Glas

Tapios istapper.

Ultima Thule blev skabt af Tapio Wirkkala i 1968 og har lige siden været fremstillet hos Iittala, men andre har forsøgt at kopiere de geniale glas med den særlige istap effekt.

De første Ultima Thule glas blev produceret til Finnair og fik premiere på ruten mellem Helsinki og New York. Det lave tyngdepunkt giver stabilitet og gør glassene velegnede til servering i luften.

Senere blev sortimentet udvidet med kander, karafler, fade og skåle. Rødvinsglas på fod kom til i begyndelsen af 80’erne, men de blev på jorden. Finnair bedømte dem ret upraktiske i tilfælde af turbulens i kabinen. Ultima Thule bruges stadig ombord hos Finnair, men kun på first class.

Tapio Wirkkala havde værksted i Lapland. Inspireret af den golde nord-nordiske natur prøvede han sig frem med den ene prototype efter den anden. Omsider lykkedes det at skabe den rigtige struktur og få transformeret lys, is og sne fra det laplandske sceneri over i glasset ved hjælp af nyudviklet blæseteknik.

Navnet Ultima Thule er hentet fra den græske mytologi og betyder øen ved den nordlige grænse til verdens ende.

Iittala producerer fortsat Ultima Thule, men leder du efter brugte glas, så tag dig i agt for kopier. Dem støder man faktisk ofte på. Står man med både original og kopi i hænderne, er det ret nemt at se forskel, men falder man over et glas på et loppemarked eller en retroshop og ikke er super skarp, kan man sagtens blive snydt. Det blev jeg med glasset til højre.

Iskuglerne i bunden er der færre af på kopiglassene. De sidder heller ikke så tæt. Vend glasset om og kig på det fra siden. Istap effekten på kopierne syner tam uden dybde og er slet ikke levende som på de originale glas, hvor lyset spiller i overfladen. Kopiernes afslutning øverst er desuden grov. Endelig har glasset en mat grålig farvetone. Helt igennem en tarvelig efterligning.

Hvem der har produceret de uoriginale glas – eller ladet dem producere – er uklart. Måske Aida -Ancher Iversen A/S. Det kan ganske vist ikke dokumenteres, men Aida har tidligere markedsført produkter, som ligger meget tæt på Aino Aaltos rillede vandglas samt Alvar Aaltos Savoy vaser. Begge fra Iittala.

Referencer: Scandinavian Retro, 2019 nr. 2 ; ambientedirect.com (billeder af Iittala Thule sortiment); liveandletsfly.boardingarea.com (billeder fra Finnair) ; Glassene på nærbillederne tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Glas fra Whitefriars.

Skandinavisk glasdesign stormede ind over England i 50’erne og 60’erne og tvang næsten den hjemlige produktion af glasbrugskunst fuldstændig i knæ.

Whitefriars i London var et af de glasværker, som med succes tog kampen op. Fra 1967 og i årene efter lancerede værket en række nye serier kunstglas. De fleste designet af Geoffrey Baxter.

Karakteristisk for mange af de nye ting var et formsprog med kraftigt strukturerede overflader. Inspirationen er tydeligvis hentet fra finske Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva. Glasmassen blev blæst ned i rustikke forme, der leder tankerne i retning af stålwirer, mursten eller bark fra træer.

En af de mest spektakulære serier havde betegnelsen “nummer 9673”, men i folkemunde blev den hurtigt kaldt for “Drunken Bricklayer”, fordi sådan ville en murer lægge sine mursten, hvis han havde fået for meget at drikke.

Geoffrey Baxters glasdesign er i dag et stort samlerobjekt i England. Størstedelen af produktionen rettede sig mod hjemmemarkedet, selvom der også var eksport til resten af Europa og USA. Det er også muligt at finde hans ting i Danmark.

På Nettet er der flere sider, som dokumenterer glasproduktionen fra Whitefriars. En af de bedste er whitefriars-glass.com, som har digitaliseret udvalgte kataloger fra perioden 1860 til 1980, hvor produktionen ophørte.

Teknisk er kvaliteten temmelig ringe. Flere af billederne er uskarpe og groft pixelerede, men katalogerne er bedre end ingenting, hvis man har brug for at identificere og tidsfæste. De samme kataloger ligger også på en ældre blogspot side. Kvaliteten er der lige så ringe, og det ikke alle links, som virker.

whitefriars-glass.com har også temasider. Nogle steder er billederne væsentlig bedre, f.eks. på siden om glas med tekstur. Farveguiden er et andet værktøj. Den fungerer som reference over anvendelsen af forskellige farver og kan være med til at tidsbestemme glasemnerne.

Meget bedre billedkvalitet er der til gengæld på salgssiden 20th Centuryglass, som har et nyttigt leksikon. I sektionen med britiske glas er der vist 76 eksempler på Whitefriars glas, og på deres salgsside er der 169. Hvert item bliver uddybet med data om serie, nummer og formgiver.

Glassmessages er et forum, hvor samlere hjælper hinanden med spørgsmål og svar. Det er svært at få overblik, fordi de er så mange tråde. Søger man i deres board på “Whitefriars” kommer der 2584. Derfor er det en god ide i søgeboksen at indsnævre søgningen med flere ord. Kombineres “Whitefriars” med “Baxter” er der 88 og tilføjer man “vase” til søgningen, ender man på 48 tråde.

Fra fabrikken var glas fra Whitefriars altid forsynet med en label. Mangler den, er man af og til på usikker grund. Risiko for forveksling med andre producenter er stor. Især engelske Ravenhead og østrigske Ingrid Glasshütte har fremstillet glas, der minder meget om Whitefriars.

Bloggen Whitefriarsglasswannabees fokuserer på forveksling og viser eksempler. Desværre er den ikke opdateret siden sommeren 2013, og flere links er døde. Alligevel kan den sagtens fungere som supplement til glaskatalogerne, hvis man er i tvivl om identifikation.

Referencer: whitefriars-glass.com ; whitefriarsglasscatalogues.blogspot.com ; 20thcenturyglass.com ; glassmessages.com ; whitefriarsglasswannabees ;

Artiklen blev oprindelig publiceret august 2015. Denne nye version er omskrevet og udvidet med nye data.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Opslag i Holmegaard Glasværks prøvesamling.

Holmegaard Glasværks prøvesamling er registreret i en database. Den omfatter næsten 40.000 genstande, men basen er besværlig at søge i og ikke særlig brugervenlig.

Samlingen omfatter udover Holmegaard Glasværk også Kastrup, Fyens og Hellerup Glasværker. Registreringen udføres af Næstved Museum, der er en del af Museum Sydøstdanmark.

Det er ikke muligt at søge på tværs af databasens bagvedliggende tabeller ved at kombinere flere søgeord, der peger ind i mere end én tabel. Derfor er det vanskeligt at afgrænse sin søgning helt præcist. At lede efter en genstand kan godt blive lidt af en udfordring.

Carnaby serien, som blev fremstillet på Fyens Glasværk, er et eksempel. En stor del af seriens genstande er designet af Per Lütken, men også Christer Holmgren har formgivet.

Man kan ikke søge ved at kombinere Carnaby OG Holmgren. Søgning alene på Carnaby giver 85 forekomster i kategorien genstands-beskrivelse. Et smart trick i Windows er at bruge browserens “Find” funktion til at sortere i de 85 Carnaby forekomster.

Bruges Chrome lægger søgeboksen sig øverst i højre hjørne lige under bogmærkelinjen. I Firefox er den nederst til venstre lige over proceslinjen og må ikke forveksles med proceslinjens Windows søgeboks.

Tast ctrl + f og skriv Holmgren i søgeboksen. Nu markeres alle sidens forekomster på Holmgren. Sådan kan man reducere de 85 forekomster til i første omgang 27, men fordi Holmgren i nogle beskrivelser forekommer mere end en gang, er det reelt kun 14 registreringsnumre.

Klikker man dernæst på registreringsnummeret, får man flere detaljer og ofte også et billede. Her er det en gul trompet-vase med nummer NÆM 02204X00009939.

Genstande inddateret efter 28. august 2018 kan ikke søges. Det er en slem mangel, som skyldes at man i efteråret 2018 skiftede til et nyt fælles system til registrering og administration af danske museers samlinger.

Databasen er ikke er udstyret med standardiserede tags eller emneord. Man kan derfor kun søge på ord som forekommer i beskrivelserne, og da ord og betegnelser ikke altid er konsekvente, skal man nogle gange foretage flere søgninger.

De små pressede børnevandglas fra Holmegaard og Fyens Glasværker illustrerer problemet. Nogle findes ved at søge på børnevandglas, andre på børneglas eller barneglas og et enkelt er beskrevet som studsglas.

Projektets leder skriver en meget entusiastisk og personlig blog, hvor man kan følge arbejdet med at registrere prøvesamlingen. Desværre er bloggen ikke opdateret siden oktober 2017.

Referencer: Holmegaard Glasværks Prøvesamling ; Næstved Museumsforening ; Blog om Prøvesamlingen. Børnevandglassene og den hvide Carnaby vase tilhører forfatteren. Katalogarket med Carnaby opstillingen er hentet fra siden Breddals World.

Denne artikel er en revideret og udvidet version af tidligere artikel fra januar 2012.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En klinket glasskål.

At klinke skår er en gammel teknik, som ikke bruges i dag. En læser har sendt billeder af en klinket glasskål, som han fandt til 20 kroner på et loppemarked.

I dag ville skålen sikkert ryge i skraldespanden, men et par generationer tilbage reparerede man gerne tingene og gav dem et nyt liv. Med en syl har klinkemanden forsigtigt boret små huller nogle millimeter fra skårkanterne. Et stykke messing-tråd er dernæst blevet formet i en afstand, der passede præcist med afstanden mellem hullerne. Klinken blev til sidst forsigtigt presset på plads og holdt fast med lidt kit.

Klinker blev især brugt til lertøj, keramik og porcelæn. At beherske teknikken krævede omhu og håndelag, og på skrøbeligt glas har det været særlig svært.

Læseren er usikker på, om skålen er dansk og vil gerne vide, hvor den mon kommer fra, og hvor gammel den kan være.

Stilen er udpræget jugend. Dateringen vil derfor være perioden fra omkring 1895 til lige efter 1. verdenskrig. Jugend-stilen søgte inspiration i naturens organiske former. De kantede hjørner afslører, at skålen er blæst i en form. Bagefter er der påsat bølgede glastråde, der ligner et rodnet eller et edderkoppespind, som slynger sig om korpus.

Skålen er sikkert fra Böhmen. Et forsigtigt gæt kunne være glasværket Pallme-König.

Pallme-König var specialister i teknikken at bevikle med varme glastråde. Andre böhmiske glasværker – som Loetz og Kralik – arbejdede også med glastråde, men Pallme-Königs tråde havde det særkende, at de ofte var uregelmæssige og havde varierende tykkelse og form.

Skålen fra loppemarkedet er meget svagt iriseret. Det er betegnelsen for en skinnende glasmasse i regnbuens farver. Arbejderne fra Loetz giver den mere gas. Her er iriseringen hyppigt mere udpræget end hos Pallme-König.

Referencer: “Kunsten at klinke” af Kristian Skammelsen trykt i Historisk årbog for Thy og Vester Hanherred 1988; kralik-glass.com (se under Veined green) samt antiques-atlas.com.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Glas som kan stables.

Stableglas, der kan stå oveni hinanden, er en praktisk opfindelse. De fylder ikke meget i skabet.

Jacob Bang tegnede i 1935 til Holmegaard en serie pressede vandglas i forskellige kulører. Da glassene blev lanceret, kunne de købes enkeltvis i forskellige farver, men kunderne kunne også købe et helt sæt på otte med en tilhørende kande og en rund picnickurv af flettet bast. Måske er det grunden til, at glassene ofte kaldes picnicglas, mens den officielle betegnelse er stableglas eller blot vandglas. I Holmegaards kataloger har de nummer 7311.

Stableglassene var i produktion over en længere årrække. Formen peger bagud til ældre slebne krystalglas med efterligning af fin skærslibning og facetter. Et stableglas ligger perfekt i hånden. De lodrette riller sikrer et godt greb med pege- og tommelfingeren, mens de andre fingre støtter behageligt på de ni facetter.

Datidens formgivere fik ofte ideer fra andre glasværker. Måske har Jacob Bang hentet inspiration ved at tage et kig henover Øresund. Eda Glasbruk havde nemlig siden 1929 i sit sortiment haft et presset vandglas formet efter samme princip med facetter under kummen. Eda’s glas dateres til engang i 20’erne og ses første gang i kataloget fra 1929, hvor det hedder Facett og har nummer 2598. I senere kataloger fra Eda har det nummer 6.

Modsat Holmegaards stableglas har det svenske ingen lodrette riller og kun otte facetter. Eda glasset var ikke mønsterbeskyttet og derfor udsat for kopiering. Tilsvarende glas blev i 40’erne produceret af Kosta og Elme, hvor de hed Göta dricksglas, og i 1953 ses de i Glimma Glasbruks katalog.

Nogle kopier havde afvigende mål eller tykkelse til stor frustration for de forbrugere, som ville blande glas fra de forskellige glasværker. De lignede hinanden, men passede ikke sammen, når de skulle stables.

Referencer: “Dansk presset glas 1850-1950” af Michael Bloch, Sesam 2003, isbn. 87-11-13228-8 samt “Funkisglas – Pressat och blåst” af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011, isbn. 978-91-86221-14-0.

Billederne af de danske glas er mine egne, bortset fra sættet med bastkurven. Det er hentet fra Næstved Museums registrant af Holmegaard glas (7311/picnicsæt).

Billederne af de svenske glas er affotograferet fra bogen Funkisglas, bortset fra billedet med stabler. Det er fra butikken Karlstad Kultur & Kuriosa.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Glasbokse til køleskabet.

Beholdere af glas med låg til opbevaring af mad kom ind i køkkenet sammen med køleskabet.

Mens de fleste danske hjem i slutningen af 40’erne stadig klarede sig med et spisekammer eller isskab, havde køleskabet før krigen holdt sit indtog i mange amerikanske og svenske køkkener.

I starten blev maden lagt på fade eller tallerkener, men i 30’erne kom der fokus på hygiejne og holdbarhed. Maden skulle dækkes til, og bokse af presset glas var velegnede.

Tyske Wilhelm Wagenfeld tegnede i 1938 Kubus systemet. Det var smart tænkt, fordi boksene kunne stables i datidens små køleskabe. Kubus blev især udbredt i Danmark, fordi nogle forme efter krigen endte på Holmegaard Glasværk.

Men Wagenfeld kom ikke først. En af de helt store køleskabspionerer var svenske Electrolux. Allerede i 1930 lancerede de en serie stablebare bokse med fabrikkens logo præget i låget. Der fulgte en stor og to mindre med som tilbehør, når man købte et Electrolux køleskab. Havde man brug for flere, kunne de også købes særskilt.

De første Electrolux bokse blev fremstillet hos Eda Glasbruk, men senere leverede også Orrefors og Limmareds. I 1934 og igen i 1940 skifter boksene design og får andre størrelser. Hvor må det have irriteret husmødrene, for de gamle og nye bokse passede ikke sammen.

Andre svenske glasværker greb ideen og fremstillede deres egne modeller. Gullaskruf kom i 1937 med deres Kylex serie i farvet glas. De var anderledes og bestod af to ens halvdele, der valgfrit kunne vendes som enten bund eller låg. Uden for køleskabet kunne de bruges på bordet  som serveringsfade. Som supplement kunne også fås Kylex kander i forskellige størrelser, men de havde andre mål og kunne ikke stables med boksene.

I 50’erne er det ved at være slut. Stig Lindberg tegner i 1953 nogle bokse i styrenplast kaldet Ankarsatsen. De afløser dem af glas, men en kort overgang medfølger der til hvert Electrolux køleskab en glasboks og to af plast.

Referencer: Funkisglas af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011 isbn. 978-91-86221-14-0, videnskab.dk samt flickr.com

Billederne af Electrolux og Kylex er fotograferet fra bogen om funkisglas, Wagenfeld Kubus boksene er forfatterens egne og husmødrene er hentet fra Flickr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Citrus battle.

Jeg er ret vild med soft ice og appelsinsaft. Saften skal være helt frisk presset, ikke noget tamt sjask fra karton.

Et hav af citruspressere er gennem tidens løb vandret ind og ud af mit hjem. Alle købt brugt på loppemarked. Nu er samlingen efterhånden reduceret til tre, men én er faktisk nok, så to skal ud.

Hvem er så bedst i test?

Den klassiske hvide Sunkist, den spektakulære Juicy Salif med sit astrospace science-fiction look eller den skriggule Ole Jensen.

Plantagerne i Californien gik sammen og dannede et salgskooperativ. Nu skulle der gang i salget af appelsiner til staterne i øst. Brandet Sunkist blev opfundet, og i 1916 søsattes kampagnen “Drink an Orange”. Samtidig lancerede man en særlig presser i opaline glas.

Den blev fremstillet i forskellige farver. Mest almindelig er den hvide, som var i produktion lige indtil 1966. Sunkist presseren blev lavet efter en fælles standard form på forskellige glasværker. De første fra Indiana Glass Co og Fry Glass Co, senere kom hovedparten fra glasværket McKee Glass.

Philippe Starcks ikoniske dråbeformede Juicy Salif i aluminium kom på markedet i 1990. Den bliver produceret af Alessi. De første skitser tegnede han på en dækkeserviet fra en italiensk restaurant, mens han sad og ventede på sin frokost.

Juicy Salif siges at have inspireret Ole Jensen til at formgive sin citruspresser, selvom de slet ikke ligner hinanden. Ole Jensens presser er en del af en større serie, der også omfatter krus, kander, skåle og et dørslag. Serien blev fremstillet i fajance og introduceret i 1994 for Royal Copenhagen. Senere overgik produktionen til Room Copenhagen, men nu i melamin.

Tre store appelsiner fyldt med kerner kommer på bordet og skal udfordre de tre pressere.

Appelsin nummer 1 går til Sunkist presseren. Den har en stor kegle. Så stor at den er perfekt til appelsiner og grapefrugter, men knap så velegnet til små citroner og helt uduelig til limefrugter. Sunkist står solidt på bordet. Tuden fungerer ikke særlig godt. Den drypper, og det sviner fra underløb, når der hældes. Værst er dog fraværet af kernestopper. Alle kerner havner i skålen.

Appelsin nummer 2 sættes på Juicy Salif. Den har heller ingen kernestopper. Også her ender de i skålen. Keglen er ret lille. Derfor er den perfekt til citroner, men knap så god til grapefrugt eller store appelsiner. På minussiden tæller, at Juicy Salif er temmelig vakkelvorn. Der skal ikke meget pres til, før den mister balancen. Trods lang afstand mellem kegle og skål sviner den stort set ikke. Man kan endda placere et smalt glas under de lange ben, og al saft lander alligevel præcist. Det er et stort plus.

Appelsin nummer 3 er til Ole Jensen. Hans presser er super praktisk, fordi den samtidig fungerer som kande med rigelig plads til saft fra mange appelsiner. Den står uhyre stabilt på sit underlag. Tuden er genial. Så tilpas smal for neden, at alle kerner fanges, når man hælder saften ud. Grebet er lige velegnet for venstre- som højrehåndede. En rigtig smart og gennemtænkt detalje.

Ole bliver en klar vinder på sin funktionalitet. Tilmed har den et sjovt og anderledes design. De bløde runde former og den knaldgule farve gør dig simpelthen glad i låget.

Referencer: “Kitchen Glassware of the Depression Years” af Gene Florence, Collector Books 6. udgave 2001, isbn 1-57432-220-6. reamers.org, finedininglovers.com, “Danske designere Ole Jensen” af Erik Steffensen, Louisiana 2002, isbn. 87-617-3281-8.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM