidt i vickningsgaflens historie, viser det sig, at Piruett slet ikke var så nyskabende, da den blev lanceret i 1959. Andre svenske producenter havde i årene før lanceret lignende bestik.

Servus fra Sigurd Persson Silver & Stål kom allerede i midten af 50’erne, og GABs Party gaffel blev lanceret i 1957, men det var Piruett, som løb med opmærksomheden og fik succes i USA.

Referencer: “Pierre Forssell – 50-talsmästare i metall” i Antik Världen 2010 nr. 1; “Bordets bästa” i Scandinavian Retro (Hus & Hem Retro) 2012 nr. 2 og 3.

Øverste billede viser forfatterens eget bestik. Billederne i midterste collage er hente fra Flickr og Pinterest. Billedet af vickningsgaflerne nederst er affotograferet fra Hus & Hem Retro 2012 nr. 3 (artiklen findes i nr. 2 med forkert billedetekst. Bladet bragte igen illustrationen med rettelser i det efterfølgende nr. 3)

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Glas som kan stables.

Stableglas, der kan stå oveni hinanden, er en praktisk opfindelse. De fylder ikke meget i skabet.

Jacob Bang tegnede i 1935 til Holmegaard en serie pressede vandglas i forskellige kulører. Da glassene blev lanceret, kunne de købes enkeltvis i forskellige farver, men kunderne kunne også købe et helt sæt på otte med en tilhørende kande og en rund picnickurv af flettet bast. Måske er det grunden til, at glassene ofte kaldes picnicglas, mens den officielle betegnelse er stableglas eller blot vandglas. I Holmegaards kataloger har de nummer 7311.

Stableglassene var i produktion over en længere årrække. Formen peger bagud til ældre slebne krystalglas med efterligning af fin skærslibning og facetter. Et stableglas ligger perfekt i hånden. De lodrette riller sikrer et godt greb med pege- og tommelfingeren, mens de andre fingre støtter behageligt på de ni facetter.

Datidens formgivere fik ofte ideer fra andre glasværker. Måske har Jacob Bang hentet inspiration ved at tage et kig henover Øresund. Eda Glasbruk havde nemlig siden 1929 i sit sortiment haft et presset vandglas formet efter samme princip med facetter under kummen. Eda’s glas dateres til engang i 20’erne og ses første gang i kataloget fra 1929, hvor det hedder Facett og har nummer 2598. I senere kataloger fra Eda har det nummer 6.

Modsat Holmegaards stableglas har det svenske ingen lodrette riller og kun otte facetter. Eda glasset var ikke mønsterbeskyttet og derfor udsat for kopiering. Tilsvarende glas blev i 40’erne produceret af Kosta og Elme, hvor de hed Göta dricksglas, og i 1953 ses de i Glimma Glasbruks katalog.

Nogle kopier havde afvigende mål eller tykkelse til stor frustration for de forbrugere, som ville blande glas fra de forskellige glasværker. De lignede hinanden, men passede ikke sammen, når de skulle stables.

Referencer: “Dansk presset glas 1850-1950” af Michael Bloch, Sesam 2003, isbn. 87-11-13228-8 samt “Funkisglas – Pressat och blåst” af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011, isbn. 978-91-86221-14-0.

Billederne af de danske glas er mine egne, bortset fra sættet med bastkurven. Det er hentet fra Næstved Museums registrant af Holmegaard glas (7311/picnicsæt).

Billederne af de svenske glas er affotograferet fra bogen Funkisglas, bortset fra billedet med stabler. Det er fra butikken Karlstad Kultur & Kuriosa.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Designeren med de sublime detaljer.

En halvdød hvalros. Kritikken var hård, da Finn Juhl viste sin Pelikan stol i 1941 på Snedkerlaugets udstilling.

Pelikanen var en nyfortolkning af tidens overpolstrede sidemøbler. En leg med organiske former. Kun kort tid var stolen i produktion, men den blev relanceret i 2001 og er efter sigende en af de bedst sælgende Finn Juhl stole. Få år senere lagde Finn Juhl stilen om og tegnede møbler med adskillelse af det bærende og det bårne. Stole hvor sæder og ryg er frigjort fra det bærende stel.

Her sidder Finn Juhl i sin Høvdingestol. Den er fra 1949, er et af hans hovedværker og et godt eksempel på adskillelsen af det bærende og det bårne. En stor stol med lethed i kraft af de rum der dannes mellem stellet og de polstrede dele. Heller ikke Høvdingestolen blev særlig godt modtaget af alle. En kritiker karakteriserede den som mislykkede omeletter hængt op på et stativ.

Nogle af Finn Juhls møbler var kontroversielle. I dag er de moderne klassikere. Han var en af de første danske designere, som fik international succes, og han var med til at bane vejen for dansk møbeldesign som internationalt brand.

Der er skrevet flere bøger om Finn Juhl, og i november 2018 udkom endnu en fra Strandberg Publishing skrevet af Christian Bundegaard. Bogen præsenteres som den første monografi om Finn Juhl. Er det ikke at tilsidesætte Esbjørn Hiorts bog fra 1990? Den tilstræber nemlig også at komme hele vejen rundt om Finn Juhls møbler, arkitektur og brugskunst, og er man til Finn Juhl, vil begge bøger være et must, der fint supplerer hinanden.

Christian Bundegaard fortæller historien om Finn Juhl i 5 kapitler set i lyset af periodens design- og arkitekturhistorie. Værkerne sættes altså ind i en større sammenhæng. Det er et af bogens store fortrin. Mellem kapitlerne er der en stor sektion med præsentation og analyse af nogle af Finn Juhls vigtigste arbejder. Flest møbler, men også lamper og brugskunst.

Bagerst i bogen er der en kronologisk fortegnelse på 15 sider over designerens værker. Den er nyttig, og det må have været et stort arbejde at samle alle data.

Fortegnelsen bygger på design- og arkitekturtidsskrifter, kataloger fra producenter, udstillinger og auktioner, desuden arkivmateriale og tidligere udgivet litteratur. For møblerne synes den komplet, men der mangler nogle få ting under brugskunst. Finn Juhl tegnede skåle og fade for Kay Bojesen og udført af drejeren Magne Monsen. Kun fire skåle i teak er med. Mit eget fad i wengé er ikke nævnt.

Illustrationerne er af høj klasse. Nogle billeder, skitser og tegninger har været vist før i andre værker om Finn Juhl, men ingen steder gengivet så sublimt som her. Sektionen med præsentation af Finn Juhls vigtigste arbejder er trykt på papir med blank højglans. Det giver en uforlignelig fornemmelse af stoflighed.

Analyser og fortællinger er formidlet i letlæst sprog uden på nogen måde at blive banalt. Hermed adskiller bogen om Finn Juhl sig fra forlagets tidligere udgivelse om Verner Panton fra 2017, som er tung og skrevet i et snørklet indforstået sprog.

Strandberg Publishing har de senere år udgivet en lang række bøger om møbelkunst og design. Nogle er gode, de fleste er fremragende. Man kan håbe, at forlaget fortsætter de fine takter. Der mangler en monografi om Jens Harald Quistgaard. Det kunne også være interessant med bøger om alle de spændende møbeldesignere, som ligger i laget lige under de store ikoner og koryfæer. Hans Olsen, Ejnar Larsen og Bender Madsen, Kurt Østervig, Johannes Andersen, Illum Wikkelsø.

Der er nok at gå i gang med.

“Finn Juhl – Liv, værk, verden” af Christian Bundegaard, Strandberg Publishing 2018, isbn 978-87-92949-90-5. Pris 399,95 kr.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Spisa Ribb og Terma.

Makkerparret Spisa Ribb og Terma fra Gustavsberg var nytænkning, da de blev lanceret som et banebrydende anderledes koncept i 1955.

Delene blev første gang vist på H55, den store internationale udstilling for moderne kunstindustri i Helsingborg. De to stel er tegnet af Stig Lindberg og er beregnet til at fungere sammen. Hver enkelt del er udført i netop det materiale, som bedst tjener dets funktion.

Chokoladebrune Terma er fremstillet i et særlig bestandigt ovnfast materiale, som ingeniørerne på Gustavsberg selv havde udviklet og fik patent på under navnet Novalit. Ideen er, at den varme mad i Terma skal gå direkte fra ovnen eller komfuret og ind på bordet.

Spisa Ribb med de håndmalede striber er først og fremmest de dele, man drikker eller spiser af. Der er brugt forskellige materialer. Kopperne skal tåle høje temperaturer. De er af jernporcelæn, mens tallerkenerne er fremstillet i fajance, der forholdsmæssigt er billigere end porcelæn. Som supplement kunne fås fade og skåle lavet af ovnporcelæn. Altså findes Spisa Ribb i 3 forskellige materialer.

Spisa Ribb er i sit formsprog inspireret af Kaj Francks Kilta fra 1952. Gustavsberg ville gerne med på bølgen af den succes, som Arabia havde med Kilta. Og det lykkedes med Spisa Ribb og Terma. Kontrasterne i farvesætningen ramte plet i forhold til, hvad der var smart og moderne i 50’erne.

Terma omfattede fra begyndelsen 14 dele, men der kom hurtigt flere til. Serien blev produceret til 1979. Spisa Ribb udgik i 1974, men fik et comeback i 1987, gik så atter ud af sortimentet i 1997, og blev relanceret igen for 2. gang i 2003.

Det seneste nummer af svenske Scandinavian Retro har en stor guide med alle delene til Spisa Ribb og Terma.

Magasinet redegør for forskellene mellem de ældre og de senere dele af Spisa Ribb. Nye Spisa Ribb fra 2003 er nemlig lidt anderledes i form, og dekorationen er ikke håndmalet, men trykt.

I begyndelsen var det tanken, at man skulle bruge en tallerken som låg til de ovnfaste Spisa Ribb skåle. Men den ide købte kunderne ikke. De ville have rigtige låg, og Gustavsberg måtte i hast designe låg med greb, som passede til skålene.

Referencer: Scandinavian Retro nr. 1, 2019. Stora boken om Stig Lindberg af Magnus Palm m.fl., Egmont Publishing 2017, retromania.se.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM