Pondus fylder 50.

Pingvinen Pondus kan fejre 50 års jubilæum. Han blev lanceret som sparebøsse til børn i januar 1968 og blev straks en succes. I dag er han et eftertragtet samleobjekt.

Landmandsbanken ville forny sit image. Målet var at fremstå som en moderne og venlig bank. En del af strategien var en PR-kampagne rettet mod børn. I 1967 udskrev banken en konkurrence om design af en ny og anderledes sparebøsse. To forslag blev lagt frem for en jury af 12 børn i alderen mellem 8 og 14 år. Børnene skulle vælge mellem en mus i plastik eller en tegning af en pingvin.

Sejren gik til pingvinen. Måske fordi børnene allerede kendte figuren fra børnebogen Pingvinen Pondus af Ivar Myrhøj. Bogen kom i 1966 og handlede om en kongepingvin med et rødt tørklæde om halsen på tur i Københavns Zoo.

Opgaven med at omsætte tegningen til sparebøsse fik billedhuggeren og keramikeren Johannes Hansen fra Knabstrup Keramikfabrik. Som kongepingvinen i bogen fik også sparebøssen et rødt tørklæde.

Pondus blev en gevaldig succes. I løbet af de første 6 måneder havde banken uddelt 300.000 eksemplarer. Selvom der blev hyret og oplært ekstra medarbejdere, havde Knabstrup konstant problemer med at følge med efterspørgslen.

Sideløbende med den keramiske udgave på 27 cm. kom der også en nedscaleret udgave i plastik på 16 cm. Først produceret af Dammannbeeken Plasticindustri, senere af Poul Willumsen A/S. De første plastik Ponduser skulle tømmes i banken. Ved kassen havde de et særlig værktøj, som skar bunden af. Efter 1990 fik plastik Pondus en klap med lås og nøgle ligesom broderen i keramik, så kunne han bruges igen og igen.

Vender du bunden i vejret, kan du datere en Pondus.

Fra venstre mod højre er det Pondus i plastik fra før 1990. Dernæst en keramik udgave med det ældre Knabstrup ovn-logo fra før Landmandsbanken skiftede navn til Den Danske Bank i 1976. Den tredje bund er med Knabstrups senere logo fra mellem ca. 1976 og 1988. Længst til højre en pingvin fra efter 1988. Det år lukkede Knabstrup, men produktionen fortsatte på værkstedet Askvad, hvis ejer Ole Pedersen samarbejdede med Finn Hansen, som tidligere havde arbejdet og var oplært hos Knabstrup.

I dag bliver Pondus i keramik stadig lavet af Finn Hansen, men nu på hans eget værksted i Høng. Årligt fremstilles der ca. 200 eksemplarer. Plastik Pondus er også stadig i produktion, men det er ikke længere den oprindelige model formgivet af Johannes Hansen. Nu bliver han fremstillet i Kina og ser helt anderledes ud.

Referencer: Jubilæumsskriftet “Pondus 50 år” af Lone Fasmer, udgivet af Lokalhistorisk Forening Jernløse i januar 2018 samt Danske Bank og Håndelavet.

Billederne er hente fra auktionshuset Lauritz.com, hvor du også kan se billeder af den kinesiske Pondus ved siden af Johannes Hansens oprindelige Pondus

Forf: JM

Reklamer

Genbrugsbutikker i krise.

Danskerne er tossede med genbrug. Men selvom vi handler brugt som aldrig før, så går flere og flere udenom de lokale genbrugsbutikker.

Vi bruger i stigende grad de digitale salgskanaler, når vi skal gøre et genbrugsfund. På den måde kan folk tjene en skilling i stedet for at donere til den lokale genbrug. Bagagerumsmarkeder og de såkaldte reolmarkeder, der sælger brugte ting på kommissionsvilkår, er også med til at trække handel væk fra genbrugsbutikkerne.

Kirkens Korshær med flere butikker i Randers har gennem de senere år oplevet stærk nedgang i omsætningen. Det siger lederen af organisationens byarbejde til Randers Amtsavis. Hun oplever det svært at få tingene til at hænge sammen økonomisk.

I Århus ses krisen også på hylderne. Der er langt mellem gode fund. Mange genbrugsbutikker har kun regulært affald, og hvis der en gang imellem alligevel er noget godt, er prisen skruet op til et urealistisk niveau.

En Madam Blå kaffekande uden låg og med et par store synlige emaljeafslag til 115 kroner, eller Henning Koppels Petronella lampe med slidt messing coating til 2500 kroner skriger til himlen. Petronella’en handles normalt til mellem 500-800 kroner på Den Blå Avis.

Genbrugsbutikkerne trænger til at redefinere sig selv. Sympatisk at overskuddet går til et godt formål. Det er bare ikke derfor, du går ind ad døren. Du kommer for at gøre en god handel.

Som kunde forventer du ordentlighed og fair betjening. “Uha, den skulle slet ikke været stillet frem”, vrisser den frivillige medarbejder, når du skal til at betale. Hvad der efterfølgende skete med tingen, som skyndsomt blev stillet om i baglokalet, er ikke godt at vide, men har du en gang oplevet den slags, besøger du nok aldrig den butik en anden gang.

I nogle genbrugsbutikker kan der høstes nemme lavt hængende frugter ved løbende at sætte priserne ned. Som kunde gider du jo ikke se de samme varer måned efter måned. Et andet tiltag kunne være mere fleksible åbningstider. Kunder med en almindelig 9-17 arbejdsdag har ikke en chance, når der lukkes allerede kl. 17 og aldrig er åbent på lørdage.

Måske skal branchen begynde at tænke ud af boksen, gå helt nye veje og drive momsbetalende genbrugsbutikker. Det vil åbne for køb af bedre varer og give nye muligheder. Generalsekretæren for Isobro, de velgørende foreningers organisation, peger på den ide i netmediet Retailnews. Som det er nu, må genbrugsbutikkerne kun handle med varer, som bliver dem givet.

Billederne af kaffekanden og olielampen er spottet fra gaden og fotograferet gennem vinduet til en århusiansk genbrugsforretning.

Forf: JM

Neon på taget.

Emaljerede skilte med rød tekst “neon på taget” eller pile i forskellige retninger. Nogle gange finder du dem til salg på loppemarkeder eller hos marskandisere, men hvad har de oprindelig været brugt til?

Skiltene var lovpligtige og monteret på soklen til bygninger med neonreklamer. De skulle advare brandfolk og vise vej til nødafbryderen. En installation kunne have spænding på op mod 4000 volt, så det var vigtigt at få slukket for strømmen, ellers var der risiko for overgang mellem det elektriske anlæg, vandet og brandfolkene.

Huse på centrale gader og pladser i de store byer kunne have flere neonreklamer. Leje af plads på et tag var en indbringende affære. En reklame på Rådhuspladsen i København kostede i 1979 omkring 600.000 kroner i årlige leje. Da hver eneste neonreklame skulle have sit eget skilt, sad der på nogle bygninger en hel skov af skilte på hussoklen.

Neonreklamernes gyldne tid var 30’erne og 50’erne, men under 2. verdenskrig var det hele slukket. Strømmen var dyr, og der skulle spares på kul og brændsel. Lys på facader og tage var heller ikke foreneligt med kravet om mørkelægning. I lang tid efter besættelsen var der stadig rationering. Kun på særlige mærkedage som kongens fødselsdag måtte man sætte strøm til reklamerne. Først i 1949 blev restriktionerne ophævet, og byernes neonlys vendte tilbage.

De sjoveste reklamer er dem med bevægelse. En af de mest ikonisk er Irmas høne ved Dronning Louises Bro i København. Den blev første gang tændt i 1936 og har gennem årene lagt millioner af æg. I 2017 fløj den fra reden, fordi huset skal renoveres. Hønen er nu flyttet til Knuthenlund Gods, men det er meningen, at den senere vender tilbage til sin gamle placeringen i København.

Referencer: “Neon” af Stefan Outzen og Helena Helmer, Forlaget Frydenlund 2015, isbn. 978-87-7118-611-6. Pileskiltene i collagen øverst er affotograferet fra bogen. “Lysene over København” af Anker Jesper Nielsen, Borgen 1994, isbn. 87-21-00199-5. Billedet fra Rådhuspladsen i 1952 er herfra. Billedet af Irmahønen er hentet på Irmas hjemmeside.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Det danske møbelboom.

Endnu en bog om dansk møbeldesign efter 2. verdenskrig. Bøger om møbler er de senere år kommet i en lind strøm. Er der brug for en mere?

Bogen “Det danske møbelboom” griber det anderledes an og adskiller sig fra de fleste andre. Den retter især blikket mod møbeltyper i stedet for at kigge på enkelte designere. Hovedvægten er heller ikke lagt på den generelle fortælling om danske møblers storhed og fald. Den historie har andre tidligere foldet ud, f.eks. Per H. Hansen.

Forfatteren er Lars Dybdahl fra Design Museum Danmark. Han fortæller om børne-, bygge-, pinde-, kurve- og stålmøbler, men også laminerede og formspændte møbler samt møbler af syntetiske materialer som skum og plast.

Frem for arkitekterne er det tendenserne i udviklingen af de forskellige typer, der trækkes frem og analyseres i forhold til produktionsteknologi, konstruktion og formsprog.

Bogen har fine illustrationer, men desværre alt for få. Læseren mister nemt nogle af pointerne, når der relateres til detaljer på møbler, som ikke vises i bogen. Eksempelvis fortælles om Poul Kjærholms referencer til Mies van der Rohe. De fleste kender Barcelonastolen, og netop den stol vises i bogen, men pointer i forhold til nogle af Rohes andre mindre kendte stole som Tugenhat- og Brnostolene fortaber sig, når man ikke ser billederne. Det er altså nogle steder undervejs svært at følge med, med mindre man har et meget indgående kendskab til internationalt møbeldesign.

Kapitlet om børnemøbler er et af bogens mange interessante. En møbeltype som der indtil nu ikke er skrevet særlig meget om. De tidligste er nærmest nedskalerede voksenmøbler, men gradvist vinder nye principper indpas i udformningen.

Hans J. Wegners “Peters stol” fra 1944 er tegnet som en dåbsgave til kollegaen Børge Mogensens ældste søn. Stolen er ikke bare tilpasset et barns størrelse , men også tænkt som udfordrende legeredskab. Den kan kravles på og skilles ad helt uden brug af værktøj. Kort tid efter tegnede Wegner det tilhørende bord.

Mange møbelarkitekter begyndte at interessere sig for møbler til børn. Nogle af de bedste var temmelig dyre at anskaffe, så producenten Hukit ser et marked i at fremstille billige børnemøbler udviklet af pædagoger og rettet mod børnehavernes budgetter.

Hukit stolen fra 1967 endte med at blive et salgshit. Den var robust og blev produceret i mere end 100.000 eksemplarer. Det markante runde hul i ryggen er praktisk udformet, fordi mange børn i 60’erne gik med overalls med spænde bagpå. Hullet sikrer, at ryglænet ikke bliver ridset, og samtidig generer spændet ikke børnene, når de sætter sig i stolen.

“Det danske møbelboom 1945-1975” af Lars Dybdahl, Strandberg Publishing 2017, isbn 978-87-92949-94-3.

Tegningen er affotograferet fra bogens omslag. Billederne af “Peters stol” og Hukit møblerne er hentet på Lauritz.com.

Forf:JM

Sølvbøger på bogudsalg i januar 2018.

Boghandlerkæden Arnold Busck tyvstartede allerede i starten af januar årets bogudsalg. De andre boghandlere venter til februar/marts.

Samlere med interesse for sølv kan gøre et par gode kup. Restoplag af et par ældre titler fra Nyt Nordisk Forlag, som Gyldendal i 2016 overtog fra Arnold Busck, er nu kommet på udsalg. Det er bøgerne “Dansk Sølv – 20. århundrede” fra 2004 samt “Hofjuveler A. Michelsen” fra 2007.

Dansk Sølv fokuserer kun på sølvkorpus. Bogen har kunstnerbiografier og en liste over stempler. Desuden skildrer den kronologisk udviklingshistorien fra art nouveau og skønvirke til 1990’ernes moderne sølv kunsthåndværk.

Besættelsesårene med råvaremangel var en udfordring for sølvsmedene. Derfor måtte kunderne bringe gammelt sølv med ind i forretningen for at få lov til at købe noget nyt: “Sælg os Deres ubrugelige, ødelagte eller interesseforladte Sølvting” skrev Kolding sølvsmedjen Hans Hansen i deres annoncer. Andre fik lavet aftaler med tandlæger om at få leveret affald fra sølvplomber.

Opfindsomheden var stor. Man forsøgte sig med artikler, hvor sølv blev kombineret med andre materialer. Træ, lak, jern og emalje blev anvendt og i nogle tilfælde også rødspætteskind. Ofte var forbruget af sølv reduceret til et minimum som i Erik Herløws Amico serie i sprøjtelakeret træ. Sølvet blev lagt på som tynde plader monteret på overfladen med celluloselim.

Kunsten var at få det til at ligne intarsia, selvom det ikke var. For at få sølvet til at flugte i niveau skulle overfladen sprøjtelakeres flere gange og til sidst slibes. Teknikken er udførligt beskrevet i bogen om A. Michelsen, hvor du kan læse mere om Erik Herløw og hans sølvarbejder.

“Dansk sølv – 20. århundrede” af Lise Funder, Nyt Nordisk Forlag 2004, isbn. 87-17-03792-1. Før 179,95 kr. Nedsat til 99,95 kr.

“Hofjuveler A. Michelsen” af Malene Dybbøl og Sabrina Ulrich Vinther, Nyt Nordisk Forlag 2009, isbn. 978-87-17-04065-6. Før 299,95 kr. Nedsat til 149, 95 kr.

arnoldbusck.dk

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Stentøjsmesteren.

Axel Saltos riflede, knoppede og spirende vaser er populære som aldrig før. Hans keramiske værker trækker skyhøje hammerslag på auktioner.

Af og til har man dog også lov at være heldig. En knoppet vase i terracotta med jadefarvet glasur fundet på et loppemarked til 20 kroner er et kup, men så er den ganske vist heller ikke helt så fin og eftertragtet som samme model i stentøj.

I 30’erne fik fabrikken P. Ipsens Enke lov til at fremstille nogle udvalgte modeller i terracotta. Selv beholdt Salto beholdt retten til at producere i stentøj. De samme modeller findes derfor både fra Ipsen og fra Den kgl. Porcelænsfabrik, men udført i forskellige keramiske materialer og glasurer. Der blev overdraget rettigheder til 10 forskellige modeller. For retten til de første 4 fik Salto 500 kroner.

Vasen i terracotta handles i dag til ca. 4000 kroner, mens prisen på stentøjsudgaven skal ganges med cirka 10.

Historien om det forretningsmæssige samarbejde med P. Ipsens Enke kan du læse i museet Clays store bog om Axel Salto udgivet i forbindelse med en udstilling af hans værker i sommeren 2017.

Bogen er udstyret med en omfattende bibliografi og en værkfortegnelse, der ikke tilsigter at være komplet, men alligevel er meget omfattende med alle kendte arbejder fra de værksteder, Salto var knyttet til. Værkfortegnelsen er illustreret med små grafiske ikoner. Rigtige billeder havde været bedre, men sammen med beskrivelserne fungerer ikonerne ganske fint.

Forskellige forfattere har leveret artikler til bogen. Alle velskrevet og mesterligt illustreret. Flere steder er der interessante og nogle gange dristige fortolkninger af Saltos keramiske kunst.

En af artiklerne handler om glasurerne på Saltos stentøj fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Artiklen kan læses med stort udbytte ikke kun af Salto samlere, men af alle med interesse for keramik.

Solfatara glasuren opkaldt efter et vulkansk krater tæt ved Napoli blev en af Saltos foretrukne. “Svovlet som Hekla og bedsk som en ed”, sådan skrev Salto selv om glasuren, der var udviklet af overingeniør Madslund fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Desværre var den ekstremt giftig at arbejde med og måtte udfases af fabrikkens sortiment allerede i slutningen af 50’erne.

“Axel Salto – Stentøjsmesteren” red. Susanne Bruhn og Pia Wirnfeldt, Clay Keramikmuseum 2017, isbn. 978-87-91135-42-2. pris 300 kr.

Forf: JM

Ekstremsamler.

Som 28-årig i 1976 købte Bernd Falz sit første damplokomotiv. De følgende år købte han flere og flere. I dag har han langt over hundrede lokomotiver.

Enhver samler af lidt mere gængse ting som gamle glas, keramik eller emaljeskilte ved, at plads hurtigt bliver en stor udfordring, men når det drejer sig om damplokomotiver, har man virkelig et problem

Bernd Falz løste det ved at lave to museer til sin gigantiske samling. Det ene ligger i Hermeskeil, det andet i Falkenberg. Begge steder er der rundremiser, hvor de bedst bevarede og restaurerede lokomotiver er opmagasineret. Resten af samlingen henstår på opstillingsspor i det fri.

De første damplokomotiver kom fra Deutsche Bundesbahn i Vesttyskland. Her sluttede brugen af damp som trækkraft i 1977. Hastigt voksede samlingen til omkring 80 køretøjer. Da muren faldt i november 1989, fik Bernd Falz adgang til lokomotiverne fra det tidligere DDR, hvor de kørte med damp indtil 1988.

I begyndelsen gik Falz kun efter historiske lokomotiver i god stand “for at bevare tekniske beviser fra fortiden”, men til sidst tog han alt, hvad han kunne opdrive, “fordi jeg ikke kunne bære at se, hvis et gammel lokomotiv skulle havne under skærebrænderen”.

På en enkelt tur til Østtyskland havde han sat sig for at købe 4 lokomotiver, men kom hjem med 40. Da han var 52 tog han eksamen som lokomotivfører og må køre overalt i Tyskland. Han ejer et par gamle køreklare diesellokomotiver, som kan trække damplokomotiverne hjem.

De fleste museer kuraterer og trimmer deres samlinger og udskiller genstande, som er dubletter, er mindre interessante eller som er i direkte dårlig stand. Bernd Falz gemmer alt. Af én enkelte type, Baureihe 52.8 Reko, råder han over hele 30 eksemplarer. Kritikere regner da også hans samling for ikke andet end skrotbunker uden særlig bevaringsværdi. Til det svarer Falz, at hans mission er “at nære omsorg for hver eneste historiske maskine, som har overlevet til denne dag”.

Måske ligger værdien af de mange lokomotiver slet ikke i det museale, men i den specielle stemning og den særegne skønhed ved massivt forfald.

Referencer: Dampflokmuseum-hermeskeil.de , Berliner-zeitung.de , Tidsskriftet Jernbanen nr. 5, 2017 samt billeder hentet fra foto-delings-sitet Flickr. Søg f.eks. på ord som “Falz-samling” eller “loksammlung falkenberg“. På Youtube findes der flere videoer fra Hermeskeil og Falkenberg, bl.a. en rundtur med håndholdt kamera.

Forf: JM

Historien om Fog og Mørup.

De begyndte i 1904 med engros i isenkram fra tre små værelser og en kælder i Århus. 25 år efter var forretningen vokset til en af Danmarks største lampeproducenter.

I 1906 købte Ansgar Fog og Erik Mørup et kuldsejlet firma i København, der havde handlet med belysningsartikler for gas og petroleum. Hele engrolageret i Århus blev pakket sammen i en jernbanevogn og flyttet til København. Med sig tog de også den eneste ansatte, buddrengen Jørgen. Han sprang dog hurtigt fra. En morgen lå der en seddel. Han var rejst hjem til Århus, “fordi han ikke kunne holde det ud for længsel”.

Handlen med belysningsartikler gik strygende og virksomheden voksede. I 1915 oprettede Fog og Mørup tre små værksteder, som fremstillede lysekroner. Værkstederne blev starten på den egentlige lampefabrikation.

I 30’erne stod det klart, at repertoiret skulle fornyes. Et af de første tiltag var Kongelys lampen. Den skulle siden hen blive en klassiker. Oprindelig tegnet af Niels Rasmussen Thykier i 1930,  men sat i produktion af Fog og Mørup i 1937. Det første eksemplar blev givet som en gave til Kong Christian X i anledning af hans 25 års jubilæum som regent.

Kongelys havde i begyndelsen skærm af pap. Det var et meget skrøbeligt materiale, så derfor fik efterfølgende udgaver mere robuste skærme af stof, acrylplast eller metal. Også stand, fod og afbryderkontakt ændres med tiden.

De første lamper var fremstillet i bruneret messing, Senere skiftede man til poleret messing, og en kort overgang kunne Kongelys fås i forcromet stål. Afbryderkontakten sidder på de ældste lamper lige over foden nederst på stammen, og på de allerældste er kontakten gennemgående. På nyere udgaver er afbryderen anbragt længere oppe på fatningshuset.

I 1999 og 2004 blev produktionen genoptaget i et oplag på 500 hvert af årene, men da var Fog og Mørup i 1988 blevet overtaget af Lyfa, som allerede året efter selv blev overtaget af Lyskjær. Horn Belysning købte Lyskjær i 1991, som i 2005 skiftede navn til Lightyears. Rettighederne til Kongelys fulgte med hele vejen gennem alle ejerskiftene.

Du kan læse hele historien om Fog og Mørups tidlige år i to jubilæumsskrifter skrevet af Erik Mørup i henholdvis 1929 og 1944. Et kort sammedrag finder du på lampist.dk, hvor der også er gengivet flere billeder fra 1929 publikationen.

Komplette Fog og Mørup kataloger finder du på siden Mats Linder Scandinavian Design. Der er to. Et fra ca. 1969 og et fra ca. 1974.

Billedet af den tidlige Kongelys lampe er hentet fra forretningen Sommernips og Spindelvæv. De sort-hvide billeder er affotograferet fra Erik Mørups jubilæumsskrift 1925. Tegningen er fra 1944 jubilæumsskriftet.

“Fog og Mørup gennem 25 aar, ved E. Mørup, Kbh. 1929.

“Et lille kig bag murene hos Fog og Mørup 1904-1944” af E. Mørup, Kbh. 1944.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Dansk værkstedskeramik efter 2. verdenskrig.

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM