Keramik

Kom indenfor hos Nathalie Krebs.

Rene og enkle former med glasurer inspireret af naturens farver og mønstre. Saxbo, der lukkede i 1968, er noget af det lækreste indenfor moderne danske stentøj. Nu kan du kan komme en tur med ind på værkstedet sammen med Filmcentralen.

Slangehud, jærnglasur, fuglefjer og hareplels er de mundrette navne på nogle af værkstedets glasurer. Bag hver eneste lå hemmelige kemiske formler som 0,4CAO – 0,5A2B. Nathalie Krebs var kemiingeniør og ejer af værkstedet. Hun vejede selv farvepulver af til glasurerne. I 39 år drev hun Saxbo. Hun formgav ikke selv, men havde forskellige keramikere tilknyttet.

“Når man begynder at eksperimentere, er det som en besættelse”, fortæller Nathalie Krebs. Glasurerne lader sig ikke altid tæmme. Det tog 25 år at genfinde præcis den rigtige glasur med aubergine farve. Små forskydninger betyder alverden for glasuren. Når det lykkes, fordeler den sig, trækker kanterne op og ender med en perfekt symbiose mellem glasur og form.

Eva Stæhr-Nielsen var med som formgiver i 36 år. I nogle af hendes arbejder bruger hun værktøj og modellerer små bånd, der får glasuren til at slå fra og trække sig hen over korpus.

Stentøj brændes ved meget voldsomme temperatur op til 1320 grader, men allerede ved 600 til 800 grader begynder de kemiske kræfter at virke.

Nathalie Krebs var ikke til moderne elektrisk drevne ovne. Kulfyring gav bedst resultat. Under krigen var der mangel på råvarer. Især manglede de feldspat fra Norge og kul til ovnen. Der var god økonomi i at samle 500 emner til en brænding. Værkstedet kunne håndtere mellem 6 til 12 brændinger om året. Undervejs blev der hele tiden eksperimenteret. Små glasurbobler blev nøje studeret, og når der blev rettet i glasurerenes kemiske sammensætning, prøvede man sig frem med små skår for ad den vej at økonomisere med pladsen i ovnen.

På Filmcentralen finder man film om mange forskellige emner. Søger man på keramik, er der 14 hits, og der er tags med links til andre emner.

Bemærk forskellen mellem film og klip. Klip er kun korte sekvenser fra filmene. I typevælgeren kan en søgning afgrænses til kun at vise film. Filmene har forskellig længde og kvalitet. En af de mindre på blot 3 minutter er en sort hvid stumfilm fra Hjorth Keramik i Rønne.

Er du til flere film om Saxbo, kan Vejen Kunstmuseums fremragende film stærkt anbefales. På deres hjemmeside finder er der også link til en database med Saxbos værker. Den er meget omfangsrig, men desværre samtidig tung at loade og præget af irriterende funktionsfejl.

Referencer: Saxbo Stentøj på Filmcentralen fra Det Danske Filminstitut ; “Porslinsmärken” af S. E. Vingedal, Forlaget Forum 1982 ; Saxbo film fra Vejen Kunstmuseum ; Denne blogs tidligere anmeldelse af Saxbo databasen.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: Jens Møller

En bid af paradis.

Endnu en bog i en lang række fra de senere år om Bjørn Wiinblad. Den er ganske vist ikke helt spritny. Bogen udkom i efteråret 2018.

At komme i gang med de første sider krævede et langt tilløb. For at sige det rent ud: Jeg bryder mig ikke om hans overpyntede sukkersøde udtryk. Efter de sidste sider har jeg det stadig sådan. Bogen rykker ikke min mening om Wiinblad, men som fortælling er den fremragende. Velskrevet med solid research og rig på interessante perspektiveringer.

Er Wiinblad kunst eller kitsch? Spørgsmålet svæver som et centralt aspekt gennem bogen. Måske er han begge dele.

Hvorfor fik Bjørn Wiinblad så stor folkelig appel? For at forstå hans univers vender bogen blikket udad og kigger på den verden, det blev til i.

Efter krigsårene hvor det bare handlede om at holde ud, var der brug for at abstrahere fra gru og depression og genopbygge den civilisation, som krigen havde gjort vold imod. Der var grobund for optimisme og følelser. Til det behov passer Wiinblads nuttede dekorative stil som fod i hose. Øjnene er et af hans karakteristiske stiltræk. Forstørret ud over det normale og blide. Wiinblads ansigter udstråler mildhed og virker instiktivt tiltrækkende.

Den nye smag for sødme og nyromatik er ikke kun dansk. Tendensen ses i hele Europa. I Norden ser bogen klare paralleller til kunstnere som norske Inger Waage, finske Esterii Tomula og estiske Mari Simmulson i Sverige. Alle eksponenter for tidens behov for dekorativ kunst.

Med efterkrigstidens velstand ændrer boligen sin rolle. Det er historien om, hvordan danskernes forbrug boomer, og vi begynder at iscenesætte og bruge hjemmet på en ny måde. Her hygger man sig med forbrugsgoder og lader op til det krævende arbejdsliv udenfor hjemmet.

Fuurstrøm Fajanceværk var en del af Schou’s fabrikker, hvortil brødrene Arne og Jacob Bang var knyttet. Jacob Bang som kunstnerisk konsulent mellem 1946 og 1956. Det var ham, som hyrede Wiinblad.

Bang brødrene omlagde sortimentet og formgav enkle moderne ting, som Wiinblad dekorerede. Han tegnede sine skitser med pen, som efterfølgende blev overført til fajance med kobbertryk og solgt som serieprodukter under brandet “Nymølle”. Bogen ser deres samarbejde som et udtryk for at funktionalisme og Wiinblads dekorativ stil sagtens kunne gå hånd i hånd.

Også andre kunstnere tegnede til Nymølle, men Wiinblad var den mest brugte. Fra 50’erne og de næste 30 år blev tingene masseproduceret til billige priser. I 1976 køber Wiinblad Nymølle og produktionen accelerer videre.

Overalt var Wiinblad til stede. Sengetøj, kagedåser, broderisæt, grafik og plakater. Nogle synes, at det var ved at være alt for meget. Hans publikum i 50’erne havde været den øvre middelklasse, som købte Wiinblad hos Illums Bolighus eller Den Permanente. I 80’erne kunne de finde hans ting som mainstream hos isenkræmmere over hele landet. Endnu værre var det, at næste generation af forbrugere vendte sig væk fra forældrenes smag. Nymølle magien var forsvundet. Overhalet af en ny tids boligstil.

Ved siden af de masseproducerede ting fra Nymølle havde Wiinblad også unika produktion på forskellige værksteder. I 60’erne begyndte han desuden at tegne til tyske Rosenthal. Samarbejdet fortsætter i 70’erne.

Mange af Rosenthal stellene blev bestsellere, mens andre som det gyldne Scheherazade-stel får ikon status. En tysker forstår slet ikke, at nogle i Danmark betragter Wiinblad som kitsch. Syd for grænsen forbindes han med eksklusivitet. Det samme i Japan og USA, hvor hans ting har et stort samler publikum.

“En bid af paradis – Bjørn Wiinblad og hans tid” af Heidi Laura, Gads Forlag 2018, isbn. 978-87-12-05632-4.

Artiklens første og sidste billeder er affotograferet fra bogen ; Inge Waage fadet tilhører denne artikels forfatter ; Esteri Tommula’s dekoration hedder Pastoraali og er hentet fra arabia.fi ; fadet med Mari Simmulsons dekoration kommer fra uppsalakyrkogardar.se ; Katalogsiderne fra Den Permanente 1972 er fra Det Kongelige Biblioteks digital collection.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Strik en Salto.

Efter et besøg på Clay Keramik-museum i Middelfart fandt en gæst på at strikke trøjer inspireret af Axel Saltos keramik.

Det er der kommet en sjov og utraditionel strikke og keramik bog ud af. Saltos riflede, knobbede og spirende stentøj har givet inspiration til 15 forskellige trøjer og cardicans.

Bogen giver opskrifter til, hvordan ærmer, forstykker, foer, skuldre, ryg og forstykker strikkes og til sidst sys sammen. Der er også anvisninger på hvilke strikkepinde og hvilken slags garn, man skal bruge. For mig er det ren volapyk, men opskrifterne er så detaljerede, at folk der kan strikke vil forstå instruktionerne.

Med et glimt i øjet hævder forfatteren, at Axel Salto nok var inspireret af sin mors strikketøj. En finurlig tanke som dog ikke har rod i virkeligheden. Saltos stentøj er skulpturelle fortolkninger af naturens former. Det er i hvert fald, hvad han selv har fortalt om sin kunst.

Men strikkebogen er et fint eksempel på, hvordan stor kunst med fantasi kan transformeres til nye udtryksformer.

Keramikentusiaster skal købe bogen og forære den til en, som kan strikke. For det er da ærlig talt temmelig blæret at kunne iføre sig en ægte Salto.

“Ridser i overfladen” af Annette Danielsen, Kristensen & Ko 2018, isbn. 978-87-93252-39-4. 

Man se smagsprøver fra bogen på forfatterens hjemmeside, hvor der også er en masse anden strikke-inspiration.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Nyt stort bogværk om Upsala-Ekeby.

Hvorfor er der i grunden sådan et hype omkring keramik fra svenske Upsala-Ekeby? Svaret finder du i en ny bog.

Leret fandt de lige udenfor døren. Lokal produktion, enkelt og billigt. Mange andre keramik-virksomheder måtte hente deres råvarer langvejs fra. Upsala-Ekeby blev grundlagt allerede i 1886, men bogen handler kun om keramikken fra 40’erne, 50’erne, 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Præcis den periode hvor en lang række kunstnere skabte et hav af modernistiske klassikere, som i dag er blevet samlerobjekter.

De første sider starter med at indfange stemningen med nogle sort-hvide fotosweeps. Miljøerne, kunstnerne og arbejderne. De næste mange sider er disponeret som biografier af 18 forskellige kunstnere og deres værker. Efter biografierne følger en oversigt på 26 sider med figurer. Derefter kommer et mindre afsnit om urtepotteskjulere.

Nogle kunstnere var hos Upsala-Ekeby i en lang årrække, andre kun i ganske få år.

Hyonsun Rhee kom til Sverige på et stipendium. I tre år arbejde han for Upsala-Ekeby, stiftede familie og fik en datter, men rejste så pludselig i 1965 til Nordkorea. Ingen vidste, hvad der blev af ham. Han gav ingen lyd fra sig. Først mange år senere fandt datteren ud af, at hendes far havde stiftet en ny familie i det lukkede land og stadig arbejdede med keramik. Rhee’s arbejder for Upsala-Ekeby regnes i dag blandt samlere til nogle af de mest eftertragtede.

Ingrid Atterberg kom til Upsala-Ekeby i 1944 og blev der i 20 år. Forfatteren kalder hende et keramisk fyrværkeri. Atterberg holdt af eksperimenter og gik ofte nye veje. I 50’erne arbejdede hun med det såkaldte sorte ler. Rødler tilsat mangan-oxid. Hendes på en gang rå og sofistikeret Negro serie med sgrafitti dekoration var den første af en lang række med etnisk inspiration.

Hver kunstners biografi har komplette kronologiske billede-oversigter. Det hele er med. Både serievarer, unikaarbejder og i nogle tilfælde også husholdningsartikler. Desuden alle de særlige serier der kun blev fremstillet eksklusivt til varehuse eller stormagasiner, typisk kæder som EPA eller Åhlens.

Spalter med faktatekst i sidernes margin redegør kort for serienavn, artikelnumre, mål og år for produktion. Små talsymboler angiver desuden den enkelte genstands anslåede prisniveau på antik- eller retromarkeder. En genial måde at organisere stoffet på. Let at orientere sig i og meget overskueligt. Bogen egner sig dermed perfekt som referenceværk. Bagerst er der desuden nogle gode registre, der også biddrager til at gøre den til et perfekt værktøj for samlere eller handlere.

Identifikation af keramik fra Upsala-Ekseby er ikke altid lige ud ad landevejen. Nogle numre optræder i flere serier, og i enkelte tilfælde er der forskellige serier med samme navn. Indtil 1962 brugtes et system med 4-cifre-numre. Fra 1963 kombineres numrene med bogstaver. Et mindre afsnit i bogen redegør for denne forvirring, men en mere udførlig information findes i UE-boken på Nettet.

Stora boken om Upsala-Ekeby er mesterlig. Simpelthen et skoleeksempel på, hvordan den slags skal laves.

“Stora boken om Upsala-Ekeby” af Magnus Palm, Scandinavian Retro og Egmont Publishing 2018, isbn. 978-91-88207-35-7. Pris 330 kr excl. fragt.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen, undtaget billederne af Negro skålen. Den tilhører forfatteren.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Rörstrands superstar.

Han kørte jævnligt med eksprestoget Göteborgaren og ærgrede sig hver gang over togets slingren og kaffen, der skvulpede over. En dag fik han nok og tegnede en skvulpefri kop til brug i jernbanevogne.

I 1951 blev koppen vist på triennalen i Milano og præmieret. Manden var Gunnar Nylund. Hans talent var mangesidet og bredden i hans kunstneriske indsats var stor og original.

I 2017 udkom en bog, der bevæger sig ind under huden på Gunnar Nylunds virke som kunstner og industriel designer. Han arbejdede ad flere omgange i Danmark. For Bing & Grøndahl 1925-28 og senere igen som kunstnerisk leder mellem 1936-37. Sammen med Nathalie Krebs startede han værkstedet Saxbo i 1928 og var der til 1931. Senere vendte Nylund tilbage til Danmark og var kunstnerisk leder på Nymølle mellem 1959-63. Desværre er der kun et mindre kapitel på 9 sider om tiden i Danmark. Det er mest Rörstrand og Sverige, bogen fokuserer på.

Gunnar Nylunds hjerte bankede for keramik og stentøj. I 1943 introducerede Rörstrand en serie stengodsminiaturer. Ideen havde Nylund taget med fra Bing & Grøndahl. Kollektionen blev vist på udstillinger rundt omkring i Sverige og skulle udbrede interessen for stentøj til populære priser.

I 1946 fik Rörstrand en ny ung drejer den kun 17-årige Sven Wejsfelt. Hans mester var danskeren Julius Larsen, der nidkært vogtede over miniaturenes kvalitet. En dag var Larsen ikke tilfreds med Wejsfelts arbejde, stak en finger i og ødelagde dem. “Vad fan har du gjort, det där är inte brä”, sagde han, fordi Wejsfelts miniaturer var endnu mindre og tyndere end Larsens egne. Men Nylund havde allerede godkendt dem, og da han så de ødelagte miniaturer, sprang han hen til Larsen og gav ham en regulær skideballe. “Efter det kom han aldrig mer och sade något” fortæller Sven Wejsfelt.

I 30’erne, 40’erne og i begyndelsen af 50’erne var Gunnar Nylund Rörstrands absolutte superstar. I de næste årtier er kritikerne knap så begejstrede. Hans status som stjerne er ved at falme. Det er bogens påstand, at de serier, han skabte i 60’erne, er light udgaver af fordums storhed.

Serien Igloo fra 1965 hører til de senere arbejder fra Gunnar Nylunds hånd. Den var et forsøg på at matche tidens optimistiske farveglade popkultur, men dømmes til jorden som det modsatte: Et dystert minde og træt imitation af en stolt fortid.

Kommercielt var Nylund dog stadig vigtig for Rörstrand. Jule-tallerkenerne i perioden 1968-1999 blev et kæmpe hit. De fleste har motiver fra Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. I begyndelsen troede fabrikken ikke rigtig på projektet. Den første fra 1968 kostede 25 kroner og blev kun fremstillet i et mindre oplag. En smart amerikansk forretningsmand købte stort ind, og snart dukkede der annoncer op, hvor 68’eren nu blev solgt tilbage til Sverige for 400 kroner.

Bogen om Gunnar Nylund er en velskrevet biografi, som kronologisk skildrer hans liv og karriere. Undervejs er der mindre temaartikler om signaturer, glasurer og stengodsteknik.

Hovedvægten er lagt på keramik og stentøj, men der er også et spændende kapitel om Gunnar Nylunds fajance og porcelæns servicer. Andre kapitler handler om hans offentlige værker og hans dyrefigurer. Til sidst et kapitel om personen Gunnar Nylund. Det slutter lidt trist og patetisk med vilde projekter.

Efter tiden på Rörstrand giver han sig som pensionist i gang med ideer og opfindelser. Nogle af dem det rene vanvid som en bro over Øresund i gotisk metal med jernbane, vejbaner, cykel- og ridestier samt cafeer og butikker. Det hele skulle finansieres af reklamer. Et andet ambitiøst projekt handlede om at lede Golfstrømmen ind i Østersøen og derved hæve temperaturen om vinteren i Skåne med 10 grader.

“Gunnar Nylund – Konstnär och industriformgivare” af Petter Eklund, Historiska Media 2017, isbn 978-91-7545-571-6.  Pris 293 dk.kr.

Interiørbilledet fra motortoget Xoa5, der kørte som “Göteborgaren”, kommer fra Sveriges Järnvägs-museum og kan ses på siden jarnvag.net. Øvrige billeder er affotograferet fra bogen. Igloo vasen tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stel og kunstnere fra Knabstrup.

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM