Emalje

Emaljeskilte på museum.

Er du vild med gamle emaljeskilte, skal du tage en tur til Industrimuseet i Horsens eller Jernbanemuseet i Odense.

På udstillingen i Horsens kan du se skilte fra museets egen samling suppleret med indlån fra andre museer og fra private samlere. En stor del kommer fra John Juhler Hansen, der har udgivet bøger om emaljeskilte, og som også har været kurator på udstillingen.

Mere end 100 skilte vises. Både nyere fra efterkrigstiden samt ældre af den hvælvede slags. Nogle er lokale og yderst sjældne, fordi de kun har været produceret i begrænset oplag.

Emaljeskilte er blevet et stort og populært samlerobjekt. For få år siden var de en lille niche for feinschmeckere. I dag har skiltene fået en bredere appel. Der kommet en ny kategori af købere til. Det er folk, som bare vil have et enkelt skilt til hjemmet, og som bruger dem som en dekorativ del af interiøret på lige fod med plakater og kunst. Derfor er auktionspriserne høje på gode skilte i fin stand.

En særlig slags emaljeskilte sad på jernbanestationerne. Dem finder du også på Industrimuseet i Horsens, men vil du se en større samling stationsskilte, skal du til Odense.

A/S Jernbanereklamen havde koncession på ophængning af skilte på danske jernbanestationer. I 1937 havde man kontrakt om ophængning på 655 stationer.

Fra starten af 30’erne var størrelsen blevet standardiseret til kvadratiske skilte på 58 cm x 58 cm. Praktisk med ensartet format, hvis skiltene skulle udskiftes. Det skete dog sjældent. De samme skilte hang år efter år på stationerne lige indtil 1965, hvor tiden efterhånden var løbet fra emaljen som reklamemedie, og de sidste blev pillet ned. Plakater af papir var billigere at fremstille.

De mindre landstationer var det lokale samlingspunkt. Ventetiden på perronen kunne slås ihjel ved at kigge på de mange farvestrålende skilte. Man kender til 70 forskellige stationsskilte. På Jernbanemuseet har de en samling på omkring 30 stykker. De flytter lidt rundt på dem. På et tidspunkt hang de fleste på en plankeværkstavle rekonstrueret efter et typisk perronmiljø. I dag er tavlen skåret op i flere mindre søjler og placeret i galleriet på 1. sal.

Udstillingen på Danmarks Industrimuseum løber til 22. oktober 20017. Stationsskiltene på Danmarks Jernbanemuseum er en del af den faste udstilling.

Reference: “Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016, isbn. 978-87-990816-4-6. Pris 349 kr. Det sort-hvide billede er affotograferet herfra.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Norsk designklassiker fundet i Frankrig.

Armlænken sidder på en usædvanlig heldig hånd. Den er fundet på et loppemarked i Frankrig, men stammer fra Norge og er tegnet af Grete Prytz Kittelsen.

Et regulært kup gjort af Karen en regnfuld torsdag i oktober på et lille sydfransk loppemarked i Marseillan. Måske sådan et fund der kun sker once in a life-time.

boelge-armlaenke

Lænken kom fra et dødsbo, og da prisen var beskedne 45 € svarende til 335 kroner, gjaldt det om at bevare masken og slå til med det samme, selvom pulsen steg. En auktionsvurdering vil formentlig ligge et sted mellem 8000-10.000 kroner.

Karen samler på ting af Grethe Prytz Kittelsen. En af Norges helt store designere, især kendt for formgivningen af de ikoniske lotusskåle for emaljeværket Cathrineholm, men Kittelsen har også tegnet en lang række smykker, sølvgenstande og hverdagsbrugsting. Hun regnes for en central aktør indenfor norsk designhistorie.

Armlænken stammer fra en mindre serie kaldet Bølge, som også omfatter broche, halssmykke, ørevedhæng og nogle fingerringe. Bølge er tegnet i 1947 og fremstillet i sølv og spejlemalje hos guldsmedefirmaet J. Tostrup.

Her eksperimenterede Grete Prytz Kittelsen med nye former og teknikker. Ofte klippede hun til at starte med formen ud i papir og foldede og bøjede det, indtil hun kom frem til den færdige skabelon helt uden brug af dyrt specialværktøj

Tiden lige efter 2. verdenskrig var præget af materialemangel. Ved brug af valsemaskine kunne det kostbare sølv udnyttes rationelt. Sølvet blev stanset ud i ultra tynde plader formet efter skabelonen, dernæst håndfræset og fyldt med emalje. Med den teknik kunne man øge volumen og samtidig sænke omkostningerne.

Bølgeserien vakte opsigt og vandt priser på nordiske og internationale udstillinger af brugskunst, og serien blev forløber for en lang række andre emaljesmykker designet af Grete Prytz Kittelsen for J. Tostrup.

litt-gpk

Et overblik over de mange smykker finder du i Karianne Bjellås Giljes store biografi om Grete Prytz Kittelsen, der udkom på norsk i 2008 og senere på engelsk i 2012. Bogen har et kapitel på 38 sider om hendes smykker samt en komplet værkfortegnelse over alt hun har formgivet, også skålene fra Cathrineholm.

Du kan også læse om Grete Prytz Kittelsen i Jan-Lauritz Opstads værk om norsk emalje, hvor der er to kapitler på i alt 28 sider om efterkrigstidens emaljekunst.

“Grete Prytz Kittelsen – Emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m. fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn. 9788205376533.

“Grete Prytz Kittelsen – The Art of Enamel Design” by Karianne Bjellås Gilje et al., Norton Inc., isbn. 9780393733310.

“Norsk emalje – kunsthåndverk i verdenstoppen” af Jan-Lauritz Opstad, C. Huitfeldt Forlag 1994, isbn. 8270031275.

Bølgesmykkerne er udstillet på det norske Nasjonalmuseum og det Nordenfjeldske Kunstindustri-museum. Det er Grete Prytz Kittelsens egne eksemplarer, som er testamenteret til museerne. De kan ses online på digitaltmuseum.no.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: KKL & JM

Ny udgave af bogen om emaljeskilte.

Gadens blikfang er kommet i en ny opdateret 2. udgave. Et mesterværk ligesom den forrige fra 2002.

Flere skilte er beskrevet. Nu er der 1768 med, mens den gamle udgave havde 1380. De kultur- og industrihistoriske afsnit er udvidet og skrevet fuldstændig om med mange nye illustrationer. Nyt er også en kronologisk kavalkade med emaljeskiltetyper i forskellige perioder.

Plattenslageri og forfalskninger er fulgt i kølvandet på stigende interesse for gamle skilte. Bogen advarer mod dygtige konservatorer, som med en mirakelkur kan forvandle en rustbunke af et gammelt motivskilt. Ofte er renoveringen temmelig svær at gennemskue, med mindre du bruger en lampe med infrarødt lys.

GB col 1

Ikke alle 1768 skilte er vist som illustration. Til gengæld er de alle detaljeret beskrevet i bogens katalogdel med et index på 100 sider. Har du et skilt, som ikke er illustreret i bogen, er det altså muligt at lave en sikker identifikation på grundlag af data i katalogdelen.

Som opslagsværk må der bladres en del. Nogle gange skal du bladre om til et selvstændigt afsnit med noter til index, og du skal måske også slå op for se, om der er en illustration. Bogen kan derfor godt virke lidt tung at orientere sig i, men egentlig er den ret logisk opbygget. Indexet er emneopdelt efter varegrupper. Der er en meget udførlig vejledning til at bruge det, og registrene bagerst i bogen er trimmet og gjort mere overskuelige i forhold til den tidligere udgave fra 2002.

Illustrationerne er second to none. Skarpe og trykt på lækkert blankt papir – både de mange store helsides illustrationer og alle de lidt mindre.

Gadens blikfang er underholdende, velskrevet og vidner om et kæmpe stykke research. Et must for samlere. Har du allerede udgaven fra 2002, kan du med fordel supplere med den nye. Også marskandisere, antikvitetshandlere og auktionshusenes kuratorer kan hente nyttig viden i bogen.

“Gadens Blikfang” af John Juhler Hansen, Forlaget Permild & Rosengreen 2016, isbn. 978-87-990816-4-6. Pris 349 kr.

Bogen kan ikke købes hos boghandleren, men leveres direkte fra forlaget.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Lotus fra Cathrineholm.

Hvor mange farvevarianter er der i Lotus serien?

Spørgsmålet stilles i det nyeste nummer af Scandinavian Retro, som har en stor og informativ guide på 10 sider om emaljevarerne med Lotus dekoration fra norske Cathrineholm i Halden.

CaH col 1

Redaktionen har talt sig frem til 20, men de er ikke helt sikre. Nogle farver blev kun lavet i kort tid og i begrænset oplag. En lyserød variant blev udelukkende markedsført i USA og er ekstrem sjælden og værdifuld.

Også de mere almindelige farver er eftertragtede. Den mindste skål på 10 cm i turkis kostede i december 1965 hos en dansk isenkræmmer 9,35 kr. En tilsvarende skål i perfekt stand vurderes i Scandinavian Retro til mellem 500-1000 sv.kr.

Guiden kommer hele vejen rundt om Lotus temaet og viser repertoiret af skåle, fade, kasseroller, gryder og kander. Også de knap så almindelige ting er med. Enkelte dele blev faktisk slet ikke fremstillet i Norge. Dåserne findes både i emalje og blik. Dem af blik blev fremstillet på licens i Japan.

I Danmark blev Lotus mønstret brugt af Lyngby Porcelænsfabrik som en variation på deres Danild og Trend stel. Også danske Lundtofte Stål har haft et samarbejde med Cathrineholm. Hvordan sammenhængen præcis har været er uklar. Lotus tingene kan være blevet fremstillet på licens i Danmark. Mere sandsynligt er det, at Lundtofte Stål har været agent og importør af de norske produkter på det danske marked.

Cah col 2 xx

Designeren Grete Prytz Kittelsen er formgiver til skålene i Cathrine serien fra 1956 samt gryderne og kasserollerne i Sensasjons serien fra 1964. Først i 1965 satte fabrikken Lotus på. Hvem der fandt på mønstret var længe uklart. Grete Prytz Kittelsen brød sig ikke om det: “Særlig synes jeg lotusbladene ødela kjelene og pannene. Og de bollene og fatene som fikk den minste varianten av lotusbladene som en pyntebord langs kanten, er ikke gode”, udtalte hun mange år senere.

Idag er det anerkendt , at det var dekoratøren Arne Clausen fra Cathrineholm, som tegnede det, men forud gik en bitter strid mellem Arne Clausens børn og en inspektør fra Nasjonalmuseet i Oslo. Først da datteren kunne fremlægge dokumentation i form af nogle signerede skitser faldt tingene på plads.

Emaljetingene blev løbende produktudviklet. En af de sidste udgaver af gryderne havde praktisk teflonbelægning, så maden ikke brændte på. Til gengæld nedbrændte hele fabrikken i 1972, og produktionen i Norge ophørte.

Ikke alle tingene er signeret. Nogle har et trykt logo i form af en C-bue tegnet af Grete Prytz Kittelsen, andre har blot teksten Made in Norway, mens andre igen har en label af papir.

CH col mrk

Varemærket Lotus blev registreret af Cathrineholm i august 1966 og udløb i marts 1992.

Det danske firma Lucie Kaas har nu erhvervet retten til Lotus mønstret og har sat det på en serie keramik og porcelæn, der bliver fremstillet i Portugal, og som ikke har tilknytning til de originale emaljeting fra Norge.

Referencer: Scandinavian Retro, nummer 2 (april) 2016, Månedsmagasinet Bo Bedre, nummer 12 (december) 1965. Aftenposten, 24. november 2013 samt Trademarkia.com

“Grete Prytz Kittelsen – emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m.fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn: 978-82-05-37653-3. 

Forf: JM

Retro kaffemaskine solgt til skyhøj pris.

Hvem har givet 10.000 kroner for en gammel kaffebrygger?

Det har Melitta. Kaffebryggeren hedder Automat 120. Det er den røde til højre, og den fungerer stadig. De fandt den via en kampagne på deres Facebook og skulle bruge den til fejringen af 50 året for lanceringen af Sveriges første elektriske kaffebrygger til husholdningsbrug.

col MA 120

Dengang i 1965 kostede en Automat 120 omkring 400 kroner. Rimelig høj pris i forhold til datidens købekraft. Omregnet til nutidens priser svarer det nogenlunde til 3500 kroner. Først i løbet af 70’erne faldt prisen til et mere rimeligt leje, og en revolution af måden at lave kaffe på var i gang.

Melitta reklame

Før kaffemaskinernes fremkomst var det i Danmark mest almindeligt at lave kaffe ved at lade kogende vand løbe gemmen et filter ned i kaffekanden, som typisk var en Madam Blå fra Glud og Marstrand, mens de i Norge og Sverige lavede kokkaffe.

Grovmalede bønner kommes i en kaffepanna med koldt vand, som koges op direkte på komfuret. Metoden bruges stadig nogle steder i Sverige, og i detailhandlen kan man købe kaffe med den rigtige grove malning, der passer til kokkaffe.

I Sverige kom kaffepannan ofte fra Kockums Emaljeværk. Den cremefarvede model med grøn kant var meget udbredt. I Norge kogte de måske kaffen i en Lotus kande fra Cathrineholm.

col GM-Kock-Cath

Historien om Automat 120 findes på Melittas Facebook, men kan også læses i den seneste udgave af Scandinavian Retro, som er nummer 5 fra oktober 2015.

Magasinet bringer denne gang desuden artikler om gyngestole, tekstiler fra Verner Pantons hånd, Aldo Londis turkise keramik for italienske Bitossi, en oversigt over skærebrætter af porcelæn fra Rörstrand samt en retroguide til shopping i Liverpool og Manchester.

Billederne af Melitta Automat 120 kommer fra Melitta.

Forf: JM

Bøger om danske og svenske emaljeskilte.

De hang rundt omkring i gadebilledet på butiksfacader, benzintanke, jernbanestationer og ved beværtninger. Et virvar af farvestrålende emaljeskilte med reklamer for datidens varemærker.

Smagsdommere og æstetikere hadede dem og skældte ud over, hvad de kaldte “facadernes vandalisering”. Og i Horsens opfordrede sammenslutningen af købmænd deres medlemmer til at få renset facaderne for alle de sammenbragte emaljeplakater.

Col A

I dag er de fleste skilte gået tabt og endt som skrot, mens de få overlevende er i høj kurs og skattet som eftertragtede samleobjekter. For samlere er det vigtigt at kunne dokumentere skiltenes alder og historie.

Hovedværket om danske emaljeskilte er John Juhler Jensens bog “Gadens blikfang” fra 2002. Den udkom i forbindelse med en stor udstilling på Danmarks Industrimuseum i Horsens. I Sverige udgav Peter Pluntky i 2009 “Tunga Varumärken”, som er en slags pendent til den danske bog.

Begge bøger har mange lighedstræk, men der er også forskelle. Både den danske og den svenske bog behandler skiltene i deres historisk kontekst med kapitler om producenter, distributører og skiltenes brug. Især den svenske bog gør også meget ud af fortællinger om stilhistorie, typografi og symbolik. Fælles for begge bøger er, at illustrationerne i de historiske kapitler er i topklasse. Store og knivskarpe.

Med hensyn til bøgernes katalogdele er der væsentlige forskelle. Begge sætter sig for at registrere alle kendte seriefremstillede kommercielle skilte brugt i henholdsvis Danmark og Sverige. Ikke ordens- og forbudsskilte eller skilte fremstillet til et helt specielt formål i et enkelt eksemplar. I den svenske bog har forfatteren desuden fravalgt forsikrings- og lotteriskilte. Til gengæld omfatter hans bog også skilte af blik.

Når du sidder med bøgerne ved siden af hinanden, finder du med det samme ud af, at de er meget forskelige at arbejde med, og at de som opslagsværker fungerer ret forskelligt.

Col B 2

Den svenske bog har en komplet alfabetisk billedefortegnelse over samtlige 1100 emalje- og 800 blikskilte. I den danske er fortegnelsen også komplet og omfatter 1380 emaljeskilte. Men den er ikke alfabetisk ordnet. Her er skiltene i stedet for inddelt efter varegrupper.

Desværre viser fortegnelsen i den danske bog langt fra billeder af alle skiltene. Nogle er dog med som illustrationer i de historiske kapitler. Til gengæld er beskrivelserne detaljerede og også mere relevante for en samler, f.eks. får du i den danske bog – hvis muligt – oplysning om de enkelte skiltes oplag.

At finde rundt i den svenske bog er nemt. Alle skilte er illustreret, og det er et kæmpe plus. Den danske bog forekommer derimod lidt rodet med mange krydshenvisninger og noter. Her skal der bladres en del frem og tilbage. Til gengæld får du mange nyttige oplysninger.

Fysisk er der også stor forskel. Du kan holde den danske bog i hånden uden at blive træt. Den svenske vejer lidt mere end 3 kilo, så den skal ligge på et bord, men du skal være forsigtig. Den er indbundet i zink, og omslaget er fastgjort til bogblokken med nitter. Risiko for ridser i din bordplade, hvis du ikke passer på.

“Gadens Blikfang – Danske emaljeplakater gennem 100 år” af John Juhler Hansen, Forlaget Jelling 2002. Isbn. 87-88444-98-8. Pris 348 kr.

Udsolgt fra forlaget, men kan fås på Danmarks Industrimuseum. En ny revideret udgave med samme titel er på vej og forventes klar til april 2016.

“Tunga Varumärken – Svenska reklamskyltar i plåt och emalj 1890-1960” af Peter Pluntky, Pangea design 2009. Isbn. 978-91-633-5708-4. Pris 828 sv. kr.

Kan bestilles på Nettet f.eks. hos adlibris.com. Kan også fås gennem en dansk boghandel. Her skal du dog være opmærksom på, hvordan boghandlen vælger at skaffe bogen hjem. Bruger de leverandøren Skanvik, kommer den til at koste ca. 1600 d.kr.

Se også bogen omtalt på forfatterens hjemmeside.

Forf: JM

Et kasseret emaljeskilt fra Wiibroe.

Gamle emaljeskilte med motiver er tit hundedyre, især hvis standen er god uden afslag eller hjemmelavede reparationer. Hvis skiltet er tegnet af en kunstner, trækker det heller ikke ligefrem prisen ned.

Ølreklamen for Wiibroe Bryggeriet i Helsingør er et eksempel på et sådan kunstnerskilt, men er også samtidig undtagelsen, som bekræfter reglen om de dyre emaljeskilte. Det burde være dyrt, men er det sjældent. Det er der en særlig forklaring på.

Wiibroe Bøgelund M3

Den grafiske komposition er enkel og genial. Det er et rigtig smukt skilt. Månen i form af Wiibroes gamle logo spejler sig ved nattetide i det dybblå blikstille Øresund med Kronborg majestætisk knejsende i baggrunden.

Knud Parkov var direktør for Wiibroe i 1946. Han hyrede tegneren Thor Bøgelund til at lave et forslag til emaljeskilt.

Bøgelund sejlede ud i robåd og lavede sin skitse. Da den blev afleveret, kom de op at skændes. Der mangler jo et tårn, mente direktøren. Men Bøgelund fastholdt, at motivet var korrekt. Det endte med, at de begge tog ud på Øresund, hvor direktøren ved selvsyn måtte konstatere, at fra vandsiden var et tårn skjult bag et andet og ikke synligt. Så blev skitsen godkendt og skiltene sat i produktion hos Glud og Marstrand.

Få år efter døde Knud Parkov. Den nye direktør kunne ikke fordrage Kronborg skiltene. Derfor blev en stor del af oplaget på 2000 stk. gemt langt af vejen på et lager. Da bryggeriet mange år senere i marts 1985 forlod de gamle bygninger ved havnen, dukkede skiltene op igen. De fleste i stort set ubrugt stand. En produkthandler købte hele lageret billigt og satte dem til salg. Det er derfor, der så mange Kronborg skilte i omløb, og det er derfor de aldrig trækker høje priser.

Fortællingen om Bøgelund og Kronborgs tårne kan du læse i John Juhler Hansens hovedværk om danske emaljeskilte, mens beretningen om det store parti ubrugte skilte stammer fra en lokal markandiser på et stumpemarked i Fredericia, hvor jeg for nogle år siden købte mit eget.

“Gadens blikfang. Danske emaljeplakater gennem 100 år” af John Juhler Hansen, Forlaget Jelling 2002, isbn. 87-88444-98-8.

Forf: JM

Emaljeskilte på Facebook.

Musikeren og komikeren Jan Monrad samler på emaljeskilte. Han viser flere fra sin samling på Facebook.

Emaljeskilte J. Monrad2

Der er også gamle blikskilte og reklameplakater. “Opdateret sidste fredag” står der lakonisk øverst på profilen. De første og fleste skilte er lagt på i 2009, men scroller du ned i bunden, kan du se, at der stadig er livlig aktivitet.

Billederne er i skarp og god kvalitet. Hvert skilt vises i udsnit, og klikker du på dem, kan du se dem i hel størrelse sammen med alle kommentarerne i en rulleskakt ved siden af.

Sitet hedder Ren Nostalgi. Det ligger under mappen “albummer” og er et fremragende eksempel på, at Facebook ikke kun er til ligegyldigheder, men også kan bruges til fornuftig dialog.

http://www.facebook.com/pages/Jan-Monrad/62898217239?sk=photos_albums

Forf: JM

Hvem har designet Copco gryderne fra Morsø?

Morsø Jernstøberi havde i 1960erne stor succes med en omfattende serie af emaljerede køkkenting af støbejern.

Gryderne har en sjov detalje. Håndtagene nærmest gror ud af korpus og spejler sig omvendt mod hinanden. Det giver et sikkert greb om den samlede enhed, som er meget tung.

Serien hedder Copco og tilskrives ofte den amerikanske designer Michael Lax. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er ham alene, som har formgivet alle tingene?

På Nettet er det nemt at finde billeder af gryderne, som i bunden er stemplet “Copco, Michael Lax, Denmark”. I andre tilfælde er de blot mærket med et nummer samt “Copco, Denmark”. Billeder lyver som bekendt sjældent, men begynder du at grave lidt dybere, dukker der alligevel oplysninger frem, som peger i andre retninger.

Morsø Jernstøberi havde flere gange i løbet af 1965-66 indrykket nogle helsides annoncer i Bo Bedre, f.eks. var der én i april nummeret fra 1966. Her vises gryderne under navnet Nacco, og Morsø skriver, at serien er designet af Bernadotte og Bjørn.

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 af N. A. Christensen og aktieselskabet bag jernstøberiet hed på et tidspunkt “N. A. Christensen og CO”. Det er ret oplagt, at navnet Nacco må være afledt heraf. Hvorfor og hvornår serien skifter navn står hen i det uvisse, men da designtidsskriftet Mobilia bringer en artikel om Morsø Jernstøberi i nummer 183 fra oktober 1970 hedder grydeserien nu Copco.

Måske har der ligefrem været slagsmål om ophavsretten til de forskellige brands. I august 1966 registreres Nacco i USA som et varemærke under et amerikansk selskab i New York ved navn Copco Inc. Selskabet fremstillede ildfaste emaljerede produkter. Alligevel fortsætter Morsø i 1970 med at forny sine rettigheder til navnet Copco i Danmark. Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Det er noget værre rod, men det kan være forklaringen på, at der udover de danske ting også findes emaljerede Copco køkkenting fra lande som Holland, Spanien og USA.

Tilbage til spørgsmålet om hvem, der har designet Nacco/Copco gryderne?

Acton Bjørn og Sigvard Bernadotte havde i 1950 startet et designstudio i København med en lille filial i Stockholm i 1958. Begge afdelinger blevet drevet som en slags kreative væksthuse, hvor unge designere var mere eller mindre fast tilknyttet. Især Bernadotte udstak retningslinjerne for de forskellige opgaver, men ofte var det nogle andre, som tegnede videre på projekterne.

I Thomas Lindblads bog om Sigvard Bernadotte omtales også Copco gryderne fra Morsø. Lindblad mener, at det i virkeligehden er Jan Trägårdh, som skal have æren for gryderne. Trägårdh var en af de ledende designere i Bernadottes designstudio.

Til gengæld nævner Lindblad slet ikke Michael Lax, men kreative folk gik nærmest ind og ud ad døren hos Bernadotte, og Michael Lax foretog flere studierejser til Skandinavien netop i 60’erne, så en teori kunne være, at han også har været forbi og har slået nogle streger på køkkentingene til Morsø

Forf: JM

Vigtig opdatering om navnet Nacco/Copco: Se kommentaren herunder fra den.16. september 2014.