Emalje

Krenitskålen.

Herbert Krenchel opfandt den, men det var designkøbmanden Torben Ørskov, der fik ideen.

I begyndelsen forestillede Ørskov sig en salatskål i stål og plast beregnet til det amerikanske marked. Her var grøn salat blevet et nyt populært indslag på middagsbordene. Ørskov øjnede chancen for en dansk eksportsucces.

Det blev ingeniøren og materialeforskeren Herbert Krenchel fra Danmarks Tekniske Højskole, som skulle udvikle og bære ideen videre. Han droppede hurtigt plast og arbejdede videre med kombinationen af asbestfri eternit, stål og emalje. Efter langvarige forsøg med flere forskellige modeller stod det færdige resultatet klar i 1953. Skålen var født og blev døbt krenit. Navnet er trukket sammen af Krenchel + eternit.

Den skarpe kant giver formen et spændstigt skulpturelt udtryk. Kontrasten mellem det matsorte udvendige og det blanke indvendige i klare stærke farver var noget nyt og radikalt anderledes end 50’ernes øvrige traditionelle køkkentøj af emalje.

Krenchels skål fik internationale designpriser og vandt udbredelse både på eksportmarkederne og i Danmark. Enkelt funktionelt design og samtidig et stykke praktisk anvendeligt køkkentøj.

A skålen på ø 25 cm og C skålen på ø 12,5 cm var de første, men efter få år blev skålene op- og nedskaleret til andre formater. Størst var I skålen på ø 38 cm. Mindst var D skålen med ø 8,5 cm. Stormagasinet Illum forhandlede i 1957 de to oprindelige størrelser på 25 og 12,5 cm. Priserne var 23,50 kr. og 9,50 kr.

Et stort problem var ulovlige udenlandske piratkopier. Selvom de blev forsøgt stoppet ad juridisk vej, findes der i dag gamle kopier i omløb. Nogle er nemme at spotte på forkert form eller dårlig forarbejdning. Andre ligner de originale til forveksling. En original skål kan dog altid kendes på bunden, som skal være svagt konveks.

Skåle med det særlige K-logo stemplet i bunden er selvsagt originale. Varemærket Krenit blev først registret i november 1955. Før da brugte man en klisteretiket. En skål uden mærkning kan altså sagtens være original. Etiketten kan være faldet af efter mange års brug.

De mindste B skåle kan i sjældne tilfælde have et stempel med en geometrisk figur. Betydningen taber sig lidt i det uvisse. Måske er der tale om en eksklusiv serieproduktion til en udenlandsk varehuskæde, men det kan ikke med sikkerhed dokumenteres.

Skålene blev fremstillet i to etapper på to forskellige fabrikker. Det støbte korpus af krenit blev først valset op med en 1 mm tynd jernplade. Det foregik hos en maskinfabrik i Ryesgade på Østerbro. Dernæst blev de sendt til Glud & Marstrands emaljefabrik på Rentemestervej i Københavns Nordvestkvarter. Her lagde man emaljebelægning på, og senere blev ydersiden sandblæst. Men der er også nogle skåle, der ikke er sandblæst. Til det er der to forklaringer i omløb.

Den ene fortælling handler om, at nogle husmødre efterspurgte skåle med blank yderside, fordi de var lettere at holde rene. Skåle uden sandblæsning skal således være en lille nicheproduktion leveret på bestilling til særlige forhandlerne.

Men der er også en anden fortælling om simpelt tyveri. Brodne kar blandt arbejderne smuglede af og til en skål med hjem. Produktionslinjen var sådan indrettet, at tyveri nemmest lod sig gøre, før skålene gik til sandblæsning. Især C skålen på ø 12,5 cm var populær, fordi den lige akkurat kunne skjules i en BH. Hvordan de lige bar sig ad med den store 25 cm skål, melder historien ikke noget om.

Skålenes vægt kan ikke bruges som indikator for original eller kopi. Tager man K-logo skålene, så vejer de nemlig ikke det samme. Jeg har sat mine egne ø 8,5 cm og ø 12,5 cm skåle op i en tabel:

Kig på ø 12,5 cm skålene som eksempel. Forskellen mellem den lyse blå og den sorte (begge med K-logo) er 10 gram. Og når det kommer til de orange skåle, er springet mellem den tungeste og den letteste endnu mere markant. Hele 42 gram.

Trods vægtforskellen har den tungeste og den letteste orange skål nøjagtig samme form, mål og tykkelse.

Krenit skålene findes i 10 grundfarver (Hvid, sort, mørkeblå, lyseblå, mørk gul, lys gul, limegrøn, mintgrøn, rød og orange). Hver farve kan have forskellige nuancer og styrke. Mest markant er det med de orange skåle. Måske har vægtforskellene noget at gøre med emaljebelægningens tykkelse eller farvepulverets kemiske sammensætning?

Der er stor uenighed om, hvornår produktionen af krenitskålene stoppede. De fleste kilder peger på 1964, andre på 1966. Berlingske Tidende bragte i 2008 et interview med Herbert Krenchel. Her anføres året til 1966. Samme år som Glud & Marstrand lukkede deres emaljeproduktion på Rentemestervej.

I 2007 relancerede Normann Design krenit skålene efter aftale med Herbert Krenchel. De nye skåle har form til fælles med de gamle, men er ellers materialemæssigt helt anderledes. Godset virker tyndt. Overfladen er sprøjtelakeret, og har derfor en anden stoflighed.

Referencer: Berlingske Tidende 9. august 2008 ; DTU Historie ; Globusantik ; Illums julekatalog 1957 ; Registreringstidende 1955, nr. 4. ; “Dansk Design 1945-1975” af Lars Dybdahl, Borgen 2006 ; “Antikt til under en tusse” af Mariette Tiedemann, Sesam 2003 ; Wikipedia ; Dansk Betonforening ; Samtale januar 2020 med Michael Christiansen fra forretningen Habengood.

Den nævnte virksomhed på Østerbro kan være Maskinfabrikken Nielsen & Winther i Ryesgade (51)-53. Det har dog ikke været muligt at lokalisere den i Krak Danmarks ældre årgange fra perioden. I Ryesgade 51 lå også Johannessen & Lund Maskinfabrik A/S. ;

Krenitskålene på billederne tilhører eller har tilhørt artiklens forfatter.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Begejstring for finsk emalje blev til en bog.

Liisa Laukka har altid været vild med finsk emalje, men det var svært at finde information om emnet. Så tog hun til Helsinki og begyndte selv at forske i Designmuseets arkiv.

Det er der kommet en flot og spændende bog ud af. Emnet er køkkentøj fra Wärtsilä koncernen, der stod bag varemærkerne Finel og Arabia, og som købte svenske Kockums emaljefabrik i 1971 og videreførte deres produkter.

Fokus er især på sortimentet fra 50’erne og frem til slutningen af 70*erne, som er perioden, hvor kendte formgivere blev engageret til at arbejde med design af emaljevarer.

I 50’erne fik Wärtsilä Kaj Franck til at tegne en serie skåle markedsført som Finel. Senere formgav Seppo Mallart en tilhørende dåse. Serien lanceredes i klare farver. I begyndelsen kun rød og hvid, men senere også andre farver. Den høje skål, der oprindelig var tænkt som salatskål, vandt første præmie på en stor designmesse i Sacramento i 1961.

Præmien satte for alvor skub i eksporten til USA, hvor skålene blev en succes. Populariteten steg yderligere da man fra 1964 fandt på at sætte grafiske mønstre tegnet af forskellige kunstnere på skålene. I årene frem til 2000 kom der hele tiden nye mønstre til, og de bredte sig fra skålene til gryderne og kasserollerne i Wärtsiläs øvrige sortiment.

Bogen kan bruges som opslagsværk og historisk katalog over den samlede produktion. Det er her forfatterens forskning bliver værdifuld.

Ved at kortlægge de forskellige dekorationer og sammenholde med stempler eller etiketter, kan de enkelte genstande tidsbestemmes. Nogle er af ukendt ophav, men de fleste kan henføres til en navngiven kunstner.

Bag i bogen er der en række tabeller med oversigter over dekorationer, deres numre og årstal samt kunstnere. Wärtsiläs komplette produktion fra 1972 er også dokumenteret i tabelform.

I 1974 begynder Wärtsilä at samarbejde med den danske lampeproducent Fog & Mørup.

Populært sagt tog man en 21 cm Arabia skål, vendte den om, borede et hul og monterede fatning og ledning. Kort efter lavede Fog & Mørup også en udgave, som var skaleret op til 30 cm.

Lamperne kom med to dekorationer hentet fra skålene. Den første var Primavera fra 1974 med blomster i forskellige farver. Hos Fog & Mørup fik serien navnet Arabia. I 1975 lanceredes serien Trubadur med kvinder i brune dragter fra middelalderen. Begge dekorationer er tegnet af Raija Uosikkinen.

Referencer: “Rakas Finel ja Arabia-emali / Kärlek till Finel och Arabia emalj” af Liisa Laukka, Forlaget jolisas.se 2016, isbn 978-91-639-0800-2 samt Fog & Mørups produktkatalog 1976-77.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen og fra Fog & Mørups katalog, bortset fra de røde og hvide skåle som tilhører denne artikels forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Dansk design på udsalg.

Lige op til julesalget i december 2006 udkom to bøger om dansk design. Den ene er nu sat på bogudssalg til stærkt nedsat pris.

Begge bøger ligner hinanden i format, omfang, udstyr og opbygning. De to forfattere har grebet ud efter præcis den samme ide: At præsentere kendte danske klassiske designs indenfor møbler, lamper, plakater, legetøj, bestik og køkkentøj. Mange tingene er idag ikoner og eftertragtede samleobjekter på loppemarkeder og i retroshops.

Den ene bog er skrevet af Thomas Dickson, den anden af Lars Dybdahl. Det er sidstnævnte, der nu er på udsalg.

I Dybdahls bog er illustrationerne flotte, og det er de også hos Dickson. En forskel er derimod sproget. Dicksons tekster er nemme at læse uden at blive banale. Dybdahls sprog er tungt, præget af lange sætninger og mange steder fyldt med kryptiske elitære formuleringer som denne:

“Verner Pantons arbejde med lys var en integral dimension af hans totaldesignerede rum-udformninger. Ofte ophængt i formationer, hvor en visuel redundans blev en effektfuld kvalitet, har både hans industrielle lamper og de andre, manuelt tilvirkede, været de rumdefinerende lyskilder i hans exceptionelle række af artificielle interiører”

I begge bøger får du en lang række interessante historier, men ikke nødvendigvis de samme. En af Dybdahls fortællinger handler om, hvordan det danske emaljerede køkkentøj fra begyndelsen af 60’erne taber terræn til udenlandske produkter samt nye materialer som aluminium og stål.

Hvor det bar hen havde længe været til at få øje på. Producenterne forsøgte ellers at forny sig med nye serier som Glud & Marstrands Dankok med sort dekorativ frise af små kongekroner, og Jan Trägårds Copco gryder for Morsø Jernstøberi. Begge fra 1959. Også virksomheden Rafa havde allerede i 1956 lanceret en serie gryder med greb af rustfrit stål tegnet af Nanna og Jørgen Ditzel.

Ingen af serierne slog for alvor an og gav den forventede salgssucces.

Dankok serien var primært en fornyelse af det designmæssige udtryk uden teknisk-funktionelle nyskabelser, og da Glud & Marstrand i 1963 udviklede Proxy-Let serien med ny patenteret bund, der kunne bruges både til gas, el-spiral eller el-massivplader, var det for sent. Fremstillingen af emaljeret køkkentøj stoppede i 1966. Omkostninger ved at producere var for høje sammenlignet med de konkurrerende varer i aluminium og stål.

“Dansk Design 1945-1975” af Lars Dybdahl, Borgens Forlag 2006, isbn 978-87-21-02702-5. Pris ved udgivelsen 550 kr. På bogudsalg hos Arnold Busck til 149,95 kr.

“Dansk Design” af Thomas Dickson udkom oprindelig i 2006, men er siden blevet opdateret i en nye reviderede udgaver. Den seneste 3. udgave fra Gyldendal kom i 2017, isbn 978-87-02-19390-9. Prisen svinger mellem 443-600 kr. Brugte 1. eller 2. udgaver fås til mellem 150-295 kr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Drengen med øllerne.

Hver morgen står der en lille dreng ved min seng med en bakke og et par morgenbajere.

At bruge børn som blikfang for at øge salget af alkohol ville i dag vække ramaskrig og være politisk ukorrekt, men den slags skrupler havde man ikke omkring 1925, da Bryggeriet Thor i Randers første gang lancerede reklamen med tjenerdrengen.

Motivet skulle vise sig holdbart. Det blev brugt igen og igen på skilte produceret i perioden 1930 til 1955, først af emaljefabrikken Johs Theil, senere af Glud & Marstrand.

Sceneskift til genbrugspladsen. Her er en pladsmand ved at sortere affald. Sortergrabben får fat i, hvad der ved første øjekast ser ud til at være en bageplade, men ved nærmere eftersyn viser bagepladen sig at være bagsiden af et gammelt emaljeskilt. I næsten perfekt stand og alligevel endt som affald på lossepladsen.

Desværre nåede grabben at tilføje en alvorlig skramme og et grimt buk i skiltets ene kant, men det blev dog reddet og kom senere til salg på en stand hos Retroguld loppemarked i Århus. Det var i november 2017 og prisen var 2400 kr. Billigt hvis man kan leve med skaden. Et lidt ældre skilt fra Johs. Theil med det samme motiv gik 6 måneder før for 6588 kr (med salær) på auktion hos lauritz.com.

Både skiltet med tjenerdrengen og det med guden Thor i sin stridsvogn er produceret hos Glud & Marstrand. Skilte herfra er ofte presset med flade kanter. Fabrikken Johs. Theils skilte havde ikke de samme  flade kanter.

Hvis du vil læse mere om emaljeskilte, kommer du ikke udenom John Juhler Hansens store bog. I den kan du læse om skiltenes kulturhistorie og deres brug. Bogen er udstyret med en omfattende registrant, der er nyttig til identifikation og datering.

Referencer: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016. Billedet med den gule sortergrab er fra Morsø Kommunes genbrugsplads og er hentet fra Building Supplys hjemmeside. Det skal understreges, at Morsø Kommunens genbrugsplads ikke har nogen tilknytning til historien om fundet af skiltet med guden Thor.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Neon på taget.

Emaljerede skilte med rød tekst “neon på taget” eller pile i forskellige retninger. Nogle gange finder du dem til salg på loppemarkeder eller hos marskandisere, men hvad har de oprindelig været brugt til?

Skiltene var lovpligtige og monteret på soklen til bygninger med neonreklamer. De skulle advare brandfolk og vise vej til nødafbryderen. En installation kunne have spænding på op mod 4000 volt, så det var vigtigt at få slukket for strømmen, ellers var der risiko for overgang mellem det elektriske anlæg, vandet og brandfolkene.

Huse på centrale gader og pladser i de store byer kunne have flere neonreklamer. Leje af plads på et tag var en indbringende affære. En reklame på Rådhuspladsen i København kostede i 1979 omkring 600.000 kroner i årlige leje. Da hver eneste neonreklame skulle have sit eget skilt, sad der på nogle bygninger en hel skov af skilte på hussoklen.

Neonreklamernes gyldne tid var 30’erne og 50’erne, men under 2. verdenskrig var det hele slukket. Strømmen var dyr, og der skulle spares på kul og brændsel. Lys på facader og tage var heller ikke foreneligt med kravet om mørkelægning. I lang tid efter besættelsen var der stadig rationering. Kun på særlige mærkedage som kongens fødselsdag måtte man sætte strøm til reklamerne. Først i 1949 blev restriktionerne ophævet, og byernes neonlys vendte tilbage.

De sjoveste reklamer er dem med bevægelse. En af de mest ikonisk er Irmas høne ved Dronning Louises Bro i København. Den blev første gang tændt i 1936 og har gennem årene lagt millioner af æg. I 2017 fløj den fra reden, fordi huset skal renoveres. Hønen er nu flyttet til Knuthenlund Gods, men det er meningen, at den senere vender tilbage til sin gamle placeringen i København.

Referencer: “Neon” af Stefan Outzen og Helena Helmer, Forlaget Frydenlund 2015, isbn. 978-87-7118-611-6. Pileskiltene i collagen øverst er affotograferet fra bogen. “Lysene over København” af Anker Jesper Nielsen, Borgen 1994, isbn. 87-21-00199-5. Billedet fra Rådhuspladsen i 1952 er herfra. Billedet af Irmahønen er hentet på Irmas hjemmeside.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Relancering af Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav i 1955 en serie emaljerede stålgryder. De blev markedsført af Dansk Designs og kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne er et godt eksempel på genial nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på låget med flere berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig. Samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer også som bordskåner. Man stiller gryden oven på låget, mens der øses op på tallerkenerne, så varmen fra gryden ikke bliver ledt ned i bordpladen.

