IHQ

Relancering af Kobenstyle gryder.

Designeren Jens Harald Quistgaard formgav i 1955 en serie emaljerede stålgryder. De blev markedsført af Dansk Designs og kaldt Kobenstyle.

Navnet betyder københavnerstil, fordi man på det vigtige amerikanske marked ville signalere, at der var tale om dansk stil fra København.

Gryderne er et godt eksempel på genial nytænkning. Grebet er elektrisk svejset på låget med flere berøringspunkter. Med den konstruktion er der kun få steder, hvor snavs kan samle sig. Samtidig opnås en praktisk varmeisolerede effekt. Det omvendte låg fungerer også som bordskåner. Man stiller gryden oven på låget, mens der øses op på tallerkenerne, så varmen fra gryden ikke bliver ledt ned i bordpladen.

Det skulpturelle buede korpus er formet ved hjælp af olie og lufttryk. Selv sagde Quistgaard, at gryden blev formgivet som var den slået op i hånden, ligesom en sølvsmed ville have gjort det.

Mellem 1955 og 1965 blev Kobenstyle gryderne sammen med de tilhørende pander og kander i serien fremstillet i Danmark hos Glud og Marstrand. Farvevarianterne var limegrøn, gul, rød og turkis, men den limegrønne solgte ikke godt og gled ud allerede i 1956. I dag er den sjælden på brugtmarkederne og koster i god stand meget mere end de øvrige farver.

I 1965 flytter produktionen til Frankrig og nogle af farverne udgår, mens  andre kommer til. Klik på skemaet herunder og se detaljerne om de forskellige farver.I 1985 er det slut med Kobenstyle. I hvert fald indtil videre. Dansk designs, som i mellemtiden skiftede navn til Dansk International Designs, kom i hænderne på spekulationsbanken Goldman Sachs og solgt til en kapitalfond. Efter endnu en handel ejes Brandet Dansk i dag af selskabet Lennox Corporation, som i 2012 relancerede Kobenstyle. Denne gang produceret i Thailand.

Af de originale farver fra Glud og Marstrand tiden fås igen den røde. Den forhandles i Danmark af Lyngbyvasen. Ellers er der eksperimenteret med farver som grå, lavendel og en særlig udgave i limegrøn, som kun sælges i MOMAs museumsshop, men som er anderledes og ikke helt rammer nuancen på den oprindelige fra 1955.

Lennox Corporation fik i 2014 designeren Paul Thonis til at videreudvikle Kobenstyle serien. Han tog patent på et nyt greb. Resultatet er en kasserolle fremstillet i rustfrit stål med udgangspunkt i det oprindelige formsprog fra Quistgaards hånd, men ændret radikalt i sit udtryk. Alligevel bærer den signaturen JHQ.

Referencer: Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3 ; Dansk Designs ; LenoxLyngbyvasenshopUSD patent no. US D712,194S .

Forf: JM

Reklamer

To ikoniske stel fra keramikfabrikken Eslau.

Amerikanske Ted Nierenberg fik Eslau til at producere to stel i stentøj til sit firma Dansk Designs. Begge blev gevaldige salgssuccesser i USA, men det ene stel var tæt på at knække fabrikken.

Flamestone hed det første stel, tegnet af Jens Harald Quistgaard og produceret på Eslau fra 1957. Fabrikken i Sengeløse skulle nu til at levere store partier til det amerikanske marked.

Det var en kæmpe udfordring. To nye ovne og en ny stor transformator blev bygget. Når begge ovne var i gang, kunne det mærkes i hele byens strømforsyning. Så meget at filmapparatet på den nærliggende skole gik i stå.

Til Flamestone brugtes to stentøjsmasser. Først en mørk til korpus og senere en lys til den hvide glatte inderside. Det var svært at få de to masser til at arbejde sammen. Ved brændingen svandt den mørke mere end den lyse, så risikoen for, at hele partiet sprængtes ved den efterfølgende nedkøling, var høj.

“Vi kom hovedkulds ud på det amerikanske marked. Eksporten var meget kapitalkrævende, og vi skulle fra dag til dag forøge produktionen. Virksomheden var ikke gearet til det”, udtalte den ene af Eslaus ejere senere.

Banken ville efterhånden ikke mere, så Ted Nierenberg måtte træde til med ny kapital. Konstant var der problemer. Eslau kunne ikke levere i de mængder, som Dansk Designs ville have. En kort overgang forsøgte man at få Kronjyden i Randers til at supplere produktionen. Færdig forarbejdet og indfarvet stentøjsmasse blev sendt til Randers, men det blev ingen succes. I 1974 valgte Eslau helt at droppe produktionen af Flamestone, der herefter blev fremstillet i Japan.

Afløseren som eksportsucces til det amerikanske marked blev tegnet af Niels Refsgaard i 1964. Stellet hed Generation. Helt anderledes rustikt i sit udtryk og karakteristisk med de mange brune pletter. De fremkom ved at glødeskaller af jern blev knust og blandet i stentøjsmassen. Nogle af delene er dekoreret. Der findes 12 forskellige mønstre. Alle håndmalet med kohornsteknik.

Denne gang løb Eslau ikke ind i vanskeligheder. Generation reddede fabrikken og blev en rigtig god forretning. Færre arbejdsgange og mindre energiforbrug. Til Flamestone skulle der bruges tre medarbejdere til at fremstille 400 tallerkener, mens to mand kunne klare 3000 Generation tallerkener på samme tid.

Mærkerne under Flamestone har ændret sig gennem årene. Der er flere varianter. Alle bærer Quistgaards initialer IHQ. Kun de dansk fremstillede dele er mærket Danmark eller Denmark.

Niels Refsgaards initialer NR sidder altid under Generation. Mærkerne kan enten være blåmalede eller præget i godset uden brug af farve.

Reference: “50 år med Eslau. En dansk keramikfabriks historie” af Jørgen Bjerre. Jubilæumsskrift Eslau 1994.

Du kan læse en kort præsentation af Eslau’s historie på virksomhedens hjemmeside. Eksempler på andre arbejder af Niels Refsgaard finder du på hans hjemmeside.

Billederne af Flamestone er fra bogen og fra lauritz.com. Generation steldelene er fotograferet hos forretningen DesignRetro i Odense. Øvrige billeder kommer fra etsy.com og ebay.com.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Design må ikke blive grafik på højkant.

Kreativitet udspringer af at man kan noget med sine hænder og har respekt for materialet. For formgiveren Jens Quistgaard gjaldt det om at få form, funktion og materiale til at spille sammen på en naturlig måde.

På Heart – Herning Museum of Contemporary Art – er der åbnet en stor flot udstilling med arbejder af Jens Quistgaard.

Han var særdeles produktiv. Omkring 4000 forskellige genstand siges det, at han har designet. Ikke alle er repræsenteret, men rigtig mange er kommet med. Især har der været fokus på også at vise de sjældne og overraskende ting, som man ikke lige møder hver dag, eller som man måske slet ikke vidste findes.

Det er fristende at lade sine fingre glide hen over trætingene og mærke finish og stoflighed, men det går selvfølgelig ikke. Tingene må ikke berøres. Alligevel kan du komme helt tæt på det meste og fornemme den lækre forarbejdning.

IHQ col1

Der er mange store genstande med. I det første rum bliver du mødt af et træskib, som Quistgaard tegnede for Walsteds Bådeværft. I et andet rum har man rekonstrueret hans arbejdsværelse. Her er hylder og reoler med værkstøj og tegneredskaber og med finurlige ting, som inspirerede ham.

Jens Quistgaard kaldte sig selv for billedhugger, og udstillingen er genialt arrangeret sådan, at netop det skulpturelle betones. Et eksempel er en fantastisk væg med peberkværne. Hver enkelt kværn er en lille skulptur i sig selv, men når de alle sammen bliver sat til vægs, får samlingen et nyt og anderledes udtryk. Det giver en fantastisk virkning. Du kan stå foran væggen og få forskellige oplevelser afhængig af, hvordan du flytter dig og lader blikket zoome ind eller ud.

IHQ col2

Sjovt er det at se, hvordan der er blevet arbejdet med prototyper. Før den endelige udformning af kedlen i støbejern har Quistgaard prøvet sig frem med forskellige modeller udført i tin.

Du kan tage nogle af tingene med hjem i form af et illustreret katalog på knap 100 sider. Det er skrevet af udstillingens kuratorer Sara Staunsager og Stig Guldberg og med bidrag af amerikanske Mark Perlson. Kataloget er den første samlede fremstilling på dansk om Jens Quistgaards indsats for dansk industrielt design:

“DANSK – Design af Jens Quistgaard”, Heart 2015, isbn. 978-87-88367-49-5. Pris 125 kr.

Mark Perlson udgave i 2008 en bog om Quistgaards peberkværne. Stig Guldberg udgav i 2010 en dvd-film om Quistgaard.

Udstillingen i Herning vises fra den 29 august 2015 til den 31 januar 2016.

Forf: JM

Usædvanligt bord af Jens Quistgaard.

En vurderingsmand hos Kirkens Korshær har modtaget et bord i eg med kakler. Det har ingen mærkning, men han spekulerer på, om det kan være designet af Jens Harald Quistgaard?

collage 3 A

Kaklerne har tydelig lighed med stentøjsstellet Azur. Det blev designet af Quistgaard for keramikfabrikken Kronjyden, som ejedes af Richard Nissen. Så det er oplagt at se en sammenhæng. Tilsvarende kakler er også brugt på andre af Quistgaards borde, som er fremstillet hos Nissen. Det samme gælder de lidt specielle møtrikker af messing ved benene.

Men beslaget under bordpladen (på billedet nederst til højre) ser mærkeligt ud. Det ligner ikke noget fra Richard Nissens hånd. Jeg tror, at det er monteret på et senere tidspunkt.

Bruun-Rasmussen solgte i februar 2014 et bord stemplet IHQ/Nissen, og på det bord kan man se, at der er brugt de samme kakler og møtrikker.

At bordet ikke er mærket er underligt. Derfor har jeg vist billederne til Stig Guldberg, som er Quistgaard ekspert, og som i 2010 udgav en dokumentarfilm om hans design. Han er ikke i tvivl og fortæller bl.a:

“Bordet blev oprindelig fremstillet med stel i eg og i to størrelser (87 x 87 og 67 x 167 cm) med plade isat blå eller brune kakler i Azur-mønsteret (kirsebærblomster). Understellets konstruktion består af 4 ben fordelt på to meder. Det blev også fremstillet i en særlig version med understel på 4 hjul. Bordets kant fandtes i tre varianter: Facetslebet (som bordet på foto), med høj trækant eller med kant påsat kakler. Bordet på foto er usædvanligt, fordi det kun har 2 ben fordelt på de to meder. Formatet (5 x 7 kakler i pladen) er også usædvanligt og lidt mindre end den normale kvadratiske udgave (8 x 8 kakler).”

 Forf: JM & SG

Quistgaards stager i støbejern – og alle de andre.

Jens Harald Quistgaard formgav fra 1962 og de følgende år en lang række lysestager i støbejern. Nogle af dem krævede særlige ultra tynde lys.

Da den første stage så dagens lys, var Quistgaard endnu ikke blevet helt færdig med at opfinde de særlige lys på 1/4″ eller 1/2″, men de kom hurtigt og var geniale, fordi de hverken dryppede eller smeltede.

IHQ edderkopper OK

Firmaet Dansk Designs stod bag stagerne, og en af de første modeller var Edderkoppen. Den blev først fremstillet på jernstøberiet i Svendborg. Senere flyttede produktionen til Japan og Taiwan, men det var stadig Dansk Designs, som stod bag.

Hvis du får fat på en stage med indvendige messingmanchetter indsat i lyshullerne, så er det en af de tidlige udgaver, som er meget sjælden.

Der kendes mindst 45 forskellige støbejerns stager fra Dansk Designs. De fleste er signeret med Quistgaards initialer IHQ, men der findes også 3 modeller med signaturen IBR. De er lavet af finske Börje Rajalin, som arbejdede for Quistgaard.

Og så er der alle de andre stager, som mere eller mindre er inspireret af Quistgaards modeller for Dansk Designs. Laurids Lønborg, Paro og Digsmed er nogle af dem, men også Christel og Christer Holmgren har lavet en stage, som til forveksling ligner noget fra Quistgaards hånd. Det er Den lille Hornblæser fra 1974.

iron cast Holmgren coll

Den blev fremstillet til Illums Bolighus. Stagens fødder er lakeret glatte, så bordpladen ikke bliver ridset. En smart detalje, som er hentet direkte fra flere af Quistgaard stagerne. Hornblæseren er ikke signeret, men kan kendes på et tal præget i bunden af stagen. Tallet varierer fra stage til stage.

Hollænderen Rob Meijer samler på støbejernsstager og er specialist i Quistgaards design. Han har skrevet en artikel om de forskellige modeller. Her kan du lære om formnumre og datering udfra de originale æsker. Billederne er desværre ikke alle lige skarpe, men der er mange, og artiklen er et perfekt redskab til identifikation af støbejernsstagerne fra Dansk Designs.

Du finder Rob Meijers artikel via candlepower.nl. Url’en er statisk, så du skal fra forsiden videre ved at klikke på linket “cast iron candlesticks”. Herfra åbner du artiklen som pdf. Du skal fange det øverste røde link “Dansk Quistgaard, Candle holders and their boxes”. Længere nede finder du et link til en artikel om alle de andre Dansk lignende stager og et andet link til Holmgren stagerne.

Mangler du smalle lys til dine stager, så tjek fanen J H Quistgaard på Lysmagerens hjemmeside.

Det øverste billede med de to edderkopper er lånt efter tilladelse fra So ein Ding.

Forf: JM

Bog om emaljevarer fra Kockums.

Kockums Emaljeverk i Blekinge var en af Nordens store producenter af emaljevarer. Værket havde en omfattende eksport, også til Danmark.

I efteråret 2011 udkom en bog om Kockums, hvor vægten er lagt på at dokumentere de forskellige brugsting.

Kockums forside A

Til grund for bogen ligger et kæmpe digitalt register med billeder af næsten 20.000 genstande. Lidt ærgerligt at der så kun er blevet plads til omkring 100 af dem, for et af bogens helt store plusser er netop billederne, som er flotte og skarpe. Det er også primært dem, der gør bogen rigtig interessant for samlere og antikhandlere.

Naturligvis er der grænser for hvor meget, der kan blive plads til i en bog, men det vil være oplagt på et tidspunkt at publicere registret eller dele af det på Internettet – lidt på samme måde som Næstved Museums kulturhistoriske projekt med at registrere og fotografere Holmegaard Glasværks prøvesamling

Som dansker kan du ikke lade være med at drage paralleller til Glud & Marstrand. Men modsat den danske producent var Kockums lagt mere fremme i skoene med hensyn til hele tiden at tilpasse produktionen til tidernes skiftende behov og mode. Et eksempel er evnen til at bruge kunstnere til formgivning og produktudvikling.

Det starter allerede med den svenske tegner Einar Nermans grafiske illustrationer på Kockums storsælgende børneservice i midten af 20’erne. I 50’erne og 60’erne fortsætter Kockums det stærke fokus på kunstnerisk inspiration. Nu med et samarbejde med sølvsmedene Sigurd Persson og Arne Erkers samt Carl-Arne Breger, der var industriel formgiver.

Kopenstyle C M

Også den danske designer Jens Harald Quistgaard har haft tilknytning til Kockums. Kobenstyle gryderne er delvist lavet på Kockums. Oplysningen stammer fra Folke Peterson, som i næsten 50 år arbejdede på Kockums emaljelaboratorium. Grydernes korpus blev først fremstillet i Danmark og derefter fragtet til Sverige, hvor emaljen blev påført på Kockums afdeling i Kallinge.

Bogen bygger på en lang række skriftlige kilder og interviews med et par centrale personer med tilknytning til Kockums. Det er tale om et stykke veldokumenteret research. Desværre er der også en enkelt lidt uheldig svipser. En karakteristisk dansk krenitskål med orange emalje og matsort yderside vises på side 79, men tilskrives fejlagtigt formgiveren Arne Erkers.

“Från bruksverk till konstverk i emaljens Ronneby” af Jane Betts og Hans Krohn (foto), Mixi Print 2011, isbn. 978-91-633-9497-3.

Forf: JM

Danske stentøjsstel.

Stentøj var in i 60’erne og 70’erne. Et af de mest udbredte stel var det gylden Relief, der var dekoreret med et karakteristisk bladmønster.

Relief var tegnet af Jens Harald Quistgaard og blev oprindelig produceret hos Kronjyden. Senere blev virksomheden overtaget af Bing & Grøndahl, som fortsatte med at producere Relief og flere af de andre oprindelige stel fra Kronjyden.

En dansk hjemmeside har sat sig for at informere om de danske stentøjs stel med oplysninger om producenter, steldele, stempler og stelnumre. Oplysningerne er veldokumenteret i form af gamle reklamer og varekataloger.

Endnu mangler der en del på siden, men det er en fint projekt, og der bliver løbende føjet nye stel og oplysninger til: http://www.stentoej.dk/stellet.htm

Forf: JM

IHQ grønne glas.

Du har sikkert tit set dem på loppemarkeder, i genbrugsforretninger, hos marskandisere eller antikvitetshandlere.

Nogle steder betegnes de som “løgglas”, men hvad er det for nogle løg, der har så begrænset et rodnet, at det kan rummes i sådan et lille glas?

Andre steder præsenteres de som “fyrfadsstager”, men de passer ikke rigtig i størrelsen. De er for store. Almindelige stearinlys passer heller ikke.

Forleden så jeg en ryger og kørestolsbruger, der havde sådan et glas fastspændt på stolen. Han brugte det som askebæger. Næppe det formål som designeren Jens H. Quistgaard har haft i tankerne!

Materialet er presset glas, de er 6,5 cm høje og 7 cm i diameter, og de kan stables. I bunden er de præget “Dansk Designs Ltd”.

Ved du hvad meningen med de små glas er, så skriv en kommentar.

Forf: JM

Dokumentarfilm om Jens Harald Quistgaard.

Stig Guldberg samler på ting af Jens Harald Quistgaard. Det var først planen, at han ville skrive en bog om Quistgaard og hans industrielle design, men projektet trak ud, og i stedet for blev det til en film på dvd.

“Hvor ærgerligt”, tænkte jeg, da jeg første gang læste om den. En bog kan du tage med dig, du kan slå op i den, bladre og nemt manøvrere frem og tilbage. En film binder dig derimod til et forudbestemt liniært forløb – og så er den irriterende apparaturafhængig.

ihq-stager-2x

Nu har jeg set filmen på labtop og kan egentlig godt forstå, hvorfor forfatteren valgte rollen som instruktør. Filmmediet kan noget, som en bog har svært ved at hamle op med: Du kommer helt ind under huden på manden, når han selv sidder og vender sine ting i hånden og fortæller om tilblivelsen. Og det er han god til. Filmen lever og har en god afvekslende rytme. Den er sjov med små anekdoter og samtidig intens. Du glemmer, at du sidder på en stol foran en skærm. Du træder ind i Quistgaards stuer og ind i hans univers.

Jens Harald Ouistgaard, der døde næsten 90 år gammel i januar 2008, opfattede sig som billedhugger. Tingene skal have skønhed, men samtidig også være rare at røre ved og at bruge. Han rører meget ved sine ting og forklarer lidenskabeligt om profiler og linjeforløb. Selv har jeg ikke så mange af Quistgaards arbejder, men jeg ejer da fem af hans høje messingstager (to af dem ses på billedet), som jeg efter filmen straks hev frem og betragtede på en ny anderledes måde.

Filmen er komponeret som et portræt krydret med gamle filmoptagelser og varereklamer. Ved siden af filmen er der 8 bonusklip med fokus på enkelte temaer bla. stokkestolen, dåseåbneren fra Raadvad, Flamestone kaffekanden fra Eslau, Kobenstyle gryderne og flere af hans bestik. Med følger også en lille booklet på 55 sider.

“Designeren Jens Quistgaard – en gryde til min kone. En dokumentarfilm af Stig Guldberg”, ABCFilm & Forlaget Klim 2010, isbn. 978-87-7955–770-3. Pris 299,95 kr.

Forf: JM