Emalje

Norsk designklassiker fundet i Frankrig.

Armlænken sidder på en usædvanlig heldig hånd. Den er fundet på et loppemarked i Frankrig, men stammer fra Norge og er tegnet af Grete Prytz Kittelsen.

Et regulært kup gjort af Karen en regnfuld torsdag i oktober på et lille sydfransk loppemarked i Marseillan. Måske sådan et fund der kun sker once in a life-time.

boelge-armlaenke

Lænken kom fra et dødsbo, og da prisen var beskedne 45 € svarende til 335 kroner, gjaldt det om at bevare masken og slå til med det samme, selvom pulsen steg. En auktionsvurdering vil formentlig ligge et sted mellem 8000-10.000 kroner.

Karen samler på ting af Grethe Prytz Kittelsen. En af Norges helt store designere, især kendt for formgivningen af de ikoniske lotusskåle for emaljeværket Cathrineholm, men Kittelsen har også tegnet en lang række smykker, sølvgenstande og hverdagsbrugsting. Hun regnes for en central aktør indenfor norsk designhistorie.

Armlænken stammer fra en mindre serie kaldet Bølge, som også omfatter broche, halssmykke, ørevedhæng og nogle fingerringe. Bølge er tegnet i 1947 og fremstillet i sølv og spejlemalje hos guldsmedefirmaet J. Tostrup.

Her eksperimenterede Grete Prytz Kittelsen med nye former og teknikker. Ofte klippede hun til at starte med formen ud i papir og foldede og bøjede det, indtil hun kom frem til den færdige skabelon helt uden brug af dyrt specialværktøj

Tiden lige efter 2. verdenskrig var præget af materialemangel. Ved brug af valsemaskine kunne det kostbare sølv udnyttes rationelt. Sølvet blev stanset ud i ultra tynde plader formet efter skabelonen, dernæst håndfræset og fyldt med emalje. Med den teknik kunne man øge volumen og samtidig sænke omkostningerne.

Bølgeserien vakte opsigt og vandt priser på nordiske og internationale udstillinger af brugskunst, og serien blev forløber for en lang række andre emaljesmykker designet af Grete Prytz Kittelsen for J. Tostrup.

litt-gpk

Et overblik over de mange smykker finder du i Karianne Bjellås Giljes store biografi om Grete Prytz Kittelsen, der udkom på norsk i 2008 og senere på engelsk i 2012. Bogen har et kapitel på 38 sider om hendes smykker samt en komplet værkfortegnelse over alt hun har formgivet, også skålene fra Cathrineholm.

Du kan også læse om Grete Prytz Kittelsen i Jan-Lauritz Opstads værk om norsk emalje, hvor der er to kapitler på i alt 28 sider om efterkrigstidens emaljekunst.

“Grete Prytz Kittelsen – Emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m. fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn. 9788205376533.

“Grete Prytz Kittelsen – The Art of Enamel Design” by Karianne Bjellås Gilje et al., Norton Inc., isbn. 9780393733310.

“Norsk emalje – kunsthåndverk i verdenstoppen” af Jan-Lauritz Opstad, C. Huitfeldt Forlag 1994, isbn. 8270031275.

Bølgesmykkerne er udstillet på det norske Nasjonalmuseum og det Nordenfjeldske Kunstindustri-museum. Det er Grete Prytz Kittelsens egne eksemplarer, som er testamenteret til museerne. De kan ses online på digitaltmuseum.no.

Forf: KKL & JM

Lotus fra Cathrineholm.

Hvor mange farvevarianter er der i Lotus serien?

Spørgsmålet stilles i det nyeste nummer af Scandinavian Retro, som har en stor og informativ guide på 10 sider om emaljevarerne med Lotus dekoration fra norske Cathrineholm i Halden.

CaH col 1

Redaktionen har talt sig frem til 20, men de er ikke helt sikre. Nogle farver blev kun lavet i kort tid og i begrænset oplag. En lyserød variant blev udelukkende markedsført i USA og er ekstrem sjælden og værdifuld.

Også de mere almindelige farver er eftertragtede. Den mindste skål på 10 cm i turkis kostede i december 1965 hos en dansk isenkræmmer 9,35 kr. En tilsvarende skål i perfekt stand vurderes i Scandinavian Retro til mellem 500-1000 sv.kr.

Guiden kommer hele vejen rundt om Lotus temaet og viser repertoiret af skåle, fade, kasseroller, gryder og kander. Også de knap så almindelige ting er med. Enkelte dele blev faktisk slet ikke fremstillet i Norge. Dåserne findes både i emalje og blik. Dem af blik blev fremstillet på licens i Japan.

I Danmark blev Lotus mønstret brugt af Lyngby Porcelænsfabrik som en variation på deres Danild og Trend stel. Også danske Lundtofte Stål har haft et samarbejde med Cathrineholm. Hvordan sammenhængen præcis har været er uklar. Lotus tingene kan være blevet fremstillet på licens i Danmark. Mere sandsynligt er det, at Lundtofte Stål har været agent og importør af de norske produkter på det danske marked.

Cah col 2 xx

Designeren Grete Prytz Kittelsen er formgiver til skålene i Cathrine serien fra 1956 samt gryderne og kasserollerne i Sensasjons serien fra 1964. Først i 1965 satte fabrikken Lotus på. Hvem der fandt på mønstret var længe uklart. Grete Prytz Kittelsen brød sig ikke om det: “Særlig synes jeg lotusbladene ødela kjelene og pannene. Og de bollene og fatene som fikk den minste varianten av lotusbladene som en pyntebord langs kanten, er ikke gode”, udtalte hun mange år senere.

Idag er det anerkendt , at det var dekoratøren Arne Clausen fra Cathrineholm, som tegnede det, men forud gik en bitter strid mellem Arne Clausens børn og en inspektør fra Nasjonalmuseet i Oslo. Først da datteren kunne fremlægge dokumentation i form af nogle signerede skitser faldt tingene på plads.

Emaljetingene blev løbende produktudviklet. En af de sidste udgaver af gryderne havde praktisk teflonbelægning, så maden ikke brændte på. Til gengæld nedbrændte hele fabrikken i 1972, og produktionen i Norge ophørte.

Ikke alle tingene er signeret. Nogle har et trykt logo i form af en C-bue tegnet af Grete Prytz Kittelsen, andre har blot teksten Made in Norway, mens andre igen har en label af papir.

CH col mrk

Varemærket Lotus blev registreret af Cathrineholm i august 1966 og udløb i marts 1992.

Det danske firma Lucie Kaas har nu erhvervet retten til Lotus mønstret og har sat det på en serie keramik og porcelæn, der bliver fremstillet i Portugal, og som ikke har tilknytning til de originale emaljeting fra Norge.

Referencer:

Scandinavian Retro, nummer 2 (april) 2016

Månedsmagasinet Bo Bedre, nummer 12 (december) 1965.

Aftenposten, 24. november 2013

Trademarkia.com

“Grete Prytz Kittelsen – emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m.fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn: 978-82-05-37653-3. 

Forf: JM

Retro kaffemaskine solgt til skyhøj pris.

Hvem har givet 10.000 kroner for en gammel kaffebrygger?

Det har Melitta. Kaffebryggeren hedder Automat 120. Det er den røde til højre, og den fungerer stadig. De fandt den via en kampagne på deres Facebook og skulle bruge den til fejringen af 50 året for lanceringen af Sveriges første elektriske kaffebrygger til husholdningsbrug.

col MA 120

Dengang i 1965 kostede en Automat 120 omkring 400 kroner. Rimelig høj pris i forhold til datidens købekraft. Omregnet til nutidens priser svarer det nogenlunde til 3500 kroner. Først i løbet af 70’erne faldt prisen til et mere rimeligt leje, og en revolution af måden at lave kaffe på var i gang.

Melitta reklame

Før kaffemaskinernes fremkomst var det i Danmark mest almindeligt at lave kaffe ved at lade kogende vand løbe gemmen et filter ned i kaffekanden, som typisk var en Madam Blå fra Glud og Marstrand, mens de i Norge og Sverige lavede kokkaffe.

Grovmalede bønner kommes i en kaffepanna med koldt vand, som koges op direkte på komfuret. Metoden bruges stadig nogle steder i Sverige, og i detailhandlen kan man købe kaffe med den rigtige grove malning, der passer til kokkaffe.

I Sverige kom kaffepannan ofte fra Kockums Emaljeværk. Den cremefarvede model med grøn kant var meget udbredt. I Norge kogte de måske kaffen i en Lotus kande fra Cathrineholm.

col GM-Kock-Cath

Historien om Automat 120 findes på Melittas Facebook, men kan også læses i den seneste udgave af Scandinavian Retro, som er nummer 5 fra oktober 2015.

Magasinet bringer denne gang desuden artikler om gyngestole, tekstiler fra Verner Pantons hånd, Aldo Londis turkise keramik for italienske Bitossi, en oversigt over skærebrætter af porcelæn fra Rörstrand samt en retroguide til shopping i Liverpool og Manchester.

Billederne af Melitta Automat 120 kommer fra Melitta.

Forf: JM

Hvem har designet Copco gryderne fra Morsø?

Morsø Jernstøberi havde i 1960erne stor succes med en omfattende serie af emaljerede køkkenting af støbejern.

Gryderne har en sjov detalje. Håndtagene nærmest gror ud af korpus og spejler sig omvendt mod hinanden. Det giver et sikkert greb om den samlede enhed, som er meget tung.

Serien hedder Copco og tilskrives ofte den amerikanske designer Michael Lax. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er ham alene, som har formgivet alle tingene?

På Nettet er det nemt at finde billeder af gryderne, som i bunden er stemplet “Copco, Michael Lax, Denmark”. I andre tilfælde er de blot mærket med et nummer samt “Copco, Denmark”. Billeder lyver som bekendt sjældent, men begynder du at grave lidt dybere, dukker der alligevel oplysninger frem, som peger i andre retninger.

Morsø Jernstøberi havde flere gange i løbet af 1965-66 indrykket nogle helsides annoncer i Bo Bedre, f.eks. var der én i april nummeret fra 1966. Her vises gryderne under navnet Nacco, og Morsø skriver, at serien er designet af Bernadotte og Bjørn.

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 af N. A. Christensen og aktieselskabet bag jernstøberiet hed på et tidspunkt “N. A. Christensen og CO”. Det er ret oplagt, at navnet Nacco må være afledt heraf. Hvorfor og hvornår serien skifter navn står hen i det uvisse, men da designtidsskriftet Mobilia bringer en artikel om Morsø Jernstøberi i nummer 183 fra oktober 1970 hedder grydeserien nu Copco.

Måske har der ligefrem været slagsmål om ophavsretten til de forskellige brands. I august 1966 registreres Nacco i USA som et varemærke under et amerikansk selskab i New York ved navn Copco Inc. Selskabet fremstillede ildfaste emaljerede produkter. Alligevel fortsætter Morsø i 1970 med at forny sine rettigheder til navnet Copco i Danmark. Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Det er noget værre rod, men det kan være forklaringen på, at der udover de danske ting også findes emaljerede Copco køkkenting fra lande som Holland, Spanien og USA.

Tilbage til spørgsmålet om hvem, der har designet Nacco/Copco gryderne?

Acton Bjørn og Sigvard Bernadotte havde i 1950 startet et designstudio i København med en lille filial i Stockholm i 1958. Begge afdelinger blevet drevet som en slags kreative væksthuse, hvor unge designere var mere eller mindre fast tilknyttet. Især Bernadotte udstak retningslinjerne for de forskellige opgaver, men ofte var det nogle andre, som tegnede videre på projekterne.

I Thomas Lindblads bog om Sigvard Bernadotte omtales også Copco gryderne fra Morsø. Lindblad mener, at det i virkeligehden er Jan Trägårdh, som skal have æren for gryderne. Trägårdh var en af de ledende designere i Bernadottes designstudio.

Til gengæld nævner Lindblad slet ikke Michael Lax, men kreative folk gik nærmest ind og ud ad døren hos Bernadotte, og Michael Lax foretog flere studierejser til Skandinavien netop i 60’erne, så en teori kunne være, at han også har været forbi og har slået nogle streger på køkkentingene til Morsø

Forf: JM

Vigtig opdatering om navnet Nacco/Copco: Se kommentaren herunder fra den.16. september 2014.

Bog om emaljevarer fra Kockums.

Kockums Emaljeverk i Blekinge var en af Nordens store producenter af emaljevarer. Værket havde en omfattende eksport, også til Danmark.

I efteråret 2011 udkom en bog om Kockums, hvor vægten er lagt på at dokumentere de forskellige brugsting.

Kockums forside A

Til grund for bogen ligger et kæmpe digitalt register med billeder af næsten 20.000 genstande. Lidt ærgerligt at der så kun er blevet plads til omkring 100 af dem, for et af bogens helt store plusser er netop billederne, som er flotte og skarpe. Det er også primært dem, der gør bogen rigtig interessant for samlere og antikhandlere.

Naturligvis er der grænser for hvor meget, der kan blive plads til i en bog, men det vil være oplagt på et tidspunkt at publicere registret eller dele af det på Internettet – lidt på samme måde som Næstved Museums kulturhistoriske projekt med at registrere og fotografere Holmegaard Glasværks prøvesamling

Som dansker kan du ikke lade være med at drage paralleller til Glud & Marstrand. Men modsat den danske producent var Kockums lagt mere fremme i skoene med hensyn til hele tiden at tilpasse produktionen til tidernes skiftende behov og mode. Et eksempel er evnen til at bruge kunstnere til formgivning og produktudvikling.

Det starter allerede med den svenske tegner Einar Nermans grafiske illustrationer på Kockums storsælgende børneservice i midten af 20’erne. I 50’erne og 60’erne fortsætter Kockums det stærke fokus på kunstnerisk inspiration. Nu med et samarbejde med sølvsmedene Sigurd Persson og Arne Erkers samt Carl-Arne Breger, der var industriel formgiver.

Kopenstyle C M

Også den danske designer Jens Harald Quistgaard har haft tilknytning til Kockums. Kobenstyle gryderne er delvist lavet på Kockums. Oplysningen stammer fra Folke Peterson, som i næsten 50 år arbejdede på Kockums emaljelaboratorium. Grydernes korpus blev først fremstillet i Danmark og derefter fragtet til Sverige, hvor emaljen blev påført på Kockums afdeling i Kallinge.

Bogen bygger på en lang række skriftlige kilder og interviews med et par centrale personer med tilknytning til Kockums. Det er tale om et stykke veldokumenteret research. Desværre er der også en enkelt lidt uheldig svipser. En karakteristisk dansk krenitskål med orange emalje og matsort yderside vises på side 79, men tilskrives fejlagtigt formgiveren Arne Erkers.

“Från bruksverk till konstverk i emaljens Ronneby” af Jane Betts og Hans Krohn (foto), Mixi Print 2011, isbn. 978-91-633-9497-3.

Forf: JM

IHQ Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav en serie emaljerede stålgryder i 1955. De blev kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked gerne ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne blev fremstillet af Glud & Marstrand. De er et godt eksempel på Quistgaards geniale nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på grydelåget med fire berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig og samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer nemlig også som bordskåner. Du kan stille gryden på låget, mens du øser op på tallerkenerne, og varmen fra gryden bliver ikke ledt ned i bordpladen. Selve gryden med dens skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Quistgaard brugte selv det udtryk, at den blev formgivet som om den er slået op i hånden – ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Du kan høre Quistgaard fortælle om Kobenstyle gryderne og en lang række af hans andre ting i Stig Guldbergs dokumentarfilm, som tidligere er blevet anmeldt på denne blog (februar 2010).

Mine egne Kobenstyle gryder er gået på pension. De kommer ikke længere på komfuret. De er nu blevet stablet op i et køkkenvindue, hvor de står som en slags tårnskulptur. Under lågene gemmer jeg alt tilbehøret til min stavblender. Så ved jeg altid, hvor det er, og skal ikke længere lede febrilsk nede i køkkenskuffernes rod.

“Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg”, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3. Pris 299,95 kr.

Forf: JM

Danske vintage lamper.

“Man tager en finsk emaljeskål, vender den på hovedet og monterer så en fatning og en ledning”.

Vintage danish lights coll

Nej, helt så banalt er det næppe foregået, men tanken kan du nemt få, hvis du stiller en emaljeskål fra Arabia ved siden af en køkkenlampe fra Fog & Mørup: Ligheden er slående!

Begge er fra midten af 70’erne og dekoreret i præcis det samme karakteristiske “Troubadour” mønster med brune blomster og kvinder iført dragter i middelalderlignende stil. Forklaringen er, at Fog & Mørup havde tæt kontakt med finske Arabia. Historien om det samarbejde får du på en fantastisk engelsk blog om dansk lampedesign fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Screenshot.png

Bloggen er lavet af folkene bag Internetshoppen Classic Modern, som handler med dansk og nordisk retrodesign.

En mission har været at få udryddet en lang række misforståelser på nettet om hvem, der har designet hvad og for hvem. Der ligger sober og grundig research bag de forskellige indlæg, som for fleres vedkommende bygger på og er illustreret med originale reklamer og salgskataloger. Især Lyfa og Fog & Mørups lampedesign har fået en fremtrædende plads, hvorimod der er knap så meget om Louis Poulsen.

I tilknytning til bloggen er der en database med opslag på producenter og formgivere. Tilsammen udgør blog og database et virkelig nyttigt redskab til research, og de er et absolut must for folk, der interesserer sig for danske vintage lamper.

http://www.vintage-danish-lights.com/?p=531

Forf: JM