Gustavsberg

Den store bog om Stig Lindberg.

Hans energi og produktivitet var overvældende. Stig Lindberg var en af Sveriges mest berømte og folkekære formgivere. Der er skrevet utallige bøger og artikler om hans ting, men der har manglet en egentlig værk-fortegnelse.

Det er der nu rådet bod på. Folkene bag magasinet Scandinavian Retro har udgivet en bog, som i ord og billeder præsenterer hele Stig Lindbergs omfattende produktion. Med et hurtigt slag på tasken så drejer det sig om mere end 1800 genstande.

Især Stig Lindbergs mange porcelæns- og fajancestel for Gustavsberg samt hans arbejder i keramik fylder godt. Mere end halvdelen af bogens sider. Men han arbejdede også med grafik, tekstil, tegnede radio- og TV-apparater og formgav brugsting i plast.

Ting til køkkenerne var i starten af 50’erne holdt i meget diskrete farver. Ofte hvid, blå eller gul i blege nuancer. Stig Lindberg var pioner indenfor formgivning af industriel plast. Han skruede op for farverne. Citruspressen fra 1953 i pangfarverne gul eller rød vakte opsigt og blev en kæmpe succes og storsælger.

Comedia hed nogle spillekort fra 1958. Stig Lindberg havde arbejdet med skitserne i næsten to år og forsket grundigt i historiske kortspil. De var radikalt anderledes end tidens gængse spillekort, men blev desværre ikke den store eksportsucces, som producenten Öbergs ellers havde håbet på.

Den store bog om Stig Lindberg er et lækkert udstyrsstykke med knivskarpe billeder. Kapitlerne er skrevet af flere forskellige forfattere med hver deres speciale. Undervejs er der små historier og anekdoter. Spændende fortalt og godt disponeret.

Du kan bruge bogen som indføring til Stig Lindbergs univers eller som opslagsværk. Bagerst er den udstyret med model- og dekorationsoversigter samt registre. I kapitlet om fajance er der desuden en biografi over alle Studio produktionens dekorationsmalere med gengivelse af deres signaturer.

En nyttig feature er prisintervallerne markeret med små talsymboler, som indikerer prisniveauer for eksemplarer i perfekt stand på det svenske antikmarked.

“Stora boken om Stig Lindberg” af Magnus Palm m.fl. Scandinavian Retro 2016, isbn. 978-91-88207-14-2. Vejledende pris 597 dk.kr.

Billedet af citruspresserne er hentet fra Gustavsbergs Porslinsmuseums hjemmeside. De øvrige stammer fra bogen.

Forf: JM

Reklamer

Svensk porcelæn.

Med en ambition om at lave den største fortegnelse af svensk porcelæn på Nettet gik Charlotte i gang med at samle billeder sammen fra private og webshops.

Ideen er fremragende og et godt eksempel på, hvordan Nettet kan bruges på en smart måde, når flere slår sig sammen. Desværre er projektet gået i stå og har ikke været opdateret i mange år.

svenskt-porslin-dump3

Alligevel rummer siden svenskt-porslin.net rigtig mange stel. Du kan finde billeder af stel fra 1900-tallets tre store svenske porcelænsfabrikker: Rörstrand, Gustavsberg og Gefle.

Du vælger først fabrik. Derefter er indgangen til billederne alfabetisk. Altså er det en fordel på forhånd at kende navnet. Det meste svenske porcelæn er mærket med producent og ofte også stellets navn, så det bør ikke være noget problem. Ellers må man bladre rundt på siderne. Det er nemt, men lidt mere tidskrævende.

svenskt-pors-dump1

Billederne på svenskt-porslin,net er af vekslende kvalitet. De fleste er rimelige, nogle er rigtig gode og kan forstørres op. Sådan må det nødvendigvis være, når der er flere fotoleverandører.

I en særlig sektion er der bogtips. Her mangler der rigtig mange af de senere års udgivelser om emnet. Vil du fordybe dig i svensk porcelæn og få flere data om stellene, kommer du f.eks. ikke udenom nyere bøger som Svenska serviser 1950-1975, Svenska kaffeserviser 1920-1980 eller Keramik & porslin gennem 700 år.

Forf: JM

Veckla og Pungo.

I 50’erne lancerede Gustavsberg to serier kunstkeramik med bløde organiske former og tegnet af Stig Lindberg.

De eksponeredes på internationale udstillinger og vakte stor opmærksomhed, men solgte ikke særlig godt. Idag har de fået status som eftertragtede designikoner og priserne er høje.

Veckla serien var i produktion fra 1950 til 1960. Pungo blev præsenteret i 1953. Få år senere ville Gustavsbergs salgskontor indstille produktionen, men Pungo fik lov at leve videre indtil 1964.

col Pungo Veckla 2

Til Veckla og Pungo brugte man en særlig mat marmoragtig glasur kaldet carrara. Pungo kom også en kort overgang i en sort udgave med tynd hvid kant.

Det er skrøbelige sager af tyndt gods, så perfekte eksemplarer er sjældne.

I det seneste nummer af magasinet Scandinavian Retro er der en guide med priser hentet fra retroshops, antikforretninger og auktioner. Nogle af de største vaser og skåle i Veckla serien handles til over 4000 sv. kroner.

Reference: Scandinavian Retro, nr. 1, februar 2016

Forf: JM

Svenske kaffestel.

Ny bog om svenske kaffestel.

Begrebet “coffee table books” bruges ofte lidt nedsættende om letlæselige bøger med mange billeder, som er beregnet til at lægge fem på sofabordet og som skal underholde gæsterne, så de ikke keder sig. Svenska kaffeserviser er på sin vis sådan en bog, men samtidig er den også et eksempel på, at genren langt fra behøver at være banal.

omslagBogen er bygget op som en kronologisk kavalkade over 100 svenske kaffestel fra 1920 til 1980. Alle stel præsenteres først med korte data om dekoration, stelform, materiale samt hvornår det var i produktion og hvilken fabrik, der fremstillede det. Derefter kommer en uddybende fortælling om stellet historie, stiltræk og omstændighederne ved dets tilblivelse. Forfatteren kan sit stof, og du fornemmer, at der ligger seriøs og grundig research bag teksterne.

Forrest i bogen er der en meget summarisk oversigt over de forskellige fabrikker efterfulgt af en mere grundig præsentation af 30 forskellige designere. Bagerst i bogen finder du en prisguide.

Svenska kaffeserviser colStig Lindbergs Tahiti fra Gustavsberg med ekspressive blomsterdekorationer blev kun produceret i 1971. Stellet er i dag meget sjældent, og det ses på brugtprisen. En kaffekop sælges typisk til mellem 760-960 sv. kroner. Tekopper koster endnu mere. I prisguiden er sådan en sat til 1600 sv. kroner.

I den modsatte ende af prisskalaen befinder sig det blå-brune riflede stel Kosmos fra 1966. Det er formgivet af Berit Ternell for Gefle, og det blev en rigtig storsælger lige indtil 1977, hvor stellet pludseligt måtte tages ud af produktion. Blyindhold i glasuren var alt for høj, og Institutet för Folkhälsan fandt, at det udgjorde en dramatisk sundhedsrisiko. Brugtprisen for en Kosmos kaffekop ligger helt nede på omkring 40 sv. kroner.

Et andet stel fra Gefle blev i folkemunde kaldt Rød Fluesvamp, men her var glasuren ikke giftig. Stellet hedder officielt Amanita og var i produktion mellem 1946-1957. Det er tegnet af Helmer Ringström. Den røde udgave er den mest almindelig, men stellet blev også lavet i farverne blå, gul og grøn. En rød Amanita koster iflg. prisguiden 195 sv. kroner, mens den gule koster 675 sv. kroner.

“Svenska kaffeserviser 1920-1980” af Michél Carlsson og Urban Orzolek, ICA Bokförlag 2014, isbn. 978-91-534-3968-4. Pris 239 sv.kr.

Forfatterne har tidligere udgivet en anden fremragende bog om “Svenska serviser 1950-1975”, som er sat op på næsten samme måde som “Svenska kaffeserviser 1920-1980”, og selvom der er enkelte overlap, så supplerer de to værker fint hinanden.

Forf: JM

Svenske stel 1950-1975.

Designeren Marianne Westman, som tegnede Picknick og Pomona stellene til Rörstrand, blev engang spurgt, om det så ikke også var hende, der lavede stellet Eden.

“Nej”, svarede hun: “Det er lavet af en af Rörstrands malerpiger”. Historien om skabelsen af Eden kan du læse i en ny bog om nogle af efterkrigstidens mest populære svenske spise- og kaffestel.

Eden blev lanceret i 1960, og malerpigen hed Sigrid Richter. Den store stjerne på Rörstrand var dengang Marianne Westman, men hun opholdt sig i USA på et længere stipendium, og fabrikken var i bekneb for ideer til nye steldekorationer. Derfor fik Sigrid Richter chancen. Hun menes at være ophav til flere af 60’ernes anonyme Rörstrand stel.

Bogen Svenske Serviser giver en fyldig karakteristik af ca.140 stel fra 1950-1975. Perioden bliver tit kaldt guldalderen indenfor svensk porcelæns- og fajanceindustri. Mange af stellene er i dag eftertragtede samlerobjekter, men bogen beskæftiger sig ikke kun med de kendte og udbredte stel og de mest fremtrædende formgivere. Der er også mange hverdagsstel, som blev solgt år efter år uden at de fik ikonstatus, og sjældne stel med kort levetid, fordi de var alt for dyre at fremstille. Lidt mere banale stel, som egentlig bare var imitationer af billige udenlandske importstel, er også kommet med.

Det hele præsenteres kronologisk, så du kan følge, hvordan mode og stil forandres i løbet af årene. Der er også blevet plads til nogle korte afsnit om de mest toneangivende fabrikker (Rörstrand, Gustavsberg, Gefle og Karlskrona) og 10 af de mest markante designere. Bogen har et okay register, den er let at orientere sig i og egner sig fint som opslagsværk.

Målgruppen er samlere og nostalgikere, og bagerst i bogen er der en prisguide med typiske brugtpriser på de forskellige stel. Guiden er baseret på hammerslagspriser på middagstallerkener hentet fra auktionssitet Tradera. Hvor pålidelig og sikker sådan en guide er kan diskuteres, og forfatterne indrømmer også, at mange faktorer – først og fremmest brugsstand – spiller helt afgørende ind. Flere af de anslåede priser strækker sig da også over så stort et prisspænd, at det ikke rigtig giver nogen mening.

“Svenska serviser 1950-1975” af Michél Carlsson og Urban Orzolek, ICA Bokförlag 2010, isbn. 978-91-534-3474-0. Pris 199 sv. kr.

Forf: JM

En historie om Gustavsberg.

Rigtig mange danskere og endnu flere svenskere sætter sig hver dag på det. Andre spiser eller drikker af det, for porcelæn fra Gustavsberg kan jo være meget andet end lige saniteten ude på badeværelset !

I 1950’erne var Gustavsberg banebrydende indenfor svensk design og kunsthåndværk. Fabrikken havde en lang række af Sveriges førende formgivere knyttet til sig. Nogle af dem, f.eks. Lisa Larson og Stig Lindberg, fik på det særlige Studio værksted med kunstnerisk frihed og højt til loftet lov til at eksperimentere med unikke genstande i begrænset oplag.

Tingene fra Gustavsbergs Studio er i dag blevet eftertragtede samlerobjekter, og især i Sverige trækker de høje priser, hvis de kommer på auktion.

Gustavsberg Studio col1

I sommer var jeg selv heldig på et loppemarked at finde en fin lille lågkrukke af Stig Lindberg for en slik. Studio-tingene kan kendes på deres særlige mærke, nemlig et G og en hånd, som lige kan anes bag den blå etiket.

Du kan læse mere om Gustavsberg Studio og om hele den almindelige serieproduktion af porcelæn, fajance og keramik i et stort bogværk om Gustavsberg.

Det er rigt illustreret og udmærker sig med et omfattende faktaafsnit, b.la. med kunstner- og malersignaturer og med oversigter over alle Gustavsbergs steldekorationer. Bogen har allerede et par år på bagen, men kan stadig købes fra forlaget via bokus.com, hvor den endda er billigere, end hvis den skal skaffes antikvarisk !

“Gustavsberg: Porslinet, fabriken, konstnärerna” af Gösta Arvidsson, Nordstedts 2007, isbn. 978-91-1-301639-9. Pris 379, – sv.kr.

Forf: JM

Frodige svenske figurer.

Lisa Larsons figurer fra Gustavsberg er enormt populære, ikke kun i Sverige, men også i Danmark.

Den første serie “Lila Zoo” med dyr fra dyreparken Skansen i Stockholm blev lanceret allerede i 1955.

Siden har Lisa Larson formgivet et hav af forskellige figurer, ofte kattedyr i forskellige afskygninger. Hendes arbejder ligner ikke rigtig noget andet, men har et helt specielt udtryk, der let kan genkendes på de bastante og fyldige former, hvor alle figurene har sin egen individuelle personlighed. Materialet er keramik med chamotte (småkorn af brændt ler), som giver en særlig rustik struktur.

Lisa Larson col M

Lisa Larson var den suverænt bedst sælgende af alle kunstnerne på Gustavsberg, hvor hun arbejdede fra 1954 til 1980. Alligevel blev hun ikke særlig rig. Hun var ansat som en slags tjenestemand med fast løn og fik altså ikke royalities eller provision afhængig af hvor mange af hendes ting, der blev solgt.

En komplet fortegnelse over hendes arbejder i serieproduktion for Gustavsberg kan du finde i en lidt ældre svensk bog, hvor der også er mange flotte billeder af tingene:

“Lisa Larson bland lejon och änglar” af Gisela Eronn, Forlaget Prisma 2005, isbn. 91-518-4358-7.

Bogen kan findes antikvarisk på http://www.antikvariat.net til ca. 130-160, – d.kr.

Forf: JM

Svensk porcelæn – find stellet.

Her er to fremragende guider til at identificere svenske stel.

Svensk porcelæn col

En samling retro porcelæn fra Rörstrand, Gefle og Upsala-Ekeby vises på en svensk blog. “Herr Movarp” er manden bag – og han præsenterer sig som “en galen porslinsamlare”. Blog’en er meget stemningsfuld og bærer præg af stor samlerindsigt. Der er mange billeder i god kvalitet, som er velegnet til at identificere nyere svenske porcelænsstel fra 1950-70. Han har også en hjemmeside med en del billeder af stel og dekorationer.

http://porslinsbloggen.blogspot.com/

http://www.tallbacken.net/porslin/Porslin.html

En oversigt med svenske stelmønstre er Aletorp Antik’s svenske porcelænsregister. Her vises ca. 370 stel – og deres register medtager ikke kun retrostel. Du kan begrænse visningen til kun at se stel fra en enkelte porcelænsfabrik, hvilket letter overblikket. Til mange af stellene, især de nyere, er der flere billeder – f.eks af porcelænsmærkerne.

http://aletorpantik.se/register/porslin/

Forf: JM