Glas

Glasbokse til køleskabet.

Beholdere af glas med låg til opbevaring af mad kom ind i køkkenet sammen med køleskabet.

Mens de fleste danske hjem i slutningen af 40’erne stadig klarede sig med et spisekammer eller isskab, havde køleskabet før krigen holdt sit indtog i mange amerikanske og svenske køkkener.

I starten blev maden lagt på fade eller tallerkener, men i 30’erne kom der fokus på hygiejne og holdbarhed. Maden skulle dækkes til, og bokse af presset glas var velegnede.

Tyske Wilhelm Wagenfeld tegnede i 1938 Kubus systemet. Det var smart tænkt, fordi boksene kunne stables i datidens små køleskabe. Kubus blev især udbredt i Danmark, fordi nogle forme efter krigen endte på Holmegaard Glasværk.

Men Wagenfeld kom ikke først. En af de helt store køleskabspionerer var svenske Electrolux. Allerede i 1930 lancerede de en serie stablebare bokse med fabrikkens logo præget i låget. Der fulgte en stor og to mindre med som tilbehør, når man købte et Electrolux køleskab. Havde man brug for flere, kunne de også købes særskilt.

De første Electrolux bokse blev fremstillet hos Eda Glasbruk, men senere leverede også Orrefors og Limmareds. I 1934 og igen i 1940 skifter boksene design og får andre størrelser. Hvor må det have irriteret husmødrene, for de gamle og nye bokse passede ikke sammen.

Andre svenske glasværker greb ideen og fremstillede deres egne modeller. Gullaskruf kom i 1937 med deres Kylex serie i farvet glas. De var anderledes og bestod af to ens halvdele, der valgfrit kunne vendes som enten bund eller låg. Uden for køleskabet kunne de bruges på bordet  som serveringsfade. Som supplement kunne også fås Kylex kander i forskellige størrelser, men de havde andre mål og kunne ikke stables med boksene.

I 50’erne er det ved at være slut. Stig Lindberg tegner i 1953 nogle bokse i styrenplast kaldet Ankarsatsen. De afløser dem af glas, men en kort overgang medfølger der til hvert Electrolux køleskab en glasboks og to af plast.

Referencer: Funkisglas af Thomas Lindblad og Anna Livén West, Signum 2011 isbn. 978-91-86221-14-0, videnskab.dk samt flickr.com

Billederne af Electrolux og Kylex er fotograferet fra bogen om funkisglas, Wagenfeld Kubus boksene er forfatterens egne og husmødrene er hentet fra Flickr.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Citrus battle.

Jeg er ret vild med soft ice og appelsinsaft. Saften skal være helt frisk presset, ikke noget tamt sjask fra karton.

Et hav af citruspressere er gennem tidens løb vandret ind og ud af mit hjem. Alle købt brugt på loppemarked. Nu er samlingen efterhånden reduceret til tre, men én er faktisk nok, så to skal ud.

Hvem er så bedst i test?

Den klassiske hvide Sunkist, den spektakulære Juicy Salif med sit astrospace science-fiction look eller den skriggule Ole Jensen.

Plantagerne i Californien gik sammen og dannede et salgskooperativ. Nu skulle der gang i salget af appelsiner til staterne i øst. Brandet Sunkist blev opfundet, og i 1916 søsattes kampagnen “Drink an Orange”. Samtidig lancerede man en særlig presser i opaline glas.

Den blev fremstillet i forskellige farver. Mest almindelig er den hvide, som var i produktion lige indtil 1966. Sunkist presseren blev lavet efter en fælles standard form på forskellige glasværker. De første fra Indiana Glass Co og Fry Glass Co, senere kom hovedparten fra glasværket McKee Glass.

Philippe Starcks ikoniske dråbeformede Juicy Salif i aluminium kom på markedet i 1990. Den bliver produceret af Alessi. De første skitser tegnede han på en dækkeserviet fra en italiensk restaurant, mens han sad og ventede på sin frokost.

Juicy Salif siges at have inspireret Ole Jensen til at formgive sin citruspresser, selvom de slet ikke ligner hinanden. Ole Jensens presser er en del af en større serie, der også omfatter krus, kander, skåle og et dørslag. Serien blev fremstillet i fajance og introduceret i 1994 for Royal Copenhagen. Senere overgik produktionen til Room Copenhagen, men nu i melamin.

Tre store appelsiner fyldt med kerner kommer på bordet og skal udfordre de tre pressere.

Appelsin nummer 1 går til Sunkist presseren. Den har en stor kegle. Så stor at den er perfekt til appelsiner og grapefrugter, men knap så velegnet til små citroner og helt uduelig til limefrugter. Sunkist står solidt på bordet. Tuden fungerer ikke særlig godt. Den drypper, og det sviner fra underløb, når der hældes. Værst er dog fraværet af kernestopper. Alle kerner havner i skålen.

Appelsin nummer 2 sættes på Juicy Salif. Den har heller ingen kernestopper. Også her ender de i skålen. Keglen er ret lille. Derfor er den perfekt til citroner, men knap så god til grapefrugt eller store appelsiner. På minussiden tæller, at Juicy Salif er temmelig vakkelvorn. Der skal ikke meget pres til, før den mister balancen. Trods lang afstand mellem kegle og skål sviner den stort set ikke. Man kan endda placere et smalt glas under de lange ben, og al saft lander alligevel præcist. Det er et stort plus.

Appelsin nummer 3 er til Ole Jensen. Hans presser er super praktisk, fordi den samtidig fungerer som kande med rigelig plads til saft fra mange appelsiner. Den står uhyre stabilt på sit underlag. Tuden er genial. Så tilpas smal for neden, at alle kerner fanges, når man hælder saften ud. Grebet er lige velegnet for venstre- som højrehåndede. En rigtig smart og gennemtænkt detalje.

Ole bliver en klar vinder på sin funktionalitet. Tilmed har den et sjovt og anderledes design. De bløde runde former og den knaldgule farve gør dig simpelthen glad i låget.

Referencer: “Kitchen Glassware of the Depression Years” af Gene Florence, Collector Books 6. udgave 2001, isbn 1-57432-220-6. reamers.org, finedininglovers.com, “Danske designere Ole Jensen” af Erik Steffensen, Louisiana 2002, isbn. 87-617-3281-8.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Osteklokken Benny.

Norske Hadeland Glassverk lancerede i 1961 en serie brugsglas, der fik navn efter designeren Benny Motzfeldt.

Løgformen med den lille praktiske gribeknop i spidsen er et særlig raffineret stiltræk, som går igen i alle seriens dele.

Der blev blæst krukker i mange størrelser og faconer beregnet til alt lige fra sild til marmelade. En af de mest markante dele var osteklokken. Den blev lavet i to størrelser og stod på en rund base af teak. Men netop basen er lidt af et mysterium.

Googler du Hadeland og cheese dome på Nettet, møder du osteklokken Benny med base i mange forskellige varianter. Nogle er oplagt “forkerte”. Det er dem i bøgetræ, marmor eller glas, og så er der dem, hvor størrelse eller fals helt tydeligt ikke passer til klokken.

Tilbage er to runde varianter, som umiddelbart er rigtige ud.

Den ene med næsten lige kant, den anden buer indad og har facon nærmest som en tallerken. Hvilken er mon den originale?

Varianten med den næsten lige kant har nogle gange et brændemærke med teksten “Genuine teak made in Norway”, mens den tallerkenformede kan have en label med teksten “Danwood Design Falle Uldal”.

Falle Uldall var en dansk guldsmed og designer, som udførte arbejde for Georg Jensen, Cohr og De Danske Guldsmedes Sølvvarefabrik i Slagelse, men han beskæftigede sig samtidig med mange andre ting. Han tegnede også skåle i melamin til Rosti og trævare ting til Danwood.

Et nærmere kig i gamle varekataloger peger på, at begge varianter sikkert er den rigtige.

Benny serien blev lanceret i 1961. Allerede samme år havde Illum den med i sit julekatalog. Her er det den tallerkenformede base, der er vist. Få år senere i 1965 udgiver Hadeland et stort katalog med alle deres brugsglas. Nu står osteklokken på basen med den næsten lige kant.

Hadeland udskifter altså basen på et tidspunkt mellem 1961 og 1965. Egentlig en rigtig dum ide, for den tallerkenformede variant er meget mere funktionel og gribevenlig.

Et gæt kan være, at Hadeland i begyndelsen har forhandlet en særlig aftale på plads med danske Danwood som underleverandør. Efter nogle år er der opstået en tvist. Parterne blev uenige, eller leverancerne blev for dyre. Hadeland har villet ud af aftalen og har i stedet for fundet en norsk underleverandør. For ikke at krænke Falle Uldalls designrettighed, måtte teakbasen således have en ny form.

Den virkelige forklaring står hen i det uvisse, men begge varianter er altså autentiske.

Referencer: Illums julekatalog 1961 side 30, Det Kgl. Biblioteks småtrykssamling samt Hadeland Glassverk katalog 1965 side 36, Mats Linder reklame.

Illustrationerne i de tre øverste collager er dels hentet fra media.snl.no, collectorsweekly.com samt fra forfatterens egen samling.

Forf: JM

Specielle vaser fra Fyens Glasværk.

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

marmoreret-glas-forside

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Identifikation af finsk glas.

Designlasi.com er en nyttig portal med viden om finsk glas.

