Specielle vaser fra Fyens Glasværk.

I 1892 blev Adolf Brocks hentet fra Schlesien til Fyens Glasværk som hyttemester. Han var dygtig og erfaren og blev en vigtig forudsætning for, at glasværket omkring 1900 udviklede sig til et af Europas mest innovative. En ny bog fortæller historien om hans eksperimenter.

Få år før Adolf Brock kom til Odense, havde glasværket været nødlidende og præget af strejker, konflikter og dårlig økonomi.  Den nye hyttemester var med til at vende arbejdsklimaet. Når der var en fødseldag at fejre, hejste Brocks en ølflaske op i sin flagstang, så vidste glasmagerne, at han efter arbejdstid bød på øl i sin have.

Nogle af Brocks eksperimenter blev sat i produktion. En af de største succeser var marmoreret glas i forskellige farver. Teknikken går ud på at blande hvidt og farvet opalglas. Produktionen omfattede i 1899 ca 90 varenumre og tages der højde for forskellige farver og størrelser bliver det til omkring 300 varianter.

marmoreret-glas-forside

Ætsede glas med dekorationer tegnet af samtidens anerkendte kunstnere som H. A. Brendekilde, Knud Larsen og Gustav Behr var en anden specialitet. Inspirationen var hentet i den franske Art Nouveau stil. De var af høj kvalitet, men i modsætning til de marmorerede vaser svære at sælge til en konkurrencedygtig pris.

Bogen om specialproduktionerne fra Fyens Glasværk gennemgår alle eksperimenterne. Udover marmoreret og ætsede glas forsøgte man sig også med millefioriglas, aventuringlas og blæret glas.

Fremstillingen er grundig ned i alle detaljer, og derfor ikke en nemt læst bog. Som læser kan det nogle steder undervejs knibe lidt med overblikket.

Kildematerialet er kataloger, prislister, originaltegninger samt receptbøger. Derudover er der foretaget kemiske analyser af råstofindholdet i nogle af vaserne. Ikke en finger kan sættes på redeligheden. Der er tale om et gedigent stykke grundforskning.

“Marmoreret glas fra Fyens Glasværk – og andre specialproduktioner omkring 1900” af Niels Andersen, forlaget Kle-art 2016, isbn. 978-87-92750-22-8. Pris 298 kr.

Forf: JM

Ergonomisk stol fra Sorø Stolefabrik.

Robust armstol fra en lægepraksis i Sorø, hvor den stod i venteværelset. I dag tilhører den Emilie, som gerne vil vide mere om stolens historie, udover at den er lavet på Sorø Stolefabrik.

KLL col1

Lægen i Sorø har valgt nogle sidderigtige møbler til sit venteværelse. Stolen er tegnet af Kai Lyngfeldt Larsen som en del af serien Otium 400.

Det var solide møbler beregnet til offentlig anvendelse, f.eks. i institutioner eller venteværelser, hvor det er vigtigt med møbler, som ældre eller gangbesværede nemt kan sætte sig i og komme op fra igen.

Otium 400 serien fra Sorø Stolefabrik kunne leveres både i eg og som din stol i bøg. Der var forskellige varianter. Nogle med polstrede armlæn og lukkede sider. Møbelstoffet ser ud til at være slidstærkt og kan godt ligne noget fra Hallingdal.

En helt præcis datering er vanskelig, men Otium 400 var i produktion i 1979-80. På det tidspunkt brugte Sorø Stolefabrik det enkle bomærke med to S’er på skrå. I 50’erne og 60’erne var deres mærke anderledes. Dengang indgik Sorø’s byvåben i fabrikkens bomærke.

Sorø Stolefabrik havde en annonce i Møbelfabrikantforeningens årskatalog fra 1979-80. Her kan du til venstre se nogle af Otium 400 varianterne.

KLL col 2

Kai Lyngfeldt Larsen tog afgang fra Kunstakademiet i København i 1946. Forinden var han blevet udlært som murer og konstruktør. I mange år arbejde han på Steen Eiler Rasmussens tegnestue, hvor han var med til at tegne Tingbjerg bebyggelsen i Brønshøj.

På møbelfronten har han tegnet til flere møbelfabrikker. Udover Sorø Stolefabrik også til Søborg Møbler. Især er han kendt for nogle skolemøbler fra midten af 50’erne, der som noget helt nyt tog vare på børnenes ergonomi. Stolen til højre i den nederste collage er fremstillet på Danbork Møbler i Kolding til Rungsted skole.

Referencer: Opslag på Kai Lyngfeldt Larsen i Kunstindeks Danmark. Billedet af skolestolen er hentet fra auktionshuset Lauritz.com.

Forf: JM

Det rejsende teaterselskab.

Ægte eller falsk, værdifuldt eller værdiløst. Svensk TV’s Antikrundan er en klassiker, hvor folk møder eksperter og får vurderet antikviteter og samlerobjekter.

Første sæson kom i 1989. Siden er der blevet sendt ca. 10-12 afsnit hvert år. Optagelserne foregår i august/september, og udsendelserne sendes på SVT i begyndelsen af det efterfølgende år. Desværre kan programmerne ikke streames fra SVT-play til danske IP-adresser. Det skyldes ophavsretlige forhold. Eneste mulighed for at se programmerne er altså, hvis man har et TV abonnement med SVT i kanalpakken.

Men du kan få et kig på forskellige high-lights fra de seneste programmer på Antikrundans hjemmeside. Her findes ca. 100 filmklip med vurderinger fra perioden oktober 2012 til marts 2016.

Et kig ind bag kulisserne kan du også få i bogen Antikrundan fra 2005. Den fortæller anekdoter fra optagelserne og portrætterer eksperterne. De forbereder sig grundigt og opsøger byerne flere uger før for at lave research og opsnuse folk med gode ting og sjove historier.

ar-1x

Nogle indslag rummer underholdning og stor dramatik. Som dengang en kvinde kom med en kasse smykker købt for 138 kr, og en af brocherne blev vurderet til 150.000 kr. Den slags historier handler lige så meget om kvinden som brochen.

Selv kalder man sig det rejsende teaterselskab. Et rullende antikmarked med 20 eksperter og 30 teknikere fra SVT. Publikum er en del af forstillingen. De første kommer kl. 7 om morgenen og nogle gange slutter det hele først efter midnat. Ingen ved i detaljer, hvad der komme til at ske. Der er ingen drejebog. Et spontant samspil mellem eksperterne som skuespillere og publikum med deres ting og historier som aktører.

ar-2x

Programmet har udviklet sig i løbet af årene. Til det ringere, synes nogle. Flere eksperterne har forladt programmet, fordi det efterhånden blev for meget underholdning. Sølveksperten Jan Ribhagen er en af dem. Han har været med fra begyndelsen, men hoppede af i august 2016. Det er blevet for meget show og for lidt fakta, udtalte han til Netavisen Expressen.

Nogle år tidligere forlod også den legendariske legetøjsekspert Peter Pluntky programmet og afleverede i Aftonbladet en bredside mod SVT. Det har udviklet sig til et kendishysteri, er blevet for ustruktureret og med for mange irrelevante indslag.

Bedøm selv. I 2017 er der programstart i januar. Du kan læse på programmets Facebook eller hjemmeside, når de konkrete datoer bliver meldt ud.

“Antikrundan – Värdefulla råd och dyrköpta erfarenheter” af Joachim von Platen og Göran Tull, Wahlströms 2005, isbn. 978-91-32-33240-1.

Bogen Antikrundan findes ikke på noget dansk bibliotek, men den kan sagtens via det nordiske lånesamarbejde skaffes hjem fra Sverige, hvor 15 biblioteker har et eksemplar.

Forf: JM

Tysk keramik efter 1960.

En englænder og en dansker er gået sammen om en ny bog med titlen German Ceramic. Den dækker perioden 1960-1990 og er en hurtig guide for samlere.

“Vær selektiv” lyder et råd i bogens forord, ellers ender du med en gevaldig rodebutik. Der findes utrolig mange stykker, især de store fabrikker masseproducerede i kæmpe oplag. Ruscha, Steuler og Scheurich kørte med de samme forme i flere år, men skiftede i nogle tilfælde glasur hvert år. Konkurrencen var benhård, så fabrikkerne måtte hele tiden udvikle og forny sortimentet.

Bogen er primært en billedbog med flotte illustrationer. Med få undtagelser er det vaserne, som er i fokus.

gruppe-taet

Nogle vaser har hanke. Ikke fordi de skulle bruges som kander til praktisk formål. Hanken var bare tænkt som et dekorativt element og en del af vasens formsprog. Et stiltræk som ofte ses på efterkrigstidens tyske vaser. Kopiering af former og glasurer var udbredt. Forfatterne peger på udbredt gensidig inspiration fabrikkerne imellem, og nogle kunstnere skiftede desuden mellem de forskellige fabrikker.

glasur-taet

De fleste sider i bogen bruges på en alfabetisk præsentation af alle fabrikkerne med korte virksomhedsbiografier, deres mærker og de vigtigste kunstnere. Desværre er det hele lidt for summarisk. Du savner en kobling mellem vaserne på billederne og hvem, der har formgivet dem. Datering får du stort set heller ingen information om.

Gode sider på Nettet til identifikation er fatlava.com og GinFors, som du kan finde links til i en tidligere artikel om fat lava.

Der er naturligvis grænser for, hvor dybt emnet kan behandles på 120 sider. German Ceramic adskiller sig markant fra en anden bog fra 2005 om tysk keramik i 50’erne. Den omfatter 671 sider og er nærmest en afhandling med grundig research. Den egner sig derfor meget bedre som værktøj til at identificere enkelte stykker keramik.

Nogle producenter genbrugte modelnumrene i bunden. Det gør ikke identifikation lettere. Særligt slemt er det med vaser fra Scheurich. Her fortæller forfatterne, at samme nummer er blevet genbrugt op til fire gange. En nyttig oplysning, men ærgerligt at de ikke viser nogle konkrete eksempler.

strehla-x

VEB Strehla er også med i bogen. Ellers er det hovedsagelig vesttyske fabrikker som beskrives. Østtysk keramik var mindre farverig end den vesttyske, men Strehla er en undtagelse. Også her eksperimenterede man med stærke farver. En ret stor del af Strehla’s produktion blev solgt til Skandinavien. Det forklarer måske, hvorfor Strehla vaserne tit ses på danske loppemarkeder og i retrobutikker.

Bogen er en appetitvækker. Og til det formål er den perfekt, mens den er knap så velegnet til dokumentation. Til gengæld har den et andet fortrin. Billederne med de mange gruppeopstillinger kan nemlig inspirere dig til selv at gå igang med at arrangere dine samlinger og eksperimentere med kontraster, farver og former.

“German Ceramic 1960-1990” af Kevin James Graham og Henrik Aarøe, Forlaget Baktus, dec. 2016, isbn. 978-87-999483-0-7. Pris 249 kr.

Forf: JM

Wiinblad biografi.

Er han mormor eller moderne? Måske begge dele. Bjørn Wiinblads unikke univers er efter at have været dømt ude i 90’erne og 00’erne igen populært. Nu har han fået en biografi.

Danmarks Keramikmuseum Grimmerhus viste i 2012 en stor udstilling med hovedvægt lagt på Wiinblads keramiske unika produktion. I 2015 var det blevet Kunstmuseet Arkens tur med en kæmpe udstilling, som kom hele vejen rundt om hans mangfoldige univers.

Wiinblad har altid delt vandene. Sådan er det idag, hvor Rosendahl har fået ret til at relancere og nyfortolke Wiinblad produkter, og hvor de gamle originale Nymølle ting igen har fået et publikum på loppemarkeder og i retroshops. Sådan var det også i Wiinblads samtid. Nogle finder hans stil fabulerende og romantisk, andre er ved at få kvalme af kvinderne med trekantede næser eller de orientalske dekorationer.

wi-1

Da Den Permanente i København i 1954 åbnede en stor udstilling med Wiinblads fajancer med kobbertryksteknik fra Nymølle, kaldte en anmelder hans dekorationer kælne og overlæssede med præg af sødlig boudoirraffinement.

Wiinblad havde svært ved enkelhed og ved at begrænse sig. Både i sin kunstneriske stil og som person. Hans ting er ekstremt ornamentale. Formen er kun til for dekorationens skyld.

wi-4-1

Viggo Steen Møller skulle til Landsforeningen for Dansk Kunsthåndværk i 1948 udvælge dansk kunsthåndværk til designmuseet Victoria and Albert i London. Wiinblad blev bedt om at komme med tre ting, som de så ville overveje til udstillingen, men hver ting måtte ikke være større end en underkop. Næste dag leverede Wiinblad et helt flyttelæs. Hele Møllers kontor var fyldt med tingene og var det et par timer, indtil han ringede til Wiinblad og sagde: “Det skal ud. Og de skal ikke mere komme og besøge mig, når de ikke kan forstå en ganske almindelig besked”.

Historien fortælles i Lars Hedebo Olsens bog om Bjørn Wiinblad. Det er en biografi, der kommer rigtig flot rundt om Wiinblads liv og karriere. Ligesom forfatterens biografi om Kay Bojesen er kildematerialet også her i orden med grundig research. Artikler fra aviser, blade og tidskrifter samt ikke mindst interviews med folk, der har kendt og arbejdet sammen med Bjørn Wiinblad er brugt.

Men modsat Kay Bojesen bogen, så kommer du ikke helt ind under huden på Wiinblad. Måske fordi han i virkeligheden var et overfladisk og lukket menneske. Hvad er det, han vil fortælle med sin kunst udover, som han selv formulerede det, at dele sin skaberglæde med sit publikum.

Som læser bliver du efterladt med et billede af en lidt frastødende person. En flamboyant og generøs festabe og samtidig et menneske, der veg tilbage for livets mørke sider. Han ville ikke forholde sig til problemer. Når man var sammen med ham, var det for at have det sjovt. Da en af hans nære venner bliver alvorlig syg af aids, ønsker han ikke at høre om det og besøger slet ikke vennen mere.

wi-6

Spændvidden i Wiinblads univers er stor og hans energi var enorm. Hele tiden på farten og hele tiden produktiv. Han havde boliger i flere lande og var i en periode udenlandsdansker for at undgå at betale skat i Danmark.

Selv tegnede han kun forelæg, mens den daglige produktion blev varetaget af drejere, malere og assistenter. Øjnene ville han dog selv stå for. Når han kom hjem fra udlandet stod der tit en stribe keramikhoveder klar på værkstedet. Wiinblad malede så øjne og gik op og tog sig en lur. De nymalede hoveder blev derefter byttet ud med en ny række, som han igen kom ned og malede færdige.

Køber du bogen får du ikke en værkfortegnelse. Sikkert heller ikke nemt at lave, fordi Wiinblads produktion er så stor og mangfoldig. Derimod får du en spændende og fint illustreret biografi i et velskrevet sprog. Let at gå til. Der fortælles levende lige ud ad landevejen og med mange sjove anekdoter.

“Bjørn Wiinblad – en livskunstner” af Lars Hedebo Olsen, Gyldendal 2016, isbn. 978-87-02-16445-9. Pris 299,95 kr.

Forf: JM

Ægte julehjerter – og de falske.

Man skal vogte sig for kopier. Det måtte en læser af bloggen sande, da hun fandt to hjertestager.

“Jeg har aldrig ejet en ægte hjertestage fra Aluminia, så jeg greb dem bare hurtigt og tænkte: Yes Yes”. Men da hun kom hjem og fik pakket ud, meldte tvivlen sig, fortæller hun.

hj-kopier

Og ganske rigtigt. Hendes stager til venstre er desværre hjertesuk. Kopier fremstillet ca. 2005 for firmaet Lisbeth Dahl. De er ikke signeret, ligesom farve og dekoration også er helt anderledes. De originale stager fra Aluminia har heller ikke guldkanter ved foden eller på manchetten, men har en bølgekant omkring hjertet.

Stagen til højre er også en kopi. Her har man ikke anstrengt sig for at plagiere originalen. Foden og manchetten er riflet. Der er ingen huller til grankviste. På sin vis er den mere ærlig i sit udtryk, fordi den ikke kan forveksles. På Nettet kan den købes som ny til omkring 50 kr. Den importeres af engrosvirksomheden Ib Laursen.

De originale hjertestager blev lanceret i 1940 i farverne blå, rød, grøn og gul og er tegnet af Hans Henrik Hansen, uofficielt kaldt “Stakit-Hansen” på grund af initialerne HHH.

hj-col-n-g

I 1969 gik Aluminianavnet ud og blev ændret til Royal Copenhagen Fajance, og model-nummeret 2231 bliver trykt i bunden. Samtidig ændres bemalingen, idet kontraststriberne forsvinder fra fod og manchet. Farverne er som udgangspunkt de samme gennem årene. Alligevel kan der være forskelle i nuancerne både på de gamle og de senere udgaver.

Om der har været flere grundfarver end de fire oprindelige er et interessant spørgsmål, der rejses på bloggen brenneke.dk, som viser en næsten brun variant. Måske har malerne på fabrikken fusket og malet særlige farver til sig selv? Kun farverne blå, rød, grøn og gul er dog omtalt i E. W. Flensborgs store bogværk om Aluminia.

Hjertestagerne har i mange år været et populært samleobjekt. De er svære at opstøve, så priserne er derefter. De blå og røde er de mest almindelige. Gule og grønne er mere sjældne og kan koste op til 800-900 kr.

Billederne af de originale hjertestager er hentet på lauritz.com, hvor du af og til kan være heldig at finde mange stykker i et lot.

“Aluminia” af E. W. Flensborg, Bind 1-2, Rhodos 2008, isbn. 87-7245-970-0.

Forf: JM

To stole og en sofa.

En læser har overtaget nogle møbler fra sin svigermor og vil gerne finde ud af, hvem der har lavet dem:

“De er købt samlet ca 1959/60. De er siden blevet ombetrukket. Min svigermor oplyser, at de kostede en mindre formue dengang, og hun fik at vide, at det var en anerkendt dansk designer, men hvilken kan hun ikke huske / AHO”

IW col 1

IW col 2

De to stole og sofaen er alle tegnet af møbelarkitekten Illum Wikkelsø og fremstillet hos A. Mikael Laursen i Århus.

Iflg. Håndbog for medlemmer af Møbelfabrikantforeningen 1967 havde A. Mikael Laursen adresse på Sct Pauls Kirkeplads 9C. Det er midt i Århus, hvor jeg selv bor. Jeg kan ikke forstå, hvordan der har været plads til en møbelfabrik der, men den har sikkert ligget inde i baggården.

Illum Wikkelsø har tegnet møbler for mange forskellige producenter.

De krydsstillede ben, hvor de bagerste næsten “sparker” flat bagud, er et karakteristisk stiltræk ved de polstermøbler, som Wikkelsø tegnede for A. Mikael Laursen.

Omkring 1960-61 tegnede han sofaen ML 140 og lænestolene ML 141 og 142. Jeg tror, at sofaen og den røde stol er nogle lidt tidligere – og lidt anderledes modeller – fra omkring 1957-58. Og det passer jo meget godt med tidspunktet, hvor de er købt. Siden 1stdibs viser en sofa magen til din gule.

Borset fra ryglænets facon minder den lave lænestol med lyst betræk en del om nogle andre høje og lave stole med model nummer ML 90. Stole af samme slags kan ses på siderne Retrostart og Classic Modern.

Forf: JM

Norsk designklassiker fundet i Frankrig.

Armlænken sidder på en usædvanlig heldig hånd. Den er fundet på et loppemarked i Frankrig, men stammer fra Norge og er tegnet af Grete Prytz Kittelsen.

Et regulært kup gjort af Karen en regnfuld torsdag i oktober på et lille sydfransk loppemarked i Marseillan. Måske sådan et fund der kun sker once in a life-time.

boelge-armlaenke

Lænken kom fra et dødsbo, og da prisen var beskedne 45 € svarende til 335 kroner, gjaldt det om at bevare masken og slå til med det samme, selvom pulsen steg. En auktionsvurdering vil formentlig ligge et sted mellem 8000-10.000 kroner.

Karen samler på ting af Grethe Prytz Kittelsen. En af Norges helt store designere, især kendt for formgivningen af de ikoniske lotusskåle for emaljeværket Cathrineholm, men Kittelsen har også tegnet en lang række smykker, sølvgenstande og hverdagsbrugsting. Hun regnes for en central aktør indenfor norsk designhistorie.

Armlænken stammer fra en mindre serie kaldet Bølge, som også omfatter broche, halssmykke, ørevedhæng og nogle fingerringe. Bølge er tegnet i 1947 og fremstillet i sølv og spejlemalje hos guldsmedefirmaet J. Tostrup.

Her eksperimenterede Grete Prytz Kittelsen med nye former og teknikker. Ofte klippede hun til at starte med formen ud i papir og foldede og bøjede det, indtil hun kom frem til den færdige skabelon helt uden brug af dyrt specialværktøj

Tiden lige efter 2. verdenskrig var præget af materialemangel. Ved brug af valsemaskine kunne det kostbare sølv udnyttes rationelt. Sølvet blev stanset ud i ultra tynde plader formet efter skabelonen, dernæst håndfræset og fyldt med emalje. Med den teknik kunne man øge volumen og samtidig sænke omkostningerne.

Bølgeserien vakte opsigt og vandt priser på nordiske og internationale udstillinger af brugskunst, og serien blev forløber for en lang række andre emaljesmykker designet af Grete Prytz Kittelsen for J. Tostrup.

litt-gpk

Et overblik over de mange smykker finder du i Karianne Bjellås Giljes store biografi om Grete Prytz Kittelsen, der udkom på norsk i 2008 og senere på engelsk i 2012. Bogen har et kapitel på 38 sider om hendes smykker samt en komplet værkfortegnelse over alt hun har formgivet, også skålene fra Cathrineholm.

Du kan også læse om Grete Prytz Kittelsen i Jan-Lauritz Opstads værk om norsk emalje, hvor der er to kapitler på i alt 28 sider om efterkrigstidens emaljekunst.

“Grete Prytz Kittelsen – Emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m. fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn. 9788205376533.

“Grete Prytz Kittelsen – The Art of Enamel Design” by Karianne Bjellås Gilje et al., Norton Inc., isbn. 9780393733310.

“Norsk emalje – kunsthåndverk i verdenstoppen” af Jan-Lauritz Opstad, C. Huitfeldt Forlag 1994, isbn. 8270031275.

Bølgesmykkerne er udstillet på det norske Nasjonalmuseum og det Nordenfjeldske Kunstindustri-museum. Det er Grete Prytz Kittelsens egne eksemplarer, som er testamenteret til museerne. De kan ses online på digitaltmuseum.no.

Forf: KKL & JM

Kuglelampe i Panton stil.

Hvad er det for en lampe, vil Jonna gerne vide. Hun har sendt et billede af en standerlampe med rød kugleformet skærm.

ml-2

Din lampe hedder Mooon Light. Den er produceret af danske Quality System og er tegnet af Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

Dateringen er jeg lidt usikker på. Mit gæt er omkring 1969-1970. Moon Light var en serie lamper, der blev produceret i forskellige versioner. Mest almindelig er den lille bordlampe. Den kan også monteres med vægophæng som lampet. Derudover er der en stor bordlampe, en pendel samt en standerlampe.

Quality Systems Moon Light er futuristisk i sit formsprog og kan minde lidt om astronauternes hjelme.

Da Neil Armstrong i juli 1969 som det første menneske satte sine fødder på Månen var det en teknologisk bedrift. En trumf for USA i rumkapløbet med Sovjetunionen. Begivenheden var i flere måneder før omgivet af et gigantiske hype, som kulminerede med selve landingen den 21. juli, og som blev transmitteret til milliarder af TV-seere verden over. Alle talte om det. Sikkert også Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

qs-3

Annoncen er fra Bo Bedres juni nummer i 1970. Altså kort tid før månelandingen. Standerlampen er ikke vist. Måske er den først kommet til på et senere tidspunkt.

Quality System var ellers mest kendt for nogle helt andre lamper fremstillet i plast og baseret på et gør-det-selv princip, hvor forbrugerne selv skulle samle lamperne. Formerne spænder fra det helt enkle udtryk til det meget sofistikerede og skulpturelle.

De første plastlamper kom i 1965, firmaet lukkede i 1985, men genopstod atter i 2010 under medvirken af de oprindelige stiftere Preben Jacobsen og Flemming Brylle.

lampesamlerens hjemmeside finder du en kort præsentation af Quality System, og i tidsskriftet Mobilia nr. 215 fra juni 1973 har Klaus Meedom skrevet en artikel om Quality System og deres produktionsfilosofi.

Forf: JM