Orla Mølgaard-Nielsen

Reoler fra Søborg Møbelfabrik.

Marie har arvet nogle reoler fra Søborg Møbelfabrik og vil gerne vide hvem, der har tegnet dem.

Reolerne er formgivet af arkitekterne Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen. De er vist i Søborg Møbelfabriks katalog fra 1964, men er ifølge Design Museum Danmarks møbeldatabase lanceret allerede i 1952.

Massiv teak med en kvalitet helt i top. Kabinetternes sammenføjninger er tappet uden brug af skruer. Fronterne er elegant profilerede. Det er sublimt håndværk. Reolernes udtryk er meget klassisk og tydeligt inspireret af Kaare Klints formgivning.

Serien består af moduler, som kan kombineres på forskellige måder. Boghylderne hedder 300. Som undersektion er der forskellige varianter. Dine er model 301 og 302 med jalousi. Andre varianter har faste låger eller skuffer. Skufferne kunne kombineres med skriveklap eller barskab.

Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen havde i en årrække fælles tegnestue. De er især kendt for deres møbler til Søborg Møbelfabrik og Fritz Hansen, men parret spændte vidt og har også tegnet bygningsværker. Orla Mølgaard-Nielsen er arkitekten bag Lillebæltsbroen fra 1970 og broen over Vejle Fjord fra 1980.

Søborg Møbler ophørte i 2017. På deres hjemmeside havde de publiceret historiske kataloger. Et super initiativ og et nyttigt redskab for samlere og handlere med interesse for dansk møbelkultur.

Nu er siden lukket og katalogerne væk. Carl Hansen og Søn, der har købt rettighederne til Søborg Møblers kollektion og designarkiv, har valgt ikke at flytte dem over på deres hjemmeside. Firmaet har ikke svaret på henvendelser om de gamle kataloger.

Et enkelt af Søborg Møblers kataloger kan imidlertid findes på nettet. Det er kataloget fra 1964, som er publiceret på en norsk hjemmeside.

Referencer: matslinder.no, furnitureindex.dk, woodsupply.dk, da.wikipedia.org

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Sofabord i teak med hylde af flet.

Ane har sendt nogle billeder af sit sofabord i teak med underliggende hylde af flet og vil gerne vide, hvem der har lavet det?

fd bord

Mærket fd fortæller, at producenten er France & Daverkosen i Hillerød, der i 1957 ændrede navn til France & Søn og senere i 1967 blev overtaget af Poul Cadovius.

Dit bord er tegnet i 1956 af arkitektparret Peter Hvidt og Orla Mølgaard-Nielsen. Mest almindelig er den rektangulære udgave med modelnummer fd 516, men der blev også lavet en rund udgave, som hedder fd 515.

France & Daverkosen var en fabrik med et særdeles højt ambitionsniveau. Grundlæggeren Charles France ville fremstille møblernes Rolls Royce. Konkurrenten Fritz Hansen beklagede sig med jævne mellemrum over, at France & Daverkosen headhuntede deres dygtigste møbelsnedkere og tilbød højere lønninger og generøse bonus ordninger.

fd 516 bordet er høj forarbejdningskvalitet i alle detaljer. Bordpladen er fremstillet i massiv teak. Det er en stor fordel, hvis du skal restaurere bordet. Modsat plader af finer er det nemt forsigtigt at slibe skjolder og pletter væk på en massiv plade. Bagefter kan den mættes med teakolie, som masseres ned i træet med en blød klud.

Bordet er vist i Designmuseum Danmarks møbeldatabase. Søg på fd 516 i kategorien Model / Description.

Reference: Britiske MCM Interios, der sælger moderne møbelklassikere, har en fin og informativ artikel om France & Daverkosen’s historie med gamle billeder fra fabrikken og eksempler på møblernes mærkning gennem årene.

Forf: JM