Det meste foregår på finsk, men danske læsere kan vælge at få noget af indholdet oversat til engelsk. Læser du ikke finsk, går du desværre glip af de fleste spørgsmål og svar i de forskellige fora. Et enkelt forum er med engelske tekster, men det dækker kun sølle 123 af det samlede indhold på næsten 7000 emner.

Databasen hvor du kan lede efter glaskunst rummer 1166 billeder, og her kan du vælge engelsk. Fritekst søgning er en mulighed, men de forskellige søgeparametre med rullemenuer er i de fleste tilfælde et langt bedre og mere sikkert valg. Designlasi skriver, at basen dækker kunstglas fra perioden ca. 1930 til 1989, men du kan også finde nyere ting, f.eks nogle af Oiva Toikka’s fugle fra Nuutajärvi (senere Iittala).

Oiva Toikka

Billederne er gode og skarpe, og du kan vælge at få dem forstørret. Niveauet for data svinger en del. Nogle emner er mere detaljeret beskrevet end andre. De fleste har oplysning om designer, glasværk, varianter, størrelser samt hvornår emnet er designet og hvor længe det var i produktion.

søgning Stromboli

1166 billeder lyder af en del, men man opdager hurtigt, at der er temmelig mange mangler. Aimo Okkolin’s vaser i serien Stromboli findes i et utal varianter. Designlasi viser kun 3.

Som det meste finske kunstglas er Stromboli serien signeret. Det gør det nemt at søge i databasen, men står du med et stykke usigneret glas, tager det lang tid at finde det rigtige. Søger du f.eks. på kategorien vaser, skal du igennem 20 sider med hver 21 billeder.

Link til Designlasi’s database.

Forf: JM

Whitefriars glas.

Skandinavisk glasdesign stormede ind over England i 50’erne og 60’erne og tvang næsten den hjemlige produktion af glasbrugskunst fuldstændig i knæ. Whitefriars i London var et af de glasværker, som med succes tog kampen op.

Fra 1967 og i årene efter lancerede værket en række nye serier kunstglas. De fleste designet af Geoffrey Baxter.

Karakteristisk for mange af de nye ting var et formsprog med kraftigt strukturerede overflader. Inspirationen er tydeligvis hentet fra finske Tapio Wirkkala og Timo Sarpaneva. Glasmassen blev blæst ned i rustikke forme, der leder tankerne i retning af stålwirer, mursten eller bark fra træer.

Whitefriars Baxter coll

En af de mest spektakulære serier havde den tekniske betegnelse “nummer 9673”, men i folkemunde blev den hurtigt kaldt for “Drunken Bricklayer”, fordi sådan ville en murer lægge sine mursten, hvis han havde fået lidt for meget at drikke.

Geoffrey Baxters glasdesign er i dag et stort samlerobjekt i England. Størstedelen af produktionen rettede sig mod hjemmemarkedet, selvom der også var eksport til resten af Europa og USA. Det er ikke umuligt at finde hans ting i Danmark. På Nettet kan du finde et hav af sider, som dokumenterer glasproduktionen fra Whitefriars.

Et af mest autoritative er whitefriars.com med et omfattende billedemateriale i fin kvalitet.

Hvis du klikker på fanebladet “learn”, finder du en farveguide og en oversigt over forskellige Whitefriars labels. Drunken Bricklayer vaserne har i perioder været genstand for uoriginal plagiering. Whitefrars.com har en oversigt med eksempler på original og kopier (Is it Whitefriars Glass?).

Whitefriars.com har også digitaliseret sider fra en lang række gamle salgskataloger. Her er billederne af knap så god kvalitet, men de kan sagtens bruges til identifikation.

Forf: JM

Hinkesten.

Mogens har fundet en hinkesten på et loppemarked og vil gerne vide, hvor gammel den kan være og hvor den er lavet.

hinke col3

Din hinkesten med løven stammer fra Hammer Glasværk. Her lavede man omkring 1970 en serie med de 12 stjernetegn som motiver.

Hammer Glasværk holdt til i et nedlagt mejeri nær Mogenstrup syd for Næstved. Ligesom andre glasværker brugte de klumper af glas, som var til overs fra den øvrige glasproduktion. Derfor kan man finde hinkesten i uendelig mange farvevariationer.

Man ved ikke så meget om Hammer Glasværk, men det menes at være startet af tidligere medarbejdere fra Holmegaard, og at genbrugsglasset til hinkestenene også kom derfra.

Hinkesten vises første gang i Fyns Glasværks katalog fra 1924. Holmegaard fremstillede også hinkesten, men de kom først sent i gang i 1965. De ældste hinkesten er støbt i faste forme og er ret sjældne, mens de lidt nyere er fremstillet ved hjælp af presseteknik. Man hældte glasmassen i en form, hvor den blev presset i et mønster. Når stenen var færdig, var den nem at få ud, fordi formen kunne spændes ud og løsnes.

fremstilling af hinkesten R

Vend bunden i vejret på en hinkesten. Er der en streg, så er den støbt. Det er klippemærket fra tangen, der klippede glasmassen af nede i formen. Ellers kig på siden af hinkestenen. Kan du se to mærker, så er det støberande fra samlingen i presformen.

På bloggen hinkesten.info kan du finde mere viden om hinkesten og hinkning. Der er en fin kvikguide over kendte danske hinkesten fra forskellige glasværker. Billedet af arbejdsdrengen og glaspresseren er hentet herfra. De hinkende piger på det store billede øverst til højre er taget af fotografen Sven Türck og kan ses på Det Kongelige Biblioteks hjemmeside.

Forf: JM

Keramikeren som reddede et glasværk.

Boda Glasbruk kørte skidt i 60’erne, men i 1968 kom en ny glasserie. Den hed Kvadrat, var tegnet af keramikeren Signe Persson-Melin og blev en stor succes. Fortællingen om Kvadrat er en af temaartiklerne i juni nummeret af magasinet Scandinavian Retro.

Inspirationen blev hentet i keramiske krydderikrukker med korklåg fra 1955. Nogle af dem var runde og kantede på en gang. Signe Persson-Melin forvandlede simpelthen formen fra keramik til glas.

Kvadrat col1

Den første hed Sild i Kvadrat, Med fulgte et lille hæfte med opskrift på hjemmelavede citronsild. Kort tid efter lanceredes krydderier i Kvadrat og brændevin i Kvadrat, og senere igen kander i forskellige størrelser samt krukker til salt og peber.

Kvadrat er i dag et eftertragtet samlerobjekt. Prisen for de største krukker til sild ligger omkring 500 sv. kr, mens nogle af kanderne handles til mellem 750 – 110 sv. kr.

Andre artikler i Scandinavian Retro kigger på spraglede tørklæder med trykte souvenirmotiver, køkkenting og porcelæn med blomsterdekoration fra 70’ernes Ikea kataloger og retro camping møbler fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Bagerst i bladet er der en meget omfattende guide med 779 adresser på retrobutikker og loppemarkeder i Sverige.

“Scandinavian Retro nummer 3 fra juni 2015”. Forhandles i flere danske kiosker eller kan bestilles online via magasinets hjemmeside.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra august 2014.

Norsk retro shopping, finske stole, dansk trækunst, porcelæn, glas og tekstiler fra Sverige samt knapper fra hele verden. Det er blot nogle af emnerne i det nye august nummer af magasinet Scandinavia Retro.

Det populære stel Eden fra Rörstrand var i produktion fra 1960 og indtil 1972.

Mange tror, at det er designeren Marianne Westmann, der står bag. Det er det ikke. Det er Sigrid Richter, som var dekoratør hos Rörstrand. Scandinavian Retro har samlet 24 steldele i en stor prisguide, som også viser et par sjældne varianter. Den ene med farveløs dekoration. Den anden med hele æbler i stedet for de sædvanlige halve.

Pop art glas er emnet i en af de andre temaartikler.

Redaktionen har allieret sig med en samler af Bo Borgströms glaskunst. En stor farvestrålende guide med 130 glasemner er der kommet ud af det samarbejde.

Borgstrøm2 PR M

Borgström var tilknyttet Åseda Glasbruk fra 1961 til 1977. Hans formsprog udvikler sig markant i perioden. Der er virkelig tale om nogle dramatiske stilskift. Fra det glatte bløde look i serien Bambu til et mere rustikt udtryk i serierne Bark og Leaf. Den rustikke stil fører tankerne i retning af finsk glas fra sidst i 60’erne eller måske nogle af Geoffrey Baxters arbejder i 70’erne for engelske Whitefriars.

Guiden i Scandinavian Retro er rigtig nyttig. Tingene fra Åseda Glasbruk er nemlig ikke signeret. Man brugte etiketter, og de kan jo ofte være slidt af.

Billedet viser to Bambu vaser. I Sverige sælges de typisk for mellem 100-500 kroner afhængig af farve og størrelse. Billigere kan det dog også gøres, hvis du er heldig. Den blå blev købt i november 2011 for 25 kroner. Det fortæller ejeren på sin blog Loppista, hvorfra billedet er lånt.

På Nettet kan du i leksikonet hos 20th Century Glass finde en mindre oversigt med 76 billeder af glasting fra Åseda og Bo Borgström.

Du kan følge Scandinavian Retro på deres Facebook. Der er to. En svensk og en engelsk. Indholdet er ikke helt det samme. Den svenske version er den, hvor der sker mest

Forf: JM