Antikkartan

Find et loppemarked i Sverige.

Svenskerne kan simpelthen bare noget med loppemarkeder. Mange danskere tager gerne turen over Øresund for at gå på jagt og bruger måske en hel ferie på det.

Men hvordan finde rundt i junglen og slippe for at køre forgæves? På Nettet finder du forskellige guider. Nogle af dem kan også hentes som apps til din smartphone. Her kigger vi nærmere på Antikkartan og Loppiskartan.

Antikkartan kommer fra det svenske tidsskrift Antik & Auktion og kan tilgås via PC eller app. “Trevlig fyndjakt” siger appen og fortæller, at her er der samlet adresser til loppemarkeder og butikker med vintage eller antik. Leder du efter en specifik forretning eller et marked, er der en alfabetisk liste, men de fleste vil nok bruge kortet.

Telefonens GPS sørger for, at dit udgangspunkt er præcis, hvor du befinder dig. Smart når du er på en given lokalitet, men hvis du planlægger nogle dage frem, må du køre rundt med fingeren på kortet over Sverige. Du kan også bruge en søgefunktion, som dog ikke kan klare danske æ, ø eller å. Den virker kun med svenske tegn, så du skal hente svensk sprog i telefonens indstillinger og skifte sprog til svensk, hvis du vil bruge app’en optimalt.

Funktionaliteten er som udgangspunkt godt tænkt. Du vælger et sted og får adresse, telefon og rutebeskrivelse. Har stedet en hjemmeside eller Facebook profil, er der også et link. Men i praksis viser det sig hurtigt, at app’en er tung at arbejde med. Når du har været inde på rutebeskrivelsen og vil bakke tilbage til kortet, havner du på appens indgangsside og skal igen til at vælge forfra ved at pege på kortet. Besværligt!

Øland ligger i Kalmar Län. Her finder Antikkartan 4 steder. Alle med links til hjemmesider. Kun et enkelt link virker. De andre eksisterer ikke længere. Søges der efter steder i byen Kalmar tæt ved på fastlandet, er der ingen.

Loppiskartan er en anden loppemarkedsguide. Som app findes den kun til Android. Hjemmeside versionen blev omtalt, da den var ny i juni 2011. Loppiskartan kan i en radius af 20 km fra Øland finde i alt 30 steder. De 9 ligger i Kalmar. Altså klart bedre end Antikkartan.

Kigger du nærmere efter, er flere af stederne imidlertid lagt ind for meget længe siden. Ofte 3-7 år tilbage. Især data fra mange af loppemarkederne er derfor uaktuelle. Sted og dato passer ikke. Data fra retro- antik eller genbrugsforretninger er en smule mere pålidelige, men halvdelen af linksene til stedernes hjemmesider eller Facebook er døde eller domænet er ledigt.

Både Antikkartan og Loppiskartan er godt tænkt. Arrangører og forretninger lægger selv data op, men svagheden ved den slags online guider er manglende ajourføring. På Loppiskartan kan man markere et marked eller et forretning som uaktuel, hvis man er oprettet som bruger. Det har alt for få benyttet sig af.

Et bedre alternativ er tit en trykt guide. Magasinet Scandinavian Retro udgiver hvert år en, som dækker næsten hele Sverige fra Skåne til Lapland.

Guiden kommer altid sammen med det nummer, der sendes på gaden før sommerferien. I 2018 kommer den sammen med nummer 3, som er i butikkerne ca. 5. juni. Fordelen ved en trykt guide er, at den er opdateret. Alle oplysninger er kontrolleret i april samme år..

Desværre medtager guiden i Scandinavian Retro af pladsmæssige hensyn ikke steder fra Sveriges 10 største byer. En klar mangel. Til gengæld er oplysningerne aktuelle og til at stole på.

Referencer: Antikkartan findes på Nettet samt i Apple App Store og Google Play. Skærmbillederne er fra iPhone. Loppiskartan findes på Nettet og i Google Play. Scandinavian Retro forhandles i en række danske kiosker eller du kan oprette et abonnement. Billederne stammer fra nummer 3 fra 2017.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer