Keramik

Stel og kunstnere fra Knabstrup.

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM

Stentøjsmesteren.

Axel Saltos riflede, knoppede og spirende vaser er populære som aldrig før. Hans keramiske værker trækker skyhøje hammerslag på auktioner.

Af og til har man dog også lov at være heldig. En knoppet vase i terracotta med jadefarvet glasur fundet på et loppemarked til 20 kroner er et kup, men så er den ganske vist heller ikke helt så fin og eftertragtet som samme model i stentøj.

I 30’erne fik fabrikken P. Ipsens Enke lov til at fremstille nogle udvalgte modeller i terracotta. Selv beholdt Salto beholdt retten til at producere i stentøj. De samme modeller findes derfor både fra Ipsen og fra Den kgl. Porcelænsfabrik, men udført i forskellige keramiske materialer og glasurer. Der blev overdraget rettigheder til 10 forskellige modeller. For retten til de første 4 fik Salto 500 kroner.

Vasen i terracotta handles i dag til ca. 4000 kroner, mens prisen på stentøjsudgaven skal ganges med cirka 10.

Historien om det forretningsmæssige samarbejde med P. Ipsens Enke kan du læse i museet Clays store bog om Axel Salto udgivet i forbindelse med en udstilling af hans værker i sommeren 2017.

Bogen er udstyret med en omfattende bibliografi og en værkfortegnelse, der ikke tilsigter at være komplet, men alligevel er meget omfattende med alle kendte arbejder fra de værksteder, Salto var knyttet til. Værkfortegnelsen er illustreret med små grafiske ikoner. Rigtige billeder havde været bedre, men sammen med beskrivelserne fungerer ikonerne ganske fint.

Forskellige forfattere har leveret artikler til bogen. Alle velskrevet og mesterligt illustreret. Flere steder er der interessante og nogle gange dristige fortolkninger af Saltos keramiske kunst.

En af artiklerne handler om glasurerne på Saltos stentøj fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Artiklen kan læses med stort udbytte ikke kun af Salto samlere, men af alle med interesse for keramik.

Solfatara glasuren opkaldt efter et vulkansk krater tæt ved Napoli blev en af Saltos foretrukne. “Svovlet som Hekla og bedsk som en ed”, sådan skrev Salto selv om glasuren, der var udviklet af overingeniør Madslund fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Desværre var den ekstremt giftig at arbejde med og måtte udfases af fabrikkens sortiment allerede i slutningen af 50’erne.

“Axel Salto – Stentøjsmesteren” red. Susanne Bruhn og Pia Wirnfeldt, Clay Keramikmuseum 2017, isbn. 978-87-91135-42-2. pris 300 kr.

Forf: JM

Dansk værkstedskeramik efter 2. verdenskrig.

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM

 

To ikoniske stel fra keramikfabrikken Eslau.

Amerikanske Ted Nierenberg fik Eslau til at producere to stel i stentøj til sit firma Dansk Designs. Begge blev gevaldige salgssuccesser i USA, men det ene stel var tæt på at knække fabrikken.

Flamestone hed det første stel, tegnet af Jens Harald Quistgaard og produceret på Eslau fra 1957. Fabrikken i Sengeløse skulle nu til at levere store partier til det amerikanske marked.

Det var en kæmpe udfordring. To nye ovne og en ny stor transformator blev bygget. Når begge ovne var i gang, kunne det mærkes i hele byens strømforsyning. Så meget at filmapparatet på den nærliggende skole gik i stå.

Til Flamestone brugtes to stentøjsmasser. Først en mørk til korpus og senere en lys til den hvide glatte inderside. Det var svært at få de to masser til at arbejde sammen. Ved brændingen svandt den mørke mere end den lyse, så risikoen for, at hele partiet sprængtes ved den efterfølgende nedkøling, var høj.

“Vi kom hovedkulds ud på det amerikanske marked. Eksporten var meget kapitalkrævende, og vi skulle fra dag til dag forøge produktionen. Virksomheden var ikke gearet til det”, udtalte den ene af Eslaus ejere senere.

Banken ville efterhånden ikke mere, så Ted Nierenberg måtte træde til med ny kapital. Konstant var der problemer. Eslau kunne ikke levere i de mængder, som Dansk Designs ville have. En kort overgang forsøgte man at få Kronjyden i Randers til at supplere produktionen. Færdig forarbejdet og indfarvet stentøjsmasse blev sendt til Randers, men det blev ingen succes. I 1974 valgte Eslau helt at droppe produktionen af Flamestone, der herefter blev fremstillet i Japan.

Afløseren som eksportsucces til det amerikanske marked blev tegnet af Niels Refsgaard i 1964. Stellet hed Generation. Helt anderledes rustikt i sit udtryk og karakteristisk med de mange brune pletter. De fremkom ved at glødeskaller af jern blev knust og blandet i stentøjsmassen. Nogle af delene er dekoreret. Der findes 12 forskellige mønstre. Alle håndmalet med kohornsteknik.

Denne gang løb Eslau ikke ind i vanskeligheder. Generation reddede fabrikken og blev en rigtig god forretning. Færre arbejdsgange og mindre energiforbrug. Til Flamestone skulle der bruges tre medarbejdere til at fremstille 400 tallerkener, mens to mand kunne klare 3000 Generation tallerkener på samme tid.

Mærkerne under Flamestone har ændret sig gennem årene. Der er flere varianter. Alle bærer Quistgaards initialer IHQ. Kun de dansk fremstillede dele er mærket Danmark eller Denmark.

Niels Refsgaards initialer NR sidder altid under Generation. Mærkerne kan enten være blåmalede eller præget i godset uden brug af farve.

Reference: “50 år med Eslau. En dansk keramikfabriks historie” af Jørgen Bjerre. Jubilæumsskrift Eslau 1994.

Du kan læse en kort præsentation af Eslau’s historie på virksomhedens hjemmeside. Eksempler på andre arbejder af Niels Refsgaard finder du på hans hjemmeside.

Billederne af Flamestone er fra bogen og fra lauritz.com. Generation steldelene er fotograferet hos forretningen DesignRetro i Odense. Øvrige billeder kommer fra etsy.com og ebay.com.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Et uofficielt stentøjsstel fra Kronjyden.

Glasuren har markant lighed med Relief fra Kronjyden, men det runde cirkelmønster er anderledes.

Kan det være Jens Quistgaard, som har tegnet det, spørger Christa og Ib. De har sendt billedet af gryden. Saucekanden til højre har jeg selv spottet på et lokalt loppemarked.

kronjyden-coll-b

Steldelene er ofte ustemplede, men hvis der er et stempel, så er det altid det ældre Kronjyden bomærke, der forestiller en gryde på ild med en krone af mursten over. Det gamle mærke er fra tiden, før Richard Nissen overtog virksomheden. Om det har været i brug efter 1959, hvor Relief blev lanceret, er usikkert.

Stellet med det runde cirkelmønster blev produceret som en slags prøveserie. Officielt eksisterer det ikke og har heller ikke noget navn, men det er tegnet af Quistgaard og kan dateres til kort før 1959.

Det fortæller Stig Guldberg, co-kurator på HEART’s store Quistgaard udstilling i 2015-16 og instruktør af dokumentarfilmen om Quistgaard fra 2009. Det navnløse stel er ikke signeret. Det kunne have bragt Quistgaard i konflikt med firmaet Dansk Designs, hvor han samtidig var chefdesigner. Af samme årsag lagde han heller ikke officielt navn til de andre stel fra Kronjyden.

Men indirekte bærer stellene alligevel hans signatur. Kig på de forskellige stempler og mærkater under Relief. Quistgaard beskæftigede sig også med grafisk design!

relief-coll-a

stentoej.dk er der en oversigt over alle delene til Relief. Gryden har ændret form, og grebet på låget er blevet meget mere praktisk. Den navnløse gryde er smuk og meget skulpturel i sit udtryk, men det er lidt svært at holde fast på det tunge låg. Det kan nemt glide ud af hånden.

Måske har det irriteret Quistgaard, som lagde stor vægt på funktionalitet og ofte arbejde med flere prototyper, før han fandt den endelige form. Hans ting skulle være rare at røre ved og nemme at bruge. På Relief gryden kan fingrene meget bedre få fat i håndtaget, der nu er formet som en bøjle.

Læs eller se mere om Quistgaard: 1) “DANSK – Design af Jens Quistggard, HEART 2015, isbn. 978-87-88367-48-5. Pris 175 kr. Fås på heartmus.dk . 2) “Designeren Jens Quistgaard. En gryde til min kone”. Dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABC-Film 2009, isbn. 978-87-7955-770-3.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Wiinblad biografi.

Er han mormor eller moderne? Måske begge dele. Bjørn Wiinblads unikke univers er efter at have været dømt ude i 90’erne og 00’erne igen populært. Nu har han fået en biografi.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus viste i 2012 en stor udstilling med hovedvægt lagt på Wiinblads keramiske unika produktion. I 2015 var det blevet Kunstmuseet Arkens tur med en kæmpe udstilling, som kom hele vejen rundt om hans mangfoldige univers.

Wiinblad har altid delt vandene. Sådan er det idag, hvor Rosendahl har fået ret til at relancere og nyfortolke Wiinblad produkter, og hvor de gamle originale Nymølle ting igen har fået et publikum på loppemarkeder og i retroshops. Sådan var det også i Wiinblads samtid. Nogle finder hans stil fabulerende og romantisk, andre er ved at få kvalme af kvinderne med trekantede næser eller de orientalske dekorationer.

wi-1

Da Den Permanente i København i 1954 åbnede en stor udstilling med Wiinblads fajancer med kobbertryksteknik fra Nymølle, kaldte en anmelder hans dekorationer kælne og overlæssede med præg af sødlig boudoirraffinement.

Wiinblad havde svært ved enkelhed og ved at begrænse sig. Både i sin kunstneriske stil og som person. Hans ting er ekstremt ornamentale. Formen er kun til for dekorationens skyld.

wi-4-1

Viggo Steen Møller skulle til Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk i 1948 udvælge dansk kunsthåndværk til designmuseet Victoria and Albert i London. Wiinblad blev bedt om at komme med tre ting, som de så ville overveje til udstillingen, men hver ting måtte ikke være større end en underkop. Næste dag leverede Wiinblad et helt flyttelæs. Hele Møllers kontor var fyldt med tingene og var det et par timer, indtil han ringede til Wiinblad og sagde: “Det skal ud. Og de skal ikke mere komme og besøge mig, når de ikke kan forstå en ganske almindelig besked”.

Historien fortælles i Lars Hedebo Olsens bog om Bjørn Wiinblad. Det er en biografi, der kommer rigtig flot rundt om Wiinblads liv og karriere. Ligesom forfatterens biografi om Kay Bojesen er kildematerialet også her i orden med grundig research. Artikler fra aviser, blade og tidskrifter samt ikke mindst interviews med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Bjørn Wiinblad er brugt.

Men modsat Kay Bojesen bogen, så kommer du ikke helt ind under huden på Wiinblad. Måske fordi han i virkeligheden var et overfladisk og lukket menneske. Hvad er det, han vil fortælle med sin kunst udover, som han selv formulerede det, at dele sin skaberglæde med sit publikum.

Som læser bliver du efterladt med et billede af en lidt frastødende person. En flamboyant og generøs festabe og samtidig et menneske, der veg tilbage for livets mørke sider. Han ville ikke forholde sig til problemer. Når man var sammen med ham, var det for at have det sjovt. Da en af hans nære venner bliver alvorlig syg af aids, ønsker han ikke at høre om det og besøger slet ikke vennen mere.

wi-6

Spændvidden i Wiinblads univers er stor og hans energi var enorm. Hele tiden på farten og hele tiden produktiv. Han havde boliger i flere lande og var i en periode udenlandsdansker for at undgå at betale skat i Danmark.

Selv tegnede han kun forelæg, mens den daglige produktion blev varetaget af drejere, malere og assistenter. Øjnene ville han dog selv stå for. Når han kom hjem fra udlandet stod der tit en stribe keramikhoveder klar på værkstedet. Wiinblad malede så øjne og gik op og tog sig en lur. De nymalede hoveder blev derefter byttet ud med en ny række, som han igen kom ned og malede færdige.

Køber du bogen får du ikke en værkfortegnelse. Sikkert heller ikke nemt at lave, fordi Wiinblads produktion er så stor og mangfoldig. Derimod får du en spændende og fint illustreret biografi i et velskrevet sprog. Let at gå til. Der fortælles levende lige ud ad landevejen og med mange sjove anekdoter.

“Bjørn Wiinblad – en livskunstner” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-16445-9. Pris 299,95 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Arne Bang stentøj.

At skabe smukke funktionelle ting til hverdagsbrug og overkommelige priser, så det store publikum kunne få fat på det. Sådan var tanken bag Arne Bangs stentøjsting fra Holmegaard. I dag er samlerinteressen for hans ting stor og priserne høje.

Især det riflede stentøjsgods, der kom frem fra midten af 30’erne, er efterspurgt og i meget høj kurs. I 1957 kunne man i Magasin få en lille rund skål på 12 cm i diameter til 20 kr, mens de nu sagtens kan runde et 4-cifret beløb. Den lyse skål til venstre fra freeforms.com, er 21,5 cm og koster ca. 8000 kr.

Arne Bang col1

Efter sin afgang fra Kunstakademiet bliver Arne Bang i 1929 knyttet til Holmegaards Glasværk, hvor hans bror Jacob året før var blevet kunstnerisk leder. Man byggede en ovn og satte gang i stentøjsproduktionen. De tidlige ting er signeret HG for Holmegaard, men hurtig skifter mærket til AB. Det daglige arbejde blev udført af 12-15 mand efter de modelnumre, som Arne Bang havde tegnet.

På Vejen Museum er de specialister i dansk keramik. Museet har lavet en omfattende database, som du kan bruge til at identificere Arne Bangs stentøj. Hver genstand er registreret med mærke, mål, modelnummer og – hvis muligt – datering i forhold til katalogerne fra 1932 eller 1937.

Vejen oversigt

Fra hovedsiden vælger du Kunsten, klikker på feltet med Arne Bang og dernæst værkoversigt, hvor der også er links til fulltekst udgaver af de to kataloger fra 1932 og 1937.

Bakker du tilbage til Arne Bang feltet, kan du også vælge at læse en fremragende kronologisk biografi på 41 sider eller se en oversigt over Arne Bangs arbejder i metal for bl.a Evald Nielsens og Anton Michelsens sølvsmedier.

Tilbage til værkoversigten. Den er formentlig den mest komplette gennemgang på Nettet af Arne Bangs arbejder. Billederne er dog ikke alle lige gode. Nogle er små og kan ikke forstørres.

Du kan supplere med hjemmesiderne grothcollection.comkunstform.dk eller klassik.dk. Her er der færre genstande. Til gengæld er billederne bedre, og signaturene bliver ikke kun beskrevet, men også vist. Det spiller en rolle, fordi AB signaturen godt kan variere.

Arne Bang col2

A’et kan være stejlt eller mere blødt. Sammenfletningen mellem bogstaverne kan være forskellig. Nogle gange er bogstaverne indridset, andre gange malet på godset. A og B står dog altid ved siden af hinanden.

Har du en ting mærket med A, som står ovenover B, er det ikke Arne Bang, men derimod keramik eller porcelæn formgivet af Axel Brüel.

Annoncen fra 1957 stammer fra Magasins julekatalog og er hentet på Det kongelige Biblioteks hjemmeside med digitaliserede varehuskataloger. Signaturbillederne er fra grothcollection.com, bortset fra det nederste fra kunstform.dk

Forf: JM