Designmuseum Danmark

Dansk værkstedskeramik efter 2. verdenskrig.

Designmuseum Danmark har en stor samling af værkstedskeramik fra tiden efter 1950. Mange af stykkerne har aldrig været udstillet. Nu kan de ses i et katalog over museets bestand af unika keramik.

I årene efter 2. verdenskrig var der rundt omkring i Danmark en lang række mindre enkeltmands-værksteder. Sideløbende med seriel produktion udførte mange af dem også unikke arbejder.

Frem til 1980 fremstilles der især håndlavet brugskeramik. Det er den klassiske periode i dansk værkstedskeramik, men efter 1980 flytter mange af keramikerne deres fokus i retning mod mere eksperimenterende værker med skulpturelle udtryk og ofte efter international inspiration.

Det er tendenserne i denne udvikling indenfor unika keramikken, der dokumenteres i kataloget. Først i nogle fremragende indlednede afsnit, der giver læseren et overblik og dernæst i katalog-delen med opslag på de enkelte kunstnere.

Katalog-delen omhandler 632 værker fra 133 keramikere. Desværre er ikke alle værkerne vist med illustrationer. En del af dem er kun beskrevet. Kunstnersignaturer vises heller ikke, men er også kun beskrevet. Til gengæld er keramikernes biografiske data udførlige og detaljerede. Du får oplysninger om værksteder, udstillinger, inspiration, rejser og arbejdsmetoder.

Hvad du ikke får, er “bogen” om dansk keramik i tiden efter 1950. Det er en materialepublikation. En registrant over museets samlinger af keramisk unika. Forfatteren kalder den selv en vigtig trædesten på vejen til et stort hovedværk om dansk keramik.

Fisken i den nederste collage er et godt eksempel på et værk fra den sidste del af katalogets periode. Den er stor med en længde på 110 cm. Formet af keramikeren Jørgen Hansen og erhvervet i 2007.

Jørgen Hansen har haft ler i hænderne siden han som 13 årige drejede sine første krukker hos en lokal pottemager. Efter gymnasiet rejste han rundt og har arbejdet i Frankrig, Canada, Spanien, Irland og England. En dansk keramiker med international inspiration. Kæmpefisken har reference til japansk keramisk kultur.

“Dansk værkstedskeramik 1950 – 2010 i Designmuseum Danmark” af Bodil Busk Laursen, Designmuseum Danmark 2017, isbn. 978-87-90786-61-8.

Tjek prisen på siden bogpriser.dk. Den svinger mellem 265-350 kroner.

Forf: JM

 

Reklamer