Henry Rolschau Møbler

Gedigen 60’er sofa.

Morten er vild med sin sorte lædersofa, men er ikke klar over hvem der har tegnet den?

Producenten er Henry Rolschau Møbler. Fabrikken lå i Vejen og var specialist i polstermøbler. Formsproget er karakteristisk for sidste halvdel af 60’erne.

En sofa magen til med stofbetræk ses i eksportkataloget Design from Denmark. Kataloget er ikke dateret, men må være fra efter 1967 og før 1972. Per Iversens Combi lampe fra Louis Poulsen er nemlig vist et andet sted i kataloget. Den blev lanceret i 1967. Forrest i kataloget er der et foto af kongefamilien. Kong Frederik den 9 er med. Det er Prins Henrik ikke. Derfor må udgivelsen være før 1972.

Flere forskellige arkitekter tegnede for Henry Rolschau. Svend Ellekær og Kurt Østervig er nogle af dem.

Et meget forsigtigt gæt er, at Kurt Østervig har tegnet sofaen. Benenes udformning har markant lighed med nogle tilsvarende ben under hans stol med modelnummer 61 fra Rolschau i 1962.

Kurt Østervig var autodidakt designer. Han startede som skibskonstruktør, men skiftede karriere til møbeldesign i slutningen af 40’erne. I 60’erne blev nogle af hans møbler udstillet på Museum of Modern Art i New York.

Referencer: “Design from Denmark”, editor: Kirsten Bjerregaard, udgivet af Behrndt Bogtryk/Word Pictures Corporation som et fælles firmafremstød beregnet til eksportmarkeder (ca. 1967-1972), wikipedia.org samt danish-modern.co.uk.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Reklamer