Sigvard Bernadotte

Ikonisk mælkekande fra Sverige.

Svensk mælk i pap lanceredes i 1954. De første kartoner fra Tetra Pak var pyramideformede, men svære at få placeret i køleskabet og umulige at holde om og få åbnet.

tetra-col1

Husqvarna Børstefabrik satte sig for at udvikle en praktisk kande, som mælken kunne hældes over i. Sigvard Bernadottes Designstudio i Stockholm fik opgaven.

Det var ikke noget nemt projekt. Den måtte ikke veje ret meget. Den skulle være let at håndtere for børn. Den skulle være smal, så den kunne stå i køleskabslågen, men samtidig stabil, når den stod på bordet. At den sluttede tæt var også vigtigt, så mælken ikke tog lugt fra andre fødevarer i køleskabet.

Mælkekanden var på tegnebrættet fra 1961 til 1963. Inspirationen var en trekantet isvandkande i sølv, som Bernadotte i 1952 havde tegnet for Georg Jensen. Flere medarbejdere var i gang, og der blev lavet mange prototyper i gips og træ. Til sidst valgte man Helene Lalanders forslag. Hun var sølvsmed og ansat hos Bernadotte. Kanden blev døbt Signatur og kom i farverne gul, blå og rød.

signatur-kande-m

Alle krav var opfyldt, og i køleskabslågen kunne der nemt stå flere Signatur kander på skrå ved siden af hinanden. Langs bagkanten og hele vejen ned til bunden løber hanken. Den støtter og giver kanden stabililet, selvom den er høj og smal.

Signatur er fremstillet i styrenplast og var i produktion i mange år. I 70’erne flytter produktionen til virksomheden Hammarplast, der videreførte de oprindelige farver, men også lavede en klar udgave med måleenheder på siden og brunt låg.

Referencer: “Sigvard Bernadotte och skandinavisk industridesign” af Thomas Lindblad, Signum 2010, isbn 978-91-86221-07-2 samt naringslivshistoria.se

All content © copyright: Loppefund_Research

Forf: JM

Hvem har designet Copco gryderne fra Morsø?

Morsø Jernstøberi havde i 1960erne stor succes med en omfattende serie af emaljerede køkkenting af støbejern.

Gryderne har en sjov detalje. Håndtagene nærmest gror ud af korpus og spejler sig omvendt mod hinanden. Det giver et sikkert greb om den samlede enhed, som er meget tung.

Serien hedder Copco og tilskrives ofte den amerikanske designer Michael Lax. Men spørgsmålet er, om det i virkeligheden er ham alene, som har formgivet alle tingene?

På Nettet er det nemt at finde billeder af gryderne, som i bunden er stemplet “Copco, Michael Lax, Denmark”. I andre tilfælde er de blot mærket med et nummer samt “Copco, Denmark”. Billeder lyver som bekendt sjældent, men begynder du at grave lidt dybere, dukker der alligevel oplysninger frem, som peger i andre retninger.

Morsø Jernstøberi havde flere gange i løbet af 1965-66 indrykket nogle helsides annoncer i Bo Bedre, f.eks. var der én i april nummeret fra 1966. Her vises gryderne under navnet Nacco, og Morsø skriver, at serien er designet af Bernadotte og Bjørn.

Morsø Jernstøberi blev grundlagt i 1853 af N. A. Christensen og aktieselskabet bag jernstøberiet hed på et tidspunkt “N. A. Christensen og CO”. Det er ret oplagt, at navnet Nacco må være afledt heraf. Hvorfor og hvornår serien skifter navn står hen i det uvisse, men da designtidsskriftet Mobilia bringer en artikel om Morsø Jernstøberi i nummer 184 fra oktober 1970 hedder grydeserien nu Copco.

Måske har der ligefrem været slagsmål om ophavsretten til de forskellige brands. I august 1966 registreres Nacco i USA som et varemærke under et amerikansk selskab i New York ved navn Copco Inc. Selskabet fremstillede ildfaste emaljerede produkter. Alligevel fortsætter Morsø i 1970 med at forny sine rettigheder til navnet Copco i Danmark. Det fremgår af Patent- og Varemærkestyrelsens hjemmeside.

Det er noget værre rod, men det kan være forklaringen på, at der udover de danske ting også findes emaljerede Copco køkkenting fra lande som Holland, Spanien og USA.

Tilbage til spørgsmålet om hvem, der har designet Nacco/Copco gryderne?

Acton Bjørn og Sigvard Bernadotte havde i 1950 startet et designstudio i København med en lille filial i Stockholm i 1958. Begge afdelinger blevet drevet som en slags kreative væksthuse, hvor unge designere var mere eller mindre fast tilknyttet. Især Bernadotte udstak retningslinjerne for de forskellige opgaver, men ofte var det nogle andre, som tegnede videre på projekterne.

I Thomas Lindblads bog om Sigvard Bernadotte omtales også Copco gryderne fra Morsø. Lindblad mener, at det i virkeligehden er Jan Trägårdh, som skal have æren for gryderne. Trägårdh var en af de ledende designere i Bernadottes designstudio.

Til gengæld nævner Lindblad slet ikke Michael Lax, men kreative folk gik nærmest ind og ud ad døren hos Bernadotte, og Michael Lax foretog flere studierejser til Skandinavien netop i 60’erne, så en teori kunne være, at han også har været forbi og har slået nogle streger på køkkentingene til Morsø

Forf: JM

Vigtig opdatering om navnet Nacco/Copco: Se kommentaren herunder fra den.16. september 2014.