Rustfrit stål

Thebe og Mitra.

Under 2. verdenskrig var der stor mangel på sølv. Prisen strøg til vejrs, så selv det bedre borgerskab ikke længere havde råd. Man måtte finde på noget andet, og alternativet blev bestik af rustfrit stål.

Georg Jensen lancerede sit første stålbestik Mitra tegnet af Gundorph Albertus i 1941. Oprindeligt tænkt som tretårnet sølvbestik, men på grund af manglen på sølv, blev det nu i rustfrit stål.

Formen var moderne, enkel og saglig.  Næsten samtidig i 1944 kom Gense i Sverige med sit nye rustfrie bestik Thebe. Også det var enkelt og stilrent. Thebe var formgivet af Folke Arström. Han lod sig inspirere af klassiske egyptiske stiltræk og lagde vægt på et stramt og køligt formsprog.

Både Thebe og Mitra var komplette bestikserier med rigtig mange dele, som kunne erstatte sølvbestik og som man kunne dække op med, når det skulle være fint.

Thebe col 2Thebe omfattede 130 forskellige stykker. Tesi, ostehøvl, forskærersæt, sennepsske, østersgaffel og en særlig kniv til krebs er bare nogle af dem. I bladet Scandinavian Retro nummer 4 fra august 2015 er der en stor specialartikel på 10 sider om Thebe med gamle originale illustrationer fra datidens varekataloger.

Hvor mange dele der findes til Mitra er uklart. Georg Jensen kan ikke give svaret, men antallet kommer nok ikke helt op på siden af Thebe. Herunder ses fiskebestik, brødsav, tesi og saltske, som er nogle af de mere sjældne dele.Mitra col 1Mitra bestikket blev omdrejningspunktet for en strid mellem isenkræmmere og guldsmede. Georg Jensen havde den holdning, at Mitra var for fint til at blive sat til salg blandt blikspande og jerngryder. Derfor blev det i begyndelsen kun forhandlet hos guldsmede. Centralforeningen for Danmarks Isenkræmmere blev sure og mente, at guldsmede med eget værksted, der solgte Mitra, overtrådte næringslovens bestemmelser. Rustfrit stål måtte kun forhandles af isenkræmmere eller af guldsmede uden eget værksted.

Striden stod på over længere tid og endte med en dom i Københavns Byret, der gik guldsmedene imod. Først i 1960 blev restriktionen lempet og alle kunne nu sælge rustfrit bestik.

Fejden om salget af rustfrit stål er udførligt beskrevet af Karen Lützen i en klumme i Weekendavisen fra den 2. maj 2014.

Scandinavian Retro kan du købe i udvalgte danske kiosker eller du kan bestille et abonnement via bladets hjemmeside. I nummer 4 fra 2015 kan du bl.a også se indretning af retrohjem, læse om Carnaby og Palet fra Holmegaard, tekstiler fra Marimekko, Boligkonceptet Bra Bohag fra 50’erne og 60’erne samt finde en guide til retroshopping i Amsterdam.

Forf: JM

Reklamer

Nationens bestik.

Magasinet Antik og Auktion har sat sig for at kåre Danmarks smukkeste bestik. 25 kandidater er i spil, og på magasinets webside kan du være med til at stemme på en vinder.

Men hvad vil det så sige at være smuk, hvis man er kniv og gaffel? Æstetik kunne være et kriterium. Et andet kunne være funktionalitet.

Blandt de 25 er der både sølv- og stålbestik. De ældste er fra omkring 1800, mens det nyeste blev lanceret i 1997.

Selv skal jeg ikke nyde noget af at deltage i afstemningen. Betingelsen er nemlig, at du siger ja tak til at modtage nyhedsbreve og tilbud om events, medie-, skønheds- og livsstilsprodukter fra Aller Koncernen via mail, telefon og brev. Kort sagt en lind strøm af spam.

Men skulle jeg vælge, har jeg umiddelbart 3 stålbestik som kandidater: AJ formgivet af Arne Jacobsen, Mitra af Gundorph Albertus og Tuja af Magnus Stephensen.

bestik N

AJ bestikket på billedet til venstre er det mest spektakulære. Designet hos A. Michelsen i 1957 til SAS Royal Hotellet i København. Uhyre raffineret i sit enkle minimalistiske design. Kniv og gaffel har forskellig funktion, men samme længde og grundform. Bestikket ligner ikke nogle andre, men problemet er, at det ikke ligger særlig godt i hænderne.

I 1963 kritiserede DSB’s senere chefarkitekt Jens Nielsen bestikket i en artikel i Politiken og kaldte hånligt kniven for en koteletskalpel og gaflen for en frikadellesonde. SAS Hotellet måtte da også efter nogle år udskifte det, fordi gæsterne klagede over, at det var svært at bruge.

Mitra i midten stammer fra 1941. Navnet betyder bispehat. Vender du skaftet opad, har det facon som sådan en. Oprindelig var Mitra udelukkende tænkt som et sølvbestik, men under besættelsen var der sølvknaphed, så producenten Georg Jensen sadlede om og lancerede det som sit første bestik i rustfrit stål.

Jeg bruger det selv. Smukt, men også en anelse tungt i sit udtryk. Til gengæld er funktionaliteten helt i top. Det ligger godt i hænderne, og der findes ufattelig mange specielle dele. Nogle af de sjældne er en te si, en måleske til te og et sæt med stegegaffel og -kniv.

Tuja til højre blev lanceret i 1956 for Georg Jensen. Her er der virkelig tale om en genialitet. Rart at holde på og skulpturelt at se på. Der er virkelig tænkt godt over bestikkets brugsegenskaber.

I 1956 handlede dansk madkultur om sovs og kartofler. Magnus Stephensen har fokuseret på det praktiske i at kunne få både sovs og kartoffel med op fra tallerkenen og samtidig holde pæne bordmanerer. Det er derfor gaflen har en næsten skeagtig facon. Hulningen kan virkelig rumme noget, og indholdet falder ikke af på vej op til munden. Kniven har et langt skaft og et ret kort skråstillet blad. De fleste bruger kun det forreste af et knivblad til at skære med. Det er præcis det, der er taget højde for med udformningen af kniven, som var banebrydende i sin nytænkning, da den kom frem.

Her kan du læse mere om Antik og Auktions konkurrence og se de øvrige 23 bestik.

Forf: JM

Hvad er godt design?

Nogle vil sikkert sige, at det er et spørgsmål om den enkeltes smag. Altså at der ikke er noget entydigt svar, men måske kan man definere nogle almene forudsætninger for, hvornår noget formgivning er godt design.

Et produkt skal være sanseligt og æstetisk tiltrækkende. Det må også gerne være innovativt, ærligt og holdbart. Endelig skal det være funktionelt. Arne Jacobsens “Ægget” opfylder de fleste af disse kriterier, men mange synes, at man ikke sidder særligt godt i stolen. Er den så dårligt design?

Magnus Stephensen formgav et salt og peber sæt for Georg Jensen i 1952. Til sættet hører også en sennepskrukke, og alle delene blev fremstillet i sølv eller rustfrit stål. Designet er helt enkelt og uprætentiøst og i mine øjne en æstetisk nydelse. Men modsat “Ægget”, som man trods alt kan sidde i, så fungerer salt og peber sættet nærmest slet ikke til sit formål.

Umiddelbart virker det ellers som om, der er tænkt over funktionen. De fleste kender bøvlet med at fylde nyt på en salt- eller peberbøsse, når den er tom. I bunden sidder en lille prop af kork, plastik eller gummi. Sådan en kan være svær at løsne, og med tiden kan proppen mørne eller knække.

Magnus Stephensen løste problemet ved at lave proppen i samme materiale som peberbøssen, altså i sølv eller stål som ikke går i stykker. Innovativt, men alligevel fungerer det dårligt. Det er nemlig stort set umuligt at finde ud af, om proppen befinder sig i lige præcis den position, som gør, at den kan løsnes. Du kan dreje og dreje og blive ved med at dreje, men der lyder ikke noget klik, og du kan heller ikke mærke, når proppen kan løsnes. Desuden er grebet så lille, at de fleste fingre har svært ved at holde om det.

Saltkarret fungerer heller ikke særlig godt. Skeens form gør, at den ligger skidt mellem fingrene, og den er så svær at balancere, at indholdet nemt ender på bordet, før det når tallerkenen.

Nu er Magnus Stephensen sendt på pension, og jeg har fundet frem et gammelt salt og peber sæt i presset glas med låg af bakelit. Ikke specielt smukt, men det fungerer. Når der skal fyldes på, skrues lågene af og på helt uden besvær.

Forf: JM

Steltons historie.

Alle kender Steltons særlige brand. Den cylindriske form var i mange år rygraden i sortimentet.

Først med Arne Jacobsens Cylinda Line fra 1967 og senere med Erik Magnussens klassiske termokande fra 1977. Det begyndte på en gammel trykbænk i et udhus med at presse æggebægre af affaldsstål. De gik som varmt brød, og hurtigt flyttede man over i en lille fabrik.

Virksomheden, som senere blev til Stelton, hed i starten Dansk Rustfrit. Produktudvikling skete efter intuition og hvad maskinerne evnede at fremstille samt ikke mindst hvad isenkræmmerne mente, de kunne sælge. Først senere – især via samarbejdet med Arne Jacobsen – skiftede fabrikken til fokus på design frem for pris og mængde.

Stelton fyldte 50 år i 2010, og i den anledning udkom en jubilæumsbog. Den slags har tit en tilbøjelighed til at blive selvfede. Og bogen om Stelton har da også en lille snert, men alligevel er det blevet til et flot værk med mange billeder og mange gode historier. Det lykkes fint at komme rundt om Steltons udviklingshistorie – også de mere sure sider.

Model 2000 temokanden var én af dem. Den var kun ude i butikkerne i ganske kort tid, før den blev kaldt tilbage. Det havde ellers taget 9 år at udvikle produktionsteknikken. DTU var på et tidspunkt ind over, for det var temmelig kompliceret at fremstille en dobbeltvægget kande med vacuum imellem væggene.

Da den endelig blev færdig i 1999 og kom i handlen, var en af de første kunder uheldig, fordi beholderen med kaffe pludselig slap overdelen og faldt i gulvet. Låget blev redesignet, men kanden blev aldrig nogen succes. Prisen var 1600 kr. Det var alt for dyrt og konkurrenterne havde i mellemtiden introduceret billigere kander med en tilsvarende teknologi.

Det er modellen med redesignet låg på det nederste billede.

“Stelton” af Frank C. Motzkus, Stelton A/S 2010, isbn. 978-87-993807-0-1. Pris 219 kr.

Forf: JM