Møbler

Sjælden Ikea stol i høj kurs.

Vilbert er navnet på en Ikea stol, som solgte så skidt, at den allerede efter få måneder blevet taget ud af sortimentet.

Prototypen blev præsenteret i 1993 på Swissbau udstillingen i Basel. Det var en ganske simpel konstruktion sat sammen af kulørte melamin-coatede MDF-plader.

Efter nogle år blev den sat i produktion. Møbelkæden Ikea fik eneret at sælge den. Vilbert er vist i kataloget fra 1995 og kom i en pakke, som var en af de fladeste emballager nogensinde blot med 4 plader og nogle skruer. At samle stolen tog ca. 5 minutter.

Historien om Vilberts fødsel er lidt uklar.

I Ida Engholms Panton biografi fortælles det, at producenten Alsapan, der fremstillede MDF plader, havde spurgt Verner Panton, om ikke han kunne lave noget af deres MDF-plader. Først takkede han nej, men sad så alligevel en aften og eksperimenterede med nogle plader, hvilket førte til konstruktionen af Vilbert.

Staffan Bengtsson har en anden fortælling. I hans bog om Ikea designere er historien, at Gillis Lundgren, designer hos Ikea og senere ansvarlig for møbelkædens produktudvikling, i starten af 90’erne var nabo til Verner Panton i Schweiz. De to førte mange samtaler om design, og en dag lykkedes det Lundgren at overtale Panton til at tegne en stol af MDF-plader specielt til Ikea.

Vilbert var billig. Prisen holdt sig under 400 kroner. Når den så alligevel floppede totalt, er det måske, fordi den ergonomisk var katastrofalt ubekvem. I virkeligheden er den vel nærmere en skulptur end et siddemøbel.

I dag er stolen sjælden. Når den engang imellem dukker op på auktion, falder hammeren lagt over Ikea prisen fra 1995. Dengang kostede den under 400 kroner. På internationale auktioner sælges den til mellem 3000 – 4000 kroner.

Referencer:Verner Panton – miljøer, farver, systemer, mønstre” af Ida Engholm og Anders Michelsen, Strandberg Publishing 2017. “Verner Panton – Das Gesamtwerk” af Vitra Design Museum, 2000. “Ikea the book” af Staffan Bengtsson, Arvinius Forlag 2000. Billedet er hentet fra siden skandinaviskdesign.dk

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer

Slagbord med plade af teak.

Med et snuptag slås klapperne op og støttebenene svinges ud. På kort tid er bordet udvidet fra 30 til 156 cm. Slagborde er en rigtig praktisk opfindelse til små rum.

Louise har fået sådan et bord. Pladen er af teak og stellet af bøg. Hun vil gerne vide, hvem der har designet og fremstillet det.

Bordet hedder Pedro og er svensk. Tegnet i sidste halvdel af 1950’erne af K-O Westberg for AB Tengsjömöbler i Ulricehamn. Pladerne måler 63+30+63 cm.

Det kunne leveres med understel i forskellige varianter. Eg, bøg eller lakeret sort eller hvid. Pedro var en videreudvikling af et lignende bord fra 1954 med lidt mindre plader på 55+25+55 cm. Dette bord har ikke noget navn, men kun modelnummeret 103.

Uden tommestok er det svært umidelbart at se forskel på 103 og Pedro, bortset fra en enkelt lille detalje. Der sidder et greb på benene. På Pedro er det firkantet, mens det på 103 er nærmest trekantet og sidder lidt højere oppe under pladen.

Til højre er en medarbejder fra Tengsjömöbler i gang med at sprøjtelakere et understel. Billedet er fra 1959. Dengang gik man ikke op i arbejdsmiljø med beskyttelsesdragt og åndedrætsværn.

Slagborde kom på mode i 1950’erne, men konstruktionen kendes helt tilbage i renæssancen og barokken. I England kaldes de gateleg tables, altså borde med ben monteret på en ramme (gate).

Referencer: “Slagbord för stora och små rum” i Scandinavian Retro, nummer 6, 2017. Gyldendals antikvitetshåndbog af Gorm Benzon, 3. udgave 2002.

Billederne er hentet fra auktionshuset Bukowskis lot 792787 og 1009846 samt Ulricehamns-bygdens Forskarrums billedearkiv.

Forf: JM

Det danske møbelboom.

Endnu en bog om dansk møbeldesign efter 2. verdenskrig. Bøger om møbler er de senere år kommet i en lind strøm. Er der brug for en mere?

Bogen “Det danske møbelboom” griber det anderledes an og adskiller sig fra de fleste andre. Den retter især blikket mod møbeltyper i stedet for at kigge på enkelte designere. Hovedvægten er heller ikke lagt på den generelle fortælling om danske møblers storhed og fald. Den historie har andre tidligere foldet ud, f.eks. Per H. Hansen.

Forfatteren er Lars Dybdahl fra Design Museum Danmark. Han fortæller om børne-, bygge-, pinde-, kurve- og stålmøbler, men også laminerede og formspændte møbler samt møbler af syntetiske materialer som skum og plast.

Frem for arkitekterne er det tendenserne i udviklingen af de forskellige typer, der trækkes frem og analyseres i forhold til produktionsteknologi, konstruktion og formsprog.

Bogen har fine illustrationer, men desværre alt for få. Læseren mister nemt nogle af pointerne, når der relateres til detaljer på møbler, som ikke vises i bogen. Eksempelvis fortælles om Poul Kjærholms referencer til Mies van der Rohe. De fleste kender Barcelonastolen, og netop den stol vises i bogen, men pointer i forhold til nogle af Rohes andre mindre kendte stole som Tugenhat- og Brnostolene fortaber sig, når man ikke ser billederne. Det er altså nogle steder undervejs svært at følge med, med mindre man har et meget indgående kendskab til internationalt møbeldesign.

Kapitlet om børnemøbler er et af bogens mange interessante. En møbeltype som der indtil nu ikke er skrevet særlig meget om. De tidligste er nærmest nedskalerede voksenmøbler, men gradvist vinder nye principper indpas i udformningen.

Hans J. Wegners “Peters stol” fra 1944 er tegnet som en dåbsgave til kollegaen Børge Mogensens ældste søn. Stolen er ikke bare tilpasset et barns størrelse , men også tænkt som udfordrende legeredskab. Den kan kravles på og skilles ad helt uden brug af værktøj. Kort tid efter tegnede Wegner det tilhørende bord.

Mange møbelarkitekter begyndte at interessere sig for møbler til børn. Nogle af de bedste var temmelig dyre at anskaffe, så producenten Hukit ser et marked i at fremstille billige børnemøbler udviklet af pædagoger og rettet mod børnehavernes budgetter.

Hukit stolen fra 1967 endte med at blive et salgshit. Den var robust og blev produceret i mere end 100.000 eksemplarer. Det markante runde hul i ryggen er praktisk udformet, fordi mange børn i 60’erne gik med overalls med spænde bagpå. Hullet sikrer, at ryglænet ikke bliver ridset, og samtidig generer spændet ikke børnene, når de sætter sig i stolen.

“Det danske møbelboom 1945-1975” af Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2017, isbn 978-87-92949-94-3.

Tegningen er affotograferet fra bogens omslag. Billederne af “Peters stol” og Hukit møblerne er hentet på Lauritz.com.

Forf:JM

Gedigen 60’er sofa.

Morten er vild med sin sorte lædersofa, men er ikke klar over hvem der har tegnet den?

Producenten er Henry Rolschau Møbler. Fabrikken lå i Vejen og var specialist i polstermøbler. Formsproget er karakteristisk for sidste halvdel af 60’erne.

En sofa magen til med stofbetræk ses i eksportkataloget Design from Denmark. Kataloget er ikke dateret, men må være fra efter 1967 og før 1972. Per Iversens Combi lampe fra Louis Poulsen er nemlig vist et andet sted i kataloget. Den blev lanceret i 1967. Forrest i kataloget er der et foto af kongefamilien. Kong Frederik den 9 er med. Det er Prins Henrik ikke. Derfor må udgivelsen være før 1972.

Flere forskellige arkitekter tegnede for Henry Rolschau. Svend Ellekær og Kurt Østervig er nogle af dem.

Et meget forsigtigt gæt er, at Kurt Østervig har tegnet sofaen. Benenes udformning har markant lighed med nogle tilsvarende ben under hans stol med modelnummer 61 fra Rolschau i 1962.

Kurt Østervig var autodidakt designer. Han startede som skibskonstruktør, men skiftede karriere til møbeldesign i slutningen af 40’erne. I 60’erne blev nogle af hans møbler udstillet på Museum of Modern Art i New York.

Referencer: “Design from Denmark”, editor: Kirsten Bjerregaard, udgivet af Behrndt Bogtryk/Word Pictures Corporation som et fælles firmafremstød beregnet til eksportmarkeder (ca. 1967-1972), wikipedia.org samt danish-modern.co.uk.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Snedkermestrenes møbler.

Grete Jalk udgav i 1987 et firebindsværk om dansk møbelkunst. Det er nu blevet genoptrykt i en ny udgave til langt billigere pris, end hvad den oprindelige udgave koster antikvarisk eller på auktion.

Dansk Møbelkunst har været svær at få fat på. Antikvariaterne har taget sig rasende godt betalt for brugte eksemplarer. Et prisleje på mellem 8000-12.000 kr. har ikke været ualmindeligt. Det nye genoptryk koster kun 2500 kr. Du sparer altså rigtig mange penge, men medaljen har også en bagside. Billedekvaliteten er ikke helt i orden.

Illustrationerne mangler skarphed og enkelte detaljer er gået tabt. Det var Teknisk Forlag, som udgav værket første gang. Genoptrykket står Lindhardt og Ringhof for. De har formentlig ikke haft adgang til de oprindelige billeder fra samtidige kataloger og tidsskrifter og har derfor måtte ty til at scanne eller kopiere siderne på grundlag af udgaven fra 1987.

Forskellen ses mere eller mindre tydeligt. Her er det Finn Juhls NV-53 stol med billedet fra 2017 udgaven til venstre.

Billederne er dog langt fra så dårlige, at man ikke sagtens kan bruge dem til identifikation. Jeg vil også meget hellere bruge mine penge på et møbel, end hælde dem i et grådigt antikvariat.

Snedkermestrenes årlige udstillinger fandt sted mellem 1927 og 1966. I 30’erne begynder nye unge arkitekter at komme på banen, og udstillingerne udviklede sig snart til en slags modeshows for moderne møbler.

Kvaliteten og den faglige stolthed var i top. En del snedkermestre dannede fast makkerskab med bestemte arkitekter. Finn Juhl tegnede f.eks. i mange år for Arne Vodder.

Men arkitekter skal også have smør på brødet. De færreste kunne leve af alene at formgive for mestrene. Så sideløbende tegnede de for møbelindustrien. Fabriksmøblerne falder dog uden for emnet. I Grete Jalks bogværk er der kun fokus på snedkermestrene. Det var jo dem, der stod for de årlige udstillinger.

Du kan læse værket kronologisk eller bruge det som opslagsværk. Forrest i første bind er der registre med opslag på snedkermestre og arkitekter.

Alle bind er ens disponeret. Billeder på højresiderne og beskrivelse i form af anmeldelser til venstre. Kritikken kunne til tider være hård.

Om arkitekt Brockmann Petersens stol fra 1953 for snedkerfirmaet Louis G. Thiersen lød det i Social-Demokraten: “Den eneste hage ved den mærkværdige stol er den, at små mennesker bliver rundryggede af at sidde i den”.

Skudsmålet fra Erik Vørts i tidsskriftet Dansk Kunsthaandværk var lige så nådesløst: “En udvikling indenfor dansk møbelhåndværk, som man ikke gerne vil se på Snedkerlaugets udstilling, en kvasi modernistisk formgivning, som direkte modarbejder de ideer, der gennem mange år er arbejdet for”.

Alligevel fik stolen første præmie i laugets konkurrence.

“Dansk Møbelkunst gennem 40 aar – Københavns Snedkerlaugs Møbeludstillinger 1927-1966, Bind 1-4. Lindhardt og Ringhof 2017, isbn. 978-87-11-56631-2. Pris 2500 kr.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stol med mærket NM.

En læser vil gerne vide mere om sin stol, som er brændemærket NM og Danish Furniture Makers Control.

NM stol col2

Danish Furniture Makers Control er et kvalitetsmærke. Det blev introduceret i 1959 og eksisterer stadig.

Din stol er tegnet af Axel Bender Madsen og Ejner Larsen og fremstillet hos Næstved Møbelfabrik. Modellen har nummer 1754 og er tegnet omkring 1961.

NM FI 1754

Axel Bender Madsen og Ejner Larsen er begge udlært som møbelsnedkere og blev efterfølgende uddannet som møbelarkitekter.

Deres biografiske data er næsten ens. De var studiekammerater på Kunsthåndværkerskolens Møbelskole, hvor de tog afgang i 1940, og hvor de begge kom til at undervise i slutningen af 40’erne og starten af 50’erne. I 1947 etablerede de fælles tegnestue. Privat boede de næsten ved siden af hinanden i samme rækkehusbebyggelse på Mulvad i Lyngby.

Tegnestuen var meget produktiv. De har tegnet for møbelsnedkerne Ludvig Pontoppidan og Willy Beck og har samarbejdet med flere møbelfabrikker. Udover Næsteved Møbelfabrik også for Fritz Hansen, Odense Møbelfabrik, Sorø Møbelfabrik samt Brande Møbelfabrik.

Referencer: Kraks blå Bog 1974, Den Store Danske Møbelguide, 1 udgave 2005, side 228 samt opslag på furnitureindex.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Tag fleksibiliteten til bords.

De er praktiske, mobile og funktionelle. Indskudsborde er populære igen. Det var de også i 60’erne og 70’erne. Ligesom i dag skulle de dengang helst være i teak eller palisander.

Birgitte har sendt et par billeder af et sæt på tre borde, som hun gerne vil have identificeret.

col-thi-4

Dine borde er fremstillet hos Thisted Trævareindustri. Modellen hedder nr. 54 og kan dateres til ca. 1964. Fabrikken viste dem på Møbelmessen i Fredericia samme år. Kunderne kunne vælge mellem træsorterne eg, teak eller palisander.

thisted-1964-r

Bordene kan sagtens være tegnet nogle år før 1964, og de har med sikkerhed været i produktion hele vejen op gennem 60’erne, idet de igen blev vist i en annonce i et eksportkatalog fra 1970-71.

Kvalitet og forarbejdning ser ud til at være god. Thisted Trævareindustri var også nødt til at gøre sig umage. De var medlem af foreningen Danish Furniture Makers Control, som grundigt testede møblernes holdbarhed og konstruktion.

Referencer: Katalog fra Møbelmessen Danmark, Fredericia 28-31. maj 1964, udgivet af Møbelfabrikant foreningen i Danmark samt Export Directory of Denmark 1970-71, udgivet af Krak.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En gedigen lounge stol.

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.colax

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.colbxDe var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Ergonomisk stol fra Sorø Stolefabrik.

Robust armstol fra en lægepraksis i Sorø, hvor den stod i venteværelset. I dag tilhører den Emilie, som gerne vil vide mere om stolens historie, udover at den er lavet på Sorø Stolefabrik.

KLL col1

Lægen i Sorø har valgt nogle sidderigtige møbler til sit venteværelse. Stolen er tegnet af Kai Lyngfeldt Larsen som en del af serien Otium 400.

Det var solide møbler beregnet til offentlig anvendelse, f.eks. i institutioner eller venteværelser, hvor det er vigtigt med møbler, som ældre eller gangbesværede nemt kan sætte sig i og komme op fra igen.

Otium 400 serien fra Sorø Stolefabrik kunne leveres både i eg og som din stol i bøg. Der var forskellige varianter. Nogle med polstrede armlæn og lukkede sider. Møbelstoffet ser ud til at være slidstærkt og kan godt ligne noget fra Hallingdal.

En helt præcis datering er vanskelig, men Otium 400 var i produktion i 1979-80. På det tidspunkt brugte Sorø Stolefabrik det enkle bomærke med to S’er på skrå. I 50’erne og 60’erne var deres mærke anderledes. Dengang indgik Sorø’s byvåben i fabrikkens bomærke.

Sorø Stolefabrik havde en annonce i Møbelfabrikantforeningens årskatalog fra 1979-80. Her kan du til venstre se nogle af Otium 400 varianterne.

KLL col 2

Kai Lyngfeldt Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1946. Forinden var han blevet udlært som murer og konstruktør. I mange år arbejde han på Steen Eiler Rasmussens tegnestue, hvor han var med til at tegne Tingbjerg bebyggelsen i Brønshøj.

På møbelfronten har han tegnet til flere møbelfabrikker. Udover Sorø Stolefabrik også til Søborg Møbler. Især er han kendt for nogle skolemøbler fra midten af 50’erne, der som noget helt nyt tog vare på børnenes ergonomi. Stolen til højre i den nederste collage er fremstillet på Danbork Møbler i Kolding til Rungsted skole.

Referencer: Opslag på Kai Lyngfeldt Larsen i Kunstindeks Danmark. Billedet af skolestolen er hentet fra auktionshuset Lauritz.com.

Forf: JM