Keramik

Nyt stort bogværk om Upsala-Ekeby.

Hvorfor er der i grunden sådan et hype omkring keramik fra svenske Upsala-Ekeby? Svaret finder du i en ny bog.

Leret fandt de lige udenfor døren. Lokal produktion, enkelt og billigt. Mange andre keramik-virksomheder måtte hente deres råvarer langvejs fra. Upsala-Ekeby blev grundlagt allerede i 1886, men bogen handler kun om keramikken fra 40’erne, 50’erne, 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Præcis den periode hvor en lang række kunstnere skabte et hav af modernistiske klassikere, som i dag er blevet samlerobjekter.

De første sider starter med at indfange stemningen med nogle sort-hvide fotosweeps. Miljøerne, kunstnerne og arbejderne. De næste mange sider er disponeret som biografier af 18 forskellige kunstnere og deres værker. Efter biografierne følger en oversigt på 26 sider med figurer. Derefter kommer et mindre afsnit om urtepotteskjulere.

Nogle kunstnere var hos Upsala-Ekeby i en lang årrække, andre kun i ganske få år.

Hyonsun Rhee kom til Sverige på et stipendium. I tre år arbejde han for Upsala-Ekeby, stiftede familie og fik en datter, men rejste så pludselig i 1965 til Nordkorea. Ingen vidste, hvad der blev af ham. Han gav ingen lyd fra sig. Først mange år senere fandt datteren ud af, at hendes far havde stiftet en ny familie i det lukkede land og stadig arbejdede med keramik. Rhee’s arbejder for Upsala-Ekeby regnes i dag blandt samlere til nogle af de mest eftertragtede.

Ingrid Atterberg kom til Upsala-Ekeby i 1944 og blev der i 20 år. Forfatteren kalder hende et keramisk fyrværkeri. Atterberg holdt af eksperimenter og gik ofte nye veje. I 50’erne arbejdede hun med det såkaldte sorte ler. Rødler tilsat mangan-oxid. Hendes på en gang rå og sofistikeret Negro serie med sgrafitti dekoration var den første af en lang række med etnisk inspiration.

Hver kunstners biografi har komplette kronologiske billede-oversigter. Det hele er med. Både serievarer, unikaarbejder og i nogle tilfælde også husholdningsartikler. Desuden alle de særlige serier der kun blev fremstillet eksklusivt til varehuse eller stormagasiner, typisk kæder som EPA eller Åhlens.

Spalter med faktatekst i sidernes margin redegør kort for serienavn, artikelnumre, mål og år for produktion. Små talsymboler angiver desuden den enkelte genstands anslåede prisniveau på antik- eller retromarkeder. En genial måde at organisere stoffet på. Let at orientere sig i og meget overskueligt. Bogen egner sig dermed perfekt som referenceværk. Bagerst er der desuden nogle gode registre, der også biddrager til at gøre den til et perfekt værktøj for samlere eller handlere.

Identifikation af keramik fra Upsala-Ekseby er ikke altid lige ud ad landevejen. Nogle numre optræder i flere serier, og i enkelte tilfælde er der forskellige serier med samme navn. Indtil 1962 brugtes et system med 4-cifre-numre. Fra 1963 kombineres numrene med bogstaver. Et mindre afsnit i bogen redegør for denne forvirring, men en mere udførlig information findes i UE-boken på Nettet.

Stora boken om Upsala-Ekeby er mesterlig. Simpelthen et skoleeksempel på, hvordan den slags skal laves.

“Stora boken om Upsala-Ekeby” af Magnus Palm, Scandinavian Retro og Egmont Publishing 2018, isbn. 978-91-88207-35-7. Pris 330 kr excl. fragt.

Artiklens billeder er affotograferet fra bogen, undtaget billederne af Negro skålen. Den tilhører forfatteren.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Rörstrands superstar.

Han kørte jævnligt med eksprestoget Göteborgaren og ærgrede sig hver gang over togets slingren og kaffen, der skvulpede over. En dag fik han nok og tegnede en skvulpefri kop til brug i jernbanevogne.

I 1951 blev koppen vist på triennalen i Milano og præmieret. Manden var Gunnar Nylund. Hans talent var mangesidet og bredden i hans kunstneriske indsats var stor og original.

I 2017 udkom en bog, der bevæger sig ind under huden på Gunnar Nylunds virke som kunstner og industriel designer. Han arbejdede ad flere omgange i Danmark. For Bing & Grøndahl 1925-28 og senere igen som kunstnerisk leder mellem 1936-37. Sammen med Nathalie Krebs startede han værkstedet Saxbo i 1928 og var der til 1931. Senere vendte Nylund tilbage til Danmark og var kunstnerisk leder på Nymølle mellem 1959-63. Desværre er der kun et mindre kapitel på 9 sider om tiden i Danmark. Det er mest Rörstrand og Sverige, bogen fokuserer på.

Gunnar Nylunds hjerte bankede for keramik og stentøj. I 1943 introducerede Rörstrand en serie stengodsminiaturer. Ideen havde Nylund taget med fra Bing & Grøndahl. Kollektionen blev vist på udstillinger rundt omkring i Sverige og skulle udbrede interessen for stentøj til populære priser.

I 1946 fik Rörstrand en ny ung drejer den kun 17-årige Sven Wejsfelt. Hans mester var danskeren Julius Larsen, der nidkært vogtede over miniaturenes kvalitet. En dag var Larsen ikke tilfreds med Wejsfelts arbejde, stak en finger i og ødelagde dem. “Vad fan har du gjort, det där är inte brä”, sagde han, fordi Wejsfelts miniaturer var endnu mindre og tyndere end Larsens egne. Men Nylund havde allerede godkendt dem, og da han så de ødelagte miniaturer, sprang han hen til Larsen og gav ham en regulær skideballe. “Efter det kom han aldrig mer och sade något” fortæller Sven Wejsfelt.

I 30’erne, 40’erne og i begyndelsen af 50’erne var Gunnar Nylund Rörstrands absolutte superstar. I de næste årtier er kritikerne knap så begejstrede. Hans status som stjerne er ved at falme. Det er bogens påstand, at de serier, han skabte i 60’erne, er light udgaver af fordums storhed.

Serien Igloo fra 1965 hører til de senere arbejder fra Gunnar Nylunds hånd. Den var et forsøg på at matche tidens optimistiske farveglade popkultur, men dømmes til jorden som det modsatte: Et dystert minde og træt imitation af en stolt fortid.

Kommercielt var Nylund dog stadig vigtig for Rörstrand. Jule-tallerkenerne i perioden 1968-1999 blev et kæmpe hit. De fleste har motiver fra Nils Holgersens forunderlige rejse gennem Sverige. I begyndelsen troede fabrikken ikke rigtig på projektet. Den første fra 1968 kostede 25 kroner og blev kun fremstillet i et mindre oplag. En smart amerikansk forretningsmand købte stort ind, og snart dukkede der annoncer op, hvor 68’eren nu blev solgt tilbage til Sverige for 400 kroner.

Bogen om Gunnar Nylund er en velskrevet biografi, som kronologisk skildrer hans liv og karriere. Undervejs er der mindre temaartikler om signaturer, glasurer og stengodsteknik.

Hovedvægten er lagt på keramik og stentøj, men der er også et spændende kapitel om Gunnar Nylunds fajance og porcelæns servicer. Andre kapitler handler om hans offentlige værker og hans dyrefigurer. Til sidst et kapitel om personen Gunnar Nylund. Det slutter lidt trist og patetisk med vilde projekter.

Efter tiden på Rörstrand giver han sig som pensionist i gang med ideer og opfindelser. Nogle af dem det rene vanvid som en bro over Øresund i gotisk metal med jernbane, vejbaner, cykel- og ridestier samt cafeer og butikker. Det hele skulle finansieres af reklamer. Et andet ambitiøst projekt handlede om at lede Golfstrømmen ind i Østersøen og derved hæve temperaturen om vinteren i Skåne med 10 grader.

“Gunnar Nylund – Konstnär och industriformgivare” af Petter Eklund, Historiska Media 2017, isbn 978-91-7545-571-6.  Pris 293 dk.kr.

Interiørbilledet fra motortoget Xoa5, der kørte som “Göteborgaren”, kommer fra Sveriges Järnvägs-museum og kan ses på siden jarnvag.net. Øvrige billeder er affotograferet fra bogen. Igloo vasen tilhører artiklens forfatter.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stel og kunstnere fra Knabstrup.

Knabstrup Teglværk og Lervarefabrik var gennem mange år Danmarks største producent af keramiske produkter.  I begyndelsen fremstillede de kun urtepotter og syltekrukker, men efterhånden blev sortimentet udvidet med prydgenstande og designerstel.

Stellet Tove med trekantede kopper fra 1955 og søsteren Bodil fra 1956 var banebrydende nye og anderledes i forhold til mange andre stel på det danske marked. De havde blank udvendig glasur og transparent indvendig glasur.

Tove og især Bodil viste sig i brug at have nogle alvorlige fejl. Kopper og tekander revnede eller krakelerede. De to glasurer passede dårligt sammen. Den udvendige trak i skærven, mens den indvendige pressede ved pludselig varmepåvirkning. Glasurene ændredes flere gange, men rigtigt godt blev det ikke, og Bodil blev hurtigt taget af sortimentet. Til gengæld overlevede Tove indtil 1964.

Forskellige kunstnere var i kortere eller længere tid tilknyttet virksomheden. Udviklingen tog fart i 1953 med ansættelsen af billedhuggeren Johannes Andersen som kunstnerisk leder. I 50’erne og 60’erne hentede fabrikken flere keramikere til sig fra Polen, Ungarn, Tyskland, Østrig og Sverige, men også mange danske kunstnere formgav og tegnede for Knabstrup.

Ting fra Knabstrup er lette af identificere. Fabrikkens bomærke var i mange år en ovn. Den skifter udseende gennem tiden og kan være stemplet, præget eller en etiket. Stentøjsprodukterne har en lidt anden ovn uden røg op af skorstenen, men suppleret med et S-mærke. Fra 1975 introduceres et nyt mærke. En stiliseret grafisk figur med to modsatrettede K bogstaver.

Holbæk Museum havde engang en hjemmeside med artikler om Knabstrup. De er desværre taget af. Til gengæld kan museets bog Keramik & Tegl, som i 2009 blev udgivet sammen med Jernløse Lokalhistoriske Forening, stadig fås. Det er en flot og fremragende bog med kunstnerbiografier og signaturer.

Fremstillingen bygger på et omfattende kildemateriale og på beretninger fra fabrikkens tidligere ansatte. Intentionen har været at komme hele vejen rundt om alle aspekter af fabrikkens historie. Bogen er rigt illustreret blandt andet med katalogark fra perioden 1966-1982, og for samlere, der er interesseret i det produktions-tekniske, er der detaljerede redegørelser om ovne, ler og keramisk kemi.

Redaktørerne skriver, at det har været svært at skabe en overordnet struktur. Sådan én mangler bogen, og det er uheldigt, især når udgiveren gerne har villet lave en opslagsbog. Der er heller ikke noget register. Det havde ellers været en brugbar indgang at orientere sig ud fra, når nu strukturen er temmelig rodet.

På Nettet har Eva Andreasen lagt billeder af en del af Knabstrups sortiment på hjemmesiden Knabstrup Keramik. I kategorien vaser er der til eksempel 262 billeder. Samme sted er der også en gengivelse af nogle af Knabstrups kunstnersignaturer.

I 1978 lakkede det mod enden. Den keramiske produktion blev overtaget af Bjørn Wiinblad, som benyttede lejligheden til at udfase det meste af Knabstrups sortiment til fordel for sine egne Nymølle produkter. Og i 1988 lukkede virksomheden helt.

Men brandet er igen dukket op. I 2017 blev Knabstrup relanceret med et koncept, som bygger på et mix af nogle af de originale gamle lertøjs- og keramik ting samt helt nye formgivninger skabt i samarbejde med forskellige nutidige danske keramikere.

Referencer: knabstrup-keramik.dk , designbase.dk og knabstrup.com samt “Keramik & Tegl. Knabstrup, en fabrik med liv og ler”, Holbæk Museum 2009, isbn. 987-87-87226-40-0. Pris 150 kr. Bogen kan bestilles gennem Lokalhistorisk Forening Jernløse, som på sin hjemmeside under virtuelt museum viser gamle produktblade fra en del af Knabstrups lertøjssortiment.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM

Stentøjsmesteren.

Axel Saltos riflede, knoppede og spirende vaser er populære som aldrig før. Hans keramiske værker trækker skyhøje hammerslag på auktioner.

Af og til har man dog også lov at være heldig. En knoppet vase i terracotta med jadefarvet glasur fundet på et loppemarked til 20 kroner er et kup, men så er den ganske vist heller ikke helt så fin og eftertragtet som samme model i stentøj.

I 30’erne fik fabrikken P. Ipsens Enke lov til at fremstille nogle udvalgte modeller i terracotta. Selv beholdt Salto beholdt retten til at producere i stentøj. De samme modeller findes derfor både fra Ipsen og fra Den kgl. Porcelænsfabrik, men udført i forskellige keramiske materialer og glasurer. Der blev overdraget rettigheder til 10 forskellige modeller. For retten til de første 4 fik Salto 500 kroner.

Vasen i terracotta handles i dag til ca. 4000 kroner, mens prisen på stentøjsudgaven skal ganges med cirka 10.

Historien om det forretningsmæssige samarbejde med P. Ipsens Enke kan du læse i museet Clays store bog om Axel Salto udgivet i forbindelse med en udstilling af hans værker i sommeren 2017.

Bogen er udstyret med en omfattende bibliografi og en værkfortegnelse, der ikke tilsigter at være komplet, men alligevel er meget omfattende med alle kendte arbejder fra de værksteder, Salto var knyttet til. Værkfortegnelsen er illustreret med små grafiske ikoner. Rigtige billeder havde været bedre, men sammen med beskrivelserne fungerer ikonerne ganske fint.

Forskellige forfattere har leveret artikler til bogen. Alle velskrevet og mesterligt illustreret. Flere steder er der interessante og nogle gange dristige fortolkninger af Saltos keramiske kunst.

En af artiklerne handler om glasurerne på Saltos stentøj fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Artiklen kan læses med stort udbytte ikke kun af Salto samlere, men af alle med interesse for keramik.

Solfatara glasuren opkaldt efter et vulkansk krater tæt ved Napoli blev en af Saltos foretrukne. “Svovlet som Hekla og bedsk som en ed”, sådan skrev Salto selv om glasuren, der var udviklet af overingeniør Madslund fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Desværre var den ekstremt giftig at arbejde med og måtte udfases af fabrikkens sortiment allerede i slutningen af 50’erne.

“Axel Salto – Stentøjsmesteren” red. Susanne Bruhn og Pia Wirnfeldt, Clay Keramikmuseum 2017, isbn. 978-87-91135-42-2. pris 300 kr.

Forf: JM

Dansk værkstedskeramik efter 2. verdenskrig.

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM

 

To ikoniske stel fra keramikfabrikken Eslau.

Amerikanske Ted Nierenberg fik Eslau til at producere to stel i stentøj til sit firma Dansk Designs. Begge blev gevaldige salgssuccesser i USA, men det ene stel var tæt på at knække fabrikken.

Flamestone hed det første stel, tegnet af Jens Harald Quistgaard og produceret på Eslau fra 1957. Fabrikken i Sengeløse skulle nu til at levere store partier til det amerikanske marked.

Det var en kæmpe udfordring. To nye ovne og en ny stor transformator blev bygget. Når begge ovne var i gang, kunne det mærkes i hele byens strømforsyning. Så meget at filmapparatet på den nærliggende skole gik i stå.

Til Flamestone brugtes to stentøjsmasser. Først en mørk til korpus og senere en lys til den hvide glatte inderside. Det var svært at få de to masser til at arbejde sammen. Ved brændingen svandt den mørke mere end den lyse, så risikoen for, at hele partiet sprængtes ved den efterfølgende nedkøling, var høj.

“Vi kom hovedkulds ud på det amerikanske marked. Eksporten var meget kapitalkrævende, og vi skulle fra dag til dag forøge produktionen. Virksomheden var ikke gearet til det”, udtalte den ene af Eslaus ejere senere.

Banken ville efterhånden ikke mere, så Ted Nierenberg måtte træde til med ny kapital. Konstant var der problemer. Eslau kunne ikke levere i de mængder, som Dansk Designs ville have. En kort overgang forsøgte man at få Kronjyden i Randers til at supplere produktionen. Færdig forarbejdet og indfarvet stentøjsmasse blev sendt til Randers, men det blev ingen succes. I 1974 valgte Eslau helt at droppe produktionen af Flamestone, der herefter blev fremstillet i Japan.

Afløseren som eksportsucces til det amerikanske marked blev tegnet af Niels Refsgaard i 1964. Stellet hed Generation. Helt anderledes rustikt i sit udtryk og karakteristisk med de mange brune pletter. De fremkom ved at glødeskaller af jern blev knust og blandet i stentøjsmassen. Nogle af delene er dekoreret. Der findes 12 forskellige mønstre. Alle håndmalet med kohornsteknik.

Denne gang løb Eslau ikke ind i vanskeligheder. Generation reddede fabrikken og blev en rigtig god forretning. Færre arbejdsgange og mindre energiforbrug. Til Flamestone skulle der bruges tre medarbejdere til at fremstille 400 tallerkener, mens to mand kunne klare 3000 Generation tallerkener på samme tid.

Mærkerne under Flamestone har ændret sig gennem årene. Der er flere varianter. Alle bærer Quistgaards initialer IHQ. Kun de dansk fremstillede dele er mærket Danmark eller Denmark.

Niels Refsgaards initialer NR sidder altid under Generation. Mærkerne kan enten være blåmalede eller præget i godset uden brug af farve.

Reference: “50 år med Eslau. En dansk keramikfabriks historie” af Jørgen Bjerre. Jubilæumsskrift Eslau 1994.

Du kan læse en kort præsentation af Eslau’s historie på virksomhedens hjemmeside. Eksempler på andre arbejder af Niels Refsgaard finder du på hans hjemmeside.

Billederne af Flamestone er fra bogen og fra lauritz.com. Generation steldelene er fotograferet hos forretningen DesignRetro i Odense. Øvrige billeder kommer fra etsy.com og ebay.com.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Et uofficielt stentøjsstel fra Kronjyden.

Glasuren har markant lighed med Relief fra Kronjyden, men det runde cirkelmønster er anderledes.

Kan det være Jens Quistgaard, som har tegnet det, spørger Christa og Ib. De har sendt billedet af gryden. Saucekanden til højre har jeg selv spottet på et lokalt loppemarked.

kronjyden-coll-b

Steldelene er ofte ustemplede, men hvis der er et stempel, så er det altid det ældre Kronjyden bomærke, der forestiller en gryde på ild med en krone af mursten over. Det gamle mærke er fra tiden, før Richard Nissen overtog virksomheden. Om det har været i brug efter 1959, hvor Relief blev lanceret, er usikkert.

Stellet med det runde cirkelmønster blev produceret som en slags prøveserie. Officielt eksisterer det ikke og har heller ikke noget navn, men det er tegnet af Quistgaard og kan dateres til kort før 1959.

Det fortæller Stig Guldberg, co-kurator på HEART’s store Quistgaard udstilling i 2015-16 og instruktør af dokumentarfilmen om Quistgaard fra 2009. Det navnløse stel er ikke signeret. Det kunne have bragt Quistgaard i konflikt med firmaet Dansk Designs, hvor han samtidig var chefdesigner. Af samme årsag lagde han heller ikke officielt navn til de andre stel fra Kronjyden.

Men indirekte bærer stellene alligevel hans signatur. Kig på de forskellige stempler og mærkater under Relief. Quistgaard beskæftigede sig også med grafisk design!

relief-coll-a

stentoej.dk er der en oversigt over alle delene til Relief. Gryden har ændret form, og grebet på låget er blevet meget mere praktisk. Den navnløse gryde er smuk og meget skulpturel i sit udtryk, men det er lidt svært at holde fast på det tunge låg. Det kan nemt glide ud af hånden.

Måske har det irriteret Quistgaard, som lagde stor vægt på funktionalitet og ofte arbejde med flere prototyper, før han fandt den endelige form. Hans ting skulle være rare at røre ved og nemme at bruge. På Relief gryden kan fingrene meget bedre få fat i håndtaget, der nu er formet som en bøjle.

Læs eller se mere om Quistgaard: 1) “DANSK – Design af Jens Quistggard, HEART 2015, isbn. 978-87-88367-48-5. Pris 175 kr. Fås på heartmus.dk . 2) “Designeren Jens Quistgaard. En gryde til min kone”. Dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABC-Film 2009, isbn. 978-87-7955-770-3.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM