Wilhelm Wagenfelds glas for Schott og VLG

Efter 1. verdenskrig udviklede Schott & Gen i Jena et varmebestandigt borosilikat glas til brug i husholdninger.

I begyndelsen var køberne særdeles skeptiske. I husmødrenes øjne lignede det mere noget fra et laboratorium end fra et køkken. Derfor hentede Schott hjælp fra Bauhaus-skolen til formgivning og markedsføring af nye produkter. Wilhelm Wagenfeld blev i 1931 ansat til at formgive og Laszlo Moholy-Nagy skulle tage sig af moderne reklame.

Som det første tegnede Wagenfeld et testel med en kande, som siden hen skulle blive et design-ikon. Hurtigt efter udvidedes sortimentet med flere ting i presset glas. Forskellige skåle, fade, saucekander, smørnæb og en ægkoger. Alt bar præg af enkelhed og funktionalitet. Håndtag var udformet så de både var æstetisk smukke, men samtidig var lette at gribe om.

Schott i Jena kom efter 2. verdenskrig til at ligge i den sovjetiske besættelseszone, men fordi virksomheden besad højteknologisk ekspertise, som var vigtig for amerikanerne, lykkedes det at få ejeren Otto Schott og nogle vigtige nøglemedarbejdere evakueret i juni 1945.

En ny virksomhed etableredes i Mainz under navnet Schott & Gen Mainz. Den gamle virksomhed i Jena fortsatte og kom til at hedde VEB Jenaer Glasverke Schott & Gen.

Produkterne fra Mainz blev forhandlet i Illum i begyndelsen af 50’erne. I 1956 fik Schott & Gen Mainz patent på Durax – en ny produktionsteknologi til varmebestandigt presset glas. Glasset kunne nu gøres en anelse tyndere. Samtidig blev det billigere at fremstille helt hvidt glas. Mange af de tidligere produkter havde haft et let grønligt skær.

Fabrikkerne i Mainz og Jena ændrede med tiden på nogle af de oprindelige Wagenfeld designs. I Mainz modificerede Heinrich Löffelhard tekanden i 1955. I Jena ændrede Ilse Decho tekanden i 1962.

Henrich Löffelhardt blev i 1954 tilknyttet Schott & Gen i Mainz efter samarbejdet med Wilhelm Wagenfeld var ophørt året før på grund af uenighed om honorar. Wagenfeldt havde forlangt provision på 2½ % af det samlede salg. Så meget ville Schott Mainz ikke betale.

Wagenfeld fortsatte med designopgaver for flere andre producenter. Han tegnede især porcelæn, metalvarer og glas. Før 2. verdenskrig havde han også opgaver for VLG Vereinigte Lausitzer Glaswerke AG i Weisswasser. Mest kendt er Kubus. Et genialt system af stabelbare glasbokse til opbevaring af madvarer i køleskab. Med et hurtigt blik kan man konstatere arten og mængden af madrester uden at skulle hive boksene ud eller lågene af.

Greifswald var en anden mindre serie i presset glas fra VLG. Tegnet i 1938 og ligesom Kubus præget i glasset med det karakteristiske “Rautenmarke”, som består af 3 firkantede ruder på skrå. Mærket fungerede som et kvalitetsstempel.

Især skålene er temmelig almindelige og dukker ofte op på loppemarkeder i Danmark, men man skal tage sig i agt for kopier. Ruhrglas lancerede i 1962 serien Karo som et plagiat af Greifswald skålene fra VLG.

Det kan være svært at se forskel, men rauten-mærket mangler. Ser man skålene tæt på og føler efter med fingeren, er der også forskel på felterne. De originale på Greifswald er nærmest pyramideformede, mens Karos er flade.

Referencer: “Täglich in der Hand – Industriformen von Wilhelm Wagenfeld aus sechs Jahrzehnten” af Beate Manske og Gudrun Scholz, Worpsweder Verlag, 1987 ; “Wilhelm Wagenfeld und die moderne Glasindustrie” af Walter Scheiffele, Verlag Gerd Hatje 1994 ; Kultur-Online ; Julekatalog Illum 1951 ; designundklassiker .

Annoncerne i 1. collage er fra Kultur-Online ; Annoncen i 2. collage er fra Illums julekatalog 1951 publiceret af Det Kgl. Bibliotek ; Tekanderne i 3. collage er hentet fra siderne Kamm Teapot Foundation, gramhir og designhandlung , Tegningen i 4. collage er affotograferet fra bogen Täglich in der Hand, Nærbilledet af Karo er fra designundklassiker ; Øvrige billeder viser genstande, som tilhører denne artikels forfatter.

Text @ copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Rührfix – Tyske husmødres favorit piskeris.

Et håndtag og to piskeris i en beholder. En enkelt og genial konstruktion, som i 50’erne gik sin sejrsgang gennem utallige tyske køkkener.

Opfundet af August Heinzerling, mens han studerede til ingeniør i USA.. Tilbage i Tyskland fik han patent på sin “Rühr- und Schlagvorrichtung” i 1935 og satte den i produktion under varemærket Rührfix.

I begyndelsen foregik produktionen hjemme på køkkenbordet, men allerede i 1937 udvidede han, oprettede maskinfabrikken Heimag i Kassel, fik ansat nogle folk og kunne dagligt fremstille 100 eksemplarer.

Under 2. verdenskrig faldt produktionen, fordi det var svært at skaffe materialer. I oktober 1943 smed engelske fly 569 bomber over Kassel. Heimag fabrikken blev ramt og totalt ødelagt.

Efter krigen begyndte Heinzerling forfra i en gammel nedlagt svinestald, som hørte til et kloster i Altmorchen lidt syd for Kassel. Da han i 1945 skulle på messe i Leipzig, trak han alle sine varer i en klapvogn og spadserede hele vejen. Det er en strækning på 255 km. I 1949 fik han bygget en ny fabrik, og i 1959 lå produktionen af Rührfix på 1000 eksemplarer om dagen.

De tidlige udgaver fra før og lige efter krigen har beholder af presset glas og låg af rødbrun bakelit. Sidst i 50”erne bliver beholderen lavet af plastik, og i 60’erne ryger også bakelitten til fordel for plastik.

Rührfix er lidt af en multimaskine. Af med håndtaget og piskerisene, så har du en citruspresser. I æsken med Rührfix fulgte et lille opskriftshæfte med anvisninger på at lave æggesnaps, æggesne og forskellige saucer.

Konkurrencen fra elektriske håndmixere i 60’erne var en stor udfordring, men mange trofaste husmødre holdt alligevel fast i det gammeldags håndpiskede flødeskum. Først i 1985 stoppede Heimag med at lave Rührfix. Da havde man siden 1937 fremstillet næsten 8 millioner.

Referencer: “Der Rührfix von Mutter und Oma geliebt” af Jürgen Nolte i “Raus aus den Trümmern, rein ins Leben – Geschichten vom Aufbruch und Neubeginn Kassel und die Region nach 1945”, Wartberg Verlag 2005 samt morschen-kloster-haydau.de ,

Konstruktionstegningen og reklamen i den øverste collage er hentet fra haydau.de. De øvrige billeder er forfatterens egne.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Historien om Holmegaard.

Mine egne sildeskåle. De hedder Palet og kommer frem hvert år til jul. Ved siden af skålene står Michael Bang, manden der tegnede dem.

Det vil være forkert at sige, at han skabte dem alene. Samarbejdet med glasmageren var det helt centrale for Michael Bang. Både kunstner og håndværker gav sig lidt og skubbede hele tiden til hinandens grænser i gensidig respekt. “Det her kunne vi aldrig have gjort hver for sig”, sagde en glasmager engang til Michael Bang. Finere kompliment kunne han ikke få.

Som et af de første projekter hos Holmegaard tegnede Michael Bang Palet i 1968. Sortimentet omfatter mere end 100 dele. Alle blæst som overfangsglas og i forskellige farver, men Michael Bang beskæftigede sig også med andet end kunstglas.

Er du vild med julesild, laver du måske dine marinader selv. Lidt nemmere er det at købe dem færdige, og så kan det være, at sildene kommer i glas tegnet af Michael Bang. Fiskeindustrien efterlyste i 70’erne nogle mere spændende emballager. Det blev til de såkaldte Lanterne glas, som stadig er i brug, omend i en let modificeret version.

Året før Palet serien blev lanceret, var Michael Bang begyndt på afdelingen i Odense, det tidligere Fyns Glasværk. Her var han med til at skabe et omfattende katalog af lamper blæst af opalglas. Uden Michael Bang ville afdelingen i Odense være lukket 20 år, før den ellers gjorde, skrev den tidligere fabrikschef i en nekrolog efter Michael Bangs død i 2013.

Du kan møde Michael Bang i “Historien om Holmegaard”, der udkom tidligere i år. For første gang nogensinde fortælles den samlede historie om Holmegaard Glasværk. Sådan præsenteres bogen i hvert fald i forordet. Lige lovlig kækt. Der findes nemlig flere andre samlede fremstillinger, men tages Glasværkets sidste år før konkursen og den tragiske lukning i 2008 med under betegnelsen “samlede”, er det da rigtigt. De tidligere historier om Holmegaard udkom i 1950 og 1975.

Kapitlerne veksler mellem forskellige spor med fortællinger om kunstnerne, glasværket som arbejdsplads og vilkårene for arbejdet som glasmager.

Bogen er rig på sjove anedokter og interessante historier. Forvent ikke komplette oversigter over Holmegaards kæmpestore sortiment. Til det formål må man ty til gamle kataloger eller andre glasbøger, som har et mere udpræget genstandsfokus.

Desværre lider bogen af en kedelig begrænsning. Alt for få kunstnere er med. Det er kun de allermest ikoniske. Ud over Michael Bang er det hans far Jacob Bang, Torben Jørgensen samt selvfølgelig Per Lütken. Andre interessante kunstnere som Sidse Werner eller Christer Holmgren nævnes kun sporadisk i forbifarten.

Bogen er velkomponeret. Fortællingerne er spændende og sproget flyder fornemt. Man føler sig godt underholdt. Intentionen har givetvis være at sigte på en bred målgruppe. Derved adskiller bogen sig i forhold til andre glasbøger fra de senere år med en mere forskningsbaseret optik. For eksempel de to værker fra Kle-art om danske lommelærker samt marmoreret glas fra Fyns Glasværk. Begge med et udpræget akademisk tilsnit.

Jeg savner en mere uddybende referenceliste end de få titler, der opregnes bagerst i bogens litteraturliste. Glasnørder vil sikkert også rigtig gerne kunne kigge bagom fortællingerne og se kildehenvisninger.

Nogle billeder er forfærdelige. Fotografen er gået total amok i kulører. Emnerne er opstillet på farvet beton foran en kulørt bagvæg. Sikkert tænkt som et raffineret samspil, men det bliver til pop uden mening, fordi baggrunden forstyrrer og stjæler fokus fra glassene.

Ovenikøbet er nogle billedtekster trykt i matchende sarte pastelfarver. Næsten umulige at læse uden kontrast. Endnu værre bliver det, fordi teksternes punktstørrelse er stærkt reduceret.

De historiske billeder af glasmagerne på arbejde og det lille samfund omkring værket er derimod rigtig godt valgt. De er unikke og understøtter fortællingerne fremragende.

Reference: “Historien om Holmegaard – et glasværk med ånd” af Lene Steinbeck, Grønningen 1 2020, isbn. 978-87-93825-34-5. Artiklens illustrationer er hentet fra bogen, bortset fra billedet af Palet sildeskålene, som tilhører denne artikels forfatter. Irmas kryddersild er fundet på testuniverset.dk.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Tapios istapper.

Ultima Thule blev skabt af Tapio Wirkkala i 1968 og har lige siden været fremstillet hos Iittala, men andre har forsøgt at kopiere de geniale glas med den særlige istap effekt.

De første Ultima Thule glas blev produceret til Finnair og fik premiere på ruten mellem Helsinki og New York. Det lave tyngdepunkt giver stabilitet og gør glassene velegnede til servering i luften.

Senere blev sortimentet udvidet med kander, karafler, fade og skåle. Rødvinsglas på fod kom til i begyndelsen af 80’erne, men de blev på jorden. Finnair bedømte dem ret upraktiske i tilfælde af turbulens i kabinen. Ultima Thule bruges stadig ombord hos Finnair, men kun på first class.

Tapio Wirkkala havde værksted i Lapland. Inspireret af den golde nord-nordiske natur prøvede han sig frem med den ene prototype efter den anden. Omsider lykkedes det at skabe den rigtige struktur og få transformeret lys, is og sne fra det laplandske sceneri over i glasset ved hjælp af nyudviklet blæseteknik.

Navnet Ultima Thule er hentet fra den græske mytologi og betyder øen ved den nordlige grænse til verdens ende.

Iittala producerer fortsat Ultima Thule, men leder du efter brugte glas, så tag dig i agt for kopier. Dem støder man faktisk ofte på. Står man med både original og kopi i hænderne, er det ret nemt at se forskel, men falder man over et glas på et loppemarked eller en retroshop og ikke er super skarp, kan man sagtens blive snydt. Det blev jeg med glasset til højre.

Iskuglerne i bunden er der færre af på kopiglassene. De sidder heller ikke så tæt. Vend glasset om og kig på det fra siden. Istap effekten på kopierne syner tam uden dybde og er slet ikke levende som på de originale glas, hvor lyset spiller i overfladen. Kopiernes afslutning øverst er desuden grov. Endelig har glasset en mat grålig farvetone. Helt igennem en tarvelig efterligning.

Hvem der har produceret de uoriginale glas – eller ladet dem producere – er uklart. Måske Aida -Ancher Iversen A/S. Det kan ganske vist ikke dokumenteres, men Aida har tidligere markedsført produkter, som ligger meget tæt på Aino Aaltos rillede vandglas samt Alvar Aaltos Savoy vaser. Begge fra Iittala.

Referencer: Scandinavian Retro, 2019 nr. 2 ; ambientedirect.com (billeder af Iittala Thule sortiment); liveandletsfly.boardingarea.com (billeder fra Finnair) ; Glassene på nærbillederne tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

Glas fra Whitefriars.

Skandinavisk glasdesign stormede ind over England i 50’erne og 60’erne og tvang næsten den hjemlige produktion af glasbrugskunst fuldstændig i knæ.

Whitefriars i London var et af de glasværker, som med succes tog kampen op. Fra 1967 og i årene efter lancerede værket en række nye serier kunstglas. De fleste designet af Geoffrey Baxter.

Karakteristisk for mange af de nye ting var et formsprog med kraftigt strukturerede overflader. Inspirationen er tydeligvis hentet fra finske Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva. Glasmassen blev blæst ned i rustikke forme, der leder tankerne i retning af stålwirer, mursten eller bark fra træer.

En af de mest spektakulære serier havde betegnelsen “nummer 9673”, men i folkemunde blev den hurtigt kaldt for “Drunken Bricklayer”, fordi sådan ville en murer lægge sine mursten, hvis han havde fået for meget at drikke.

Geoffrey Baxters glasdesign er i dag et stort samlerobjekt i England. Størstedelen af produktionen rettede sig mod hjemmemarkedet, selvom der også var eksport til resten af Europa og USA. Det er også muligt at finde hans ting i Danmark.

På Nettet er der flere sider, som dokumenterer glasproduktionen fra Whitefriars. En af de bedste er whitefriars-glass.com, som har digitaliseret udvalgte kataloger fra perioden 1860 til 1980, hvor produktionen ophørte.

Teknisk er kvaliteten temmelig ringe. Flere af billederne er uskarpe og groft pixelerede, men katalogerne er bedre end ingenting, hvis man har brug for at identificere og tidsfæste. De samme kataloger ligger også på en ældre blogspot side. Kvaliteten er der lige så ringe, og det ikke alle links, som virker.

whitefriars-glass.com har også temasider. Nogle steder er billederne væsentlig bedre, f.eks. på siden om glas med tekstur. Farveguiden er et andet værktøj. Den fungerer som reference over anvendelsen af forskellige farver og kan være med til at tidsbestemme glasemnerne.

Meget bedre billedkvalitet er der til gengæld på salgssiden 20th Centuryglass, som har et nyttigt leksikon. I sektionen med britiske glas er der vist 76 eksempler på Whitefriars glas, og på deres salgsside er der 169. Hvert item bliver uddybet med data om serie, nummer og formgiver.

Glassmessages er et forum, hvor samlere hjælper hinanden med spørgsmål og svar. Det er svært at få overblik, fordi de er så mange tråde. Søger man i deres board på “Whitefriars” kommer der 2584. Derfor er det en god ide i søgeboksen at indsnævre søgningen med flere ord. Kombineres “Whitefriars” med “Baxter” er der 88 og tilføjer man “vase” til søgningen, ender man på 48 tråde.

Fra fabrikken var glas fra Whitefriars altid forsynet med en label. Mangler den, er man af og til på usikker grund. Risiko for forveksling med andre producenter er stor. Især engelske Ravenhead og østrigske Ingrid Glasshütte har fremstillet glas, der minder meget om Whitefriars.

Bloggen Whitefriarsglasswannabees fokuserer på forveksling og viser eksempler. Desværre er den ikke opdateret siden sommeren 2013, og flere links er døde. Alligevel kan den sagtens fungere som supplement til glaskatalogerne, hvis man er i tvivl om identifikation.

Referencer: whitefriars-glass.com ; whitefriarsglasscatalogues.blogspot.com ; 20thcenturyglass.com ; glassmessages.com ; whitefriarsglasswannabees ;

Artiklen blev oprindelig publiceret august 2015. Denne nye version er omskrevet og udvidet med nye data.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller