Scandinavian Retro

Hvordan ser Pippi ud?

Fregner og røde fletninger er hvad man forbinder med Pippi. Sådan ser hun ud i TV-serien, og sådan er hun tegnet i bøgerne.

Men bortset fra fregnerne og håret har Pippi Langstrømpe mange forskellige fremtoninger. Alder, ansigt og tøj kan variere.

Det viser magasinet Scandinavian Retro i en sjov artikel om Pippi som dukke. Udseende og tøj skifter fra land til land, og aldersmæssigt fremstilles hun lige fra baby til teenager.

Navnet Pippi Langstrømpe fandt Astrid Lindgrens datter på i 1941. Tre år senere var det færdige manuskript klar. Først spurgte Astrid Lindgren, om Bonnier ville udgive det, men de takkede nej. Det afslag regnes for en af forlagshistoriens største bommerter. Året efter i 1945 udkom bogen om Pippi Langstrømpe i stedet for hos forlaget Raben & Sjögren. Mange flere historier kom til de følgende år. Bøgerne blev et hit og er oversat til 90 sprog.

Fortællingerne om Pippi var i 40’erne og 50’erne banebrydende og helt anderledes end datidens gængse børnelitteratur. Flabet og ironisk møder Pippi Langstrømpe de voksne autoriteter, når de kommer på tværs. Samtidig udfolder hun fantasi, frihed og omsorg og er et legebarn.

At give en pige en Pippi-dukke bliver et symbol på at give hende styrke og selvstændighed, siger Marie Nyreröd, som i mange år har samlet på Pippi Langstømpe dukker, og som har samarbejdet med Scandinavian Retro om artiklen.

Pippi er også fremstillet i keramik og porcelæn. Lisa Larsons Pippi kom i 1969. Samme år som TV-serien første gang blev sendt. Tyske Goebel fortolkede Pippi karakteren omkring 1990, mens den russiske Pippi siddende på en kuffert er fra 2010.

Referencer: Scandinavian Retro nummer 2, 2018 og Wikipedia. Aftonbladet/tv.nu. Auctionet.com og From Russia.

Text © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Lotus fra Cathrineholm.

Hvor mange farvevarianter er der i Lotus serien?

Spørgsmålet stilles i det nyeste nummer af Scandinavian Retro, som har en stor og informativ guide på 10 sider om emaljevarerne med Lotus dekoration fra norske Cathrineholm i Halden.

CaH col 1

Redaktionen har talt sig frem til 20, men de er ikke helt sikre. Nogle farver blev kun lavet i kort tid og i begrænset oplag. En lyserød variant blev udelukkende markedsført i USA og er ekstrem sjælden og værdifuld.

Også de mere almindelige farver er eftertragtede. Den mindste skål på 10 cm i turkis kostede i december 1965 hos en dansk isenkræmmer 9,35 kr. En tilsvarende skål i perfekt stand vurderes i Scandinavian Retro til mellem 500-1000 sv.kr.

Guiden kommer hele vejen rundt om Lotus temaet og viser repertoiret af skåle, fade, kasseroller, gryder og kander. Også de knap så almindelige ting er med. Enkelte dele blev faktisk slet ikke fremstillet i Norge. Dåserne findes både i emalje og blik. Dem af blik blev fremstillet på licens i Japan.

I Danmark blev Lotus mønstret brugt af Lyngby Porcelænsfabrik som en variation på deres Danild og Trend stel. Også danske Lundtofte Stål har haft et samarbejde med Cathrineholm. Hvordan sammenhængen præcis har været er uklar. Lotus tingene kan være blevet fremstillet på licens i Danmark. Mere sandsynligt er det, at Lundtofte Stål har været agent og importør af de norske produkter på det danske marked.

Cah col 2 xx

Designeren Grete Prytz Kittelsen er formgiver til skålene i Cathrine serien fra 1956 samt gryderne og kasserollerne i Sensasjons serien fra 1964. Først i 1965 satte fabrikken Lotus på. Hvem der fandt på mønstret var længe uklart. Grete Prytz Kittelsen brød sig ikke om det: “Særlig synes jeg lotusbladene ødela kjelene og pannene. Og de bollene og fatene som fikk den minste varianten av lotusbladene som en pyntebord langs kanten, er ikke gode”, udtalte hun mange år senere.

Idag er det anerkendt , at det var dekoratøren Arne Clausen fra Cathrineholm, som tegnede det, men forud gik en bitter strid mellem Arne Clausens børn og en inspektør fra Nasjonalmuseet i Oslo. Først da datteren kunne fremlægge dokumentation i form af nogle signerede skitser faldt tingene på plads.

Emaljetingene blev løbende produktudviklet. En af de sidste udgaver af gryderne havde praktisk teflonbelægning, så maden ikke brændte på. Til gengæld nedbrændte hele fabrikken i 1972, og produktionen i Norge ophørte.

Ikke alle tingene er signeret. Nogle har et trykt logo i form af en C-bue tegnet af Grete Prytz Kittelsen, andre har blot teksten Made in Norway, mens andre igen har en label af papir.

CH col mrk

Varemærket Lotus blev registreret af Cathrineholm i august 1966 og udløb i marts 1992.

Det danske firma Lucie Kaas har nu erhvervet retten til Lotus mønstret og har sat det på en serie keramik og porcelæn, der bliver fremstillet i Portugal, og som ikke har tilknytning til de originale emaljeting fra Norge.

Referencer: Scandinavian Retro, nummer 2 (april) 2016, Månedsmagasinet Bo Bedre, nummer 12 (december) 1965. Aftenposten, 24. november 2013 samt Trademarkia.com

“Grete Prytz Kittelsen – emalje og design” af Karianne Bjellås Gilje m.fl., Norsk Gyldendal 2008, isbn: 978-82-05-37653-3. 

Forf: JM

Retro på svensk og dansk.

Svenskerne har haft det siden juli 2011. Danskerne har lige fået det. Et magasin med navnet Retro om design fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Målgruppe og fokus er stort set ens. Ved første øjekast er der mange ligheder, alligevel er de to ret forskellige, når du kigger dem nærmere efter.

Aller Press står bag det nye danske Antik og Auktion Retro. Ingen tvivl om at de har kigget hen over Øresund og hentet inspiration fra det svenske Scandinavian Retro, der er udgivet af Egmont Gruppen.

Retro da sv omslag

Begge er bygget op omkring boligreportager og har store og mindre featureartikler. Begge har guider og er krydret med gamle fotos eller retroreklamer. Scandinavian Retro kalder dem retro øjeblikke og bruger den slags flere steder rundt omkring i bladet – meget mere end det danske magasin gør.

Billedet fra Antik og Auktion Retro af 60’ernes moderne mand er fantastisk. Skuespillerparret Arne Weel og Karen Marie Løwert i køkkenet hvor manden tager en tjans til ære for fotografen.

moderne mand 2x

Danske Antik og Auktion Retro er også rettet mod nye ting i gammel retro stil. Boligreportagerne og nogle af featureartiklerne efterfølges af sider med inspiration til shopping og hvordan du selv kan gribe stilen. Det ser du markant mindre af i Scandinavian Retro.

Fair nok også at fokusere på nye ting. Måske et valg, der er med til at finansiere bladet. Men for en læser, som kun gider det originale gamle retrolook, er det lidt ligegyldigt.

Retro da sv opslag

En anden forskel er feature artiklernes antal og dybde. Du fornemmer, at der ligger mere grundig research bag Scandinavian Retro. Eksperter inddrages, og folk med samtidig relation til emnet interviewes. Temartiklen i det seneste nummer 1 fra 2016 om Mariannne Westmanns krukker fra Rörstrand er et godt eksempel. Den bygger bla. på en samtale med en tidligere arbejdskollega til Mariannne Westman, har en samtale med et samler ægtepar og inddrager to porcelænsbloggere.

Battler du de to seneste udgaver af retro magasinerne i en statistikdyst, ser du forskel.

Scandinavian Retro har 7 større eller mindre feature artikler på ialt 50 sider. Antik og Auktion Retro har også 7, men de fylder kun 29 sider. I det svenske fylder reklamer og sider med omtale af nye ting 15%, i det danske er det 20,5 % (reklamer samt grib stilen/shopping/mood board).

Scandinavian Retro, 2016 nummer 1 (februar). Magasinet udkommer med 6 numre om året. Pris i løssalg 65 kroner eller du kan abonnere.

Antik og Auktion Retro, 2016 nummer 2 (februar). Magasinet udkommer med 4 numre om året. Sælges i sampak med Antik og Auktion. Pris i løssalg 65 kroner. Det ene blad følger med ved køb af det andet. Du får to blade for et blads pris eller du kan abonnere.

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Retro kaffemaskine solgt til skyhøj pris.

Hvem har givet 10.000 kroner for en gammel kaffebrygger?

Det har Melitta. Kaffebryggeren hedder Automat 120. Det er den røde til højre, og den fungerer stadig. De fandt den via en kampagne på deres Facebook og skulle bruge den til fejringen af 50 året for lanceringen af Sveriges første elektriske kaffebrygger til husholdningsbrug.

col MA 120

Dengang i 1965 kostede en Automat 120 omkring 400 kroner. Rimelig høj pris i forhold til datidens købekraft. Omregnet til nutidens priser svarer det nogenlunde til 3500 kroner. Først i løbet af 70’erne faldt prisen til et mere rimeligt leje, og en revolution af måden at lave kaffe på var i gang.

Melitta reklame

Før kaffemaskinernes fremkomst var det i Danmark mest almindeligt at lave kaffe ved at lade kogende vand løbe gemmen et filter ned i kaffekanden, som typisk var en Madam Blå fra Glud og Marstrand, mens de i Norge og Sverige lavede kokkaffe.

Grovmalede bønner kommes i en kaffepanna med koldt vand, som koges op direkte på komfuret. Metoden bruges stadig nogle steder i Sverige, og i detailhandlen kan man købe kaffe med den rigtige grove malning, der passer til kokkaffe.

I Sverige kom kaffepannan ofte fra Kockums Emaljeværk. Den cremefarvede model med grøn kant var meget udbredt. I Norge kogte de måske kaffen i en Lotus kande fra Cathrineholm.

col GM-Kock-Cath

Historien om Automat 120 findes på Melittas Facebook, men kan også læses i den seneste udgave af Scandinavian Retro, som er nummer 5 fra oktober 2015.

Magasinet bringer denne gang desuden artikler om gyngestole, tekstiler fra Verner Pantons hånd, Aldo Londis turkise keramik for italienske Bitossi, en oversigt over skærebrætter af porcelæn fra Rörstrand samt en retroguide til shopping i Liverpool og Manchester.

Billederne af Melitta Automat 120 kommer fra Melitta.

Forf: JM

Thebe og Mitra.

Under 2. verdenskrig var der stor mangel på sølv. Prisen strøg til vejrs, så selv det bedre borgerskab ikke længere havde råd. Man måtte finde på noget andet, og alternativet blev bestik af rustfrit stål.

Georg Jensen lancerede sit første stålbestik Mitra tegnet af Gundorph Albertus i 1941. Oprindeligt tænkt som tretårnet sølvbestik, men på grund af manglen på sølv, blev det nu i rustfrit stål.

Formen var moderne, enkel og saglig.  Næsten samtidig i 1944 kom Gense i Sverige med sit nye rustfrie bestik Thebe. Også det var enkelt og stilrent. Thebe var formgivet af Folke Arström. Han lod sig inspirere af klassiske egyptiske stiltræk og lagde vægt på et stramt og køligt formsprog.

Både Thebe og Mitra var komplette bestikserier med rigtig mange dele, som kunne erstatte sølvbestik og som man kunne dække op med, når det skulle være fint.

Thebe col 2Thebe omfattede 130 forskellige stykker. Tesi, ostehøvl, forskærersæt, sennepsske, østersgaffel og en særlig kniv til krebs er bare nogle af dem. I bladet Scandinavian Retro nummer 4 fra august 2015 er der en stor specialartikel på 10 sider om Thebe med gamle originale illustrationer fra datidens varekataloger.

Hvor mange dele der findes til Mitra er uklart. Georg Jensen kan ikke give svaret, men antallet kommer nok ikke helt op på siden af Thebe. Herunder ses fiskebestik, brødsav, tesi og saltske, som er nogle af de mere sjældne dele.Mitra col 1Mitra bestikket blev omdrejningspunktet for en strid mellem isenkræmmere og guldsmede. Georg Jensen havde den holdning, at Mitra var for fint til at blive sat til salg blandt blikspande og jerngryder. Derfor blev det i begyndelsen kun forhandlet hos guldsmede. Centralforeningen for Danmarks Isenkræmmere blev sure og mente, at guldsmede med eget værksted, der solgte Mitra, overtrådte næringslovens bestemmelser. Rustfrit stål måtte kun forhandles af isenkræmmere eller af guldsmede uden eget værksted.

Striden stod på over længere tid og endte med en dom i Københavns Byret, der gik guldsmedene imod. Først i 1960 blev restriktionen lempet og alle kunne nu sælge rustfrit bestik.

Fejden om salget af rustfrit stål er udførligt beskrevet af Karen Lützen i en klumme i Weekendavisen fra den 2. maj 2014.

Scandinavian Retro kan du købe i udvalgte danske kiosker eller du kan bestille et abonnement via bladets hjemmeside. I nummer 4 fra 2015 kan du bl.a også se indretning af retrohjem, læse om Carnaby og Palet fra Holmegaard, tekstiler fra Marimekko, Boligkonceptet Bra Bohag fra 50’erne og 60’erne samt finde en guide til retroshopping i Amsterdam.

Forf: JM

Keramikeren som reddede et glasværk.

Boda Glasbruk kørte skidt i 60’erne, men i 1968 kom en ny glasserie. Den hed Kvadrat, var tegnet af keramikeren Signe Persson-Melin og blev en stor succes. Fortællingen om Kvadrat er en af temaartiklerne i juni nummeret af magasinet Scandinavian Retro.

Inspirationen blev hentet i keramiske krydderikrukker med korklåg fra 1955. Nogle af dem var runde og kantede på en gang. Signe Persson-Melin forvandlede simpelthen formen fra keramik til glas.

Kvadrat col1

Den første hed Sild i Kvadrat, Med fulgte et lille hæfte med opskrift på hjemmelavede citronsild. Kort tid efter lanceredes krydderier i Kvadrat og brændevin i Kvadrat, og senere igen kander i forskellige størrelser samt krukker til salt og peber.

Kvadrat er i dag et eftertragtet samlerobjekt. Prisen for de største krukker til sild ligger omkring 500 sv. kr, mens nogle af kanderne handles til mellem 750 – 110 sv. kr.

Andre artikler i Scandinavian Retro kigger på spraglede tørklæder med trykte souvenirmotiver, køkkenting og porcelæn med blomsterdekoration fra 70’ernes Ikea kataloger og retro camping møbler fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Bagerst i bladet er der en meget omfattende guide med 779 adresser på retrobutikker og loppemarkeder i Sverige.

“Scandinavian Retro nummer 3 fra juni 2015”. Forhandles i flere danske kiosker eller kan bestilles online via magasinets hjemmeside.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra april 2015.

I aprilnummeret er der en stor retroguide til Stockholm, og du kan også læse om Gustavsbergs Berså og Thomas Dams trolde.

Der er også et par boligreportager og artikler om stumtjenere, Bjørn Borg, Timo Sarpanevas drikkeglas samt tekstiler af Hans Krondahl og Katja of Sweden.

Retro col 2015-2

De danske trolde fra Gjøl blev introduceret i slutningen af 50’erne. Dengang brugtes latex med halm og savsmuld som indmad. Senere gik man over til PVC. De tidlige figurer har meget grove ansigtstræk, tåler dårligt sollys og er i det hele taget skrøbelige. Så mange er gået til, og prisen på et gammel eksemplar ligger gerne omkring 1000-3000 kr.

Troldene udtrykker varme og venlighed. Det fortælles, at skaberen Thomas Dam var inspireret af sit eget spejlbillede. Han betragtede ikke sig selv som særlig smuk, men som en rar person.

Dam troldene med tøj af filt og et vildt og ofte farvestålende hår blev hurtigt en succes. En del blev lavet på licens i udlandet, men der var juridiske problemer med mønsterbeskyttelsen af varemærket. Det er årsagen til, at der i dag findes et væld af plagiater.

En original Dam trold bærer stemplet DAM og efter 1964 også et copyright mærke. Stempelt er placeret i nakken, på ryggen eller under en fod.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra februar 2015.

Temaerne i årets første nummer spænder vidt. Der sættes lup på Stig Lindbergs fajanceserie Karneval, tekstiler af Ritva Wahlström, stable-legetøj fra Brio, Triva møbler fra NK og køkkenredskaber fra Nilsjohan.

Desuden er der mindre features om skindjakker, Anita Ekberg, norsk melodi grand prix 1985, en Crescent motionscykel fra 1960 samt et par boligreportager og en retroguide til shopping i Hamburg.

Retro 2015-1 col3 M

Da Gustavsberg introducerede Stig Lindbergs Karneval i 1957 blev mange af fajancemalerne godt sure. Før havde Studio malerne haft en vis frihed til at male ud fra en tegning eller et forlæg. Nu skulle de sidde og udfylde med farver indenfor færdigtrykte sorte omrids. En af dem valgte simpelthen i protest at flytte til noget andet arbejde hos Gustavsberg. Hun nægtede at sidde som et treårigt barn “och fylla i eländet Karneval”.

I det hele taget var der mange problemer. Glasuren var usund og vanskelig at arbejde med. Det var svært at få den til at binde ordentligt. Og selve fajancen var meget porøs og gik nemt i stykker. Så allerede i 1962 indstillede fabrikken produktionen, men inden da nåede serien op på at omfatte omkring 32 dele.

Scandinavian Retro viser dem allesammen og har lavet en omfattende guide med brugtpriser og en anvisning på, hvordan du kan få mere at vide om de forskellige fajancemaleres signaturer.

Køkkenredskaberne fra firmaet Nilsjohan var mere robuste og konstrueret med tanke på at holde i mange år. To af de største succeser var hjulpiskeren Cyklon og dåseåbneren Clara. Dåseåbneren var opkaldt efter en ungdomskærlighed til Jonas Nilsson, manden bag firmaet.

Artiklen i Scandinavian Retro fylder 11 sider og viser 119 forskellige redskaber. Den er spækket med autentiske billeder fra gamle kataloger og brochurer, og der fortælles nogle små sjove historier.

Storhedstiden var 50’erne, 60’erne og 70’erne. Nilsjohan havde eget prøvekøkken i Stockholm. Her testede teknikere og husholdningslærerinder alle redskaberne. Filosofien var at modernisere køkkenarbejdet og gøre hverdagen nemmere for Sveriges kvinder. Markedsføringen peger tilbage på en tid med traditionelle kønsroller, hvor manden gik på arbejde og kvinden indtog rollen som husmor.

Nilsjohan havde sit eget blad Köks-klubben, som i slutningen af 60’erne udkom i et oplag på mere end 1,3 million eksemplarer. Næsten hver anden svensk husstand modtog bladet, men Nilsjohans produkter blev ikke kun solgt i Sverige. En stor del af sortimentet blev også eksporteret især til de andre nordisk lande.

Du kan følge Scandinavian Retro på deres Facebook.

Forf: JM

Scandinavian Retro fra december 2014.

Historier om designklassikere og loppefund. Konceptet har været det samme siden det første nummer udkom i sommeren 2011 under navnet Hus och Hem Retro.

Artikler og guider om møbler, lamper, porcelæn, keramik, glas og tekstiler fra 50’erne, 60’erne og 70’erne.

Ingen hemmelighed at jeg selv er ret begejstret for Scandinavian Retro, og noget tyder på, at jeg ikke er den eneste. Oplagstallet er stigende. Det er nu oppe omkring 47.000 eksemplarer. Det er næsten 17.000 flere end i foråret 2013. Artiklerne bygger på grundig research, og i hvert nummer er der gamle autentiske billeder ledsaget af små anekdoter.

19 numre er det blevet til og næsten 150 guider. Efterhånden er det svært at lede og finde rundt i alle de gamle artikler. Derfor er det en super nyttig ide med et samlet emneregistre. Sådan et har redaktionen nu lavet med mulighed for at slå op på emner, formgivere og fremstillere.

I bladet fra december er der historier om industrilamper, juletekstiler, hvordan du kan datere en Dalahest, Inger Perssons pop design for Rörstrand fra 1968 og om glasserien Isi fra slutningen af 50’erne.

Scandinavian Retro 2014-6

Lennart Andersson har designet Isi. Han var driftsingeniør på Gulaskruf, da serien blev lanceret. Der blevet både lavet drikkeglas og vaser. Et fælles træk ved Isi er de tynde riller i glasset.

Måske var der tale om en rationel måde at bruge sekunda glasmasse på. Til Isi kunne man nemlig genanvende den glasmasse, som var bearbejdet en hel dag til et andet formål, men som var blevet uren og tilovers. Rillerne camouflerede urenheder og bobler i glasmassen.

Vaserne var cubeformede og blev solgt under navnet Isi-kub eller Minikub. De kunne fås i utrolig mange farvevarianter, hvilket også understøtter teorien om genbrug af glasmasse som egentlig var til overs efter en anden produktion.

Prisen på vaserne i retroforretninger, hos antikhandlere eller på netauktion svinger typisk mellem 150 og 750 kroner afhængig af, hvor sjælden farven er.

Billdet af Isi glassene er hentet fra hjemmesiden Sankt Olofs Antik och Retro blogg.

Forf: JM