Det skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Selv sagde Quistgaard, at gryden blev formgivet som var den slået op i hånden, ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Mellem 1955 og 1965 blev Kobenstyle gryderne sammen med de tilhørende pander og kander i serien fremstillet i Danmark hos Glud og Marstrand. Farvevarianterne var limegrøn, gul, rød og turkis, men den limegrønne solgte ikke godt og gled ud allerede i 1956. I dag er den sjælden på brugtmarkederne og koster i god stand meget mere end de øvrige farver.

I 1965 flytter produktionen til Frankrig og nogle af farverne udgår, mens  andre kommer til. Klik på skemaet herunder og se detaljerne om de forskellige farver.I 1985 er det slut med Kobenstyle. I hvert fald indtil videre. Dansk designs, som i mellemtiden skiftede navn til Dansk International Designs, kom i hænderne på spekulationsbanken Goldman Sachs og solgt til en kapitalfond. Efter endnu en handel ejes Brandet Dansk i dag af selskabet Lennox Corporation, som i 2012 relancerede Kobenstyle. Denne gang produceret i Thailand.

Af de originale farver fra Glud og Marstrand tiden fås igen den røde. Den forhandles i Danmark af Lyngbyvasen. Ellers er der eksperimenteret med farver som grå, lavendel og en særlig udgave i limegrøn, som kun sælges i MOMAs museumsshop, men som er anderledes og ikke helt rammer nuancen på den oprindelige fra 1955.

Lennox Corporation fik i 2014 designeren Paul Thonis til at videreudvikle Kobenstyle serien. Han tog patent på et nyt greb. Resultatet er en kasserolle fremstillet i rustfrit stål med udgangspunkt i det oprindelige formsprog fra Quistgaards hånd, men ændret radikalt i sit udtryk. Alligevel bærer den signaturen JHQ.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3 ; Dansk Designs ; LenoxLyngbyvasenshopUSD patent no. US D712,194S .

Forf: JM

Emaljeskilte på museum.

Er du vild med gamle emaljeskilte, skal du tage en tur til Industrimuseet i Horsens eller Jernbanemuseet i Odense.

På udstillingen i Horsens kan du se skilte fra museets egen samling suppleret med indlån fra andre museer og fra private samlere. En stor del kommer fra John Juhler Hansen, der har udgivet bøger om emaljeskilte, og som også har været kurator på udstillingen.

Mere end 100 skilte vises. Både nyere fra efterkrigstiden samt ældre af den hvælvede slags. Nogle er lokale og yderst sjældne, fordi de kun har været produceret i begrænset oplag.

Emaljeskilte er blevet et stort og populært samlerobjekt. For få år siden var de en lille niche for feinschmeckere. I dag har skiltene fået en bredere appel. Der kommet en ny kategori af købere til. Det er folk, som bare vil have et enkelt skilt til hjemmet, og som bruger dem som en dekorativ del af interiøret på lige fod med plakater og kunst. Derfor er auktionspriserne høje på gode skilte i fin stand.

En særlig slags emaljeskilte sad på jernbanestationerne. Dem finder du også på Industrimuseet i Horsens, men vil du se en større samling stationsskilte, skal du til Odense.

A/S Jernbanereklamen havde koncession på ophængning af skilte på danske jernbanestationer. I 1937 havde man kontrakt om ophængning på 655 stationer.

Fra starten af 30’erne var størrelsen blevet standardiseret til kvadratiske skilte på 58 cm x 58 cm. Praktisk med ensartet format, hvis skiltene skulle udskiftes. Det skete dog sjældent. De samme skilte hang år efter år på stationerne lige indtil 1965, hvor tiden efterhånden var løbet fra emaljen som reklamemedie, og de sidste blev pillet ned. Plakater af papir var billigere at fremstille.

De mindre landstationer var det lokale samlingspunkt. Ventetiden på perronen kunne slås ihjel ved at kigge på de mange farvestrålende skilte. Man kender til 70 forskellige stationsskilte. På Jernbanemuseet har de en samling på omkring 30 stykker. De flytter lidt rundt på dem. På et tidspunkt hang de fleste på en plankeværkstavle rekonstrueret efter et typisk perronmiljø. I dag er tavlen skåret op i flere mindre søjler og placeret i galleriet på 1. sal.

Udstillingen på Danmarks Industrimuseum løber til 22. oktober 20017. Stationsskiltene på Danmarks Jernbanemuseum er en del af den faste udstilling.

Reference: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016, isbn. 978-87-990816-4-6. Pris 349 kr. Det sort-hvide billede er affotograferet herfra.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM