France & Søn

Arne Vodder modelserie 183-188 / 203-206.

I 1956 tegnede Arne Vodder en stol med drejeligt ryglæn for France & Daverkosen.

Stolen er i massiv teak og blev lanceret i forskellige varianter med eller uden armlæn. Sæde og ryg kunne være polstret med stof eller læder eller udført af flettet sukkerør indsat i en ramme af teak.

Arne Vodder gik på Skolen for boligindretning i midten af 40’erne og var elev af Finn Juhl. Det ser man i model 183-188, der senere får ændret numre til 203-206. Formsproget med den tydelige adskillelse mellem det bærende og det bårne er netop et karakteristisk Finn Juhl designtræk.

Modellen var i produktion i en lang årrække fra den blev tegnet i 1956 og i hvert fald indtil 1966, da Cado købte fabrikken, som i 1957 havde skiftet navn til France & Søn. Efter 1966 videreførte Cado flere af France møblerne.

Et nærmere kig afslører, at 183-188 / 203-206 ændres efter nogle år. Endda meget markant. Næsten på grænsen til at der er tale om en ny stol.

Forskellene ses på mine egne eksemplarer. En tidlig 186 L fra 1956 med flettet ryg og sæde i læder og med mærket fd for France & Daverkosen samt en 204 L fra efter 1957 med læder og med mærket FF for France & Søn.

Mest synlig er forskellen på bagbenenes afslutning. Først har den løgform, senere bliver den flad. Under sædet sker der også noget. Sargene ændres og anbringes anderledes. Samtidig reduceres antallet fra 5 til 4, og desuden skifter udformningen facon fra bueformet til lige. Andre mindre ændringer ses ved armlænenes længde og højde.

Der er næppe tvivl om, at ændringerne skyldes hensyn til en mere rationel, mindre tidskrævende og dermed billigere produktion. Til gengæld ofres nogle lækre detaljer og lidt af det lette præg.

Hvad Arne Vodder har sagt til det, står hen i det uvisse. Man kan gætte på, at han i det mindste har givet sin accept. Måske har han endda selv udformet tilpasningen. I kataloget fra 1961 er ændringerne implementeret, og året før tegnede Vodder en lænestol model 164 med næsten samme udformning af sargen som på 203-206 serien.

France & Daverkosen / Søn var en af de store aktører i fortællingen om efterkrigstidens Danish Modern. Deres andel af den samlede danske møbeleksport i 1954 var næsten 60 %. Fra 1952 foregik produktionen på en moderne fabrik i Hillerød. Da det toppede var der 350 ansatte.

I 2015 udkom en bog om virksomheden. Et fremragende velskrevet og rigt illustreret værk med en biografi om grundlæggeren Fearnley France. Han var noget af en personlighed. Fremsynet og dygtig, men samtidig gammeldags og kontroversiel.

Bogen gennemgår også de forskellige møbeldesignere og deres arbejder. Især Finn Juhl samt Peter Hvidt og Orla Mølgaard tegnede mange møbler for France & Daverkosen /Søn.

I et appendix til bogen er trykt kataloget fra 1961 med illustrationer af hele sortimentet og med detaljeret beskrivelse af de forskellige varianter.

Referencer: “France & Søn – British Pioneer of danish Furniture” af James France, Forlaget VITA 2015, isbn. 978-87-998388-1-3 ; Furnitureindex.dk ; Mats Linder – Scandinavian Design.

Artiklens øverste billede er hentet fra et udateret France & Søn katalog publiceret af Mats Linder. Hans Katalog er sandsynligvis fra 1961, idet Finn Juhls Diplomat stol model 209 fra 1962 ikke er med. Det er til gengæld armstol model 138 tegnet i 1961. De øvrige billeder er forfatterens egne.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

En gedigen lounge stol.

Ventetiden i lufthavne eller afgangshaller kan være ulidelig lang. Så er det rart med magelige møbler at sætte sig i.

Lonnie har sendt nogle billeder af en lounge stol, som hun gerne vil have identificeret. Måske har den engang stået i et offentligt rum. Den er i hvert fald godt brugt og er et typisk eksempel på en lounge stol.colax

Stolen er tegnet i 1969 af Ditte og Adrian Heath, har modelnummer 186 og er fremstillet hos Cado. Stellet er af støbt aluminium med polstret ryg og sæde.

Man kunne vælge mellem stof eller læder. Man kunne også supplere med armlæn, og modulerne kunne kobles sammen til en sofabænk. Tilhørende borde var en mulighed i form af firkantede eller trekantede plader. Det hele kunne bygges op til fleksible møbellandskaber, der snoede sig uden om søjler eller rundt om hjørner.

På Nettet kan du finde tilsvarende stole, der hævdes lavet af France & Søn i Hillerød. Det er ikke helt korrekt, men heller ikke helt forkert.

France & Søn blev i 1966 solgt til Poul Cadovius. Med fulgte også rettigheder til at videreføre nogle af møblerne, men da model 186 er fra 1969, må den altså være tegnet til Cado.

Året før – i 1968 – tegnede Ditte og Adrian Heath nogle andre stole til Cado i ask og orgeon pine med stiltræk, der minder temmelig meget om model 186.colbxDe var beregnet til private hjem. Lænestolen øverst til højre hedder model 242, mens udgaven nederst med canvas betræk til brug ved et spisebord hedder model 194. Og nu bliver det så lidt nørdet. For model 194 er mærkværdigvis ofte mærket France & Søn, selvom den er fra efter 1966.

Du kan finde alle stolene i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Her har de garderet sig og anfører både France & Søn samt Cado som producenter. Find din lounge stol ved at skrive heath i feltet “Designer” og 1969 i feltet “Year”.

Ditte Heath var uddannet på Kunstakademiet i København med afgang i 1948. Adrian Heath blev arkitekt fra School of Architecture i London i 1951. I 1950’erne arbejde de for London Councils arkitektkontor, og i 1963 etablerede de sammen tegnestue i Danmark. Udover møbler til Cado og France & Søn tegnede de også til FDB samt snedkermester Søren Horn. Begge har undervist på Arkitektskolen i Århus.

Referencer: Tidsskriftet Mobilia nr. 165, april 1969 og nr. 154-155, maj/juni 1968 samt Den store danske møbelguide af Per H. Hansen 2005. De to billeder til højre i den nederste collage er hentet fra auktionshuset lauritz.com. Det er varenumrene 3846909 og 3669639.

Forf: JM

Sofabord i teak med hylde af flet.

Ane har sendt nogle billeder af sit sofabord i teak med underliggende hylde af flet og vil gerne vide, hvem der har lavet det?

fd bord

Mærket fd fortæller, at producenten er France & Daverkosen i Hillerød, der i 1957 ændrede navn til France & Søn og senere i 1967 blev overtaget af Poul Cadovius.

Dit bord er tegnet i 1956 af arkitektparret Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen. Mest almindelig er den rektangulære udgave med modelnummer fd 516, men der blev også lavet en rund udgave, som hedder fd 515.

France & Daverkosen var en fabrik med et særdeles højt ambitionsniveau. Grundlæggeren Charles France ville fremstille møblernes Rolls Royce. Konkurrenten Fritz Hansen beklagede sig med jævne mellemrum over, at France & Daverkosen headhuntede deres dygtigste møbelsnedkere og tilbød højere lønninger og generøse bonus ordninger.

fd 516 bordet er høj forarbejdningskvalitet i alle detaljer. Bordpladen er fremstillet i massiv teak. Det er en stor fordel, hvis du skal restaurere bordet. Modsat plader af finer er det nemt forsigtigt at slibe skjolder og pletter væk på en massiv plade. Bagefter kan den mættes med teakolie, som masseres ned i træet med en blød klud.

Bordet er vist i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Søg på fd 516 i kategorien Model / Description.

Reference: Britiske MCM Interios, der sælger moderne møbelklassikere, har en fin og informativ artikel om France & Daverkosen’s historie med gamle billeder fra fabrikken og eksempler på møblernes mærkning gennem årene.

Forf: JM